Selvom silk mohair på ingen måde er nyt på markedet, så er det vel næppe gået nogens næse forbi at det er blevet rasende populært. Fine Helga Isager har brugt det i sine designs i mange år, og min forelskelse i fv 0 går helt tilbage til 2015 hvor jeg strikkede med den i min Sirius Anorak.
Jeg har strikket bløde 4 mohairsweatre det sidste halve år og nyder både at strikke med den bløde silk mohair og bruge det færdige strik. Måden det omslutter ulden på og gør den blød er altså helt speciel.
Læs videreOg midt i min dejlige mohair symbiose opstår der pludselig et men. En story på Instagram fra en indie dyer jeg beundrer for hendes bæredygtige valg fortalte, at hun aktivt vælger mohair fra på baggrund af produktionen. Og ugen efter så jeg endnu en story fra en ny webshop med bæredygtigt garn der har valgt ikke at føre mohair. Der ligger highlights i sidstenævntes profil, der beskriver hvorfor hun har taget dette valg. Den slags kvinder.. De sætter deres værdier højere end profit, og det fylder mit hjerte med beundring.
Selvom jeg måske havde en svag idé om at der var noget med det mohair der måske stred mod mit værdisæt, så havde jeg skubbet det væk, fordi det var så nemt og jeg jo gerne ville strikke videre med den fine mohair. To tilfælde på så kort tid kunne jeg dog ikke ignorere. Der opstod en art kognitiv dissonans, som vist nok er det ubehag man føler, når man er klar over at noget strider mod ens værdier og man så stilles over for at gøre netop det. De fleste som forsøger at bringe bæredygtighed ind i sit liv, vil formentlig kunne nikke genkendende til det.
Så jeg måtte jo undersøge problematikken med mohair nærmere.
Ved en hurtig søgning på Google fandt jeg denne og denne artikel. Det var nedslående læsning. Men dog fra modeindustrien, og ikke garnindustrien. Om der er forskel ved jeg ikke. Artiklerne er fra sommeren 2018, hvor der blev gjort nogle rædselsvækkende opdagelser på 12 mohairfarme i Sydafrika. Flere store modehuse valgte at udelukke mohair fra deres fremtidige kollektioner i dyrevelfærdens (og konkurrenceevnens) navn.
Det er en kun en finger i jorden, det er jeg klar over. Og det er kun nogle få farme ud af mange. Og hvad med garnindustrien? Hvor står de danske virksomheder som Isager? Filcolana? Knitting for Olive? Det har jeg ikke umiddelbart kunne finde ud af nogle steder. Kun Mohair by Canard skriver, at deres garn fremstilles efter godkendte og miljøvenlige metoder med fokus på bæredygtighed og omtanke for lokalmiljø og dyrevelfærd. Hvad præcis dette indbærer, nævner de ikke. Knitting for Olive skriver at deres garn lever op til REACH Standard, men den går så vidt jeg forstår på skadelig kemi.
Der er mig bekendt ikke nogle certificeringer på dette område, som kan hjælpe os til at vælge de producenter, som lever op til de standarder vi måtte ønske os. Det er muligvis det samme faktum der har fået flere af de store modehuse til at undgå mohair i fremtiden. Så hvad nu?
Jeg strikker videre af det mohair jeg har på lager. Det er allerede købt og produceret. Og derefter? Hvis jeg trænger til mere mohair, må jeg nok give Mohair by Canard et kald og høre dem lidt nærmere omkring deres værdisæt og hvad de præcis gør, for at sikre god dyrevelfærd for de geder, der forsyner os med det skønne mohair. Den forbandede kognitive dissonans altså – den har gjort mit liv mere helligt? besværligt? fuld af både god og dårlig samvittighed det seneste år.
Jeg håber at de øvrige producenter melder sig på banen og bekender kulør, når de kommer til værdikæden for deres mohairgarn. Jeg tror og håber nemlig på, at bæredygtighed og dyrevelfærd er, og i højere grad bliver, en konkurrenceparameter. Og halleluja for det! Se bare uld og mulesing debatten, ligesom bæredygtigt, økologisk og GOTS certificeret garn fylder mere og mere i markedet.
Lad os bruge vores magt (læs: garnbudgettet) til at påvirke producenterne til at gå i den retning vi gerne ser.
Hvis du stadig læser med – tak for din tid.
Kærligst,
Pernille
