Sockandbookclub #4

Det er blevet tid til næste afsnit i strømpebogklubben. 

Jeg har nemlig læst og strikket endnu en skøn kombination. Denne gang faldt valget på den fine og underfundige historie ‘2 sekunder i Byron Hemmings Liv’  og ‘Irving Socks‘ af Jaclyn Salem. Fællesnævneren var farven på bogens omslag og garnet. En lys, støvet grøn. Senere skulle det vise sig, at der var flere lighedstegn mellem de to.

Bogen handler om Byron Hemming; et følsomt, fantasifuldt barn, som bliver oprigtigt bekymret, da hans bedste ven fortæller ham, at der skal lægges to sekunder oveni tiden. Det er med god grund, for da Byrons mor er ved at komme for sent til at aflevere børnene i skole, træffer hun et skæbnesvangert valg, som får katastrofale konsekvenser for Byron. Hans perfekte liv er ødelagt. Var det de to ekstra sekunders skyld? Historien handler om psykisk sårbarhed og de mangler kringlede hjørner der er i de menneskelige hjerne. 

Og her mødes bog og strømpe så. Irving Socks har nemlig et fint hulmønster på midten, omkranset af to snoninger. Det kan virke som et indviklet og kompliceret mønster, men det er det selvfølgelig ikke. Det kræver blot lidt koncentration. Jeg synes derfor at de møder hinanden så fint i detaljerige og indviklede mønstre. Jeg kunne også sagtens forestille mig Byrons mor bære de fine strømper, og særligt fordi garnet har en let skinnende overflade, som passer så fint til hende. Garnet er igen Onion Nettle Sock, og det var en fornøjelse at strikke med det. Jeg brugte 2,25 Chiagoos for at få den rette størrelse. 

Mine varmeste anbefalinger til både garn, opskrift og bog. Jeg har nydt hvert et øjeblik i processen.

Jeg grubler nu over næste kombination. Jeg har efterhånden en hel del strømpegarn, og mange bøger på min to-read liste, så det burde være ligetil. 

Hvis du stadig læser med, tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Strikkefasthed? Rend og hop!

Jeg skal fortælle jer en historie.

Den handler om to sweatre.

Den første sweater:
Jeg bruger lang tid på at undersøge hvilket garn jeg vil bruge, kigger på Ravelry og vælger til sidst et garn, som flere andre har brugt til samme opskrift. Jeg laver en strikkeprøve, og strikkefastheden sidder lige i skabet. Det gør den ellers sjældent for mig, men denne gang var der gevinst.

Jeg slår op, strikker derudaf og synes da nok den ser lidt lille ud, men skubber tanken til side, for det er en tætsiddende og forholdsvis kort cardigan. Det er en cardigan der strikkes nedefra og ved armhulen samles de fem stykker (2 forstykker, et bagstykke og to ærmer) og der tages ind op mod halsen. Konstruktionen gør den svær at prøve på, men jeg synes den ser ret lille ud.

Da den er færdig (minus kantebånd) kan jeg endelig prøve den på. Men jeg må give op. Jeg kan ikke engang få den ordentligt på. Den er alt, alt for lille. Og jeg vidste det jo godt. Mit barselshjerne har bare strikket videre. Jøsses, det er torskedumt! Den har siden da ligget gemt væk, mens jeg overvejer hvad der skal ske. Selvom alle jo godt ved, at det ender med at jeg piller den op. En eller anden dag…

Den anden sweater:
Jeg købte garnet til en specifik bluse for flere måneder siden, men har ikke slået op endnu. Fiaskoen over forrige sweater sidder stadig i mig. Flere måneder senere, på en fredag fredag aften beslutter jeg mig for at nu skal det være. Jeg springer strikkeprøven over og går direkte til at slå op på den anbefalede pindestørrelse. Den seneste fiasko var åbenbart glemt i et vanvittigt øjeblik. Blusen strikkes oppefra, og da jeg har strikket nogle centimeter, måler jeg lige strikkefastheden for at få en idé om hvor vi er. 24 masker. Opskriften siger 21 masker. Jeg strikker lidt videre. Måler igen efter flere centimeter. Da jeg kan måle strikkefastheden over flere steder, er dommen den samme. 24 masker. Jeg trækker vejret ind og tænker et kort øjeblik.

Modellen jeg har valgt, er en smule oversize. Lidt for meget til min krop faktisk. Ærmerne er for brede. Jeg har kigget alle de billeder jeg kan finde af den færdige bluse strikket op, og kan helt klart bedst lide dem, som sidder mere til. Det konstaterede jeg faktisk allerede før jeg slog op, og måske var det derfor jeg ubevidst strikkede videre?. Jeg kan godt lide udseendet på det stykke strik jeg har, og ønsker egentlig ikke at der skal være mere luft mellem maskerne.

Jeg begynder derfor at regne lidt. (Herregud, jeg har en lang videregående uddannelse inden for økonomi, det her er barnemad). Brystvidden i opskriften siger 102 cm. Jeg finder mine noter frem hvor målene på min yndlingssweater står. Min foretrukne brystvidde (inkl positive ease) er 90 cm. Og så laver jeg følgende regnestykke:

21 masker / 24 masker = 0,875.

Min bluse vil altså blive 87,5% i forhold til den størrelse jeg har slået op til.

Omkredsen i opskriften er 102 cm. 102 cm * 87,5% er 89,25 cm.

Min foretrukne brystvidde er 90 cm. Jeg mangler altså 0,75 cm.

Da blusen på dette tidspunkt stadig er på pindene, er den ikke vasket. Jeg ved, at blusen vil vokse når den bliver vasket. Særligt fordi jeg bruger sw-garn. Ud fra et par hurtige beregninger konkluderer jeg derfor, at blusen kommer til at passe fint.

Jeg fortsætter med mine raglanudtagninger og når endelig til ærmerne, som jeg sætter over på restegarn. Jeg strikker et stykke af kroppen og prøver så blusen på. Indtil videre passer den perfekt. HA! Jeg strikker videre til jeg når ribkanten, prøven den igen på, sammenligner med mine mål fra yndlingssweateren og strikker ribben. Strikker ærmerne. Prøver blusen på og konstaterer, at kroppen og ærmerne er præcis den størrelse jeg godt kan lide. Strikker blusen færdig. Vasker den, liggetørrer og så.. Prøven den på. Den er perfekt. Lige som jeg gerne vil have den.

Jeg har nu en ubrugelig cardigan, der skal trævles op, og en vidunderlig fin bluse der uden tvivl bliver en favorit. Hvad har jeg så lært?

Tja. Min strikkefasthed har ændret sig. Før var jeg en løs strikker der stort set altid skulle mindst en halv pind ned i forhold til opskriften. Nu strikker jeg stramt. Eller ihvertfald strammere. Min strikkefasthed har ændret sig siden jeg strikkede prøven til den første sweater, fordi den var på pindene i adskillige måneder, og hvis jeg havde målt mit strikketøj (og fulgt min mavefornemmelse) så havde jeg konstateret det længe før den var færdig og kunne (måske) have regnet mig ud af det.

Dernæst – hvis jeg ikke kan ramme strikkefastheden, men godt kan lide udseendet på det jeg strikker, kan jeg måske regne ud hvor mange masker jeg skal ændre for at få den til at passe. Med mindre at resultatet – som i dette tilfælde – rammer præcis de mål jeg gerne vil have. I dette tilfælde gik det godt fordi sweater nr 2 er strikket oppefra så jeg kunne prøve den på undervejs, og fordi modellen var en smule for stor til min smag.

Når jeg laver en strikkeprøve bruger jeg altid den samme pind som jeg vil strikke projektet på, jeg strikker rundt eller frem og tilbage, afhængig af det projekt jeg vil lave og jeg vasker mine prøve på samme måde som jeg vil vaske mit projekt når det er færdigt. Jeg har skrevet lidt mere om at undgå strikkeprøver lige her, men vi ved jo allesammen at det som regel er en god idé.

Vil jeg lave strikkeprøver fremover? Jo, absolut. Jeg skal blot have min sunde fornuft med. Negative ease og positive ease. Måle strikkefasthed undervejs. Prøve den på undervejs. Lave et par beregninger for at se hvordan den endelige trøje mon bliver i forhold til min yndlingssweater. Kryds fingre for at næste projekt bliver lige så vellykket. Held eller ej. Med eller uden strikkeprøve. Det vil tiden vise… 🙂

Har du prøvet noget lignende? Fejlet fatalt selv med en strikkeprøve? Winget den og fået succes? Jeg vil meget gerne høre om det.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Oktober i strik – og lidt om at blive en anden mor end jeg troede jeg ville blive

Jeg elsker oktober. Og særligt i år, fordi jeg er kommet tilbage til tasterne her på bloggen med bl.a. strømpeguide OG har fået gang i pindene igen.

I oktober har jeg:

  • Strikket de fine Fragment strømper færdigt i smukt og stærkt garn fra Onion. Strømperne er tredje par i mit strømpebogklubsprojekt, som du kan læse mere om her.
  • Fortsat med at hækle på Lauras restetæppe, som nu er vokset en hel del. Jeg nyder at have et projekt jeg altid kan tage fat på, uden at skulle læse en opskrift eller tænke mig om. Tæppet kan strikkes på autopilot, på dage hvor jeg trænger til at have garn mellem hænderne, men har opbrugt dagens tankevirksomhed. Derudover er det skønt at se stort set alle rester blive brugt. Zero waste for strikkere.
  • Deltaget i Charlotte Kaaes strikkebootcamp, hvor jeg er bliver klogere på strømpestrik. Bootcampen handler i høj grad om at strikke strømper der passer, og jeg glæder mig til til at få endnu flere strømper på pindene og bruge teknikker til at fintune mine strømper endnu mere.
  • Slået op til næste strømpebogklubsprojekt. Strik og bøger er en himmelsk kombination.
  • Strikket en bluse til mig selv. Det føles som evigheder siden jeg har slået op til et større egostrikkeprojekt, fordi jeg så gerne vil i bund med mine igangværende projekter. En slem fiasko slog mig helt ud af kurs, og siden da har jeg nærmest kun strikket strømper. Men efterår = sweater weather og jeg trængte i den grad til et nyt sweater projekt. Jeg havde garn liggende til den nemme Edith-bluse og det meditative glatstrik har gjort mig godt, og fået mig tilbage på egostrikkesporet. Mere om den fatale fiasko lidt senere.
  • Slået op til årets første julegave, nemlig en Oslohue. Jeg havde garn til overs fra min Edith bluse og behov for endnu et nemt projekt. Jeg håber jeg kan give huen videre – og hvis ikke, er det godt at være i god tid, så jeg kan nå at lave en ny.Jeg forsøger (igen) i år at hoppe af forbrugsbølgen der ruller i hele december, og give gaver med hjertet, der er lavet i hånden. Kryds fingre for at jeg når så mange som muligt. Eller faktisk vi – for jeg håber på at kunne sætte både den lille krudtugle og den store bonusdatter i sving også. Mon ikke den mindste kan lave en flot tegning på en stofpose? – (det endegyldige farvel til plasticposer MÅ være et barns ivrige streger på stof). Og stå/ligge/kravle/tumle model til et billede. Jeg har tænkt mig at prøve ad. Tip gerne hvis du har flere gode idéer til hjemmelavede julegaver.

Og nu står november står for døren. Det har aldrig været en favorit hos mig. Kold, mørk, våd og i det hele taget i den kedelige ende af efteråret. Kan vi ikke bare blive indenfor og strikke den væk?

 

-o-

Og så til noget lidt andet. Jeg holder normalt på at pladsen her på sitet udelukkende handler om strik og alle dens finurligheder. Men ind imellem trænger en masse tanker sig på, og det her er altså en slags ventil. Den her gang handler det om moderskabet. Interesserer det dig ikke, så bær over med mig. Til jer andre, here goes…

I september rundede jeg mit første år som mor. Eller – nogle vil sige at man allerede bliver mor mens man er gravid og det er jeg enig i, men altså mor uden for maven i et år. Og hvilket år det har været. Moderskabet har opslugt mig fuldstændig. Det giver og tager helt ubarmhjertigt, og det har for altid ændret mig. Den usikkerhed jeg ind imellem kunne føle før hun kom til verden, viste sig heldigvis at være forduftet da først jeg stod med min baby.

Jeg har fra starten af haft en klar følelse af hvad der var rigtigt og forkert, og jeg har fulgt den mavefornemmelse hver gang. Det har betydet, at jeg er blevet en en anden slags mor end jeg havde troet. Jeg havde nemlig mange forestillinger om, hvordan det ville blive.
For at nævne et par eksempler kan jeg tage: En baby begrænser mig ikke, og jeg kan have hende med overalt. Babyer sover i deres egen seng om natten. Om dagen sover de i deres barnevogn, så jeg kan nå alle mulige andre ting. Jeg ammer hende helt sikkert ikke længere når hun er fyldt et år. Hun kan blive passet et par timer af nær familie, så vi kan få tid for os selv. Jeg skal vel også ud om aftenen på et tidspunkt. Osv. Just to name a few.. Virkeligheden. Ahem. Behøver jeg sige at den blev en lidt anden?

– Nu – et år efter sover Laura lige ved siden af mig hver nat, for sådan sover vi begge rigtig godt (hun sov dog i egen seng de første måneder, for det er jo mest sikkert med sådan et lille menneske).
-Hun bliver stadig ammet, både dag og nat. Det handler om tryghed, og lidt om mad. Jeg tror ikke vi er i nærheden af at stoppe, og det gør mig absolut ingenting. Vi kommer tættere på at bevæge os ind i langtidsamning, og det havde jeg alligevel ikke troet.
– Hun har aldrig været begejstret for barnevogn og klapvogn, og det har lært mig at bære hende tæt på kroppen i vikle eller bæresele. Jeg bærer hende stadig hver dag, og vi nyder at være tæt. Før jeg blev mor, tænkte jeg at det kun var hippiemødre der bar rundt på deres børn i sådan nogen ordninger. Denne hippiemor har åbenbart meldt sig ind i klubben. Jeg kan i det hele taget genkende mig selv i flere (men ikke alle) af de værdier som Neohippie har omkring helt små børn, som fx her. Hvem skulle have troet det? Ikke mig selv, ihvertfald. Det er i øvrigt ingen direkte anbefaling, blot en spejling af mine egne tanker.
– Jeg putter hende til nat hver aften og har gjort det hele hendes liv.
– Jeg er endnu ikke klar til at få hende passet af andre end far. Om dagen er hun dog i vuggestue, og det har vi alle bandet langt væk efterhånden vænnet os til. Jeg ville dog ønske at (min) verden så anderledes ud, og at det ikke havde været nødvendigt at aflevere hende i en pasningsordning. Og sådan kunne jeg fortsætte.

Mange forestillinger endte med at blive noget helt andet end det jeg havde troet. Ikke desto mindre gik jeg uden tøven ned af den vej der føltes rigtig. Og selvom andre mennesker både siger og ikke-siger-men-tænker sit, så ved jeg dette. Jeg er Lauras mor. Kun jeg ved hvad der er rigtigt for hende og jeg. Moderskabet er en forunderlig ting. En helt vidunderlig, forunderlig ting. Lad dette være en stille hyldest til alle mødre og kommende mødre, der følger deres hjerte og ikke normer eller forestillinger, når der skal træffes et valg om hvad der er rigtigt at gøre. Når værdierne skal sættes. Ingen kan gøre det for dig.

Med disse ord checker jeg ud for denne gang.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Lauras mor

PS: Fraværet af billeder skyldes at vi har pakket vores lejlighed i indre København sammen, og flytter i et skønt rækkehus lige uden for byen. Vi glæder os til at flytte ned på jorden, og at se og nyde naturen igen.