Man smider da ikke garn ud?! + en historie om et garnmonster

Jeg gemmer alle rester. Også de små. Jeg kan ikke få mig selv til at smide selv de mindste rester ud. Ind imellem laver jeg små projekter som fx Lille Ediths Krave, men når resterne bliver for små til selv den slags projekter, så havner de bare i garnkurven. Efterhånden har jeg opbygget en solid bunke af rester der er for små til noget. Og hvad så?

Jeg samlede alle rester af max 10 gram i samme farveskala og samme garnvægt – i dette tilfælde fingering weight – og besluttede at det kunne blive en fin stribet pude. Da jeg strikker meget i de samme farver, var det nemt at sammensætte en fin palette.

Restegarnspuden

Jeg startede med at slå 160 masker op på pind 3. Jeg blev efterfølgende tippet om at bruge Judy´s Magic Cast on, og det ærgrer mig virkelig at jeg ikke fik det gjort, da det ville spare mig en sammensyning, og det ville blive rigtig pænt. Anyway, jeg lagde de første farver op og besluttede mig for en rækkefølge. Derefter tog jeg farverne efterhånden som jeg synes de passede ind. Og det gik ret stærkt. Fordi jeg havde så lidt af hvert garn, kom jeg hurtigt til at strikke en hel farve ad gangen. Og vupti, så havde jeg et halvt pudebetræk. Og så skete det. Posen med de rester jeg havde valgt ud, var næsten tom. Gys. Men også lidt yeah!. Restegarnspuden var som et garnmonster, der i en fart bare spiser de rester man smider ned i gabet på den.

13181275_1747441388808660_1923362871_n

Jeg gik i garnkurven og kiggede efter mere garn til mit sultne garnmonster. Der var lidt flere rester med mere end 10 gram. Det gjorde ikke så meget. De kom ned i projekt posen. Så kom Lisbeth til undsætning med lækre rester i mine yndingsfarver. De var næsten for fine til at blive spist af mit lille monster. Så da jeg kunne supplere hendes rester med flere af mine egne af samme slags, var fundamentet til restegarnspude vol 2. lagt.

Men er den egentlig pæn, sådan en restegarnspude? Gider man se på den når den er færdig, eller ligefrem overveje at have den fremme i sit hjem?

Ja, hvis man lige tænker sig lidt om når man sammensætter farver og garntyper, så synes jeg godt man kan slippe ret godt fra det. Selv i mit hjem med forholdsvis neutrale farver og rolige overflader, tror jeg at restegarnspuden finder sin plads. Som et lille forsigtigt farvesplash kommer den til at bringe smil når jeg ser på den. Mit lille garnmonster ♥

Overvejer du at få dit eget lille garnmonster, så del endelig billeder af den på instagram og tag med #restegarnspude og #lillegarnmonster. Jeg vil så gerne se dit bud på en smuk pude af restegarn.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Det fineste babystrik

Jeg har rigtig meget garn, hvor jeg kun har 50-100 gram eller mindre af den samme garnkvalitet eller farve. Det stiller ind imellem krav til opfindsomheden.

Mine små uld rester bruger jeg til babygavestrik. Jeg har efterhånden en pæn bunke med babystrik der er klar til at blive givet væk. Jeg har dog erfaret, at jeg på det seneste hellere vil lave et specifik opskrift til den lille nye uldbaby. Men hvis tiden skulle blive knap, så har jeg et lille lager.

Og det passer mig egentlig meget godt med babystrik, for jeg er ret forelsket i de mange små shops der popper op med strikkeopskrifter til babyer og børn. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at strikke de små, fine sager til bløde babyer. Det er så bedårende og ufatteligt hurtigt at gøre færdigt.

Jeg har på det seneste strikket endnu en Erantis og en Vintergæk fra Finest Strik. Hvis du ikke kender til Anne og Milles lille shop, så kan jeg varmt anbefale et kig derind. Som en ekstra bonus har de begge de mest nuttede piger der virkelig forstår at charmere på billederne med smil og runde flødekinder. Anne har i øvrigt skrevet den fineste anbefaling af min blog lige her – tusind tak søde Anne!

Jeg har også strikket 3(!) Lille Elviras Krave og et par flæsebloomers af Olines Mor / Little Vintage Knits. Jeg ved med mig selv, at endnu et par flæsebloomers snart sidder på pindene igen. Heldigt, at de er så hurtigt strikket. Jeg har brugt Tusindfryds Engleuld til alle 4 projekter, da det er superblødt og meget velegnet til babystrik. Camilla / Olines Mor er fantastisk til at sammensætte farver – tag et kig forbi hendes Instagram profil for en farvelade af inspiration, eller hendes blog Olines Mor som er fyldt med hjertevarme og ærlige historier.

 

 

Endelig har jeg lavet Little Hannahs Kyse et par gange, og Little Ediths Romper – begge fra Little Ediths Knit. Det er fint design og meget gennemarbejdede opskrifter. Jeg har flere af opskrifterne, så mangler nu kun tid.

Jeg har stadig til gode at prøve de fine opskrifter fra Knitting for Olive – de kan noget helt særligt og designet er let at genkende synes jeg. Deruodover har jeg et par opskrifter fra både petiteknit og Nordisk Strik, som er klar til at komme på pindene.

Som tidligere nævnt anbefaler jeg Tusindfryds Engleuld til babystrik – det er ultrablødt og strikkefastheden passer til de fleste opskrifter. Se alle farverne lige her. Jeg er lige nu forelsket i farverne 04, 46, 12, 22, 28 og 44. Bare for at nævne et par stykker.

Tag et kig ind på deres profiler / webshops og nyd de lækre billeder. Jeg køber meget gerne opskrifter fra denne slags designere, da det ofte er mødre som strikker til deres egne børn og løbende udvikler designs som i den grad matcher de ‘professionelle’ strikdesignere. Det synes jeg er super sejt og det vil jeg gerne støtte, så der måske kommer endnu flere smukke designs fra deres hænder.

Og til sidst et lille pip. Jeg beundrer alle ovenstående for deres engagement og den tid de tager sig til at designe en opskrift, som kan sprede glæde hos os andre. De kunne jo – ret beset – være ligeglade med at vi andre også gerne vil strikke deres designs, men de gør det alligevel. Det kræver så meget tid at skrive en opskrift (jeg har selv opgivet det for lang tid siden – jeg vil hellere strikke :)), og alle ovenstående er mere end rimelige i prissætningen af deres opskrifter. Så vil du strikke en af deres modeller, så brug den beskedne sum det koster at købe opskriften. Så let kan det gøres. Mange timers arbejde kan honoreres med så lidt. Jeg kunne fristes til at sige, at det er god stil. Men det er det ikke engang. Det er bare det eneste rigtige at gøre.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og rigtig dejlig dag.

Kærligst,

Pernille

Mit yndlingsgarn #uld

Med de mange skønne garnkvaliteter der er, er det ikke tit jeg køber den samme garnkvalitet flere gange. Når jeg gør, så er det fordi det virker og jeg gerne vil have mere af det. Nedenfor er samlet en lille eksklusiv liste med nogle af mine mest brugte favoritter. Jeg har været nødt til at dele listen op i flere indlæg – første indlæg er de skønneste uldgarner. Der er mange faktorer der spiller ind, når jeg vælger garn. Kvaliteten er selvfølgelig en væsentlig faktor, men derudover er der en række andre værdier som betyder noget for mig. Du kan måske selv gætte dig til det, når du læser med nedenfor.

For god ordens skyld kommer her lige en advarsel for andre der skulle være på garnkur 😀

ULD

Plantefarvet skotsk lammeuld fra [g]uld: Den sprøde og samtidig bløde uld løber 650 generøse meter pr 100 g og jeg har, eller har haft, nærmest hele deres farveskala i mit stash. Det er det perfekte uldgarn, og jeg har strikket projekter både til mig selv og babyer i den. De smukke farver som Anne og Louise tryller op af gryderne er helt unikke, og jeg er så fascineret af den proces som ligger bag hver eneste fed. Jeg har bl.a. brugt lammeulden i mit perlestrikkede tørklæde, til en Esthers Vest, og som en af farverne i mit Exploration Station. Du kan finde de nuværende farver lige her.

Et andet sprødt uldgarn er Englegarn Merino Fine – en anelse tykkere og utrolig blødt. Også dette garn har en overraskende lang løbelængde – nemlig 250 meter pr 50g – og det er perfekt til trøjer og cardigans. Da jeg havde strikket min Gable færdig, købte jeg straks 5 nøgler til en ny sweater. Jeg regner med at strikke den smukke Sibella Pullover i den portion der ligger og venter på mig. Jeg har også strikket en af Englegarns egne designs i dette garn – Caitlin cardigan. Den er utrolig fin, og viser garnet frem på smukkeste vis.

Endnu et lækkert uldgarn er Tusindfryd Engleuld, som indeholder 30% baby alpaca. Jeg har lavet ret mange babyprojekter med det her garn, fordi det er ultrablødt og passer til mange af de fine babyopskrifter jeg forelsker mig i for tiden. Det må være det perfekte garn til babytøj og -tæpper, og farveskalaen er helt fantastisk. Se nogle af mine projekter lige her.

Som nogen af jer ved, har Isager en særlig plads i mit strikkehjerte. Både garn og opskrifter er i en klasse for sig, og blandt uldgarner har jeg strikket i både Spinni, Tvinni, Highland wool og Jensen Yarn. Jeg har været yderst begejstret for alle fire, og det er kvalitet. Jeg har både Spinni og Tvinni på lager og ved, at det bliver nemt at få det brugt. Farveskalaen hos Isager er helt speciel, og en af mine favoritter må være farve 61s som jeg har på lager i både Spinni, Tvinni og Alpaca1. Jeg er ved at strikke Robin af Helga Isager i spinni i netop den farve. Derudover har jeg garn klar til en Vivi Trøje, som skal laves i hvid alpaca 2 og spinni fv 3s. Helga Isager har hjulpet mig med at vælge farverne, så det bliver uden tvivl en succes.

Se mine andre projekter med Isager garn eller opskrifter lige her.

Det sidste og eneste superwash garn på min liste er Filcolana Arwetta. Jeg var lidt i tvivl om det skulle med, men jeg tager mig selv i at købe det igen og igen, fordi det fungerer. Jeg bruger det især til strømper og ind imellem også til babysager. Der er nogle af farverne der er rigtig fine, men jeg synes at farveskalaen mangler en opdatering. Det er altså med forbehold at det kommer med på min liste. Derudover foretrækker jeg at bruge så lidt superwash garn som muligt, og helst ikke til mig selv. Til strømperne kan det dog gå. Hvad med dig – har du en holdning til superwash garn? Jeg dyrker muligvis dette lidt mere på et senere tidspunkt.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og rigtig dejlig weekend 🙂

Kærligst,

Pernille