Strømper af restegarn

Har du også været med på #holdsokkenfaster og strikket strømper hele sommeren? Så har du nok også opdaget, at de fleste strømper bruger mere end 50 gram og mindre end 100 gram.

Det betyder i rigtig mange tilfælde, at du nok står med en håndfuld rester. De kan enten komme ned i kassen/kurven/skabet/hvor du end opbevarer dit garn, og måske ligge der i en rum tid før den dårlige samvittighed begynder at melde sig. Eller du kunne finde en opskrift på et par fine strømper, som er oplagt til restegarn.

Hvis du kender siden her (og mig) ved du godt hvilken en af de to muligheder jeg taler for. Og derfor har jeg også sammensat et lille indlæg med forslag til strømper du kan strikke i restegarn. Du behøver selvfølgelig ikke strikke lige netop strømper af dit strømperestegarn, men oftest vil det jo være et garn der på flere måder egner sig til strømper.

Her kommer de altså – restegarnsstrømperne med et par kommentarer til garnvalg mv. Som noget nyt har jeg lavet links i billederne, så du kan trykke direkte på dem og komme til Ravelry og kigge andres projekter, garnvalg og finde opskriften. Jeg har også angivet om det er en gratis eller betalt opskrift nedenfor.

Og nu – find din favorit og slå op!

Venus socks af Sari Nordlund – der er virkelig knald på både farver og mønster her. Jeg ville vælge et garn uden for meget variation i farverne, og måske tone-i-tone så de bliver sammenhængende. Der er rabat på opskriften frem til 31. august 2020.

Pine Tree Socks af L’oro Unico har et simpelt flerfarvemønster, som er oplagt med efterårets komme. Jeg synes opskriften egner sig til ensfarvet garn, eller garn en lille smule variation. Skaft og tå kan eventuelt strikkes i en anden farve for at optimere brug af restegarn. Opskriften købes.

Solid Stitch Lines af La Maison de Saba er et oplagt restegarnsprojekt. Strømperne sagtens kan bære et håndfarvet garn i bunden, og en ensfarvet til linjerne, og en høj kontrast mellem disse to for at få linjerne til at træde frem. Opskriften er gratis.

Powerflowerjuni af Duchati har et klassisk nordisk flernefarvemønster. Jeg ville lade mindst én af farverne var ensfarvet, og sørge for høj kontrast for at få mønsteret til at træde frem. Med flerfarvestrik over hele skaftet og foden kræver det en smule mere garn og er derfor næppe oplagt som  restegarnsprojekt med få gram tilbage. Med de skulle nu med. Opskriften kan købes.

Dreaming of Paris fra altid dygtige Joji Locatelli. Den klassiske stribede strømpe har fået et tvist med en smuk blonde øverste på skaftet. Jeg ville vælge ensfarvet garn, eller håndfarvet garn med lille variation. De vil være fine som shortie socks – eller ankelstrømper om man vil – hvis det kniber med at have garn nok. Opskriften kan købes.

Emily’s Favorite Socks af Emily Foden er oplagt til rester. De brede striber kan strikkes i to eller flere farver, alt efter hvor meget garn du har tilbage. Du kan også strikke smalle striber, eller lave color blocking alt efter hvad du synes. Det er kun fantasien der sætter grænser. Kig forbi de mere end 500 projekter der ligger på Ravelry og bliv inspireret. Opskriften kan købes.  

Broken Seed Stitch socks af Hanna Leväniemi er en af mine all time favoritter til restegarn. Jeg har strikket med to gange, og begge gange brugt en tråd håndfarvet garn med lidt spræl i og én ensfarvet. Det ser drøngodt ud og strukturen på de her strømper er så blød! Rib, hæl og tå kan sterik Opskriften er gratis.

Lemon and lavender af Sari Nordlund er en simpel strømpe med striber i en utraditionel og spændende farvesammensætning. Vær modig og kast dig ud i en umage farvekombo. Striberne kunne sagtens være en håndfarvet garn med lidt spræl i. Sørg for god kontrast, så striberne ikke drukner. Opskriften er gratis. 

Camping af cabinfour er en simpel strømpe, og skal mest ses som inspiration til at strikke en ensfarvet strømpe med en anden farve på ribben, hælen og tåen. Jeg synes denne kombination med toner fa lyserød er spot on. Simpelt, men noget så fint. Og, som det måske kan anes på denne model, så går det lyserøde garn i ribben en smule ned i det glatstrikkede stykke. Det giver en ret fin effekt, og det er yderst smart hvis man strikker af små rester. Garnoptimering galore. 

Alle billeder er lånt på Ravelry, hvor du også finder opskrifterne.

-o-

Får du lyst til at strikke strømper og bruge dine rester? Også mig. 

Billede fra Instagram @samanthamaylamb
Billede fra Instagram @dawnmregan

Er du ny inden for strømpestrik, så har jeg en miniserie der introducerer dig valg af garn, hæltyper, pindevalg, strikkeretning og mange fine opskrifter . Den finder du her.

Min samling af strømper finder du her.  

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og god strikkelyst!

Kærligst,

Pernille

Brug dine bomuldsrester

Som en skøn cocktail af, at det varme vejr forhåbentlig er på vej, og for at fejre at mit bomuldslager er tæt på tomt, kommer her et par idéer til hvad du kan bruge bomuldsgarn og -rester til. 

Tasker
A tote for your bag er et virkelig fint net som, når det rulles sammen nærmest ingenting fylder i din taske. Tag det med på vejen, og brug det når du handler på vejen hjem, eller når du skal forbi biblioteket og hente/aflevere bøger. 

 Det kan også sagtens bruges selvstændigt på en strandtur, tur til legepladsen eller hvor du nu ellers har brug for den. Jeg har ikke selv strikket denne model endnu, men jeg har købt en french market bag (gratis hækleopskrift) som minder om dem. Og jeg må sige at det er en favorit. Fordi – der kan være overraskende meget i. Den runde form gør at det kan rumme helt enormt meget. Eller lidt, for den sags skyld. Og det er det fine. For hvor mange tasker rummer egentlig det? At fylde det som indholdet fylder, og ikke mere eller mindre. 

Strik det i ensfarvet hvis du har garn nok, eller med en anden bundfarve, eller i bløde striber. Du kan også vælge originalgarnet, som er smørblødt og blankt hørgarn. Find det lige her (affiliate link) hos den mest bæredygtige garnwebshop jeg kender, aka Grønne Garner.

A tote for your bag. Designet af The Woollen Hippie – billede lånt fra ravelry.com hvor opskriften kan købes.
French market bag – gratisopskrift fra ravelry.com

Jeg hæklede for en del år siden tasken lige oppeover i bomuldsrester. Den er også med rund bund, og det gør den helt enormt rummelig. Opskriften var fra et nummer af Alt om håndarbejde som jeg desværre ikke længere har. 

Babyer og børn
Har du en baby i maven, i favnen eller kender du blot en sød lille én, så er bomuld faktisk også oplagt. Hvad med en savlesmæk, en suttesnor eller legetøj? Måske legemad til de lidt større. Alle kan både strikkes og hækles, alt efter præferencer eller humør. Dog vil jeg slå et slag for netop bomuld til babyer og børn, fordi det er rarere at få i munden end uld. Ikke decideret rart, men dog rarere. Og ja, der er en ret stor chance for at det du giver en baby i hånden, på et tidspunkt havner i munden.

Jeg har ikke haft held med at finde opskrifter på strikket legemad. En portion improvisation og fantasi kan måske være nok. Charlotte Kaae har lavet denne glimrende opslagstavle på Pinterest med billeder af legemad. Jeg ville ønske at jeg havde lavet strikket legemad til min mus, for det er rasende populært at lege med og vi har desværre bare det kedelige i plastic:(

Small Rabbit af Julie Williams – billede fra ravelry.com
Billede fra Pinterest.dk
Gratis opskrift på savlesmæk fra Charlotte Kaae – billede lånt fra ravelry.com

Klude
Sidst, men ikke mindst er der klude til køkken og badeværelse. Jeg har selv en god stak efterhånden og de spreder glæde. Det er også nemmere at få en toårig til at tørre sig om munden, hvis det kan gøres med en lilla klud som mor har strikket specielt til formålet. Måske.

Rondeller og maxi rondeller
Jeg har efterhånden en god stak rondeller på størrelse med vatrondeller, og en stak maxirondeller. Eller mini vaskeklude. Jeg ved ikke helt hvilket navn der er mest sigende. Det er en kombination af af rondel og vaskeklud, som jeg bruger til at tørre skidt af Lauras ansigt/fingre og mit eget ved den (sparsommelige) skønhedsrutine jeg kører. Størrelsen er altså helt perfekt, da en vaskeklud nogle gange er for stor og en rondel for lille. Det er en dejlig hybrid og hvis du vil prøve det af, så kommer der en nem opskrift lige her:

Maxirondeller

  1. Slå 33 masker op på pind 3.
  2. Strik 3 pinde retriller.
  3. Strik 3 ret, strik perlestrik til der er 3 masker tilbage, strik 3 ret

Gentag pkt 3 over 33 pinde
Strik igen 3 pinde retriller.
Luk af.

Easy peasy lemon squeezy.

Og så kommer der lige et top tip. For hvordan filan gør man så med de der rondeller i praksis når de skal vaskes? Well, jeg har en vaskepose hængende på en knage/liggende i skabet på badeværelset. Når en rondel/maxirondel er brugt, smider jeg den i vaskeposen. Næste gang jeg vasker en 60 graders vask ryger posen derind.  Ét voila. Stakken er ren og klar til at blive brugt igen. Har du ikke en vaskepose, kan den også strikkes / hækles i bomuld.

Billede lånt fra eponasdagbog.dk

Den fine opskrift finder du helt gratis lige her. Og der er sørme også en opskrift på de hæklede rondeller lige her.

Håndklæde i retriller
Et håndklæde til køkkenet, badeværelset eller sommerhuset strikket i retriller og med meleret effekt. Det er altså bare fint. Jeg husker lige så tydeligt at der på Marapyttas Syskole hang sådan et på toilettet, og det var både fint at se på, og rart at tørre sine hænder med. Jeg tror det er søde Wenche der har strikket det til Syskolen, og hun har netop en gratis opskrift på sin blog. Håndklædet er strikket i to tråde bomuld, og her foreslår jeg at bruge én bundfarve og én restegarnsfarve, hvor du binder alle dine bomuldsrester sammen til en bold og strikker med den. På den måde kan du få brugt selv de mindste rester og dermed blive en zero waste helt.

Billede fra http://tusindfryd-blog.blogspot.com/

DIY-regnbue
Til børneværelset eller et hvilket som helst andet rum der trænger til lidt magi. Brug garnresterne til at lave en regnbue. Søstrene Grene har lavet en diy lige her. Hvis du ikke har noget løs uld som på billedet, kan du måske finde en rest uldgarn, eller anoraksnor som der er anvendt i denne meget udførlige (tyske) diy. Perlerne kan naturligvis også udelades.

Billede fra sostrenegrene.com
Billede fra lindaloves.de

Altså. Jeg bliver helt ærgerlig over at jeg ikke har mere bomuld. Der er jo mange fine projekter man kan lave, og så er det særdeles sommervenligt.

-o-

Jeg slutter lige med et par tanker om bomuld. Tanken med det her indlæg er, at du skal bruge de bomuldsrester du har. Garn der allerede er produceret og købt og som ikke skaber ny efterspørgsel.

Fordi du nok alligevel skal købe noget af bomuld på et tidspunkt (garn, tøj, håndklæder, sengetøj eller whatever), så kan jeg kun anbefale at du læser denne relativt korte artikel om bomuld, og forskellen på konventielt vs økologisk bomuld. Økologisk bomuld er efterhånden ret udbredt og behøver ikke at være dyrt. Til gengæld er der en verden til forskel når det kommer til vandforbrug og sprøjtegift. Så derfor – skal du købe, så håber jeg (på vores fine planets vegne) at du vil prioritere økologisk. Når det kommer til garn kunne det være BC Garns Alba eller Organic Cotton fra Krea Deluxe. 

Er du nysgerrig på alternativer til bomuld, som uanset hvad er en meget ressoucekrævende afgrøde, så er hør, hamp og tencel det nye sort inden for bæredygtige tekstilmaterialer. 

Det var alt for nu.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og fortsat god sommer.

Kærligst

Pernille

Hjemmelavede gaver #3 – Hvordan

GAVEINDPAKNING
Til sidst kommer en lille opfordring. Eller måske udfordring, det er op til dig.

Du genkender sikkert de store sække med gavepapir der ved fødselsdage og jul har det med at hobe sig op efter gaveudpakning. Nogle gemmer papiret, men det kan være svært med tape og hvordan pakker man lige den her dims ind uden at bruge tape, men kun ved at bruge bånd?

Vidste du at meget gavepapir har plastic coating og derfor ikke kan gå i papircontaineren? Det skal i restaffald og brændes på forbrændingen.

Og prøv så lige at forestille dig mængderne af gavepapir der bliver brugt og brændt op i Danmark i december. Jeg ved ikke med dig, men jeg synes mildest talt at tanken er nedslående. Der kan man da tale om et engangsprodukt der på et splitsekund er i stykker og glemt.

Du har nok fanget hvor jeg er på vej hen.

Indpakning kan sagtens lade sig gøre uden at brænde tonsvis af gavepapir op. Du kan enten sy gaveposer med fint bånd, som kan genbruges hvert år. Det kan sagtens være nogle med juletema, og nogle med fødselsdagsflag, hvis du synes. Se hvad du har af stof på lager og tænk lidt ud af boksen. Overvej om du har nogle dynebetræk der mon skal have nyt liv og trylles om til stofposer. Måske en dug der aldrig bliver brugt og derfor bare fylder i en kommode.

På Instagram faldt jeg over de fine stofposer som @registzelaustsen har syet. Seriøst lækre!

Og så er der furoshiki. Den japanske kunst at pakke gaver ind i stof. Der findes adskillige guides der viser hvordan du placerer forskellige typer af gaver på stoffet og derefter pakker gaven ind. Jeg synes nu også at det er ret intuitivt når man først går i gang. Jeg prøvede det selv af sidste år til jul, og synes både det var ret sjovt, forholdsvis nemt og virkelig pænt. Stoffet tog jeg med mig hjem efter at gaverne var åbnet, og i år skal jeg igen binde fine gaver ind med stof og naturpynt.

Billede fra pinterest.com

Og hvad for noget stof skal du så bruge? Jeg kan anbefale at bruge relativt tyndt stof, det er nemmest at arbejde med. Jeg fandt faktisk bare forskellige stykker stof i hjemmet der egnede sig. Jeg brugte både et kvadratisk tørklæde, en pæn (og ren!) stofblesnusseklud fra Konges Sløjd i en god kvalitet, viskestykker fra HAY, stykker af stof fra mit lille stoflager og en satinpose jeg havde fået sammen med en taske.

For gaver der var svære at pakke ind pga faconen, puttede jeg dem i kasser eller æsker jeg fandt rundt omkring i huset. Det er ret nemt at pakke en firkantet form ind. Garn fra restelageret kan give det et rustikt finish hvis der er brug for bånd. Jeg gemmer dog alle de silkebånd jeg kommer i nærheden og har den smukkeste samling som jeg også bruger til gaveindpakning.

Jeg har samlet lidt Furoshiki inspiration på et Pinterest board. Det finder du her.

Jeg har også et par ruller gavepapir som jeg har købt for nogle år siden. Det bruger jeg indimellem også, fordi det er jo allerede produceret, så skal det naturligvis bruges.

I løbet af året har min datter malet adskillige stykker karton med både pensel og fingermaling. Jeg har gemt dem alle, og bruger dem i år til til-og-fra-kort, med et lille stykke hvidt papir limet på til at skrive på.

-0-

Jeg håber at du har mod på at prøve at pakke nogle gaver ind på sjovere og mere bæredygtig måde. Hvis ikke du kan overskue alle pakker, kan det sagtens ære nogle udvalgte.

Her kommer lige et link til en fin artikel om netop gaveindpaknings påvirkning af klimaet skrevet af Ditte Hedegaard. Hun er journalist og skriver om klima, bæredygtighed og grøn omstilling. Hvis det også er noget der interesserer dig, udsender hun hver torsdag et virkelig godt nyhedsbrev som hedder Klimabarometeret. Find det lige her. På Instagram finder ud hende som @onegreenjournal. En varm anbefaling til både nyhedsbrev og hendes profil herfra.

Hvis du stadig læser med – tal for din tid.

Kærligst,

Pernille

Dette indlæg er nr 3 i rækken om hjemmelavede gaver.

Nr 1 handler om hvorfor vi giver hjemmelavede gaver.
Nr 2 et er inspirationskatalog med forslag til hjemmelavede gaver.