Flyttefri + fyraftensstrik + en fin gratis opskrift

Der har været stilhed både her og på Instagram den seneste uge.

Vi er nemlig flyttet i weekenden og har haft travlt med nedpakning, malerarbejde, rengøring, flytning og udpakning. Jeg har sneget lidt strik ind imellem, men det er ikke blevet til meget, så jeg glæder mig til at få fingrene i mit garn igen.

Jeg havde pakket alt garn og strik ned, bortset fra min Mellow jakke, så den har jeg strikket på når der lige var et hul. Det er virkelig et turbostrikketøj. Jakken strikkes nedefra og op i simpel retstrik, og jeg har allerede lukket af til ærmer og strikket det ene forstykke. Jeg er vild med den rustikke struktur jakken får, og garnet fra Mohair by Canard er fantastisk at arbejde med. Det er ikke sidste gang jeg strikker i det. Jeg overvejer allerede hvilke farver min Mellow #2 skal være. Måske en lys jakke i hvide farver med en guldtråd? Eller en lysegrå jakke med en isblå mohair?

På onsdag holder vi den første omgang fyraftensstrik på Ricco’s på Øster Farimagsgade 93, Østerbro. Vi mødes fra kl 17, drikker kaffe, spiser kage og strikker på Mellow. Det er en god anledning til at se hinandens projekter, garnvalg og farver. Camilla, som har designet jakken, kommer også og vil være behjælpelig med eventuelle spørgsmål. Du er selvfølgelig også velkommen til at komme og strikke på andet end Mellow 🙂

Der er ingen krav om tilmelding, men skriv gerne hvis du ved at du dukker op. Jeg kan fanges på de forskellige sociale medier, eller du kan skrive en kommentar her på bloggen eller en mail.

Derudover har vi fastlagt de næste par datoer til #mellowknitalong fyraftensstrik, som bliver 1. juni og 22. juni – samme tid og sted. Så kan du allerede nu få afsat dagen, hvis du gerne vil være med.

Til sidst et lille tip om en smuk gratis opskrift fra O Wool – det smukke Balconet Shawl finder du lige her. Det røg lige ind på min strikkeliste, da jeg så billederne på Instagram i sidste uge. Er det ikke bare fint og i en smuk farve?

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og rigtig god uge til dig.

Kærligst,

Pernille

Mellow knitalong + tanker om en håndlavet garderobe

Jeg forelskede mig fuldstændig i det fine design da jeg så Mellow første gang. Det fine snit, den smukke melering og de mange muligheder for at kombinere den med min garderobe, hvor den vil passe perfekt ind. Jeg må eje min egen Mellow jakke.

Andre kom hurtigt frem til den samme konklusion og idéen til en knitalong opstod ved april måneds strikketræf på Nørrestedet. Den søde og dygtige Camilla Vad, der står bag designet, strikker også med – se hendes garnvalg og farver lige her.

Skal du også være med? Find opskriften lige her.

Lidt info om Mellow Knitalong:

  • Mellow knitalong kommer løber fra i dag til 30. juni.
  • Der er valgfrihed med hensyn til garn
  • Vi slutter selvfølgelig af med en præmie til en heldig deltager 🙂

Deltagelse bliver som følger:

  • Post billeder af din Mellow både løbende og når jakken er færdig på Instagram, og brug #mellowknitalong. Så kan vi alle følge med hos hinanden, se garnvalg, farver mv.
  • Sammensæt et outfit hvor din Mellow cardigan indgår og post et billede på Instagram og tag med #mymellowoutfit. Billedet skal være postet senest den 30. juni.
  • Efter den 30. juni trækker jeg en tilfældig vinder blandt alle de færdige outfits.
  • Alle deltagere har et lod i lodtrækningen, uanset hvor mange projekter der færdiggøres og hvor mange outfits der sammensættes. Man må dog gerne dele billeder af flere forskellige outfits og sprede inspiration.

Jeg strikker min Mellow i garn fra Mohair by Canard i en smuk farvepalette. Jeg har selvfølgelig lavet en strikkeprøve til min cardigan, for den skal bruges meget og derfor sidde perfekt. Jeg glæder mig allerede til den er færdig, så jeg kan tilføje endnu et håndlavet item til min garderobe.

Jeg gør mig mange tanker om en håndlavet garderobe for tiden. Jeg har lyst til at fylde skabet med hjemmestrikkede trøjer, cardigans og accessories i de farver og garnkvaliteter jeg godt kan lide. Og vigtigst af alt, de er lavet til mig, så de passer. Slut med for lange ærmer eller mærkelig pasform. Jeg går all in på slowfashion i lækre materialer og tidsløse designs.

Er du interesseret i en håndlavet garderobe, så check #knittedoutfitoftheday på Instagram, hvor jeg løbende ligger billeder op. Meget mere om dette senere.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Hverken opskrift eller garn brugt i denne knitalong er sponsoreret. 

Om at undgå strikkeprøver + knitalong på vej

Jeg tror flertallet vil give mig ret i, at strikkeprøver ikke altid er lykken.

Når jeg skal i gang med et projekt, så kan det næsten ikke gå hurtigt nok. Og jeg vil helst ikke bruge tiden på at strikke lapper på først den ene pind, for derefter at skifte til en mindre når maskeantallet ikke passer. Og helt ærligt, et par masker til eller fra kan vel ikke betyde det helt store?

Jeg indrømmer, jeg laver ikke altid strikkeprøver. Jeg bruger som regel nedenstående guidelines for mig selv:

  • Mine strømper skal ikke have en strikkeprøve. Jeg strikker strømper på pind 2,5 og bruger altid strømpegarn med ca samme løbelængde. Jeg bruger min egen grundopskrift, tilføjer mønster og har endnu ikke lavet et par strømper der ikke passede.
  • Tørklæder og sjaler skal oftest ikke have strikkeprøve. Hvis mit garn har nogenlunde samme løbelængde / strikkefasthed som angivet i opskriften, så gør det mig ikke noget om det bliver lidt større eller mindre. Igen – alle mine tørklæder og sjaler har en fin størrelse, så jeg har ikke fortrudt.
  • Nogle garnkvaliteter kender jeg særdeles godt, fordi jeg har strikket med det mange gange. I de tilfælde kan jeg ofte finde noget jeg tidligere har strikket på samme pind, og som er færdigt og vasket. Så måler jeg strikkefastheden på det færdige projekt, for at se om det holder med den strikkefasthed jeg skal bruge i mit kommende projekt. Heldigt for mig, strikker jeg meget glatstrik. Hvis der er mønster, må jeg have gang i pindene.
  • Jeg gemmer gamle strikkeprøver, som har et lille label med garn og pindestørrelse og -type. Så kan det være at jeg igen en dag kan bruge den., og dermed kan spare en strikkeprøve. Dog er jeg opmærksom på at min strikkefasthed kan ændre sig over tid, ligesom der er forskel når jeg strikker rundt/fladt, og hvilken pind jeg bruger.
  • Tøj til mig selv og andre skal i den grad have en strikkeprøve. Jeg gider ikke have en stor slasket trøje, som jeg ikke bruger. Så hellere bruge tid på at lave den strikkeprøve. Det giver en god ro, når jeg er igang med trøjen.
  • Når jeg så laver en strikkeprøve, så forsøger jeg at gøre i god tid før jeg skal igang med mit projekt. Så er den nemlig på plads, når jeg skal i gang med mit projekt. Jeg har fx allerede lavet strikkeprøve til Vivi trøjen fra Aminono Room 606, som jeg forhåbentlig snart kommer i gang med. Det kan også være når jeg er ved at afslutte mit igangværende projekt, og måske er igang med sidste ærme, halskanten eller lignende.
  • Hvis jeg køber ind til projektet, og smider alt når jeg kommer ind ad døren for at gå i gang med det samme (ja, du kender det sikkert), så kan jeg starte med et ærme og se om strikkefastheden passer.

Jeg har lavet min andel af fejlede projekter, som skulle have haft en strikkeprøve før jeg startede. Jeg laver derfor oftere end tidligere en strikkeprøve for at være sikker på at jeg er på rette vej. Tiden (og garnet) er dyrebart og skal ende med et godt slutprodukt.

Jeg har ofte været i tvivl om jeg ville have garn nok, hvis jeg kun havde den mængde der stod i opskriften. Det vil være så bittert at mangle garn til kanten, fordi det er strikket op i en strikkeprøve. Så skal prøven pilles op og strikkes på – det er da irriterende. Nu sørger jeg for at have rigeligt med garn – og evt købe til størrelsen over hvad jeg skal bruge. Så skal jeg heller ikke gå i panik over at løbe tør og købe nyt garn med en anden indfarvning. Næste udfordring bliver dog, at der meget ofte er rester til overs. Det er dem jeg lige nu arbejder på at få bugt med i mit stashdown projekt, og jeg er blevet meget bedre til at lave mindre projekter, som jeg faktisk også bliver glad for. Det bedste er dog når den anviste mængde går op, og der kun er en ganske lille rest tilbage.

Skal det så også gøres ordentligt (og det skal det jo), så skal strikkeprøven strikkes på samme måde som jeg skal strikke – altså rundt eller fladt, ligesom den skal vaskes og blokkes på samme måde som min færdige trøje. Og med præcis samme pinde som jeg skal strikke min trøje på.

Jo mere erfaring jeg får, jo bedre bliver jeg også til at vurdere garn før jeg starter op. Har jeg strikket med lignende garn før, og hvordan opførte det sig? Derudover er der god hjælp at hente på Ravelry, hvor jeg finder opskriften frem og ser hvilke garner andre har brugt, og eventuelle noter omkring garnvalget. Garnalternativer finder du under yarn ideas – se eksempel lige her.

Hvad med dig? Laver du strikkeprøver? Måske nogle gange som mig? Har du gode tips til at få en sjovere oplevelse ud af strikkeprøverne, så skriv endelig en kommentar, og svar gerne på nedenstående.

 

 

Nu skal jeg igang med strikkeprøve til min Mellow cardigan. Jeg har valgt en sikker farvepalette, som passer perfekt til min garderobe. Hold øje med bloggen og Instagram de kommende dage, hvor der kommer spændende nyheder om #mellowknitalong. Skal du være med, så finder du opskriften lige her.

image

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille