Hvor er min knitting mojo? + en varm konkurrence

Februar er kold og kedelig. Jeg får lyst til at spole frem, til det der er lidt sjovere, men sådan virker det jo ikke. Måneden er kun blevet mere langtrukken og kedsommelig af, at jeg har en virkelig slunken strikkelyst for tiden. Jeg rører knap nok mit strikketøj. Min knitting mojo er blevet spist af sygdom, træthed og sort sne. Indsæt selv passende trist og slukøret selfie. Heldigvis indeholder livet jo andre glæder – såsom te, bøger og ikke mindst kærlighed, og de kan passende indsættes i store mængder i denne kolde vintermåned.

Der skal ekstra forkælelse til i februar. Lidt der kan gøre måneden rar og hyggelig at komme igennem. Hvad siger du? Kunne du ikke trænge til at gøre lidt godt for dig selv i februar?

Jeg skyller det kolde vejr ned med en masse varm te. Der var nogle virkelig skønne teer i min fine februar te-boks fra Te Salonen. Jeg har haft abonnementet i nogle måneder, og jeg er meget begejstret for det.

Konceptet er ret enkelt – hver måned sendes der en pakke til min dør med nøje udvalgte teer fra både danske og udenlandske tehuse. Altså – første lørdag i måneden åbner jeg hoveddøren som det første når jeg er stået op, og der står en fin boks til mig. Indholdet er en overraskelse indtil boksen er modtaget, og jeg elsker overraskelser! Der følger en lille treat med, og en folder der fortæller om både de tehuse og de specifikke teer der er præsenteret i månedens boks. Vi har fået vidunderlige teer, som vi ikke ville have prøvet hvis ikke det var i denne boks, og det synes jeg er så skønt. Der er mulighed for gratis at sætte abonnementet på pause, men det har jeg indtil videre ikke haft lyst til. Vi drikker meget te hjemme hos os, og særligt den seneste boks var ret populær hos min bedre halvdel ( i januar duftede hele huset af den fine grønne sencha te med goji bær og granatæble fra The Tea Makers i London – behøver jeg sige at hele posen allerede er tømt?).

Tanja hos Te Salonen er så sød, og en dag spurgte jeg hende om ikke Te Salonen ville give en te boks til en af mine søde te-drikkende følgere. Det ville de selvfølgelig.

Du kan derfor vinde en te boks med februar måneds udvalgte teer ovre på Instagram. Find billedet med teboksen (og det forsømte strikketøj) for at deltage.

For en god ordens skyld nævner jeg, at jeg ikke har modtaget sponsorgaver eller anden bestikkelse fra Te Salonen – jeg ønsker bare at dele den gode te oplevelse med en af jer. Vil du læse mere om konceptet og bestille din egen kasse med fine udvalgte teer hver måned, så kig ind lige her. Du kan også se hvad der har været i de tidligere måneders tebokse (inklusiv februar) lige her.

Og til sidst. Hvad gør du når den lysten til at strikke forsvinder? Send lige et tip min vej, så jeg kan komme i gang igen ik? Jeg har jo en hel garderobe der venter på at blive fyldt op!

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og rigtig dejlig vinterferie 🙂

Kærligst,

Pernille

2 thoughts on “Hvor er min knitting mojo? + en varm konkurrence”

  1. Jeg mistede min strikke-mojo i efteråret, nu er den heldigvis vendt tilbage. Jeg prøvede at følge min strikkeklubs råd om at kigge på ig og ravelry, købe nyt fint garn og starte et nyt projekt…det hjalp ikke for mig. Jeg indså at jeg nok tværtimod var lidt overvældet over projekter, garn og inspiration i overflod. For mig hjalp det at få færdiggjort nogle ting og at strikke på et/få projekter af gangen. Det er nok forskelligt, hvad der skal til. -Håber snart din mojo vender tilbage!

  2. Åhh nej Pernille. Det lyder som om din knitting mojo HAR spolet frem eller måske er rejst på ferie under varmere himmelstrøg!? Mon der er noget der hedder “Knitting mojo’s første sygedag”? Eller “omsorgsdag for knitting mojo” – begge dele noget jeg synes lyder både retfærdigt og relevant;-) For kender det godt, når hjernen har lukket skuffen fyldt med farvekombinationer, justeringer der forfiner og tilpasser en model, så den passer lige til mig.
    Ofte synes jeg det hænger sammen med, at der fra nogle af de andre skuffer i min hjerne, vælter ud med for mange aftaler, ny viden der skal læres og et hjem der skal passes.
    Tror min strikke mojo bliver fornærmet når jeg ikke prioriterer den.
    Jeg har (selvfølgelig) købt Helgas nye bog “The Artisan” og hvilket et kunstværk!!!!! Det har lukket de andre skuffer lidt i og gjort plads til Mr. K. Mojo;-) Vi har en date i weekenden, i mine forældres sommerhus ved Vesterhavet.

    Håber du får lokket din strikke mojo frem snart. Ellers må du undersøge ved din fagforening, om I har en “strikke mojo’s første sygedag”

    Venligst Lise

Leave a Reply