Ferie, teststrik og efterårsforberedelser

Jeg er tilbage efter en uges tid i det spanske, der bød på sol, varme, familie og nærvær. Strik fylder normalt ikke meget når jeg tager på ferie, og jeg forsøger så vidt muligt også at holde mig offline det meste af tiden. Det er bl.a. sådan jeg adskiller ferie fra hverdag. Og så selvfølgelig morgenudsigten til bjerge, store mængder af solcreme og kvalitetstid med mine kære.

Jeg havde dog to sæt strikketøj med, og nåede lidt på hver af dem under flyveturen derned og hjem.

Jeg har som altid gang i flere projekter samtidig, men de er alle teststrik eller opstrik, og nogle begge dele. De fleste af dem skal dog være færdige lige om lidt, og jeg nyder derfor at have gang i pindene igen.

Det største projekt er dog stadig helt hemmeligt, og jeg har derfor ikke vist meget strik den seneste måned. Jeg glæder mig dog til at se det færdige projekt og lave endnu en model til mig selv.

I denne tid med teststrik, og for så vidt også opstrik, har fået mig til at tænke over processen.

Da jeg begyndte at strikke, hørte jeg sjældent om muligheden for teststrik. Nu ser jeg det nærmest dagligt, på både Instagram, Ravelry og i mit strikkenetværk. Teststrik er blevet lagt ud til en større og bredere gruppe, end det tidligere var tilfældet. Og hvor det er spændende at kunne være med i denne proces! Jeg synes det er en enestående mulighed, som bør varetages med omhu og taknemmelighed.

Og hvad betyder det så? Hvilke færdigheder skal teststrikkeren have? Og hvad forventer designeren egentlig af teststrikkeren?

De fleste designere er gode til at give et par bullits der beskriver hvad teststrikkeren skal melde tilbage med. Det gør testarbejdet nemmere at overskue, da opgaven er klart defineret. Alligevel er der nogle faldgruber, som jeg synes man som teststrikker skal være opmærksom på.

Først, synes jeg at man som det mindste kan overholde de krav der er fra designeren. Strikkefastheden skal være i orden. Der skal laves en strikkeprøve. Det er nærmest fundamentet for at teste en opskrift, synes jeg. Er strikkefasthed ikke din stærke side, synes jeg at man bør overveje om man skal teststrikke. Dernæst skal de øvrige krav fra designeren overholdes – det er derfor man har fået opgaven. Hvis man ikke har tid eller overskud til at overholde dette, bør designeren have lov til at vælge en anden som går mere omhyggeligt til værks. Det er trods alt deres opskrift, og for nogle, deres levevej. Jeg kender flere der teststrikker, måske endda nogle man vil betegne som professionals, som sikkert kan sige meget mere om hvad der er god skik for teststrik. Måske vil jeg en dag dykke dybere ned i det hvis jeg får behov for at undersøge det yderligere.

For et års tid siden, kom netop dette emne op over en frokost med et par søde strikkepiger. Hvordan kan det være, at der nogle gange sælges opskrifter som er fyldt med fejl, hvis opskrifterne er testet af op til flere personer? Endda meget dygtige håndarbejdere?

Måske er det netop testerens rutine og mange færdigheder inden for strik eller hækling, der gør at fejlene overses. Testerne fanger måske ikke de fejl som en nybegynder eller lettere øvet ville se, fordi de ved jo hvad der menes? Eller de kender konstruktionen, så de stryger bare derudaf? Jeg skal ikke kunne sige det, men det er super ærgerligt for designeren som uden tvivl har læst sin opskrift igennem forefra og bagfra og regnet og talt for at få en fejlfri opskrift igennem.

Jeg kan ikke sige mig fri for at have overset en fejl i en testet opskrift, og ingen kan vel med sikkerhed sige at de er fejlfri når det kommer til test af en opskrift, men en ting er sikkert. At være teststrikker er et tillidsfuldt erhverv, og handler lang fra om meget andet end at få en gratis opskrift, eller være den første til at se et nyt design fra en dygtig designer. Det kræver, synes jeg, at man tager sig tid til at læse opskriften, tage spørgehatten på og gå lidt kritisk til værks. Uden dog at blive en belastning for designeren. Giver det mening? Ikke bare for dig som er rutineret og har strikket/hæklet i mange år, men også for den grønne strikker som bevæger sig ud på nye eventyr? Man kan jo altid give sine kommentarer med på vejen, og lade det være op til designeren om opskriften skal ændres eller tilrettes med dit input. Jeg er ret sikker på, at gode idéer altid er velkomne, og at designeren vil sætte pris på at teststrikkeren har givet sig tid til at læse og overveje opskriften, i stedet for bare at slå autopilot til og fræse derudaf for at få endnu en trøje af pindene.

Hvad synes I? Er jeg helt galt på den? Har jeg overset noget? Er det bare en gang hellig snak? Skriv meget gerne en kommentar, enten her eller på det sociale medie du forerækker. Jeg vil meget gerne høre om det.

Et sidste lille pip tip. Er du helt vild med at teste opskrifter, er der en gruppe på Ravelry som udelukkende søger teststrikkere. Find den lige her, og læs omhyggeligt gruppereglerne før du giver dig i kast med at teststrikke.

Nu til noget andet og lidt mindre farligt 🙂

Jeg har endnu en uges ferie, som skal bruges her hjemme. Jeg har glædet mig til denne uge. Jeg er i gang med at planlægge efteråret her på bloggen, og der kommer flere blogserier, som jeg glæder mig helt vildt til at fortælle jer mere om. Jeg løfter sløret en smule mere i august, så hold øje med de sociale medier hvor jeg plejer at dele nyheden om et nyt blogindlæg. Eller hvis du vil være helt sikker – skriv din mailadresse i feltet for SUBSCRIBE i menuen til højre, så sender jeg dig en mail når der er et nyt indlæg. Jeg lover ikke at misbruge eller sælge din mailadresse, så du kan trygt overlade dine oplysninger.

Derudover synes jeg det er tid til at starte på efterårsstrik, så jeg planlægger, samler inspiration, udvælger modeller og kigger på farver. Efterår er som skabt for os strikkere, og jeg glæder mig til at se hvad I skal strikke i den forestående sæson.

 

Det var al for nu.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

-o-

 

6 thoughts on “Ferie, teststrik og efterårsforberedelser”

  1. Jeg synes du har meget ret i det du skriver med teststrik og derfor jeg for øjeblikket ikke teststrikker, da jeg ikke er præcis når nok som det er lige nu, jeg tager mig ikke tiden til strikkeprøver og kan nemt springe over for gærdet er lavest.
    Når det så er sagt, så synes jeg godt jeg kan kalde mig erfaren strikker, men måtte erkende da jeg strikkede med på din mellowknitalong at der er stor forskel på hvordan designere formulerer sig i opskrifter, her snakker jeg endda kun om danske designere, og det gav mig nogle udfordringer at formuleringen pludselig var en anden end den jeg synes jeg kendte. Det var sjovt at opdage 🙂

    1. Kære Karoline,
      Kæmpe stor respekt for at du for en tid melder dig ud af teststrikkeri – det er da selvindsigt der vil noget! Jeg synes det er så sejt at du vælger at melde helt fra, i stedet for at gøre arbejde halvt. Der er ret stor forskel på hvordan designerne formulerer sig, og hvordan vi læser det. Jeg tror vi alle på et tidspunkt er siddet over for en opskrift der står skrevet på et sprog vi normalt forstår, men det kunne lige så godt have stået på kinesisk for det giver overhovedet ingen mening.

      Måske er det den enkelte designers sprog, måske stirrer man sig blind på ordene eller noget helt tredje. Jeg kan generelt godt lide en detaljeret opskrift – hellere for meget end for lidt information. Jeg gider heller ikke betale for en opskrift, for så for at få en side med noter. Okay, nu kan frustrationen over en konkret situation måske læses og det er også lidt et sidespor, men altså..

      Tak for input! Kh Pernille

  2. Jeg får alle mine opskrifter teststrikket, men da er af mine store mantraer er, at de skal kunne forstås af alle, så får jeg dem stort set altid testet af relativt nye strikkere, for at være sikker på at de forstår det:) derefter retter jeg til og så får en erfaren strikker lov til at ‘tørstrikke’ opskriften for eventuelle småting til sidst… Men enig i de ting du skriver:)

  3. Det er et interessant emne du berører, for jeg er ofte blevet irriteret på en opskrift , hvori der har været fejl eller decideret mangler. (Fx et diagram, eller andet) som strikker bliver man træt af at skulle lede efter rettelser til en hel udgivet bog på en eller anden hjemmeside. Det bedste er dog at der bliver gjort opmærksom på fejlene, selv om det virker ærgerligt at der i nogle opskrifter er en del fejl, og så vil der nok være de som tænker: ” Har der virkelig været mere end en teststrikker på den her?” Her er der sikkert mere end bare kommunikation mellem tester og designer på spil. For det hele handler om det slutprodukt som køberen selv får strikket sammen. Det er i den sidste ende forbrugeren som giver dommen.

    1. Kære du,
      Jeg tror vi alle har oplevet at blive irriteret når der er fejl i en opskrift – særligt hvis den er udfordrende nok i forvejen! 🙂 Jeg tror designerne har forskellig tilgang til test af deres opskrifter – nogle tørstrikker opskriften, andre får den testet af en enkelt person og andre igen får den testet af mange, men i forskellige størrelser. Jeg sætter selv pris på en gennemarbejdet opskrift, og vil gerne give lidt ekstra for det. Hvis du nogensinde har prøvet Brooklyn Tweeds opskrifter ved du måske hvad jeg taler om – de er virkelig gennemarbejdede, og nogen synes måske at de er for detaljerede. Men det gør mig ingenting, for så kan jeg selv sortere eller springe det over som jeg synes er uinteressant, ved i forvejen eller lignende. Deres opskrifter har typisk både diagram og skrevet mønster, ligesom særlige teknikker er beskrevet meget udførligt. Der er alle forudsætninger for at få et rigtig godt slutprodukt, og det er lækkert.
      Kh Pernille

Leave a Reply