Finished object : Dip Dye Jakke

Min dipdye jakke er færdig, og jeg har haft den på siden jeg fik den retur. Jakken har været på en lille ferie hjemme hos Camilla, som har hjulpet med at sy og klippe op. Jeg har endnu ikke prøvet at klippe i strik, og var så bange for ødelægge min jakke, så Camilla var så sød at tilbyde sin hjælp. Jeg skal selvfølgelig selv prøve det, men tror jeg starter med at klippe en strikkeprøve op..

Det bliver en favorit i min garderobe, for jeg er vild med det hele – farverne, garnet, designet og parformen. Alt går op i højere enhed.

Jeg startede på den 5. august, og fik den retur i går, 27. august – det har altså taget 3 uger at strikke jakken.

INFO SHEET

Opskrift: Dip Dye Jakke – strikket i str ungpige (en halv pindestørrelse under str. lille)

Designer: Camilla Vad

Link til alle Camillas opskrifter findes i menuen til højre – tryk på billedet af søde Gitte, så kommer du direkte til shoppen.

Garn: Engleuld fra Tusindfryd. Jeg har brugt originalfarverne fra opskriften. De fremgår også af min Ravelry project page (link længere nede)

Konstruktion: Jakken strikkes oppefra. Kraven strikkes frem og tilbage, hvorefter jakken samles og strikkes rundt resten af vejen. Farveskiftene fremgår i opskriften pind for pinde, så det helt rigtige dipdye look kommer frem. Hvis garnskift (og dermed enderne) placeres strategisk korrekt midt i det stykke der skal klippes op, skal der ikke hæftes ender. Endelig er der de fine ombukkede kanter, som giver et meget fint finish.

Teknikker: Opklip (kan udliciteres til en ven og tilbagebetales i småkager) Derudover er det en meget simpel jakke med ret og vrangmasker. Jeg har slået masker op under ærmet ved almindelig krydsopslag, da der jo arbejdes med to tråde. Opslagskanten bliver lidt mindre, men det gør mig normalt ingenting, da den jo skal sys.

Modifikationer: Jakken strikket på en 3,5 mm i stedet for 4 mm, da jeg ikke er ret stor.

Sværhedsgrad: Oplagt egoprojekt for en letøvet strikker med trang til at klippe i strik.

Ravelry project page: Findes lige her med præcise garnmængder. Opskriften er i Ravelrys database, så det er muligt at se andres projekter, garnvalg – og mængder, flere billeder mv.


Jeg er så glad for at tilføjet denne jakke til min håndlavede garderobe. En virkelig succes, der bliver svær at slå.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid, og rigtig dejlig søndag.

Kærligst,

Pernille

Leave a Reply