Hånden på hjertet. Jeg mangler ikke sweatre i min garderobe. Jeg har rigeligt til at dække mine behov. Og for en som mig der foretrækker at holde en lille garderobe med favoritter som ofte er i brug, har jeg måske lige rigeligt. Lad mig sige det sådan – jeg har ikke strikket dem alle af behov, men nærmere fordi de var pæne og sådan en vil jeg da også have.
Læs videreJeg er vild med at have tøj i mit skab som jeg selv har strikket, idéen om at det er lavet i hånden, det er tilpasset mig i både farve og størrelse og snit. Det er vand på min mølle. Men ind imellem går det altså stærkt. Man kan vel næppe tale om slowfashion, når en trøje er strikket på i nærmest hvert eneste ledige sekund af dagen. Når man sidder oppe til midnat for at strikke bare lige lidt mere. Når en hel bluse med mange tusinde masker bliver strikket på bare et par uger. Det er ikke slowfashion i mine øjne. Vi siger at der er lagt kærlighed i hver maske. Men maskerne er nok nærmere fyldt med kaffe og en trang til at få den af pindene, så vi kan få den blokket, taget billeder og endelig…!!! *puster forpustet ud* poste den på Instagram. Du er i mål. Ny trøje.
Er håndstrikkede trøjer, et ret konkret eksempel på slowfashion, blevet det nye fastfashion v2.0?
Det er faktisk lidt af en bedrift at omvende slowfashion til fastfashion. Fordi det tager immervæk ret meget tid til at strikke en trøje. Modsat det klassiske fastfashion tøj, som er syet i masseproduktion med intet andet for øje end at hive dagens løn hjem. Nej, disse hjemmestrikkede trøjer er strikket med mere omtanke og intention, men det bliver en fuldtidsbeskæftigelse hvis man skal følge med i de mange nye, fine designs der udkommer. Vi tilsidesætter husplige pligter, udskyder løbeturen, strikker i smug i stedet for at læse til eksamen. Fordi det er så utrolig rart og afslappende at sidde der med strikketøjet og bare være. Og samtidig, så kan den trøje der er på pindene jo lige få lidt (mere) opmærksomhed.
Jeg har en stærk mistanke til hvorfor der produceres sweatre i rå mængder. Inspirationen. Billeder. Instagram. Ravelry. Alle de steder hvor vi bombarderes med inspiration til projekter vi gerne vil strikke. Det er både godt og ondt. Jeg elsker at få inspiration. Men den avler også strikkestress. Strik, strik, strik, STRIK!!!
Det tager kortere tid at strikke en trøje, end det tager at slide den op. Faktisk synes jeg at min egen samling holder ualmindeligt godt, på trods af flittig brug. Og således vokser samlingen støt.
Fordi min egen sweatersamling er vokset lige rigeligt, har jeg sorteret lidt ud i dem. Taget dem jeg bruger mindst, eller som sidder dårligst, og givet væk til familie og genbrug. Et par stykker er solgt. Lige som med garnet der ligger ubrugt på hylderne giver det en god følelse. Skuldrene falder en smule ned. Jeg føles en smule lettere. Jeg glemmer alt om de mange, mange timer det tog at strikke dem. Hvorfor var det så vigtigt at få dem færdigt så hurtigt?
Som en kombination af, at jeg absolut ikke mangler sweatre, og at mit sweaterstash efterhånden er yderst begrænset, er der kun kommet to stykker garderobestrik af mine pinde i år. Jeg prøver at holde samme kadence, og at være meget bevidst om behov, som jeg er det med resten af min garderobe.
-o-
Hvad tænker I? Har I mange sweatre? Bruger I dem alle og hvor ofte?
Er der også gået lidt strikkefabrik i den hos jer?
Jeg vil meget gerne høre jeres tanker.
Hvis du stadig læser med – tak for din tid.
Kærligst
Pernille