Anmeldelse: Strikket påskepynt

Bogen er modtaget i reklame fra Turbineforlaget. Alle holdninger og ord er dog mine egne. 

Måske er det fordi jeg har fået børn. Måske er det coronatræthed. Eller fordi jeg går på barsel lige når påsken starter. Jeg ved bare, at den her bog lander på det helt rigtige tidspunkt her hos mig.

Jeg plejer ikke rigtig at pynte op til påske. Jeg har et par pyntepåskeæg (til at gemme slik i, haha). Men når man får børn, sker der noget med højtiderne. De får en anden betydning. Det gælder i alle tilfælde for mig.

Så i år skal vi have påskepynt. Og meget gerne noget strikket. Og gerne i forårsfarver. Pasteller der matcher årstiden, humøret, håbet for lysere tider.

Jeg ser den her bog som en slags 2’er til Thea Rytters bog ‘Strikket julepynt’. En bog med strikket pynt til en højtid, men også til en årstid. Lad os kigge lidt nærmere på den.

FØRSTEHÅNDSINDTRYK
Det er en hæftet bog af den mindre slags. Naturligvis. Det er trods alt begrænset hvor meget ordentligt påskepynt man kan komme op med. Bogens gennemgående farve er en smuk syren – en blanding af lys lilla og lyserød og jeg elsker den! Der er de fineste billeder hele vejen igennem, som har en skøn påske – og forårsvibe. Layout og opsætning er helt i øjet. Det er tydeligt, at Thea og Turbineforlaget har fundet en virkelig god rytme sammen.

INDHOLDET
Der er de obligatoriske afsnit om pinde, garn, strikkefasthed, forkortelser, teknikker mv. Bogen kan med andre ord hjælpe selv nye strikkere igennem.

Derefter følger 10 forskellige opskrifter. Der er store og små påskeæg med både striber, perler og broderi i Fabergé stil. Kun fantasien sætter grænser og de kan styles så de passer til enhver. Æggene er strikket så de passer til montering med et styropoæg indeni – sådan et flamingoagtigt materiale, som er lidt hårdt. Det giver en rigtig pæn form synes jeg. Jeg har altid brugt fyldevat i mine julekugler, og de er altid lidt skæve og skal skubbes på plads når jeg finder den frem. 

Der er bittesmå strikkede vintergækker og der er små dyr. Du finder både en hare, kaninunger, minihøner og endelig en restefugl, som ikke er strikket, men nærmere bundet sammen af garnrester. Så godt fundet på og en sjov idé som giver strikkeren en anden måde at være kreativ med garn på. Alle disse kan bruges som forårspynt og er i min optik ikke kun til påske. 

Der er fjer, både strikket og i macramé og endelig kronen på værket; en drømmefanger. Sidstnævnte projekter er ikke decideret påske- eller forårsrelateret, men kan sagtens være det afhængig af farve og styling. Og det kan jeg rigtig godt lide. Det kan nemlig også være forårspynt, eller pynt til vinduerne, børneværelset, puslebordet eller kolonihuset.

Opskrifterne er grundigt beskrevet og der er indsat udførlige trin-for-trin-vejledninger til fx macramé og broderi af fabergéæg.

Og så lige lidt pausebilleder inden vi går videre.

GARN OG MATERIALER
Alle projekterne er i den ‘lille’ ende, og er derfor oplagt som små, hurtige projekter og gerne af rester. Der er i bogen strikket med garn fra KreaDeluxe, som leverer de perfekte pastelfarver. Der er også brugt sølv- og guldglimmergarn. De fleste af os kan dog godt finde noget på lager der kan bruges. Der er så rigeligt med inspiration til farver i bogen. Jeg fandt selv en håndfuld restegarn i forårsagtige farver på ingen tid. Lige her tænker jeg ikke at strikkefasthed er så afgørende, måske lige på nær æggene som kan monteres på tilhørende monteringsæg, så dyk nedelig ned og se hvad du har i gemmerne.

Derudover bruges der en række kreamaterialer. Jeg køber altid hos Rito, som lader til at have mere eller mindre alt i verden. Her følger affiliate links til de materialer der bruges i bogen, hvis du selv vil i gang. Hvis du køber noget via et af nedenstående links, får jeg en lille andel af salget. Det koster ikke dig mere, men forhandleren afleverer en procentdel til mig. Det er en måde at støtte min lille blog på:

De små dyr fyldes med almindelig fyldevat.
Æggene fyldes med styropoæg – de findes i forskellige størrelser lige her. I bogen anvendes 6, 8 og 15 cm.
Perler i den type du bedst kan lide – dyk ned i din kreakasse eller find et udvalg lige her.

Drømmefangeren vil jeg SÅ gerne lave til pigernes værelse. Ud over garn skal der skal bl.a. bruges små træperler og en metalring

Jeg kan dog se mig selv lave alle projekterne i bogen. De små dyr mest for min datters skyld – jeg tror hun vil synes det er sjovt med små kaniner og påskeharer, der gemmer sig rundt omkring i huset.

-o-

Alt i alt en varm anbefaling herfra. En bog der ikke kun har påskepynt, men også forårspynt eller pynt til børneværelset. En bog primært med strik, men også andre garnsysler, som udvider horisonten og udfordrer kreativiteten. Alt sammen drysset over med broderi og pynt, hvor kun fantasien sætter grænser. I ægte Vaskavulla stil.

Har man børn, er det oplagt at bruge bogen sammen. Måske skal kaninungerne have en lille rede, som børnene kan lave af materialer fra haven eller naturen. De strikkede påskeæg kan suppleres med børnenes egne malede æg. Børnene kan så karse, som de små minihøner kan spise. Idéerne er mange, og netop nu har vi tiden sammen i familien til at fordybe os i fælles projekter. 

Bogen koster 199 kr. og kan købes direkte hos Turineforlaget lige her, eller hos Tales til en lidt skarpere pris her

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og god fornøjelse med påskeforberedelserne. 

Kærligst,

Pernille

Januar 2021 i strik

Årets første måned er slut og jeg har fået en smule af pindene.

Januar er for manges vedkommende lig med restestrik, og jeg plejer at juble og strikke med mine mange små rester. Det blev dog ikke til noget restestrik denne januar, til gengæld strikker og fokuserer jeg på rester året rundt.

Strømpefeberen har også ramt hårdt over hele landet. Jeg har gang i et par Fort Grey der strikkes nedefra og op, og det falder mig altså ikke lige så let.. den hæl altså.. De er parkeret for en stund, til jeg mentalt er klar til at knække koden på den. Jeg husker klart, at jeg også fumlede med det, da jeg strikkede dem første gang. Jeg tror nok det er fordi jeg anvender en anden type vendepinde end den der angives i opskriften, og det giver bøvl når der skal tælles. Jeg er åbenbart stadig i fumlestadiet på nogle områder. Som en efterhånden ret erfaren strikker er det en lidt uvant følelse. Måske udfordrer jeg i virkeligheden mig selv for lidt. Note to self.

Jeg strikker i øvrigt i bio organic sock fra Knitwedo, som er modtaget i gave. Du kan finde første batch, uden banderoler, og i samme farve lige her til en god pris (affiliatelink). Jeg synes det er et virkelig lækkert strømpegarn og glæder mig til at se hvordan det performer som strømpegarn. Det er nonsuperwash og med bionedbrydeligt nylon, så bestemt et garn med masser af omtanke for miljø.

Fort Grey socks

Det jeg har strikket på, er til gengæld nogle fine projekter. Jeg har besluttet at strikke et enkelt sæt i størrelse nyfødt, fordi jeg kan ikke lade være. 

Olives Slå-om [FO]
En lille bitte slå om cardigan i størrelse nyfødt blev årets første færdige projekt. Jeg har strikket den i ufarvet falkland merino (reklamelink OG på tilbud til en nedsat pris). Jeg fik det i Knitwedo adventskalenderen ( så reklame). Det var et oplagt projekt at få prøvet dette nye garn af, og jeg synes det er blødt og lækkert at strikke med og giver et fint, ens maskebillede på pind 3. Det kan fint erstatte Sandnes Garn Sunday eller Knitting for Olives Merino, og bruges i opskrifter hvor disse to anvendes. Og det er immervæk en del efterhånden. Garnet er snart på hylderne i en række meget fine farver. 

Jeg har strikket picotkanter hele vejen rundt og valgt en type lukning som ikke var i opskriften. Den foreslår nemlig bindebånd med en strikket icord, eller knapper. Jeg har dog sat trykknapper hele vejen rundt for et neutralt look og en babyvenlig løsning.



Olives Kløverstrømperbukser [WIP]
Til den lille slå-om har jeg slået op til et par strømpebukser med kløvermønster i samme garn. Det gik ærlig talt lidt langsomt. Jeg havde ikke rigtig lyst til at strikke på de små pinde og den lille omkreds, og da første ben var næsten færdigt, blev jeg enig med mig selv om at parkere det for en stund. De skal nok blive færdige til deadline, så meget ved jeg. Jeg trængte bare til noget helt andet.

Egentlig ville jeg gerne have slået op til (endnu?) et par strømper, for der er så mange strømper på pindene rundt omkring på både Instagram og i podcastland, men med tanke på strømpebukserne der i den grad minder om strømper at strikke, lagde jeg hurtigt den plan på hylden. I stedet tog jeg fat på et projekt som jeg købte ind til i efteråret og har drømt om at strikke siden opskriften udkom.

Cardigan No. 4 [WIP]
Den fine, oversize cardigan fra My Favourite Things Knitwear strikkes med tre tråde silk mohair og på pind 6. Jeg strikker den i garn fra Knitting for Olive, to tråde i farven Sky og en tråd i farven Rosa Ler. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst strikkede med silk mohair, eller på så store pinde, så det virkede som det perfekte, afvekslende projekt lige nu. 

Jeg har aldrig prøvet halvpatent før, men på ægte Pippi manér kastede jeg mig ud i det. Jeg har trods alt en del strikkeår på bagen, og det var da også ganske ukompliceret da jeg først kom i gang.

Jeg lavede en strikkeprøve, fordi patent kan være drilsk og jeg orker ikke at pille op i mohair. Så fik jeg også lige teknikken på plads og så den fine tekstur.  Den er nu på pindene og den vokser lystigt, og jeg strikker mere fordi jeg virkelig har lyst til at strikke den. Godt jeg skiftede projekt. 

-o-

Strik i den kommende måned
Jeg skal strikke min Cardigan No 4 færdig, og hvis jeg har lyst også de små kløverstrømpebukser og Fort Grey strømperne. Derefter kan det gå i alle retninger, alt efter hvad jeg har lyst til. Babystrik, børnehavestrik eller egostrik. Drømmestrikkekøen er lang..

Gravidgarderoben og kommende egostrik
Cardigan No 4 er et projekt jeg kan tage i brug allerede når den er færdig, trods min efterhånden ret runde babymave (årh, der er intet bedre!). Og det motiverer trods alt også. Min garderobe er ret begrænset for tiden. Jeg er ikke god til at købe graviditetstøj, fordi jeg ved at det kun skal være i brug i kort tid. På den måde er jeg ret heldig at vi stort set kun er hjemme – der er høj rotation på det tøj (okay, mest underdele) jeg rent faktisk kan passe og har det behageligt i. 

Når jeg tænker på og så småt planlægger de næste stykker egostrik, er det også med graviditet og senere hen amning i tankerne. Cardigans er uden tvivl mest praktisk for mig det kommende år. Jeg har to ‘sweater quantities’ i mit lager som kan komme i spil.

Til den ene portion tænker jeg at strikke en slå-om bluse. Jeg har længe ønsket mig at strikke Balletblusen og synes farven nedenfor passer godt til modellen. Jeg mangler bare en følgetråd. Jeg synes farven er ret speciel og unik, og det er derfor ikke sådan lige at finde en der passer. Jeg har kig på silk mohair i farven Blød Nougat fra Knitting For Olive, og tror det bliver den. 

Garn til Balletblusen – købt på Fiberfolk i august 2020

Den anden portion er gråbrun Alpaca 2 fra Isager.
 

Jeg har indtil videre parret denne portion med cardiganen Little Love fra Ankestrick. Den er både fin og casual på en måde som jeg vil sætte pris på under mit barselsår. Og med en vældig fin sjalskrave – det har jeg ikke prøvet før, men tit sukket efter. Det er så pænt.

Little Love af Ankestrick – modellen findes også til tykkere pinde, som hedder Big Love. Billedet er lånt fra Ravelry. Tryk på billedet for at komme direkte til opskriftssiden.

En anden, men ikke uvæsentlig faktor er, at jeg rigtig godt gider strikke efter en opskrift af en så erfaren designer som Ankestrick. Jeg ved allerede nu, at det er en yderst gennemarbejdet opskrift, som bærer mig igennem uden problemer. Det er ingen kritik af andre, nyere designere. Blot en hjælp til min hjerne, der ikke er helt som den plejer (med andre ord graviditietshjerne). Listen over direkte dumme ting jeg gør eller glemmer for tiden er pinligt lang. Jeg stoler efterhånden ikke på min egen hukommelse og indrømmer blankt når jeg tager fejl. Ret ulig mig 🙂

Det var et sidespor..

Ankestrick har bare så mange designs bag sig. 96 designs (- jeg måtte lige tjekke). Primært beklædning. Ravelry fortæller mig også, at andre finder opskriften god, let at følge og ikke for svær:

Jeg tror jeg må starte med en strikkeprøve og se om det er et match.

Børnestrik
Den 3-årige vil også utroligt gerne have mere strik, og spørger ofte om dét eller dét er til hende. Hvor heldig er jeg lige?

Hun har pt kun en hjemmestrikket sweater, og den er virkelig meget i brug. Jeg burde derfor få en ny på pindene hurtigst muligt. Jeg tænker derfor at strikke en Flemencotopp til hende i dette plantefarvede garn fra Gregoria Fibers. Det har været på lager siden 2o17, så det ville være dejligt at få det brugt.

Jeg har strikket den før, med lange ærmer, og den brugte vi virkelig meget. Pasformen var helt perfekt til min slanke pige. Ja, faktisk finder jeg Bamse sweateren fra Petiteknit en smule for bred, fordi min datter for tiden kun vokser i højden og ikke i bredden. Og så er hun som sagt smal. Med andre ord minder hendes kropsbygning langt fra om min egen 🙂
 

Ud over flæserne på ærmerne, er det en helt almindelig raglanbluse, dog strikket nedefra. Den er derfor ligetil og burde ikke give mig problemer. Vi får se…

-o-

Januar bøger
Jeg har læst ‘Meter i sekundet’ af Stine Pilgaard færdig, og var godt underholdt hele vejen igennem. En stjerneregn af anmeldelser, nomineringer og priser vælter i øjeblikket ned over netop denne bog, og jeg er da også glad for at jeg læste den. Den går dog ikke over i historien som en af de bøger der står lysende klart for mig, eller som har påvirket mig i samme grad som andre bøger har formået. En fin og sjov samtidsroman. Vi må hellere holde øje med Stine Pilgaard fremover, for hun har et interessant take på det at skrive bøger. 

Den næste bog gik jeg i gang med, fordi den har stået på min ‘to-be-read’-liste længe, og fordi jeg hørte et afsnit af podcasten ‘Bogselskabet’ hvor forfatteren fortalte om netop denne bog. Jeg kan i øvrigt varmt anbefale podcasten. Anyway, jeg har læst ‘Bæst’ af Ane Riel og er nu igennem hele hendes forfatterskab, som jeg virkelig har nydt. ‘Harpiks’ er dog stadig min favorit blandt hendes 3 bøger. 

Der er i øvrigt også et afsnit af Bogselskabet hvor Stine Pilgaard er gæst og fortæller om ‘Meter i sekundet’. Det kan jeg bestemt også anbefale at høre, da det giver et dybere indblik i hvem Stine Pilgaard er som forfatter og person.

Netop nu er jeg ved at læse ‘Margrete 1.’ af Anne-Lise Marstrand Jørgensen. Mit første møde med denne forfatter. Jeg har læst mange rosende ord om netop denne bog, og jeg har en svaghed for historiske romaner. Indtil videre er jeg vældig godt underholdt.

Jeg læser nu næsten udelukkende e-bøger på min Mofibo Reader og det fungerer virkelig godt. Ja, det havde jeg aldrig troet at jeg skulle sige, men det duer. Fysiske bøger ville være at foretrække, men jeg vil ikke have alle de bøger til at fylde (selvom en kæmpe og fyldt bogreol er som en drøm for mig) og biblioteket bliver for besværligt for mig, lige der hvor jeg er i livet. 

-o-

Jeg er så klar til at tage hul på en ny måned. Jeg håber at der, foruden blød strik på pindene og gode læseoplevelser, er lidt hverdagsforandring i sigte. Det er lige gået op for mig at jeg ikke har været sammen med andre mennesker end mand og barn siden nytårsaften. Mine dage går med aflevering i børnehaven, hjem og arbejde, hente i børnehaven, en tur på legepladsen, hjem og holde fri med min familie og så starter næste dag forefra med præcis samme program. Weekenderne bruger vi hjemme og med daglige gåture og tiltrængt frisk luft. Jeg tror snart jeg får pip. Men som gravid passer jeg godt på mig selv, og gør mit til at sundhedsvæsenet kan holde hovedet oven vande. 

Hvordan klarer I jer  igennem denne  anden runde nedlukning?

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og rigtig god strikkelyst.

Kærligst,

Pernille

2020 – året i strik

Det er blevet tid til årets sidste indlæg. Jeg lægger som altid ud med project stashdown – mit projekt hvor jeg forsøger at nedbringe mit garnlager, at bruge det jeg har og at skabe balance så det ikke vokser.

I 4. kvartal jeg har fået lidt nyt og brugt meget.

INDKØB/GAVER
Silk mohair fra Knitting for Olive 200 gram / 1.800 meter (cardigan no 4)
Knitwedo Bio Sock 100 gram / 400 meter (adventskalender – bruges til strømper)
Knitwedo – Bio Merino 250 gram / 1.125 meter (adventskalender – bruges til babystrik)

Total: 550 gram / 3.325 meter

FÆRDIGE PROJEKTER
Lillebjørn Elefanthue 62 gram / 335 meter (garn fra marts 2019/august 2020)
Julestjerner 90 gram / 224 meter (garn fra 2014, 2019 og 2020)
Grå babybukser 85 gram / 340 meter (lagergarn januar 2018)
Bamse restesweater 142 gram / 780 meter (blandet lagergarn)
Lauras legetæppe 885 gram / ca 3.540 meter (blandet lagergarn)
Olives Kløverstrømpebukser xx gram / xx meter (april 2017)
Balder Kyse 34 gram / 103 meter (lagergarn maj 2018)
At the Vicarage socks – 52 gram / 220 meter (garn fra Q2 2020 og lagergarn)
Coral Sunhat – 18 gram / 126 meter (lagergarn fra januar 2017)
Lavendelstrømper 20 gram / 80 meter (garn fra december 2020)

Total: 1.388 gram / 5.748 meter

Garnbalancen for 4. kvartal: -838 gram / -2.423 meter
Garnbalancen for 2020: -2.760 gram / -8.635 meter

Jeg nåede i mål igen i år! Det er nu andet år i træk at jeg har mindre garn på lager ved udgangen af året. Mit vigtigste mål og bedste vane på strikkefronten. Ud af 3.773 strikkede gram garn i år, er 3.300 af dem strikket i lagergarn. Der er rigtig godt gang i lagergarn, og det gør mig glad at få brugt af det det på hylder og i skuffer. Årets salg og donationer udgør kun 837 gram mod sidste års 5.063 gram. Det går den rigtige vej, for det er ikke særlig bæredygtigt at sælge og give garn væk. Så skulle det nok aldrig være købt i første omgang. Jeg er fuld af motivation til at fortsætte stashdown i det nye år, og få brugt noget af alt det fine garn jeg allerede har.

4. kvartal i ord

Selvom jeg havde aftalt garnstop under 1. trimester, så købte jeg et cone med silk mohair hos Knitting For Olive under deres ‘Knæk Cancer-kampagne, hvor omsætningen gik ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse. Det virkede som en rigtig god idé. Også fordi jeg havde købt et cone tidligere på året, og kunne ikke skubbe tanken om en Cardigan No 4 fra mig. Jeg havde bare kun garn til en halv. Jeg kunne have strikket noget andet af garnet, men jeg blev ved med at drømme om den, og det har jeg gjort siden den udkom. Så nu har jeg til en hel cardigan og jeg glæder mig til at strikke og gå med den. Den kommer på pindene i 2021, når jeg er på den anden side af den mest hektiske tid på året på mit arbejde, nemlig årsafslutningen.

Som I kan se fik jeg også to forskellige slags garn i Knitwedos adventskalender. Begge i samme farve – en lys ufarvet cremefarve, som er blandt mine absolutte favoritfarver. Jeg glæder mig til at prøve det af! Faktisk er jeg startet lidt på strømpegarnet og har netop færdiggjort et par små, fine Lavendelstrømper fra Studio Gyth. Jeg vil også gerne strikke endnu et par Fort Grey i garnet. Der gik hul i det første par jeg strikkede ret hurtigt, og det gik op for mig at garnet ikke var super egnet til strømper. På den igen i nyt, fint garn.

Det var altså årets sidste garnindkøb og jeg er så glad for dem.

På strikkefronten kom jeg lidt langsomt fra start, men fik godt gang i børne- og babystrik i slutningen af kvartalet. Jeg besluttede også at Lauras hæklede restetæppe skulle gøres færdig, for det var både ret stort og efterhånden også ret tungt. Det hjalp gevaldigt på statistikken til dette sidste sidste kvartal, og dermed afslutningen på årets project stashdown. Jeg kender ikke det præcise antal meter der er brugt på tæppet og har derfor brugt et forsigtighedsprincip og er gået med en gennemsnitlig løbelængde på 200m/50gram.

Samtidig besluttede jeg at gå i gang med et nyt restetæppe, lillesøstertæppet. Det er oplagt, for hun skal naturligvis ikke snydes for sit eget farverige restelegetæppe, og fordi det er den perfekte måde at bruge de helt små rester på. I hvert fald dem der er på strømpegarnstykkelse. Jeg kæmper lidt med at få brugt de små rester af tykkere garn, for man når virkelig ikke langt med 12 gram af et tykkere garn. Nå, det var vist et sidespring. Nyt tæppe i 2021 it is.

Projekter i 2020

7 par voksenstrømper ( et godt strømpeår!)
5 baby- og børnekyser (perfekt til rester)
3 par babybloomers (perfekt til rester OG som kvalmestrik)
3 par baby- og børnestrømper (skal opgraderes med silikonedutter)
2 babyrompere
2 scrunchies (restestrik)
2 cardigans til mig 
1 slipover til mig (endnu ikke i brug, fordi gravidmave)
1 kortærmet bluse til mig 
1 kortærmet bluse til Laura 
1 sjal (barselsgave)
1 børnehavesweater til Laura 
1 nederdel til Laura
1 par babybukser
1 dukkenederdel (ikke brugt meget da dukke foretrækker at være nøgen)
1 legetøjskanin m. tilhørende kjole (kanin foretrækker også at være nøgen)
Bomuldsklude og rondeller 

Det har været et år domineret af små projekter. Så selvom der er mange projekter, har jeg i den grad arbejdet med at skrue ned for tempoet og undgå strikkestress over alle de ting jeg gerne vil strikke. Og det føles helt ok. Der er færre impulsopslåede projekter kl 22 om aftenen, som sjældent bliver blandt mine allerbedste projekter. Det fungerer bare bedst hvis jeg planlægger mine projekter.

Mål og vaner i 2020
Jeg havde sat følgende mål for året:

– at mit lager skulle være mindre ved udgangen af året. TJEK! I mål for andet år i træk!

– at bruge mit bomuldslager op. Her var jeg faktisk i mål. Så dukkede der 200 gram gråt bomuld op. 2021?

– at starte op på nedbringelse af strømpegarnslageret. Jeg er godt i gang, så tjek til den!

– købt i 2020 bruges i 2020. Jeg har brugt 500 gram ud af de i alt 1.850 indkøbte. Ikke i mål. Jeg har i stedet strikket med lagergarn, og det skyldes bl.a.  at jeg (ubevidst?) går efter garn som er købt i 2019. Fordi, jeg havde samme mål i 2019 og jeg vil faktisk gerne have 2019 garnet brugt op. Så føler jeg lidt at jeg er i mål med det? Giver det mening? 

Derudover har jeg siden strikkelysten meldte sig igen, og jeg startede op på babystrik, valg garn der egner sig til dette. Uanset hvornår det er købt. Blødt garn, der ikke fælder. Jeg strikker fx ikke i silk mohair til babyer.

Endelig må jeg nok indse at jeg stort set aldrig når at strikke garnindkøb fra december inden året er gået. Det skyldes bl.a. at mit arbejde (I ved – det der advokatkontor der finansierer mine garnindkøb) altid er utrolig travlt i december.

Pladsmæssigt har det også sine klare fordele med et mindre garnlager. Fysisk fylder det mindre og det er så nemt at holde orden, når der er en overskuelig mængde garn. Jeg glemmer forhåbentlig ikke lige at jeg har dét eller dét garn, og lige præcis det er en oplevelse jeg med største fornøjelse ligger bag mig. Ikke mere ‘hov, jeg har jeg også det garn?’.
Ja grå bomuldsgarn jeg kigger på dig.

Jeg kan kun anbefale at prøve det samme eller noget der ligner. Det gør godt på stort set alle fronter, undtagen på shoppetrangen.

Sammen med målene følger en ny række vaner. Nemlig at tøjle shoppetrangen. At finde taknemmelighed for det man allerede har (dyp i glimmer og op på kaminhylden, som Hella siger). At se på sig selv i stedet for andre. Hvad andre køber eller har eller strikker, er ikke nødvendigvis det der gør mig glad. At skabe balance og købe efter behov og ikke fordi jeg bliver lokket, eller fordi en sej influencer har netop dén bluse i dét garn. De er jo ikke mig. Eller – jeg er ikke dem.



2021 – nye udfordringer, fastholdelse af vaner
Så længe der er garn i skabet fortsætter jeg projektet. Så der bliver naturligvis endnu en runde stashdown 2021.
Jeg starter ud med 11.810 gram i mit lager. Der er altså rigeligt at tage af.

Fordi jeg skal være mor (igen) til april sætter jeg barren lavt og laver ikke yderligere mål for mig selv.  Det er uvist hvordan hverdagen ser ud med to små børn, og jeg giver derfor plads til at moderskabet kan tage over og lade alt andet komme i anden række. Jeg når hvad jeg når, både af strik og bøger og vasketøj. Især vasketøj. Ja faktisk forventer jeg efter IKKE at se bunden af vasketøjskurvene(!) før kalenderen som minimum siger 2022. 

Årets bøger
På en eller anden måde så får jeg flettet bøger ind i mine flere og flere indlæg. Måske fordi bøger ud over strik er en hobby, og det gør mig ægte glad at læse bøger. Jeg har især læst mange bøger dette efterår, mens jeg var kvalmeramt og træt, og ikke mindst fordi jeg har fået mig en Mofibo Reader. Jeg læser sjældent fysiske bøger, men oplever fra tid til anden at lydbogsformatet ikke er det bedste for alle bøger. E-bøger er derfor blevet mellemtingen og det har betydet at jeg får læst meget mere.

Jeg prøver så vidt muligt at lade bøgerne optræde sidst i mine indlæg og således også denne gang. 

Her kommer årets bogliste. Det er en lidt spøjs samling, og de er vidt forskellige. Der tegner sig dog et mønster; når jeg læser en bog jeg godt kan lide, kigger jeg efter bøger af samme forfatter. Sally Rooney var ny for mig, og jeg læste hurtigt begge hendes bøger. Nyt fra Maren Uthaug, Katrine Engberg, Robert Galbraith og Ida Jessen kom hurtigt på listen. Kan du lide Maren Uthaug, så prøv også Ane Riel. Og tag ikke fejl af Ida Jessen. Hun skriver formidabelt, og jeg er taknemlig for at hun har et stort bagkatalog som jeg langt fra er igennem.

Listen er særligt præget af danske forfattere, og det er fordi vi er beriget med så mange blændende gode forfattere i vores lille land. Prøv dem endelig hvis du mangler læsestof.

Jeg bliver også nødt til at nævne Agatha Cristie. Hun fangede min opmærksomhed i midten af året. Jeg har derfor læst flere af hendes krimier, både med Miss Marple og Hercule Poirot i hovedrollen. Det kommer dog til at tage år at komme igennem hele hendes repertoire. 

Jeg læser gerne krimier, men som regel kun en enkelt eller to, før jeg trænger til noget med lidt mere fylde. At læse en krimi er for mig lige som at se en spændende film, men sjældent noget der bider sig fast eller rører noget i mig. 

Nok snak. Her kommer listen med hjerter fra 1 til 5.

Ane Riel – Harpiks ♥♥♥♥♥
Ane Riel – Slageren fra Liseleje ♥♥♥♥
Knud Romer- Den som blinker er bange for døden ♥♥♥♥
Agatha Cristie – De låsede døre (Hercule Poirot #1) ♥♥♥
Agatha Cristie – Den åbne grav (Hercule Poirot #2) ♥♥♥
Agatha Cristie – Mordet i Orientekspressen (Hercule Poirot #10) ♥♥♥♥
Sally Rooney – Normale mennesker ♥♥♥♥
Marie Louise Toksvig – Rødder (læst med bogklub) ♥♥♥
Maren Uthaug – En lykkelig slutning ♥♥♥♥♥
Sally Rooney – Samtaler med venner ♥♥♥♥♥
Agatha Cristie – Mordet i præstegården (Miss Marple #1) ♥♥♥♥
Tine Høeg – Tour de Chambre ♥♥♥♥♥
Alex Michaelides – Den tavse Patient ♥♥♥
Robert Galbraith – Ustyrligt Blod (Cormoran Strike #5) ♥♥♥♥
Rachel Joyce – Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd ♥♥♥♥♥
Thomas Korsgaard – Tyverier (noveller) ♥♥♥♥♥
Fredrik Backman – Folk med angst ♥♥♥ / ♥♥♥♥
Ida Jessen – Kaptajnen og Ann Barbara ♥♥♥♥♥
Katrine Engberg – Isola ♥♥♥
Ida Jessen – Børnene ♥♥♥♥
Stine Pilgaard – Meter i sekundet (i gang)
Anne-Grethe Bjarup Riis – I Guds Rige (i gang, men på pause fordi meget syge børn og graviditet åbenbart er en for kraftig cocktail for mig) 

Jeg kunne lide dem alle, og de har fået mellem 3 og 5 stjerner. Ind imellem læser jeg også bøger jeg ikke kan lide. Dem læser jeg typisk ikke færdig, og de er derfor ikke på listen. 

-0-

Det var så endnu et år. I garn og masker og bøger der er læst. De der små åndehuller midt i en travl hverdag.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og rigtig godt nytår!

Kærligst,

Pernille