Jeg har for længe siden beslutte at gøre op med fast fashion. Køb og smid ud kultur. Dårlig kvalitet. Dårlig pasform. Tvivlsomme stykker tøj som på bøjlen ligner det en smart blogger havde på, og derfor også må eksistere i min garderobe. Nyt, nyt, nyt.
Nej.
I stedet vil jeg gerne købe god kvalitet og passe godt på det.
Og så er der min strikkede garderobe. Den som jeg omhyggeligt har stykket sammen, brugt lang tid på at strikke, og gjort mig umage for at sammensætte med designs og farver som er langtidsholdbare. Den er en stor del af min slow fashion garderobe med tøj der gerne må holde i lang tid. Hvis jeg passer godt på det.
Ind imellem sker det at et stykke tøj (købt eller strikket) får et hul, en løs kant, taber en knap eller andet, som kræver at jeg sætter mig ned og bruger tid på at reparere det. Det er jeg, når jeg skal være ærlig, ikke særlig god til at få gjort.
Jeg øver mig dog i at forlænge tøjets levetid og særligt for min hjemmegjorte garderobe at passe godt på det. Det indebærer naturligvis at reparere når der er behov.
I september fortalte jeg, at jeg havde syet sømmen på et par yndlingsbukser og dermed forlænget levetiden en smule. Jeg syede også sømmen på en kjole, som var gået op, og den er nu som ny. Og andet har jeg egentlig ikke i reparationsbunken for syning.
Så er der strik. Jeg har en (for stor) bunke med strik der mangler montering, knapper, en pompom, en bindesnor og lignende. I efterårsferien fik jeg taget en god bid og monteret og syet knapper i.
Så er der reparationer. Flere af mine strømper har fået huller. Laura har revet hul i både en cardigan og et par bloomers, så der sidder en løs maske og bare venter på at blive samlet op og syet.
Men hvordan gør man lige det? Så det bliver både pænt og nogenlunde behageligt når man har dem på?
Det er nyt territorium for mig, så jeg må i gang med at undersøge.
Har I nogle gode tips eller tricks, så skyd endelig. Hvis ikke, så bruger jeg den kommende tid på at blive klogere og prøve det af på min ventende bunke af reparationsstrik. Når jeg er blevet klogere, giver jeg en update og viser jer mine første forsøg med at reparere færdigt strik. Wish me luck. Jeg tror nok jeg får brug for det.
Slow slow slow fashion
En anden tanke der er dukket op i forlængelse af behovet for reparationer, er hvor hurtigt jeg får strikkeprojekter af pindene. Det er lissom bare nemmere (og sjovere) at strikke noget nyt. Jeg har vistnok strikket 11 trøjer til mig selv i år. For nogen er det normalt, for andre en kæmpe bedrift. Afhængig af hvem man spørger. Faktum er dog at 11 trøjer burde være rigeligt til at dække mit behov. Der er jo lissom også en stak i skabet allerede. Nogle vil måske endda kalde det en anderledes form for fast fashion, hvor strikkede trøjer flyver af pindende og det er jeg på ingen måde interesseret i. Jeg kan med ro i sindet sætte farten lidt ned og nyde processen. Eller.. Vi ved jo alle sammen at jeg er projektstrikker, men altså. Det ville ikke skade at sætte farten en smule ned når det kommer til egostrik.
Jeg prøver derfor at tænke behov ind når jeg skal slå op til noget. Den kommende tid er det oplagt med gavestrik. Imens kan jeg bruge og nyde mine sweatre og cardigans, men jeg funderer over hvad jeg mangler.
Hvad mangler du?
Hvis du stadig læser med – tak for din tid.
Kærligst
Pernille