Finished object: Mellow cardigan

Min Mellow er færdig. Nøj hvor er jeg glad for den.

Jeg startede den 19. april og var færdig den 1. juni. Den er altså strikket på en god måneds tid. Jeg kunne nok have strikket den hurtigere, men jeg havde et par småprojekter ind imellem.

INFO SHEET

Opskrift: Mellow cardigan – strikket i str S.

Designer: Camilla Vad

Garn: Mohair by Canard / Kid Mohair – se farvekoder på de tre forskellige tråde lige her. Jeg har brugt samlet 407 gram fordelt på 1.763 meter.

Konstruktion: For og bagstykke strikkes nedefra og op, deles ved ærmerne og strikkes færdige hver for sig. Forstykkerne er strikket sammen med bagstykket. Jakken er let taljeret og formet med ind- og udtagninger. Ærmerne er strikket frem og tilbage, syet sammen og derefter syet på. Til sidst er der samlet masker op langs med forkanterne og rundt om nakken. Kanten er strikket frem og tilbage i glatstrik, hvorefter kanten er bukket ind og syet fast på indersiden af jakken.

Teknikker: Hele jakken er strikket i retstrik – kun kantbåndet har vrangmasker. Det er simpelt og ligetil. Derudover er der indtagninger (2rsm) og lænkeudtagninger. Endelig skal der sys en smule – jeg har brugt madrassting. That’s it! Mere skal du ikke kunne!

Modifikationer: Ingen.

Sværhedsgrad: Oplagt egoprojekt for en begynder.

Ravelry project page: Findes lige her. Opskriften er i Ravelrys database og det er SÅ skønt for en strikkenørd som mig.

image

image

image

image

Jeg har virkelig hygget mig med at strikke den, og er nu i tænkeboks hvor jeg overvejer den næste farvekombination. Den første var helt klart et safe choice – men dem er er der selvfølgelig flere af :D.

Mellow får de varmeste anbefalinger herfra – både processen og projektet er en fornøjelse. Det kan som altid anbefales at se andres farvevalg og finde inspiration før du starter op.

#mellowknitalong slutter først 30. juni og du kan derfor stadig nå at være med – det er sjovt, og så er der jo en skøn præmie til en heldig deltager. Jeg må hellere holde mig ude af konkurrencen, men bliver nok nødt til at anskaffe mig vinderpræmien også. Jeg føler dog allerede at jeg har vundet, for #mellowknitalong har for mig medført flere nye eller forbedrede strikkebekendtskaber, bl.a. søde Camilla som har designet jakken. Det er en gave man ikke kan vinde i nogen konkurrence ♥

Hermed en opfordring til at deltage i knitalongs hvor der også er mulighed for at mødes og strikke sammen. Uden at love for meget, kan jeg godt sige at succesen gentager sig i efteråret.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

2016 Stashdown : status for maj + lidt om minimumslager og en god bund

Den nyligt overståede oplevelse med at veje mit garnlager var ikke den nemmeste eller sjoveste. Jeg kunne læse, at flere af jer ikke har den fjerneste lyst til at veje lageret – og jeg kan sagtens forstå jer. Og hvorfor skal man egentlig også det?

Jeg valgte at gøre det fordi jeg var nysgerrig. Jeg har ingen intentioner om at måle mit lager mod andres – for det er jo så individuelt hvor meget garn man fylder på lager. Og hvilket garn man fylder på lager.

Jeg har heller ikke planer om at mit lager skal i bund. Et godt basislager skal der være plads til, så jeg ikke skal ud og købe nyt garn hver gang jeg gerne vil starte på noget nyt.

Et godt basislager skal  for mig bestå af gode kvaliteter, og meget gerne af mine yndlingsgarner, så jeg altid kan komme i gang hvis jeg falder over en spændende opskrift. Jeg kan også godt se fordelen i at have garn og opskrift klar til et par kommende projekter, for at være godt forberedt når mine WIP’s begynder at blive til FO’s og rastløsheden begynder at melde sig.

Jeg har jo lært af mit (for mig) lidt for store garnlager, at jeg helst skal fylde hylderne med uld, alpaca og mohair i tyndere kvaliteter fra en douche farveskala. At bomuld nok skal indkøbes fra projekt til projekt, og at jeg skal prøve at købe ind med et bestemt projekt i tankerne – eller måske bare en projektkategori (en sweater / et tørklæde / et par strømper). Det arbejder jeg videre med, og de seneste par indkøb har netop været til et helt bestemt projekt – og gerne et der startes op kort tid efter at jeg har købt ind til det, for det er jo der begejstringen er der!

Og nu til det mindre sjove. Status for maj.

Jeg har både fået og købt en hel del garn i maj. Mine færdige projekter tæller kun 2 – en klud og min restegarnspude.  120 gram er det altså blevet til. Ikke særlig imponerende. Endelig har jeg solgt noget garn, og også givet væk.

Regnestykket ser altså således ud:

888 gram / 3.640 meter – 120 gram / 461 meter – 384 gram / 1.879 meter = 384 gram / 1.870 meter i plus i denne måned.

I år har jeg et samlet plus på 1.048 gram / 6.086 meter.

Jeg må få flere færdige projekter i juni, og på listen er allerede min Mellow som tæller rigtig godt i garnbalancen. Derudover strikker jeg ret monogamt på Becca trøjen, fordi den er så hamrende lækker at strikke og uden tvivl også at have på. Det skal være min sommer-på-stranden trøje, og målet er at have den klar til Skt. Hans Aften. Jeg har strikket mange små (reste)projekter de sidste par måneder, og det er skønt at arbejde med en trøje til mig selv igen.

image

Min færdige Mellow – jeg er så glad for den og har allerede gået med den når vejret tillader det.

image

Becca trøjen er en drøm at strikke og jeg er så forelsket i farven. Jeg starter med begge ærmer og går derefter videre til kroppen.

image

Det er sæson for pæoner. Skynd dig at købe en buket ren lykke inden det er for sent. Jeg nyder mine i fulde drag, og de lyser så fint op i mit grå køkken.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

En håndlavet garderobe og konstruktionen af en sweater + et nyt juni-projekt

Jeg håber på at kunne fylde mit skab med bløde hjemmestrikkede sweatre, og det fik mig til at tænke på diversiteten i udtryk, facon, kvaliteter og stil.

Når vi taler om sweatre og deres konstruktion, er der nogle alternativer som vi alle holder mere eller mindre af, eller foretækker. Skal den strikkes oppefra, nedefra, eller på tværs? Jeg har prøvet samle de forskellige konstruktioner i nogle hovedkategorier (og det var faktisk lidt svært):

  • RAGLAN – Strikket oppe- eller nedefra med ud/indtagninger hvor bærestykket møder ærmet.
  • RUNDT BÆRESTYKKE – Strikket oppe- eller nedefra. Minder meget om raglansweateren, men med et bærestykke hvor udtagningerne er fordelt på få pinde i stedet for med en bestemt placering.
  • BOXY – Rektanglformet trøje strikket oppe – eller nedefra, rundt under ærmerne og fladt over ærmerne, eller fladt hele vejen hvis det er en cardigan. Der samles masker op op strikkes ærmer, eller ærmerne strikkes nedefra og sys på.
  • FIGURSTRIKKET – Forstykke(r), bagstykke og ærmer strikkes hver for sig og sys sammen til sidst. For- og bagstykke kan være strikket i ét, så der er enten 3 eller 5 dele.
  • PÅ TVÆRS – Fra første ærme til kroppen og videre til næste ærme.

…og dertil et hav af variationer, som kun begrænses af designernes kreativitet og fantasi.

Jeg har altid synes at en sweater som er strikket ovenfra og ned er en nem og skudsikker metode til at få en pæn sweater. Det synes jeg egentlig stadig. Men jeg er begyndt at se fordelene ved andre metoder, som bl.a. har en smule mere montering. Lad mig forklare.

Det hele handler om hvad man skal strikke.

Skal jeg strikke en trøje til et barn, vil jeg altid vælge oppefra og ned med raglan ærmer eller et rundt bærestykke. Det gør det nemmere at gøre krop og ærmer længere sidst i processen, og der er et minimum af montering. Ærligt, så gider jeg ikke en masse montering på en baby- eller børnetrøje. Derudover er der ingen sømme som kan sidde irriterende, og den lidt ‘uformelle’ konstruktion passer rigtig fint til børn.

Strikker jeg til mig selv, kan en top-down raglan sweater være rigtig fin med muligheden for at prøve den på undervejs, justere længde på ærmerne osv. Men den kan også være lidt uformel i sin form og look. Det er en hyggelig sweater eller cardigan. Går jeg efter et mere formelt look med en fastere struktur, kigger jeg efter en sweater eller cardigan der monteres, måske ikke bare ærmer, men også forstykke og bagstykke. Der kommer pludselig en søm i siden, som giver lidt hold og struktur, og en søm som definerer skulderen. Jeg synes det giver et ‘pænere’ og mere professionelt look når en sweater har sømme og et monteret ærme. Eller er det bare mig?

Det gælder dog langt fra i alle tilfælde, og en monteret trøje kan sagtens have et afslappet look, ligesom en raglan sweater kan være pæn og mere formel. Det afhænger af form, mønster, garnkvalitet osv. Tænk bare på Brooklyns Tweeds modeller – mange af dem er strikket i enkelte stykker, for derefter at blive syet sammen, og der må siges at være en overvægt at hyggelige trøjer i deres kollektioner. Jeg synes dog det klæder dem med monterede ærmekupler, fordi det giver mere hold og ser professionelt ud.

Et lille tip hvis man strikker en trøje rundt nedefra, og gerne vil have markeret sidesømmen, er at strikke en enkelt maske omvendt glat hele vejen op midt under ærmet (eller en anden maske der vil skille sig ud fra for- og bagstykke). På den måde bliver siden markeret, for- og bagstykke bliver pænt defineret og trøjen får et pænt look. Synes jeg.

Det betyder ikke, at jeg fra nu af kun strikker trøjer og cardigans i flere dele, for at sy dem sammen. Jeg har masser af rundtstrikkede sweatre på min to-do, både oppe- og nedefra.

Du kan, som altid, se min fulde strikke-to-do-liste lige her.

Når det kommer til stykket, vælger vi jo ikke altid selv hvilken konstruktion vi vil strikke. Vi forelsker os i et mønster, og hvis vi brænder nok for det, laver vi trøjen som den er konstrueret af designeren. Med mindre man er skrap og kan konvertere det til den foretrukne konstruktion.

Hvilket konstruktion foretrækker du? Og går du bevidst uden om en model fordi den monteres? Og tænker du som designer over hvilken konstruktion du vælger til din model?

Jeg er netop gået i gang med et skønt juni-projekt fra bogen Yndlingsstrik af Katrine Hannbal for Önling. Jeg har slået op til modellen Becca, som er en simpel v-hals sweater med et smukt mønster af japanske vifter. Der er en rigtig fin balance mellem lidt spændende mønster i starten, og derefter en masse glatstrik. Jeg strikker den i alpaca 2 fra Isager, som er en blød blanding af alpaca og merino. Jeg strikker den i den smukke farve 61, som er en af mine favoritter. Jeg håber på, at den flyver af pindene, så jeg kan bruge den hele sommeren når jeg skal gå lange aftenture ved stranden, eller sidde ude på de lange sommeraftener.

Jeg er i øvrigt meget begejstret for bogen, som indeholder det fineste strik i neutrale farver, der kan bruges ved alle årstider og i mange år – deraf navnet yndlingsstrik. Hvis du ikke kender den, kan du se billeder af modellerne lige her, og hold i øvrigt øjnene åbne den kommende stykke tid.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille