Kærlighed på pinde – ny bog fra Lene Holme Samsøe

Som mange af jer andre glædede jeg mig til at få fingre i den nye bog fra Lene Holme Samsøe. En ordentlig moppedreng med hele 70 strikkeopskrifter til baby og barn.

LHS’ bøger ligger på min MÅ EJE NU-liste, og med den slags designere plejer jeg at købe nye bøger med det samme. Jeg nåede dog ikke at købe denne, før jeg ved et strikkearrangement fik den i hænderne og bladrede lidt i den.

Oplevelsen var lidt blandet. Bogen er virkelig flot med smukke billeder og et fint og overskueligt layout. Der er ikke brugt voldsomt meget plads på ‘sådan lærer du at strikke’ – blot et par sider om strikkefasthed og symmetri i ind- og udtagninger og lidt andet. Det kan jeg som har strikket i nogle år godt lide. Der er virkelig mange opskrifter, men jeg synes ikke den kom med noget nyt. Jeg kunne ikke finde den røde tråd. Og der kun få modeller som jeg tænkte at dem ville jeg virkelig gerne lave.

Bogen er lavet på grundlag af gamle opskrifter fra Sandnes’ arkiv – såkaldt vintage opskrifter – men i en opdateret version med nye farver, garn vi kan få fat i og LHS’ personlige touch. Jeg kan egentlig ret godt lide idéen. Og med det in mente kan man nok ikke forvente at den dybe tallerken bliver genopfundet so to speak.

Derudover så er det efterhånden nogle år siden vi sidst har set en bog med baby- og børnestrik fra LHS’ hånd. Og siden da er der kommet et hav af indiedesignere til. Opskrifter sælges som pdf-filer, som kan købes og downloades inden for et par minutter hvis man lige forelsker sig i et design eller veltaget billede. De mange nye designs gør det svært at komme med noget nyt og gennemgribende, for chancen for at vi har set det for nylig er ret stor.

Bogen går fra str 0-10 år. Opskrifterne er dog opdelt i baby og barn, hvilket er meget naturligt. En baby har andre behov and et barn på 5 år. Det er en bog der kan bruges i mange år, og kan vokse med et barn.

Opskrifterne

Bogen har som nævnt 70 opskrifter – det er virkelig mange synes jeg. Det samme mønster er ofte brugt i flere forskellige modeller. Der er altså flere gange både en cardigan og en sweater med det samme mønster, og for nogle mønstre er der også også huer, halsedisser eller tæpper.

Jeg har fordelt dem således:

Struktur Hulmønster Plain Kofte / fair isle / mønsterstrik Snoning I alt
Frakke I I III 5
Kyse II 2
Sweater III I IIIII 9
Cardigan III IIII IIII 11
Hue III III II 8
Nederdel I 1
Shorts III II 4
Hals III I 4
Dragt/romper I I II 4
Hat I 1
Vest I 1
Bukser II I 3
Tæppe II 2
Kjole I II I 4
Top II 2
Bluse I 1
Tørklæde I II 3
Bolero I 1
I alt 20 23 13 10 1

For de skarpe læsere er der kun 67 opskrifter i skemaet. Derudover er der to pandebånd, en hårbøjle og en butterfly. 71 opskrifter faktisk.

Kategorien struktur indeholder ribmønstre, bikubemønstre, smock og andet med struktur dannet af ret og vrang. Der er ret mange modeller i denne kategori, og bruger man farven til at variere, kan de gå til både piger og drenge.

Kategorien hulmønstre giver lidt sig selv. Nogle er med meget mønster, andre med ganske lidt. Dog er det alle projekter til den feminine side. Det er denne kategori med flest opskrifter, så hvis du er til fine hulmønstre er det nok lige en bog for dig.

Kategorien plain er projekter i glatstrik eller retstrik, og altså gode basisprodukter, som i de fleste tilfælde kan bruges af både piger og drenge. De er måske ikke de sjoveste at strikke for mere erfarne strikkere.

Kategorien kofter, fair og mønsterstrik er alle projekter der inderholder flerfarvestrik af en art. Nogle er klassiske, andre er mere moderne. De fleste mønstre kommer i både en cardigan og en trøje.

Til sidst er der kategorien snoninger, hvor der kun findes et enkelt projekt, nemlig et par bukser med en snoning ned af siden.

Personligt synes jeg fordelingen på kategorier er ret fin. Jeg er ikke tosset med snoninger, men kan rigtig godt lide at strikke både struktur og hulmønster.

Hulmønster serier

Bella mønsteret, som vi kender det fra LHS’ tidligere bøger, dukker igen op i form af en lille hue og tilhørende halsedisse. Det fine bladmønster har også fået sig en storesøster, nemlig Dahlia. Det nye, fine bladmønster kommer både som bluse, kjole, top, cardigan og romper. Og der er både Dahlia til de helt små og lidt større piger. Der er altså 8 modeller med Dahlia mønsteret. Og så fik vi bladmønstre nok til flere års garderobe.

Et nyt medlem i mønster familien er ‘hjem’ mønsteret. Det synes jeg er utrolig fint med de små huse der ligger tæt op ad hinanden. Hjem mønsteret findes både som trøje med knaplukning i siden og et tæppe, og et af dem kunne meget vel blive et kommende projekt hos mig.

Garn

Alle modeller i bogen er strikket i  garn fra Sandnes.  Det er helt som forventet, da modellerne også tager sit udgangspunkt i deres vintageopskrifter. Der er brugt 14 forskellige slags garn i bogen, men der er rigtig mange projekter i Sandnes Merino Ull og Tynn Merino og dernæst alpakka garner. Sandnes garn er ret nemt at få fingre i, både hvis man vil strikke i det samme garn, men også hvis man vil mærke kvaliteten for evt at bytte den ud med lagergarn. Når jeg køber en bog kan jeg dog godt lide lidt mere diversitet. Det er trods alt en bog fra en (uafhængig?) designer og ikke en bog fra Sandnes.

Farverne

Modellerne i bogen er primært strikket op i støvede og neutrale toner. Der er grå og blå i mange nuancer, men også hvid, sand og brun. De mere pigede modeller er strikket i pudder, gammelrosa og nuancer af lyserød, mens der for drengemodellerne er brugt okker, olivengrøn og mosegrøn. Nogle få (kofte)modeller har en klar rød farve i mønsterdelen, som giver den et klassisk vintagelook. Generelt vil jeg sige at farverne er fine – Sandnes farvekortet er fint – men kun i få tilfælde havde jeg en følelse af, at jeg helt klart ville vælge samme farve hvis jeg skulle lave strikke samme model. I de få tilfælde, var det alle sammen flerfarvestrik modeller, som var sat rigtig godt sammen.

Skal du købe bogen?

Hvis du strikker meget baby – og børnetøj, eller har en lille en på vej, så er det alletiders bog. For mange vil det sikkert være en klassiker, som de vil vende tibage til igen og igen. Er det et must have på min hylde? Nej, det synes jeg ikke. Selvom der er mange opskrifter i bogen, er der mange af dem som jeg ved at jeg aldrig vil få strikket. De er for keeedelige at strikke (men uden tvivl rare at have som færdige projekter). Det er primært projekter fra kategorierne struktur og plain som ville kede mig.

Et par af mine favoritter

Jeg runder lige af med et par billeder fra bogen, af de modeller jeg bedst kan lide.

 

Hvad synes du om bogen? Skriv det gerne i en kommentar – jeg vil meget gerne høre om det 🙂

Hvis du stadig læser – tak for din tid, og rigtig god weekend.

Kærligst,

Pernille

Follow my blog with Bloglovin

DETALJER med sting og masker

Jeg har nu haft bogen ‘DETALJER med sting og masker’ i noget tid, og det er blevet tid til et lille review.

Bogen er en fusion af designerne Annette Danielsen, Rachel Søgaard og Karen Marie Dehn. Et par erfarne damer, når det kommer til strikdesign og broderi. Jeg glædede mig selvsagt til at se hvad de havde fundet på.

Modellerne i bogen fordeler sig således:

STRIK
7 trøjer / bluser
6 cardigans

BRODERI
3 broderier på tøj
5 broderier på tasker eller punge

HÆKLING
2 tasker
1 tørklæde

Det er ud for hver opskrift angivet hvilken designer der står bag, og det er en af de detaljer, jeg er allermest vild med. For der er jo 3 designere, hvoraf de to begge designer strikkeopskrifter og dermed leger i den samme boldgade. Jeg synes det er at sige tingene som de er. En virkelig fin detalje.

Fordelingen mellem håndværk er jeg ret vild med. Jeg gider ikke rigtig hækle for tiden, så det passer mig fint at det er det håndværk der er mindst repræsenteret. Fordelingen mellem bluser og cardigans er også fin – sådan cirka halv af hver.

GARN
Der er anvendt garn fra Filcolana og Isager. Tykke og tynde garner, en god blanding, og det er danske mærker. Jeg synes det er vigtigt at støtte de danske garnmærker, i stedet for altid at kigge ud over landets grænser. De danske garnproducenter er så dygtige, og dem skal vi støtte. Fra Filcolana finder jeg både New Zealand lammeuld, tilia (mohair), indiecita (alpaca), Peruvian highland wool og anina (uld). Alle er udemærkede garner, selvom jeg personligt synes at Peruvian highland wool er et ‘børnegarn’ og jeg ville ikke strikke en trøje til mig selv i det.

Isager er repræsenteret med både alpaca 1, alpaca 2, spinni, tvinni, highland silk, og highland wool. Jeg elsker at strikke med alle kvaliteterne, og de er selvfølgelig allesammen at finde i mit garnlager.

img_5421

Jeg har strikket med samtlige kvaliteter (bortset fra Anina) og det gør derfor bogen meget nem at forholde sig til. Jeg ved hvordan alle garner føles at arbejde med, jeg kan finde garnet i mit lager, eller jeg kan forholde mig til eventuelle udskiftere med en vis realisme. Ja tak til garn vi kender og kan få fat på. Det gør bogen mere håndgribelig, så at sige, og det nemmere at komme i gang.

BILLEDERNE

Billederne i bogen er utrolig smukke og flot stylet, og det synes jeg er helt essentielt for at en strikkebog bliver en succes. Omgivelserne er interessante og klassiske, uden at stjæle opmærksomheden fra de fine modeller (søde Gitte har endda ladet den røde neglelak blive hjemme – et sjældent syn!). Jeg er ikke sikker på at jeg helt har forstået meningen med de forskellige blomster og grene modellerne holder, men det er trods alt en mindre detalje. Derudover går jeg ret meget op i at der er flere billeder, der viser den færdige model fra flere vinkler, og både på afstand og tæt på. Det er trods alt ret afgørende når jeg skal vurdere om det er et interessant mønster, og om slutresultatet ser ud som jeg ønskede. Der er kun ganske få steder, jeg vil ville ønske at der havde været et billede mere (fx af forkanterne på Sværmeri cardigan), men alt i alt har jeg en ret god fornemmelse af, hvordan modellerne ser ud.

img_5410
Smuk broderet pung. Mønsteret finder du i bogen.

STRIKMODELLERNE

Alle modeller er rigtig flotte. Nogle af dem er aldersmæssigt lige en tand for modne til mig, men det er kun fint – bogen skal sandsynligvis ramme meget bredt.

Det forekommer mig, at bogen søger at dække forskellige teknikker, så der er noget for enhver smag. Der er er både glatstrik, rillestrik, bobler, snoninger og striber, flere slags strukturstrik og en enkelt model med mønsterstrik. De fleste vil helt sikkert kunne finde mindst én model de kan lide. Jeg prøver dog at strikke det der er anvendeligt, i stedet for sjovt, når det kommer til beklædning. Jeg er enten til det meget simple eller strukturstrik og mine favoritter i bogen er derfor Maskeforskydning, Perledrys, Stjerner og Sværmeri. Det er enkle modeller, som passer til mig og resten af min garderobe. Derudover er de på pind 3-4, som jeg foretrækker at strikke med.

img_5413
Maskeforskydning af Annette Danielsen

Der er 3 modeller, hvor jeg synes man skal være særligt varsom med pasformen, og det er de to oversized trøjer først i bogen, og trøjen i retriller med blomster på ryggen. Jeg synes ikke pasformen gør noget godt for modellen, og jeg ville heller aldrig selv tage det på.

I vanlig Annette Danielsen-stil er opskrifterne meget udførlige, mens Rachels opskrifter er en kende kortere. Graden af, hvor meget man selv skal tænke er derfor lidt forskellig for de to. Jeg vil altid helst have en lang opskrift med muligheden for at ‘springe over’ eller komme med min egen fortolkning, men jeg ved at der er meget delte holdninger til det. Der er dog tale om to yderst rutinerede designere, og det skulle overraske mig hvis der er noget der ikke er tænkt på.

img_5417
Sværmeri af Annette Danielsen

BRODERIER
Hele 8 smukke, fine og legende broderier. De er hele årsagen til at jeg købte bogen. De er så smukke. Jeg måtte se hvad Karen Marie havde fundet på, og jeg blev ikke skuffet. Hendes leg med stingene og fornemmelse for farver er helt utrolig. Jeg har lyst til at brodere det hele, men tvivler på at jeg kan gøre hendes kunsten efter. Jeg har dog tænkt mig at prøve, ihvertfald med et par stykker af dem. Alle broderierne har skabeloner bagerst i bogen, sammen med stingtegninger som gør at selv nybegyndere kan være med. Hvis der kommer en hel bog kun med broderier som disse, så står den allerede nu på min ønskeseddel. Meget mere af det, tak.

img_5420img_5419

img_5412img_5415

HÆKLING

Der er 3 hæklede modeller med i bogen – en clutch med bobler, en tote bag og et tærklæde. Jeg synes jeg har set den hæklede clutch med bobler mange gange før, så nyhedsværdien er ikke høj for denne. Det hæklede tørklæde ser for hjemmelavet ud til mig, og minder mig om grydelapper. Den hæklede tote bag, den er til gengæld rigtig fin med et underspillet grafisk mønster i struktur. Med læderstropperne sidder den lige i skabet. Den vil jeg helt sikkert overveje at lave, hvis jeg en dag får hæklelysten tilbage.

img_5407
Hæklet tote bag af Rachel Søgaard

Alt i alt en solid bog med smukke billeder, hvor alle helt sikkert kan finde en strikkeopskrift eller to de kan lide. Bagsiden er, at den er så ‘bred’ at den kan ramme alle – til gengæld ville den af samme årsag ikke blive en yndlingsbog hos mig. En yndlingsbog skal være fyldt med modeller, som jeg gerne vil lave og sandsynligvis flere gange. Derudover er jeg også i den ‘yngre målgruppe’, og synes at flere af modellerne rammer en aldersklasse over mig. Jeg kan dog sagtens anbefale bogen – især hvis du er til Anettes og Rachels design, eller kan lide smukke broderier.

For en god ordens skyld skal jeg nævne at alle billeder i indlægget er fra bogen, men taget af mig, at jeg selv har købt bogen og at alt ovenfor er udtryk for mine egne holdninger.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid, og rigtig dejlig mandag!

Kærligst,

Pernille

All the books! + en konkurrence

Efterårets komme betyder som sædvanlig en masse nye håndarbejdsbøger. Og er du vimmer, der er kommet mange nye bøger, og flere er på vej!.

Jeg deler som regel bogkøb op i følgende kategorier:

MÅ EJE NU – bøger. Der er ikke så meget at rafle om, bogen skal direkte ind på boghylden og det første projekt skal på pindene.
Det er ofte bøger, som jeg har ventet på med længsel og som sidder lige i øjet når det gælder modeller, garn, styling mv. Jeg må bare strikke hele bogen. Ofte ender det dog med udvalgte modeller, mens resten ryger på den uendelige strikke to-do liste. I denne kategori er bl.a. de nyeste (yndlings)bøger fra Önling, og her er også alle bøger (inklusive fremtidige) fra Helga Isager at finde.

INTERESSANTE bøger. Her er bestemt nogle modeller som jeg kunne finde på at strikke, men de sidder ikke spot on som de første. Ofte er designet på modellerne ikke lige mig, måske er de lidt kedelige eller også er det garn der er anvendt er ikke lige mig. Nogen vil sige, at så kan jeg erstatte med mit eget garn, men hvis alle projekter er på pind 5 og op, så løser det ikke mit problem. Og måske vil et andet garn give modellen et helt andet udtryk, og så er det en anden trøje. Anyway, nogle gange kan garn og styling i bogen gøre, at jeg stadig synes det er en fin bog. Jeg vil for det meste vente med at købe bøgerne i denne kategori. Hvis jeg efter noget tid, stadig drømmer om at eje den, kommer den på ønskesedlen.

NOT SO MUCH bøger. Dem er der jo også nogle af. Jeg er stoppet med at købe bøger med hækling. Jeg hækler stort set aldrig, og har rigeligt i de bøger jeg allerede har. Derudover kan der være strikkebøger, som ikke aldersmæssigt / designmæssigt rammer mig – ofte er modellerne for voksne  (og jeg er jo ikke voksen :))De havner ikke på min boghylde.

Hvis jeg får lyst til at ytre mig omkring en eller flere af de bøger, der lander på min boghylde i år, kan I selvfølgelig læse med her.

Og nu til det interessante.

Jeg er nemlig så heldig, at jeg har fået mulighed for at give Yndlingsstrik 2 OG 3 væk til 3 søde kreatricer. Og ikke nok med det. De er signeret af Katrine Hannibal og Camilla Vad – skønlingerne bag bøgerne. Oh yes. Flere af mine håndarbejdsbøger er signerede, og jeg synes, at det er et skønt lille minde om den workshop jeg har været på designeren, den kop kaffe vi drak sammen, eller måske bare at jeg har været så heldig at få fingrene i en signeret kopi. En lille bid af designeren lige der i min bog.

Anyway, der er mulighed for at vinde et sæt bøger på Facebook, et sæt bøger på Instagram, og et sæt lige her på bloggen. Du er velkommen til at deltage alle tre steder, og dermed have større mulighed for at vinde.

På Instagram skal du gøre følgende at få et lod i puljen:

  • Følge med på @frkgarn og @favoriteknits
  • Dele et billede af den model du helst vil strikke / brodere fra Yndlingsstrik 2 eller Yndlingsstrik 3. Skriv gerne hvad du kan lide ved modellen, hvilken farve du vil strikke den i, og lignende.
  • Tag dit billede med #yndlingsstrikgiveaway, så jeg ved at du deltager. Husk at have en åben profil når vinderen skal trækkes.

Vil du følge med i nye designs fra Katrine Hannibal og Camilla Vad, kan du følge dem på @katrinehannibal og @camillavaddk.

På Facebook skal du gøre følgende at få et lod i puljen:

  • Følge med på Frøken Garn og Yndlingsstrik by Önling
  • Finde billedet for giveaway på Frøken Garns side og skrive i en kommentar, hvilken model du helst vil strikke eller brodere. Skriv gerne hvad du kan lide ved modellen, hvilken farve du vil strikke den i, og lignende. Jeg er så nysgerrig!

Endelig er der et sæt bøger til mine trofaste læsere her på bloggen. Jeg er så overvældet over de mange søde kommentarer – både mundtligt og online – jeg får fra alle jer læsere der følger med. Jeg havde aldrig troet, at så mange ville have lyst til at følge med i mit tankemylder. Tak for det!

For at deltage skal du derfor:

  • Skrive en kommentar herunder. Det kan være hvad som helst! Hvad kan du lide ved Yndlingsstrik bøgerne? Ved designerne? Hvilken model vil du gerne strikke? Har du et rigtig godt strikketip som du vil dele med os andre? Hvad vil du gerne læse mere om her på bloggen? (hvem ved – måske er det allerede på vej) eller noget helt, helt andet. Det er din mulighed for at give en lille bid af kreative dine tanker til alle os andre.

Jeg trækker en heldig vinder på alle tre platforme søndag den 9. oktober kl 18. Og indtil da glæder jeg mig bare til at se hvad I vil strikke og dele 🙂

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille