Designspirer

Nye designere dukker frem fra tid til anden. På Ravelry og på Instagram. Jeg synes altid det er interessant at følge med i hvad der kommer af nye strikkedesigns, og særligt hvis de har noget nyt og forfriskende at bringe med sig. Noget der ikke ligner det jeg allerede kender. Jeg er klar over at det kan være svært at komme med noget helt nyt som ikke er set før, men ind imellem kommer der alligevel noget nyt og forfriskende til.

Jeg har sagt det før. De seneste par år er der kommet mange nye designere til, og inspirationen er uendelig. Der er mange udbydere der kæmper om vores opmærksomhed. Og så er der Instagrams algoritme, der forfordeler dem der betaler og dem der har mange likes, kommentarer og følgere. Jeg tænker at det ikke altid er nemt at være ny på markedet. At få sine designs set og komme frem. Der er, som sagt, mange spillere på banen.

Alligevel er jeg faldet over nogle nye (eller semi-nye) på markedet, som jeg synes gør det rigtig godt! Som laver smukke designs. Og jeg synes de fortjener et skub fremad.

Jeg har derfor spurgt en håndfuld af disse dygtige designere om de vil være med i en lille knitalong for designspirer. En knitalong hvor vi sammen kan strikke deres opskrifter og dermed være med til at fremhæve de nye piger i klassen, så at sige, og vise deres fine designs frem. Responsen var, naturligvis, positiv. Jeg håber at I vil strikke med, eller om ikke andet følge med.

Nedenfor følger informationer og en kort præsentation af hver af designerne.

INFORMATION
– DesignspireKAL løber fra 1. april og til 31. maj 2020.
– Nedenfor er en oversigt over de deltagende designere og link til deres respektive profiler, shops og/eller Ravelry shop.
– Man køber en opskrift fra en af de deltagende designere (eller har måske købt tidligere)
– Man strikker på sit projekt
– Billeder med det givne projekt tagges med #designspireKAL på Instagram, så andre kan følge med, se garnvalg, farver og inspireres.
– UFOér / WIP’s er velkomne, ligesom det ikke er et krav at man skal være færdig inden 31. maj 2020.
– Der er fine præmier til nogle heldige deltagere. Præmiepuljen vil løbende blive præsenteret på Instagram, så hop over og kig med på min profil.
-Vinderne trækkes blandt de billeder som er tagget med #designspireKAL og postet mellem 1. april – 31. maj 2020.

Spørgsmål? Skriv dem gerne her eller på Instagram.

-o-

Og nu til de fine designere.

Sanastrik
Bag Sanastrik står Maria, som laver startede med strikkeopskrifter til babyer og børn, men nu også har bevæget sig  ud i voksenstrik. Hendes designs har et enkelt udtryk med detaljer, som gør hele forskellen. Der er både romantiske og nostalgiske modeller, flerfarvestrik, og snoninger og strukturer som får det til at krible i fingrene. På børnemodellerne er små blonder, fine hulmønstre og picot sammensat til smukke stykker tøj. Jeg er ret sikker på at de både er sjove at strikke og fine i brug.

Find hendes IG profil her, og Ravelry shop her.

Billede lånt fra instagram @sanastrik

Jordemoderstrik
Hos Gitte er der strik til de mindste, men også en enkelt voksenmodel. Der er bløde retriller, smukke strukturer. Som den eneste designspire har Gitte også hækling, og hun har flere gratisopskrifter på krammedyr til små hænder.

Find Gittes smukke IG profil her, og hendes webshop her.

Billede lånt fra Instagram @jordemoderstrik

Minipster
Agnethe laver designs til små størrelser med smukke strukturer,striber og tern. Der er både feminine mønstre og store sløjfer, og hendes designs præsenteres altid i en fin farvepalette.

Find Agnethes IG profil her, og hendes Ravelry shop her.

Billede lånt fra Instagram @minipster

Minimaknit
Hos Marie er der masser af voksenstrik. Sweatre, cardigans, toppe og en vest eller kjole. Altid i et simpelt design med sans for detaljen. Diskrete hulmønstre, smukke snoninger og tyk rib. Der er rig mulighed for at finde et projekt til dig selv. Marie har også lavet designs til små størrelser, og der er mange fine favoritter af vælge imellem.

Find Maries IG profil her, webshop her og Ravelry shop her.

Billede lånt fra Instagram @minimaknit

Knitting for Sif
Gitte laver designs til de mindste, og særligt piger. Strikket med en høj strikkefasthed er det tynde og lette modeller, som jeg selv synes er det mest anvendelige. Der er blonder og picotkanter og strukturer sat sammen i små fine modeller. Du finder alle de styles man kunne have lyst til at strikke til bløde babyer  og større børn, og jeg synes der er en fin råd tråd igennem alle Gittes fine designs.

Find hendes IG profil her, webshop her og Ravelry shop her.

Billede lånt fra Instagram @knittingforsif

-o-

Der kunne sikkert være mange flere designspirer med, men for nu har jeg holdt det til en håndfuld for at de som er med kan få lidt plads, så at sige.

Vi starter om en uge – jeg glæder mig og håber at du vil være med.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og god fornøjelse med planlægningen.

Kærligst,

Pernille

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.