Efterårssjalet

Når efteråret kommer og sjalerne igen skal i brug, ender jeg ofte med at bruge det samme nærmest hele tiden.

Et år var det Camomille sjalet og det seneste efterår var det Void sjalet som jeg skrev om her. Jeg er åbenbart ikke så godt til at skifte ud til hverdag, eller også er det fordi netop det sjal er helt særligt – det kan være garnet, formen, mønsteret eller måske bare det at det er nyt og sprødt.

Det vigtigste er, at det er stort nok til at holde mig varmt.

Continue reading “Efterårssjalet”

Juni recap

Der har været stille i juni og derfor samler jeg lige op på måneden i tilfældig og rodet orden med det sidste først:

WIP-TO-FO SOMMERFERIE
Jeg har allerede overstået årets sommerferie, som i år gik til de sydlige Frankrig. Vi havde valgt en tidlig sommerferie, for at jeg som gravid kunne få mest muligt ud af det, og så vi sammen kunne nyde en sidste kærestetur inden babys ankomst. På den kreative front pakkede jeg nogle ufærdige projekter og medbragte intet garn til nye projekter – nu skulle de nemlig være færdige. Jeg ved af erfaring at det ofte bliver bliver begrænset med strikketid på ferie, men jeg er evig optimist hvad det angår. Jeg fik færdiggjort 3(!) projekter – 2 var meget små og et var større. Derudover besluttede jeg at et 4. projekt skulle pilles op, da jeg fik lavet fejl i hulmønsteret som ikke umiddelbart var til at rette op. Jeg tror at jeg skal holde mig fra de projekter der kræver meget koncentration i den nærmeste tid. Min hjerne slår nærmest krøller når jeg tager fat i dem. Jeg havde ikke umiddelbart spottet nogle garnbutikker i byen, men fik alligevel placeret mig lige foran en slags garnforretning, da vi en formiddag skulle have en pause i solen. Med hjem kom altså en souvenir fra det franske. En britisk en af slagsen, men dog indkøbt i Frankrig. Ferien er nu så godt som overstået, batterierne er ladet op og hjemme venter nye projekter til både mig og mini.

PATREON
Jeg har kendt til Patreon i noget tid, men er først kommet på platformen nu. Jeg besluttede nemlig, at det var tid til at støtte en af mine favoritdesignere Mandarine’s, som laver de fineste sager. Ved at støtte med et beløb hver måned får man adgang til eksklusive posts fra Mandarine’s, sammen med early access til opskrifter, rabatkoder til udvalgte brands, giveaways og meget andet. Eftersom jeg køber de fleste af Melodys opskrifter i forvejen, ser jeg blot mit bidrag som en fast betaling for hendes designs.
Jeg er allerede meget tilfreds med mit ‘medlemsskab’ som bl.a. har budt på en opskrift på det sommerlige Myst sjal til min juli måned og garnindkøb med dejligt meget rabat. Jeg viser jer det selvfølgelig når pakken lander i postkassen. Melody har tre forskellige rewards til tre forskellige priser – find dem og læs mere om konceptet lige her.

#GARDEROBEMAL
Jeg har desværre indset at #garderobemal ikke kommer til at ske lige nu. Energiniveauet og overskuddet faldt drastisk da der flyttede en baby ind i min krop, og det ville ikke være fair for de sponsorer der har meldt sig, at fortsætte. Opfordringen er derfor, at I selvfølgelig fortsætter med at sy og strikke jeres egen garderobe, og så tager jeg konceptet op igen på et senere(?) tidspunkt.

WORLD WIDE KNIT IN PUBLIC HOS KIT COUTURE
Til wwkip besøgte jeg Line, Laura og Nina hos Kit Couture, hvor jeg fik strikket og snacket i godt selskab og dejligt vejr. Jeg fik også handlet til mit næste egoprojekt fra Kit Couture, nemlig en Vanna pullover, som gerne må være færdig til efterårets kolde og blæsende dage. Kombinationen af flerfarvestrik og diagram gør, at den kræver en smule koncentration, så hep lige på at jeg når det inden terminsdatoen melder sig.

MINI GARDEROBE OG MARAPYTTA SYSOKLE
På trods af mange formaninger om ikke at strikke for meget til baby fordi de jo så hurtigt vokser ud af det, strikker jeg småt til vores lille pige. Jeg gør det fordi jeg ikke kan lade være, og eftersom jeg skal være hendes mor, skal jeg nok sørge for at hun kommer i hjemmestrik i den begrænsede periode hun kan passe det. Derefter kommer der uden tvivl andre søde små piger til verden, som efterfølgende kan få glæde af det. No worries. Småt strik er også alletiders restestrik, og jeg har fået ryddet godt ud i smårester allerede. En eller anden bør dog stoppe mig før jeg strikker flere grå huer og kyser – jeg tror vi har nok nu.

Derudover har jeg besøgt Line, bedre kendt som Marapytta, til en smagsprøve på hendes syskole. Her tryllede jeg med Lines hjælp et par søde bloomers frem, og endnu et par er ved at tage form. Jeg besluttede at jeg måtte sy mere til babys garderobe, og er derfor at finde på Marapyttas aftensyskole i august, og forhåbentlig til barselssyning når baby er ankommet. Find Lines blog her og hendes shop med workshops og syhold her.

STASHDOWN
Jeg har holdt fast i mit mål om at strikke mere end jeg køber i 2017, og indtil videre har jeg klaret det overraskende godt. Ved udgangen af juni har jeg nemlig et plus på 284 gram, hvilket i grove træk svarer til mit franske garnindkøb, som jeg ikke ved hvad jeg skal bruge til endnu. Alle øvrige indkøb har været til konkrete projekter, og flere af dem har jeg allerede gjort færdig.  Det er en klar forbedring i forhold til sidste år, og jeg håber på at kunne holde den gode stil med mindre forbrug og en bedre samvittighed resten af året. Jeg har også i år oprettet et Ravelry project med mine resteprojekter – den finder du lige her. Der er en klar overvægt af babyprojekter, og det er helt fint. Så længe resterne får ben at gå på. Efterårets resteprojekter til mig bliver forhåbentlig en ny hue, et pandebånd og vanter eller luffer. Tip mig endelig her på siden eller de sociale medier, hvis du har gode forslag til pæne resteprojekter.

Det var min juni. Juli byder på min sidste hele arbejdsmåned før jeg går på barsel, forhåbentlig en masse fint og let strik (#organicsummerKAL17), en boganmeldelse her på siden og selvfølgelig mange, mange is og dejlige sommerstunder.

Hvis du stadig læser med – tak din tid og rigtig god weekend.

Kærligst,

Pernille

Follow my blog with Bloglovin

Babystrik, hønen vs ægget og jeres favoritter

Jeg er ikke kun kommet i strikkehumør igen. Jeg har også taget kampen med restegarnslageret op igen. Det kommer til mig i starten af hvert år (okay nærmere i foråret) – nu skal jeg også få brugt nogle af alle de rester der hober sig op. De fylder ikke så meget i garnskabet, men en hel del mere i mit hoved.

Restegarnsbaby 

Og den lille baby er blevet mit offer. Hun bliver en restegarnsbaby. Langt de fleste af de ting jeg har strikket til hende indtil videre, er i restegarn som er i overskud fra egoprojekter.

Jeg gik i garnskabet med en lille kurv som skulle fyldes med de besværlige rester, som senere skulle blive hendes uldne garderobe. Jeg er indtil videre gået uden om mohair, langhårede alpacaer og det tykkere garn. Det er ikke helt så babyegnet, synes jeg. Mit garnlager er til den lyserøde eller ihvertfald feminine side, så kurven blev hurtigt fyldt. Fra nu af gælder det altså, at strik til min lille huleboer udelukkende skal komme fra den kurv. Indtil videre går det rigtig godt. Noget garn er kommet tilbage i skabet – det kommer ikke til at ske lige nu – og nyt er kommet i kurven. Alt det Engleuld fra Tusindfryd jeg ejer, er i kurven – det er jo så dejligt til babystrik. Farverne spænder fra hvid til mange toner af grå og pudder. Men i kurven ligger også blommefarvet og en søgrøn sag, og venter på at blive tryllet til minigarderobestrik.

Hønen eller ægget?

Og så starter ellers planlægningsfasen, også kendt som strikkeverdenens version af hønen og ægget. For hvad kommer først – garnvalg eller opskrift? Det kan være begge, og jeg prøver at gå begge veje – finde en fin opskrift og så dykke ned i kurven, og se om der er noget der passer. Finder jeg ikke lige et match, gør jeg en mental note om at eventuelt nyt garn der engang i fremtiden skulle finde vej til mit lager måske kunne være i den farve eller tykkelse som jeg gerne vil bruge. Så går jeg den anden vej – dykker ned i kurven, fisker noget garn op og frem kommer bøger, magasiner, Ravelry og mapper med udskrevne opskrifter. Min miniguide til at bruge Ravelry når du skal finde det helt rigtige projekt finder du lige her. Et sted i processen opstår en idé til et match – dén opskrift og dét garn. Jeg kigger, sammenligner, regner lidt, lurer Ravelry projekter og Instagram og måske er det et match. Jeg tror hvert andet eller tredje projekt bliver pillet op inden for en halv time. Duer ikke alligevel. Det er okay. Selvom det er restegarnsprojekter, skal det stadig være ordentligt.

Jeres favoritter

Det er ikke fordi jeg mangler idéer – dem der er riiigeligt af (som jeg skrev om i sidste uge). Men når man strikker til sådan en lille størrelse, skal man lige tænke smart. Hvad for et stykke strik bruger de mest (og længst)?

Jeg gik til mit trofaste Instagram panel og spurgte dem, hvad for et stykke strik de havde brugt mest til de små pus. Og her har du svarene med den mest populære først og derefter faldende:

  • Cardigans – 20 svar
  • Vest – 17 svar
  • Huer – 9 svar
  • Romper og dragt – 8 svar. 2 svarende at de IKKE brugte dem. Noteret.
  • Futter / strømper /sko – 7 svar
  • Lange bukser – 6 svar
  • Shorts / bloomers / blebukser – 5 svar
  • Bluser – 4 svar
  • Tæppe – 4 svar
  • Heldragt – 3 svar
  • Kjoler – 2 svar
  • Undertrøjer – 1 svar

Jeg kan godt se på det hele at jeg skal prioritere cardigans og veste i flere størrelser. Det er jo klare babyfavoritter! Måske er der andre af jer som kan bruge listen til kommende småfolk. Min mini research er hermed givet videre.

Et udpluk af (reste)garderoben indtil videre

Jeg har strikket ikke mindre end 3 fine Little Hannah’s kyser i forskellige størrelser. Jeg kan efterhånden opskriften i hovedet, og varierer mønsteret på det forreste stykke. Det er den perfekte basisopskrift, som kan ændre udtryk fra gang til gang. Også denne opskrift er virkelig gennemarbejdet og fin på alle måder (som jeg skrev om her), og så er den gratis!

Små shorts og bloomers har jeg også strikket et par af – det er heller ikke særligt store mængder garn der skal til. Jeg kender efterhånden opskriften på de små flæsebloomers ret godt, og har derfor en god fornemmelse for hvor meget garn der går til. Og det er jo en ret stor fordel når det kommer til restegarnsstrik – man vil gerne bruge alt garnet (og undgå endnu en rest), men skal selvfølgelig ikke mangle til de sidste 2 cm.

Endelig har jeg lavet et par veste. Min 3. Erantisvest (de to først blev barselsgaver) er kommet af pindene i en lidt anderledes version med detaljer fra Fyr trøjen og colorblock effekt (pga restegarn, du ved). Den er så fin og hver gang overrasker det mig hvor hurtigt den er strikket. Den kommer der uden tvivl flere af til garderoben. Måske jeg skulle have den i voksen udgave også. Matchy matchy.

Og her kommer den – opskriften fra 2008 som har siddet pinnet på min indre opslagstavle siden jeg så den første gang. En fin lille havskumstop designet af Lene Holme Samsøe. Opskriften kan du finde gratis lige her. Jeg har strikket den i smørblød alpaca fra [g]uld i en helt særlig farve som de ved jeg elsker – valnød overfarvet med cochenille. Den er bare fin. Jeg har heldigvis mere på lager.

Et par små varme fusser har jeg også lavet – mit eneste projekt i februar. Her er de helt små garnrester i spil – vi snakker under 20 gram. Til helt små fødder selvfølgelig. Jeg har lavet dem i helt mørkt garn?! Tag det som et symbol på min daværende sindsstemning – jeg var tydeligvis ikke helt mig selv. Opskriften er fra Tusindfryd og du finder den helt gratis lige her.

Vil du se hvad der indtil videre et kommet i mini’s strikgarderobe – af både gamle og nye projekter – har jeg lavet et baby tag i mine Ravelry projekter.

Og så lige et sidste tip. Jeg har endnu ikke lavet nogen til vores egen lille pige, men små kraver er altså super restegarnsprojekter. Dog har jeg altid barnets alder og model in mente når jeg strikker kraver – det skal jo helst ikke ligne en klovnekrave på det stakkels barn.

Strikkelisten

Det næste projekt er en fin og blød cardigan, som jeg teststrikker. Det passer jo så fint sammen med jeres anbefalinger til babys mest brugte stykker strik.

Derudover kommer her et udpluk af listen:

Vinter/forårsgarderoben 2018

Vera cardigan fra Finest Strik

Mille cardigan af @strikdigglad

 

Sommergarderoben 2018

Lines sommerbloomers fra Olines Mor

Annas sommercardigan fra PetitKnit

Boheme flæsetop fra Knitting for Olive

Rigmors Kyse fra PetitKnit

 

Efterårsgarderoben /vintergarderoben 2018

Edith Bluse fra Finest Strik

Birkebluse fra Nordisk Strik

Clara kjole

Jeg er som altid optimist når det kommer til strikkede projekter. Der skal jo også være tid til at strikke noget til mig selv, så vi ser hvor meget det bliver til.

Det var alt for nu. Hvis du stadig læser med – tusind tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Follow my blog with Bloglovin