Finished object: Mellow cardigan

Min Mellow er færdig. Nøj hvor er jeg glad for den.

Jeg startede den 19. april og var færdig den 1. juni. Den er altså strikket på en god måneds tid. Jeg kunne nok have strikket den hurtigere, men jeg havde et par småprojekter ind imellem.

INFO SHEET

Opskrift: Mellow cardigan – strikket i str S.

Designer: Camilla Vad

Garn: Mohair by Canard / Kid Mohair – se farvekoder på de tre forskellige tråde lige her. Jeg har brugt samlet 407 gram fordelt på 1.763 meter.

Konstruktion: For og bagstykke strikkes nedefra og op, deles ved ærmerne og strikkes færdige hver for sig. Forstykkerne er strikket sammen med bagstykket. Jakken er let taljeret og formet med ind- og udtagninger. Ærmerne er strikket frem og tilbage, syet sammen og derefter syet på. Til sidst er der samlet masker op langs med forkanterne og rundt om nakken. Kanten er strikket frem og tilbage i glatstrik, hvorefter kanten er bukket ind og syet fast på indersiden af jakken.

Teknikker: Hele jakken er strikket i retstrik – kun kantbåndet har vrangmasker. Det er simpelt og ligetil. Derudover er der indtagninger (2rsm) og lænkeudtagninger. Endelig skal der sys en smule – jeg har brugt madrassting. That’s it! Mere skal du ikke kunne!

Modifikationer: Ingen.

Sværhedsgrad: Oplagt egoprojekt for en begynder.

Ravelry project page: Findes lige her. Opskriften er i Ravelrys database og det er SÅ skønt for en strikkenørd som mig.

image

image

image

image

Jeg har virkelig hygget mig med at strikke den, og er nu i tænkeboks hvor jeg overvejer den næste farvekombination. Den første var helt klart et safe choice – men dem er er der selvfølgelig flere af :D.

Mellow får de varmeste anbefalinger herfra – både processen og projektet er en fornøjelse. Det kan som altid anbefales at se andres farvevalg og finde inspiration før du starter op.

#mellowknitalong slutter først 30. juni og du kan derfor stadig nå at være med – det er sjovt, og så er der jo en skøn præmie til en heldig deltager. Jeg må hellere holde mig ude af konkurrencen, men bliver nok nødt til at anskaffe mig vinderpræmien også. Jeg føler dog allerede at jeg har vundet, for #mellowknitalong har for mig medført flere nye eller forbedrede strikkebekendtskaber, bl.a. søde Camilla som har designet jakken. Det er en gave man ikke kan vinde i nogen konkurrence ♥

Hermed en opfordring til at deltage i knitalongs hvor der også er mulighed for at mødes og strikke sammen. Uden at love for meget, kan jeg godt sige at succesen gentager sig i efteråret.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Leave a Reply