Halvdelen af året er nu gået(!!) og jeg gør status for mit garnlager. Og venner – denne gang har jeg i den grad polstret mig, i stedet for at strikke fra lageret.
Hold fast, for her kommer de seneste 3 måneders (mange!) indkøb, projekter og donationer:
KØBT:
a) Sandnes Garn Line – 350 gram / 770 meter – købt til Peacock Tee
a) Sandnes Garn Duo – 300 gram – 690 meter – købt til Collett Tee
b) Knitwedo Falkland Merino – 450 gram / 1.980 meter – købt til babystrik
b) Knitwedo organic sock – 150 gram / 600 meter – købt til babystrik
b) Knitting for Olive Merino – 200 gram / 1.000 meter – købt til babystrik
c) Woolfolk Får – 100 gram / 260 meter
c) Woolfolk Flette – 100 gram / 240 meter
d) KFO Soft silk mohair – 25 gram / 225 meter – købt til Honey Clutch
d) Krea Deluxe Organic Wool – 50 gram / 145 meter – købt til babystrik
e) KFO pure silk – 250 gram / 1.250 meter – købt til sommertop (Kumulus Tee?)
e) Sandnes Garn Sunday – 250 gram / 1.175 meter – købt til bluse til mig
e) Sandnes Garn Tynn silk mohair – 125 gram / 1.060 meter – købt til bluse til mig
e) KFO cottonmerino 150 gram / 750 meter – købt til babystrik
f) Sandnes Garn Duo – 175 gram / 403 meter – købt til børnestrik
g) Sandnes Garn Double Sunday – 200 gram / 472 meter – købt til Willums Selebukser
I alt 2.875 gram / 10.967 meter
STRIKKET:
Stribebloomers – 22 gram / 101 meter – lagergarn fra juli 2017
A tote for your lemons – 223 gram / 601 meter – lagergarn fra september 2015
Stockholm Slipover Mini – 108 gram / 552 meter – lagergarn fra marts og oktober 2017
Billies Vest – 64 gram / 205 meter – lagergarn fra marts 2017
Peacock Tee – 325 gram / 715 meter – garn købt i 2. kvartal 2021
Unidragt 86 gram / 430 meter – garn købt i 2. kvartal 2021
Ankers Bluse – 103 gram / 453 meter – garn købt i 2. kvartal 2021
Willums Selebukser – 148 gram / 349 meter – garn købt i 2. kvartal 2021
I alt : 1.079 gram / 3.406 meter
SOLGT:
Kit til Vanna Pullover – 1000 gram / 1.650 meter
Quince And Co Finch – 300 gram / 1.212 meter
Thybo Hand Dyed – 250 gram / 1.350 meter
I alt 1.550 gram / 4.212 meter
Garnbalancen for 2 .kvartal 2021: + 246 gram / + 3.348 meter
Garnbalancen for 2021: -902 gram / -2.476 meter
-o-
Det kunne jo se ud som om at jeg har droppet planerne om at minimere mit garnlager og bare er gået all in på shopping. Ikke helt. I årets første måneder har jeg strikket mindre, af den årsag at jeg ikke simpelthen ikke kunne finde inspirationen i mit garnlager. Jeg plejer nu ellers at kunne trylle nogle fine sager frem af det jeg har, men efter måneders trylleri, lagerstrik og restestrik, trængte jeg til at slå op til noget af det jeg gik og drømte om, i stedet for det jeg havde mulighed for.
Jeg startede derfor ud med indkøb a) som var garn til to sommerbluser til mig selv. Jeg havde glædet mig til at strikke sommerstrik, som jeg kunne bruge på min ikke-gravide krop. Jeg har strikket den første, og er nu en smule afventende med den næste. Hvorfor fortæller jeg om lige her.
Derefter holdte Knitwedo genåbningsudsalg for sin fysiske butik med 20% rabat på produkter af eget mærke. Jeg ville forfærdeligt gerne strikke noget dejligt babystrik til min mindste, og foretog derfor indkøb b), som primært er falklandsmerino og en smule merino fra Knitting For Olive.
Så kunne jeg egentlig være stoppet. Men.. 🙂
Recraft App blev lanceret. Jeg synes (naturligvis) at det er en hamrende god idé med en app hvor man kan købe og sælge garn(rester) og startede ud med at sætte en håndfuld annoncer op. Mest for at støtte konceptet. Jeg ville også gerne købe noget, af samme årsag faktisk. Jeg lavede derfor 4 indkøb i løbet af juni.
Indkøb c) var noget spændende garn. To kvaliteter fra amerikanske Woolfolk, som kun har været solgt få steder i Danmark. Garnet er enormt lækkert, blødt og luksuriøst – og ret dyrt. Jeg fandt det dog til en virkelig skarp pris i app’en. Jeg havde ingen planer for det, men besluttede mig for at købe det, alene for at prøve det. Det er jo oplagt at købe en mindre mængde billigt, hvis man vil prøve et garn af. Jeg tænker at den ene kvalitet skal blive til en hue (og en mindre til en af mine piger, hvis der er garn til overs), og den anden portion har jeg endnu ikke planer for.
Indkøb d) gjorde mig primært for at få fingre i den bløde silk mohair i farven marzipan fra Knitting For Olive. Petiteknit barslede med den fine Honey Clutch, og den er jeg helt forelsket i. Farven på garnet passede perfekt til den version jeg gerne vil lave. Den købte jeg fluks. Samme sælger havde et nøgle organic wool fra Krea Deluxe, som jeg aldrig har strikket med, men virelig gerne vil prøve, fordi det efter sigende skulle være enormt lækkert. En oplagt chance for at prøve det af. Den tog jeg med i samme ombæring.
Nu havde jeg vist shoppet rigeligt for den kommende periode. Lageret var fyldt op med nyt garn, som jeg kunne muntre mig med resten af sommeren.
Så holdt Skabagtig dog ophørsudsalg, og nu var jeg jo i gang… Således blev indkøb e) en realitet. Endnu en drøm var nemlig en bluse eller top i Knitting For Olives pure silk. Netop den var på tilbud hos Skabagtig. Det samme var en masse kvaliteter fra Sandnes Garn. Jeg havde også drømt om en camelfarvet, enkel bluse til mig selv til efteråret. Jeg købte derfor Sunday + silk mohair til et projekt. Modellen er ikke valgt, men jeg har købt en mængde der passer til en basic bluse til mig. Endnu en gang blev jeg lokket af Knitting For Olives fine farvekort og med i ordren kom lidt af deres cotton merino til babystrik til min mindste.
I løbet af juni var jeg begyndt at have second thoughts omkring den Collett Tee jeg vil strikke til mig selv af Duo. Måske skulle jeg alligevel strikke noget til en af pigerne i det. På Recraft fandt jeg 3 forskellige rester af Duo fra samme sælger, og det blev mit indkøb f). Så var der basis for noget børnestrik med flere farver.
Pyh, for et shoppingmarathon jeg havde været på i juni.
I løbet af juni strikkede jeg en Ankers Bluse til min lille. Jeg løb dog tør for garn latterligt tæt på at den var færdig. Jeg måtte derfor erhverve endnu et nøgle. Med i bestillingen kom to nøgler falklandsmerino – nøglet jeg manglede for at blive færdig, og endnu et nøgle i farven Taza ler, så jeg nu har 150 gram af den. Jeg købte også 200 gram Double Sunday fra Sandnes Garn. Jeg ville rigtig gerne prøve det, og særligt se farven Dusty Rouge i real life, og så have jeg allerede planer for det. Således blev det sidste indkøb i kvartalet gjort – indkøb g).
Jeg fik også selv afsat lidt på Recraft. Garn, hvor det planlagte projekt ikke er blevet til noget og hvor jeg ikke rigtig har kunnet se ud over de planer. Derfor er det ikke blevet til noget nyt. Nu er det sendt videre og kan forhåbentlig blive til noget fint.
-o-
Det er utroligt at jeg har evnet at holde en negativ garnbalance for året. Pindene skal vist også gløde de kommende måneder, hvis jeg skal nå målet om at gå lettere ud af 2021, sammenholdt med årets start. Jeg er heldigvis allerede godt i gang, og mange af mine indkøb er allerede omsat til fine projekter, og andre er på pindene netop nu. Faktisk så er 1/4 af mine indkøb allerede strikket op. Strikkeglæden er i top. Jeg er motiveret og inspireret og glæder mig hver dag over mine projekter, og de der venter på at starte op.
Jeg vil naturligvis gerne strikke rub og stub af det jeg jeg køber, så jeg ikke efterlader mig et spor af rester efter mig. Jeg ved, at det kan være svært at omdanne til noget brugbart senere hen. Og resteguderne smiler til mig, for det perfekte resteprojekt dukkede op og her kan mange af mine gamle og nye rester få liv. Det er et ret stort projekt – mere om det næste gang vi tales ved 🙂
Hvis du stadig læser med – tak fir din tid og rigtig god sommer!
Kærligst,
Pernille