Uncategorized – Frk Garn

Jeg har aldrig… (strikkeudgaven)

Strikket efter en opskrift af hverken Andrea Mowry eller Caitlin Hunter. Selvom de to virker til at være blandt de absolut mest populære designere for tiden. Jeg kan rigtig godt lide deres designs, jeg er bare ikke nået til det endnu.

Klippet i strik. Endnu. Der var den ene gang hvor Camilla tilbød at gøre det med min dipdye jakke fordi jeg ikke turde. Behøver jeg sige at den kom færdigmonteret tilbage og måske er det stykke strik jeg har med den pæneste montering? Jeg er ikke værst, men der er bestemt plads til forbedring.

Strikket noget til min hr kæreste. Han går ikke med hue, det er ellers oplagt. Han er i det hele taget en varm en. Det sker måske en dag (læs: når næste istid rammer eller noget i den dur).

Været hos Isager i Tversted. Det går mig virkelig på. Både garn og designs fra Isager er faste favoritter hos mig. Den er på min bucket list og jeg håber at jeg en dag kan ligge vejen forbi. Afstanden har dog noget at sige.

Fortrudt et stykke strik. Selvom jeg ikke har været tilfreds med det endelige stykke strik, giver det mig alligevel noget med på vejen. Om ikke så bevidstheden om hvad der skal gøre anderledes en anden gang. Det hele er en del af processen og bidrager til den strikker jeg er blevet.

Rigtig kunne lide udtrykket ved meget løs strik med masser af luft mellem maskerne. Jeg synes ikke det er særlig pænt og det passer ikke til min stil. Det meget finmaskede stykke strik med tætte masker derimod.. det er lige mig. Det er ofte også en let og tyndt stykke strik, og det er meget mere anvendeligt synes jeg. Og tager (naturligvis) meget længere tid til at strikke..

Strikket med Tosh merino light fra Madeline Tosh. Jeg ved det. Jeg er muligvis den eneste i hele verden om det, men det passer. Jeg har til gengæld et fed i mit lager og tror snart det skal på pindene.

Det var en håndfuld ret tilfældige (og ubrugelige) facts fra mig.

Hvad har du aldrig gjort i strik?

Hvis du stadig læser med – mange tak for tålmodigheden.

Kærligst,

Pernille

Too much mohair? Om manglen på en bæredygtig industri

Selvom silk mohair på ingen måde er nyt på markedet, så er det vel næppe gået nogens næse forbi at det er blevet rasende populært. Fine Helga Isager har brugt det i sine designs i mange år, og min forelskelse i fv 0 går helt tilbage til 2015 hvor jeg strikkede med den i min Sirius Anorak.

Jeg har strikket bløde 4 mohairsweatre det sidste halve år og nyder både at strikke med den bløde silk mohair og bruge det færdige strik. Måden det omslutter ulden på og gør den blød er altså helt speciel.

Læs videre

Og midt i min dejlige mohair symbiose opstår der pludselig et men. En story på Instagram fra en indie dyer jeg beundrer for hendes bæredygtige valg fortalte, at hun aktivt vælger mohair fra på baggrund af produktionen. Og ugen efter så jeg endnu en story fra en ny webshop med bæredygtigt garn der har valgt ikke at føre mohair. Der ligger highlights i sidstenævntes profil, der beskriver hvorfor hun har taget dette valg. Den slags kvinder.. De sætter deres værdier højere end profit, og det fylder mit hjerte med beundring.

Selvom jeg måske havde en svag idé om at der var noget med det mohair der måske stred mod mit værdisæt, så havde jeg skubbet det væk, fordi det var så nemt og jeg jo gerne ville strikke videre med den fine mohair. To tilfælde på så kort tid kunne jeg dog ikke ignorere. Der opstod en art kognitiv dissonans, som vist nok er det ubehag man føler, når man er klar over at noget strider mod ens værdier og man så stilles over for at gøre netop det. De fleste som forsøger at bringe bæredygtighed ind i sit liv, vil formentlig kunne nikke genkendende til det.

Så jeg måtte jo undersøge problematikken med mohair nærmere.

Ved en hurtig søgning på Google fandt jeg denne og denne artikel. Det var nedslående læsning. Men dog fra modeindustrien, og ikke garnindustrien. Om der er forskel ved jeg ikke. Artiklerne er fra sommeren 2018, hvor der blev gjort nogle rædselsvækkende opdagelser på 12 mohairfarme i Sydafrika. Flere store modehuse valgte at udelukke mohair fra deres fremtidige kollektioner i dyrevelfærdens (og konkurrenceevnens) navn.

Det er en kun en finger i jorden, det er jeg klar over. Og det er kun nogle få farme ud af mange. Og hvad med garnindustrien? Hvor står de danske virksomheder som Isager? Filcolana? Knitting for Olive? Det har jeg ikke umiddelbart kunne finde ud af nogle steder. Kun Mohair by Canard skriver, at deres garn fremstilles efter godkendte og miljøvenlige metoder med fokus på bæredygtighed og omtanke for lokalmiljø og dyrevelfærd. Hvad præcis dette indbærer, nævner de ikke. Knitting for Olive skriver at deres garn lever op til REACH Standard, men den går så vidt jeg forstår på skadelig kemi.

Der er mig bekendt ikke nogle certificeringer på dette område, som kan hjælpe os til at vælge de producenter, som lever op til de standarder vi måtte ønske os. Det er muligvis det samme faktum der har fået flere af de store modehuse til at undgå mohair i fremtiden. Så hvad nu?

Jeg strikker videre af det mohair jeg har på lager. Det er allerede købt og produceret. Og derefter? Hvis jeg trænger til mere mohair, må jeg nok give Mohair by Canard et kald og høre dem lidt nærmere omkring deres værdisæt og hvad de præcis gør, for at sikre god dyrevelfærd for de geder, der forsyner os med det skønne mohair. Den forbandede kognitive dissonans altså – den har gjort mit liv mere ~~helligt?~~ ~~besværligt?~~ fuld af både god og dårlig samvittighed det seneste år.

Jeg håber at de øvrige producenter melder sig på banen og bekender kulør, når de kommer til værdikæden for deres mohairgarn. Jeg tror og håber nemlig på, at bæredygtighed og dyrevelfærd er, og i højere grad bliver, en konkurrenceparameter. Og halleluja for det! Se bare uld og mulesing debatten, ligesom bæredygtigt, økologisk og GOTS certificeret garn fylder mere og mere i markedet.

Lad os bruge vores magt (læs: garnbudgettet) til at påvirke producenterne til at gå i den retning vi gerne ser.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Garnbudget

Jeg hører eller læser sjældent om økonomi når det kommer til garn, eller hobbyer i det hele taget. Men faktum er, at der er en god chance for at du har en eller anden holdning til hvor meget garn og andet kreadims må og kan fylde i dit daglige budget.

Det har jeg ihvertfald. Og det har vist sig at være en dynamisk størrelse. Som en opfølgning på mit seneste indlæg om minimalistiske tendenser og den virkning det har på bl.a. min økonomi, kommer her et dyk længere ned i lige netop det område.

Jeg arbejder med penge, økonomi og budgetter hver eneste dag, og for mig er det derfor en selvfølge at have noget der minder om et garnbudget. Eller kreabudget. Med tilhørende opfølgning. For det er et beløb, som jeg øremærker til alle de ting jeg bruger penge på, som har med kreativitet at gøre. Garn, syning, opskrifter, workshops, bøger, indgang til strikkefestival, you name it. Helt lavpraktisk holder jeg styr på det i app’en Spiir, hvor jeg også holder øje med alle mine andre udgifter. Når jeg ind imellem sælger garn eller andet kreadims videre, bliver dette beløb naturligvis modregnet i mit garnbudget.

Og nu til det interessante. Fordi hvad er et passende garnbudget? Jeg kan ihvertfald sige, at det er helt individuelt, og i ligningen indgår både faktorer som indkomst, kvalitet/kvantitet og hvor vigtigt det er at have penge til kreadims. Og så er stadig en størrelse, som for den enkelte kan ændre sig over tid.

For mit eget vedkommende har jeg med min udemærkede indkomst, en udpræget sans for kvalitetsgarn og et meget stort kreahjerte, altid tilladt et rimeligt garnbudget. Jeg har taget højde for, at jeg strikker til min(vores) garderobe, og derfor vil have færre udgifter til tøj og accessories. Nogle måneder bruger jeg meget mere, andre mindre. Dog er der en kraftigt nedadgående trend for øjeblikket, hvor jeg er i gang med en simplificerende downsizing af alt hvad jeg ejer, og i det hele taget tænker mig ualmindeligt meget om, før jeg køber noget.

Når nørd møder strikker opstår noget så usexet som en graf over mit kreabudget de seneste to år. Here you go. Jeg lover aldrig at gøre det igen.

Selvom det altid har været meget svingende hvor meget jeg har brugt på krea (særligt workshops og syhold giver nogle ret høje tipper), så er det dog klart at jeg bruger mindre. Og det er ikke fordi jeg har færre penge at bruge af. Det er et bevidst farvel til overforbrug.

Har det så været og er det pengene værd?

Strik giver mig så meget andet end uldne klæder til mig selv om mit barn. Det er direkte afstresning, meditation med pinde og en kilde til kreativitet. Det er i dén grad pengene værd. Også selvom det nu er en hel del færre penge end det har været før i tiden.

Jeg tror vi alle er enige om at det ikke er et emne vi bør besøge igen. Strik og kreativitet kan og skal ikke gøres op i penge. Det bør være et helle, hvor vi kan glædes, nyde og slappe af uden at tænke (for meget) på penge, økonomi og andre voksenting. Hvor vi bare kan være. Jeg håber ikke at jeg har sat irriterende tanker eller dårlig samvittighed i gang. Det er aldrig intentionen.

Hvis du stadig læser med – tak.

Kærligst,

Pernille