Siden januar 2019 har jeg læst med i debatten omkring diversitet, inklusion og white privilege. Debatten startede hos Karen Templer der skrev et blogindlæg. Et blogindlæg der sårede mange mennesker. Nogle af disse turde sige det højt og jeg beundrer dem dybt. Det kræver mod at sige fra, særligt over for en så populær stemme som Karen Templers.
Læs videreSiden da er debatten udvidet og rækker langt og bredt, og dækker mange typer af marginaliserede grupper.
Jeg har primært læst og lyttet, prøvet at undgå at træde nogen over tæerne som i forvejen er udsatte. Undervejs blev det dog også klart at tier man, accepterer man tingenes tilstand. Neutralitet eksisterer ikke.
Det ramte mig.
Diskussionen har primært foregået på udenlandske Instagram profiler, og jeg har flere steder læst at ‘forholdene må være anderledes og værre i udlandet, for den slags foregår da vel ikke i Danmark?’
Hvor må det være rart at kunne sige sådan. At den slags ikke eksisterer her i vores lille, hyggelige Danmark og i Insta-land, hvor positiviteten flyder og vi alle kan være fælles om vores passion, nemlig garn og strik. At vi da ikke oplever racisme eller forskelsbehandling, vi følger blot de profiler der er inspirerende, uanset hvem der sidder bag skærmen. Hvor må det være rart at kunne sige sådan.
Inden debatten startede tænkte jeg selv sådan. At det var et rart sted med plads til alle.
-o-
Hvis du ligesom jeg er født i Danmark og har lys hud, følger der en række fordele med fra start. Privilegier af enhver slags. De bliver udleveret til dig som en anden godtepose og vi tager imod med en åbenlys selvfølgelighed. Alt andet ville være mærkeligt.
Skal du så have det dårligt over at være født med den hudfarve du har? Er det din skyld at andre ikke har fået foræret den samme godtepose?
Paraderne er helt oppe. Forsvarsmekanismen sætter ind og man kan måske endda blive lidt vred over at blive konfronteret på den måde. Og træt af at skulle tale om noget der ikke vedrører dig.
Privilegieblindhed er ikke sådan lige til at få øje på når man er den priviligerede. Og når man bliver konfronteret med det, kan det være ubehageligt. Siden januar 2019 har jeg læst, lyttet, reflekteret og lært. Indset at jeg selv har været med til at drive det. Aldrig bevidst eller tilsigtet mod nogen bestemt, men stadig en del af problemet.
Min første reaktion da diskussionen på Instagram nåede min opmærksomhed, var irritation. Et område af mit liv, som jeg udelukkende forbandt med positive følelser blev politiseret og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg forstod ikke hvorfor vi ikke allesammen bare kunne strikke og være glade. Jeg har brugt en del tid på at lægge den følelse fra mig, på at prøve at forstå at det ikke er mig og mine følelser det handler om, men at en stor gruppe mennesker højt og tydeligt fortæller mig at DE kontinuerligt oplever forskellige niveauer af aggression og/eller racisme. Og ikke mindst, at det bare at kunne lade som ingenting er en del af privilegiet. For for dem der udsættes for eksklusion, racisme, mm, er det ikke så nemt. De kan ikke bare lade som ingenting.
En meget fin og rammende kommentar fra @maryscrochetandknits på Instagram. Delt med tilladelse.
Jeg tager lige en episode fra det virkelige liv. Mit eget liv.
Jeg har aldrig set mig selv som racist. Og jeg blev både såret og ked af det, men også ret overrasket, da en dame i bussen for et års tid siden spruttede ‘RACIST!’ efter mig. Her er hvad der skete.
Når jeg henter min datter fra vuggestue tager vi bussen ind til Nørreport. Det sker ofte at vi er flere med barnevogne og klapvogne ved lige netop det busstoppested der skal samme vej. Således også denne eftermiddag. Da bussen stopper, står der en mor ved siden af mig og taler med sine to døtre på et sprog jeg ikke forstår. Hun afbryder sig selv og siger noget, men jeg hører det ikke tydeligt. Hun gentager sig selv, og jeg indser at hun taler til mig. Igen hører jeg ikke helt hvad hun siger, står bare med et måbende blik og hun giver op og kører klapvognen med sin yngste datter ind i bussen. Jeg følger efter med min. RACIST! siger hun højt til mig, så alle i bussen hører det. Jeg bliver forbløffet og føler mig en smule overrumplet. Et øjeblik efter indser jeg at moren er vred over at jeg ikke forstod hendes gebrokne dansk. Jeg spekulerer over hvad hun forsøgte at sige til mig, men tør ikke spørge hende af frygt for at forværre situationen. Endelig går det op for mig, at hun har spurgt om jeg skal af på Nørreport. Så kan vi koordinere hvordan vi skal stille vores klapvogne i bussen. Nu føler jeg mig for alvor dum. Jeg ser ikke mig selv som racist, men jeg har uden tvivl såret hende. Min stilhed og det dumme ansigt jeg stillede op med gør ikke situationen bedre.
Da denne episode sker, er debatten om diversitet og inklusion i gang på Instagram. Jeg følger med så godt jeg kan, og leder efter konkrete tiltag og handlinger jeg kan tage fat på, for at melde mig på banen som en priviligeret hvid der ønsker at anerkende og inkludere marginaliserede grupper. Og jeg har lige dumpet. Big time. Heldigvis (for mig) møder jeg ofte denne mor i bussen. Næste gang jeg møder hende, ser jeg på hende og smiler. Hendes døtre er interesserede i min lidt yngre Laura og jeg tilbyder dem at komme over og hilse på hende. De næste par gange gentager jeg og hilser på hende med et lille nik og et hej. Efter nogle gange kan jeg se at hun sænker sine parader og ser på mig med antydningen af lille smil. Blikket i hendes øjne har ændret sig. Hun ser på Laura i klapvognen og smiler også til hende. Over de næste par måneder møder jeg jævnligt moren med de to piger i bussen eller ved busstoppestedet. Der er ikke behov for koordinering – vi ved begge at vi skal på og af bussen samme sted. Jeg fortsætter dog med at hilse og siger et par venlige ord.
Jeg har brugt episoden som mit eget billede på hvor jeg mentalt var i starten. I dag havde jeg forhåbentlig håndteret situationen anderledes. Som minimum undskyldt at jeg ikke hørte hvad hun havde sagt.
-o-
White Fragility Test
På et tidspunkt så jeg en story på Instagram hos @allyhenny med en lille test om ‘white fragility’ – eller på dansk hvid sårbarhed. I testen indgik 16 spørgsmål – jeg har forsøgt at oversætte et par af dem nedenfor.
- Føler du dig angrebet når en person med anden hudfarve siger ‘hvide mennesker’?
- Bliver du vred når du får af vide at du er priviligeret pga din hudfarve?
- Når en person med anden hudfarve end din taler om race, føler du dig da angrebet eller ramt når h*n beskriver handlinger du gør, som racistiske?
- Føler du behov for at forsvare dig selv når der tales om race og hvide mennesker?
- Føler du behov for at fortælle at du har venner/familie med anden hudfarve end hvid når nogen diskuterer racisme eller anklager dig for det?
- Bliver du vred eller irriteret over disse spørgsmål?
Kan du svare ja til et eller flere af disse spørgsmål, så har du at gøre med hvid sårbarhed. @allyhenny råder til at du i det tilfælde bruger tid til at reflektere over hvorfor du føler som du gør, og sætter dig ind i andres perspektiv. Se den fulde liste af spørgsmål her.
Synes du det er trættende at læse med? Har du mest lyst til at vende det ryggen og skubbe debatten fra dig? Jeg forstår hvad du mener. Men jeg ved også at de personer, der er udsat for racisme eller ikke har samme privilegier som jeg, ikke har samme mulighed. Det er ikke noget man tænder eller slukker for. Det er der hver eneste dag, om man vil det eller ej.
Indlægget her har været i udkast i mere end et år og jeg har været for nervøs til at udgive det. Bange for hvilke reaktioner det vil få. Men det nytter ikke. Hvad med de mennesker der hver dag møde racistisk adfærd? Er de ikke bange?
Hvad gør vi så nu?
Arbejder videre på at ændre mønstre som ligger dybt indgroet i os. Arbejder videre på at erkende egne og andres fejl. Lytter, lærer og bliver klogere.
Læser om emnet. Støtter organisationer der utrætteligt arbejder for at hjælpe de som er udsatte. Stiller mig selv de spørgsmål der skal stilles. Minder mig selv om hvilken position jeg står i.
Personligt holder jeg øje med at dem jeg følger på Instagram, og dermed støtter, opfører sig ordentligt. Og der er røget et par på den konto. Jeg vil ikke støtte designere eller handdyers der udviser problematisk adfærd. Jeg følger dem ikke, køber ikke deres opskrifter eller deres garn. Ja faktisk, så opfordrer jeg til at særligt profiler med mange følgere tager aktivt stilling. Vælger side. Hvor står de? Hvordan kan jeg vide om de støtter (passiv) racistisk adfærd hvis de ikke ytrer sig overhovedet?
Giv dig til kende i debatten. Lad dine følgere vide hvor du står. Det er ikke nemt. Jeg tror ikke nogen synes det er nemt. Hverken de marginaliserede eller de priviligerede. Men helt ærligt – hvem ville du helst være i den situation? Ja, det tænkte jeg nok.
Er du bange for at miste følgere fordi du poster noget ikke-strikke relateret? Noget som nogen finder ikke-interessant eller måske ligefrem trættende? Spørg dig selv om det i virkeligheden er den type følgere du vil have. Hvis antallet af følgere bare et nummer fra dig, så har du stensikkert en mindre lige nu. Og det er mig.
Til gengæld er andre profiler dukket op i mit feed. Det er blevet mere mangfoldigt og bredt. Jeg får stadig inspiration. Det handler stadig om garn og strik. Men noget er ændret. Jeg opfordrer jer til at læse med hos en række profiler, der gør et stort stykke arbejde ved at fortælle os om det de selv og andre oplever, men giv dem plads.
Blandt mine personlige favoritter er @oceanbythesea (som jeg hele tiden har fulgt, fordi hendes feed er magisk) og @shinysuperhero (Shin maler med garn og farver som ingen anden!).
Jeg opfordrer til at vi ikke skriver til dem med vores spørgsmål til emnet. Ikke beder dem forklare eller uddybe. De gør og har gjort så rigeligt.
-o-
Hvis du stadig læser med – tak for din tid.
Kærligst,
Pernille
PS. #Designspirekal er sluttet. Jeg vender tilbage til det når jeg synes. Lige nu fylder det her.
