Juni recap

Der har været stille i juni og derfor samler jeg lige op på måneden i tilfældig og rodet orden med det sidste først:

WIP-TO-FO SOMMERFERIE
Jeg har allerede overstået årets sommerferie, som i år gik til de sydlige Frankrig. Vi havde valgt en tidlig sommerferie, for at jeg som gravid kunne få mest muligt ud af det, og så vi sammen kunne nyde en sidste kærestetur inden babys ankomst. På den kreative front pakkede jeg nogle ufærdige projekter og medbragte intet garn til nye projekter – nu skulle de nemlig være færdige. Jeg ved af erfaring at det ofte bliver bliver begrænset med strikketid på ferie, men jeg er evig optimist hvad det angår. Jeg fik færdiggjort 3(!) projekter – 2 var meget små og et var større. Derudover besluttede jeg at et 4. projekt skulle pilles op, da jeg fik lavet fejl i hulmønsteret som ikke umiddelbart var til at rette op. Jeg tror at jeg skal holde mig fra de projekter der kræver meget koncentration i den nærmeste tid. Min hjerne slår nærmest krøller når jeg tager fat i dem. Jeg havde ikke umiddelbart spottet nogle garnbutikker i byen, men fik alligevel placeret mig lige foran en slags garnforretning, da vi en formiddag skulle have en pause i solen. Med hjem kom altså en souvenir fra det franske. En britisk en af slagsen, men dog indkøbt i Frankrig. Ferien er nu så godt som overstået, batterierne er ladet op og hjemme venter nye projekter til både mig og mini.

PATREON
Jeg har kendt til Patreon i noget tid, men er først kommet på platformen nu. Jeg besluttede nemlig, at det var tid til at støtte en af mine favoritdesignere Mandarine’s, som laver de fineste sager. Ved at støtte med et beløb hver måned får man adgang til eksklusive posts fra Mandarine’s, sammen med early access til opskrifter, rabatkoder til udvalgte brands, giveaways og meget andet. Eftersom jeg køber de fleste af Melodys opskrifter i forvejen, ser jeg blot mit bidrag som en fast betaling for hendes designs.
Jeg er allerede meget tilfreds med mit ‘medlemsskab’ som bl.a. har budt på en opskrift på det sommerlige Myst sjal til min juli måned og garnindkøb med dejligt meget rabat. Jeg viser jer det selvfølgelig når pakken lander i postkassen. Melody har tre forskellige rewards til tre forskellige priser – find dem og læs mere om konceptet lige her.

#GARDEROBEMAL
Jeg har desværre indset at #garderobemal ikke kommer til at ske lige nu. Energiniveauet og overskuddet faldt drastisk da der flyttede en baby ind i min krop, og det ville ikke være fair for de sponsorer der har meldt sig, at fortsætte. Opfordringen er derfor, at I selvfølgelig fortsætter med at sy og strikke jeres egen garderobe, og så tager jeg konceptet op igen på et senere(?) tidspunkt.

WORLD WIDE KNIT IN PUBLIC HOS KIT COUTURE
Til wwkip besøgte jeg Line, Laura og Nina hos Kit Couture, hvor jeg fik strikket og snacket i godt selskab og dejligt vejr. Jeg fik også handlet til mit næste egoprojekt fra Kit Couture, nemlig en Vanna pullover, som gerne må være færdig til efterårets kolde og blæsende dage. Kombinationen af flerfarvestrik og diagram gør, at den kræver en smule koncentration, så hep lige på at jeg når det inden terminsdatoen melder sig.

MINI GARDEROBE OG MARAPYTTA SYSOKLE
På trods af mange formaninger om ikke at strikke for meget til baby fordi de jo så hurtigt vokser ud af det, strikker jeg småt til vores lille pige. Jeg gør det fordi jeg ikke kan lade være, og eftersom jeg skal være hendes mor, skal jeg nok sørge for at hun kommer i hjemmestrik i den begrænsede periode hun kan passe det. Derefter kommer der uden tvivl andre søde små piger til verden, som efterfølgende kan få glæde af det. No worries. Småt strik er også alletiders restestrik, og jeg har fået ryddet godt ud i smårester allerede. En eller anden bør dog stoppe mig før jeg strikker flere grå huer og kyser – jeg tror vi har nok nu.

Derudover har jeg besøgt Line, bedre kendt som Marapytta, til en smagsprøve på hendes syskole. Her tryllede jeg med Lines hjælp et par søde bloomers frem, og endnu et par er ved at tage form. Jeg besluttede at jeg måtte sy mere til babys garderobe, og er derfor at finde på Marapyttas aftensyskole i august, og forhåbentlig til barselssyning når baby er ankommet. Find Lines blog her og hendes shop med workshops og syhold her.

STASHDOWN
Jeg har holdt fast i mit mål om at strikke mere end jeg køber i 2017, og indtil videre har jeg klaret det overraskende godt. Ved udgangen af juni har jeg nemlig et plus på 284 gram, hvilket i grove træk svarer til mit franske garnindkøb, som jeg ikke ved hvad jeg skal bruge til endnu. Alle øvrige indkøb har været til konkrete projekter, og flere af dem har jeg allerede gjort færdig.  Det er en klar forbedring i forhold til sidste år, og jeg håber på at kunne holde den gode stil med mindre forbrug og en bedre samvittighed resten af året. Jeg har også i år oprettet et Ravelry project med mine resteprojekter – den finder du lige her. Der er en klar overvægt af babyprojekter, og det er helt fint. Så længe resterne får ben at gå på. Efterårets resteprojekter til mig bliver forhåbentlig en ny hue, et pandebånd og vanter eller luffer. Tip mig endelig her på siden eller de sociale medier, hvis du har gode forslag til pæne resteprojekter.

Det var min juni. Juli byder på min sidste hele arbejdsmåned før jeg går på barsel, forhåbentlig en masse fint og let strik (#organicsummerKAL17), en boganmeldelse her på siden og selvfølgelig mange, mange is og dejlige sommerstunder.

Hvis du stadig læser med – tak din tid og rigtig god weekend.

Kærligst,

Pernille

Follow my blog with Bloglovin

Leave a Reply