Kiuru

For noget tid siden blev jeg færdig med Kiuru.

En smuk og let sweater med snoninger. Særligt det faktum at den var let (ikke let som i nem, men som tynd og strikket af relativt få gram garn), var det der gjorde at jeg forelskede mig i den. Sammen med det fine mønster.

Opskriften fandt jeg i Laine Magazine issue 3 og da den blev strikket i danske Knitting For Olives merino, var jeg ikke i tvivl om at jeg måtte eje den. Jeg er ellers ikke så tosset med at strikke snoninger, men den her kan noget synes jeg.

INFO SHEET

Opskrift: Kiuru fra Laine Magazine issue 3. Fås nu også som enkeltopskrift på Ravelry.

Designer: Sari Nordlund. En finsk og ret ny designer, som jeg allerede er ret vild med. Hendes simple og grafiske designs er så smukke. Hun bruger mange snoninger i sine designs, og denne var altså ingen undtagelse.

Garn: Jeg har brugt det samme garn som foreslået i opskriften, nemlig Knitting for Olives Merino. Det var første gang jeg strikkede med kvaliteten, men absolut ikke sidste. Det er behageligt at strikke med, har en dejlig bounce og kommer i den fineste farveskala. Garnet er Oeko-Tex certificeret, og det er dermed testet at garnet ikke indeholder skadelig kemi. Derudover er det superwash, hvilket er dejligt til børnestrik. Jeg kunne godt tænke mig at det havde været non superwash til mig selv. Bare fordi. Anyway, det var det valget faldt på for farven er jo så fin. Garnet ligger sig virkelig pænt efter vask, og selv min 1*1 rib er pænt jævn.

Konstruktion: Sweateren strikkes i fire dele – forstykke, bagstykke og to ærmer. Jeg kan egentlig godt lide den måde at strikke på. 4 mindre dele, som er nemme at have med når jeg er på farten. Jeg strikkede først et ærme, så et forstykke, så endnu et ærme og bagstykket til sidst. Det gav lidt afveksling, da mønsteret jo er det samme på hele sweateren. Til sidst er stykkerne syet sammen med madrassting. Der er ingen vendepinde i halsen, hvilket betyder at den går lidt højt op. Jeg overvejede selv at implementere det, men opgav ret hurtigt tanken. Jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne lave det pænt i mønsteret.

Teknikker: De samme to snoningsmønstre går igen i hele sweateren. Når de først har sat sig i fingrene går det hurtigt. Da trøjen sys sammen med madrassting langs med raglanstykket kræver det at man kender teknikken og kan lave det nogenlunde pænt, da det er er ret så synligt på trøjen.

Sværhedsgrad: Et projekt for den øvede strikker, som kan lide snoninger, og i øvrigt har tålmodigheden til denne type projekt. Sweateren er strikket på pind 3,5mm.

Ravelry project page: Findes lige her med præcise angivelser af garnforbrug. Hele trøjen vejer mindre end 300g og er derfor forholdsvis let. Opskriften er i Ravelrys database, så det er muligt at se andres projekter, garnvalg – og mængder, flere billeder mv. Der er dog ikke strikket mange af den endnu.

Mix og match i min garderobe: Jeg synes det er den perfekte sweater i min garderobe, da den både kan bruges til arbejde og fritid. I weekenden bruger jeg den som på billedet herunder eller til afslappede bukser og sneakers. På arbejde vil jeg style den med sorte stumpbukser og ballerinaer. På kolde dage vil jeg tage en hvid eller lyseblå skjorte under.

 

Hvis du stadig læser med – mange tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Følg FrkGarn på Bloglovin’

One thought on “Kiuru”

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.