Min søster kan strikke

Min søster fik det fine Hollows sjal i julegave. Derudover lovede jeg, at jeg ville lære hende at strikke.

Jeg havde min tvivl – var det nu bare for at være sød at hun sagde det? Ville hun virkelig gerne lære det? Jeg mener, er livet som udødelig teenager med veninder, studieliv, drenge, fitness, cafébesøg, shoppingture og hvad der ellers hører til i den alder, ikke nok? Og ville det interessere hende i mere end 10 minutter? Et 19-årigt sind kan jo være flyvsk.

Da hun for nylig var på besøg, satte vi os ned med børnepinde og hvidt bomuldsgarn. Jeg tænkte at det ville være redskaber der gjorde det nemt at lære. Jeg viste hende hvordan jeg slår masker op, og hun fik lov at prøve. Det gik egentlig ret godt.

Så strikkede jeg den første pind på hendes netop opslåede masker og viste hende langsomt hvordan det fungerer. Hun fik pindene over og tog over på den næste pind. Hun kunne sagtens huske hvordan man skulle gøre – udfordringen var mere at holde rigtigt på pindene og garnet. Jeg kiggede med og kom med opmuntrende ord. Jeg dirigerede hende igennem de første masker og holdt øjnene på garn og pinde, der pludselig var så drilske i de små hænder. Men den ene pind tog den næste, og hun havde ikke længere brug for overvågning eller mine hjælpende ord.

Hun strikkede sig langsomt igennem den ene pind efter den anden, og pludselig – ‘nu er der jo noget stof, hvor gør jeg af det? og ‘man bliver jo helt bidt af det her, det er jo SÅ sjovt’ og endelig klassikeren – ‘bare liige én pind mere’

Da vidste jeg det. Hun var blevet ramt af det samme som jeg. Hun havde kigget ind i min verden, og hun elskede det.

Den lille lap i hvid bomuld blev færdig, og vi fik lukket af. Det er den fineste lille lap. Jeg kunne ikke have troet, at det var det allerførste stykke strik for en helt nybegynder, hvis jeg ikke havde set det. Maskerne er ujævne, men mest i kanten. Aflukningen er pæn og jævn. Der er ingen tabte masker, men det er nok mest fordi jeg fiskede dem op undervejs. Hun stoppede ikke før hun var færdig.

Med sig hjem fik hun selvfølgelig de små pinde og forskelligt slags garn til at øve sig på. På et par timer havde hun lært vores kære håndværk, og målet er et lille djævlehue og en dag et par strømper. Heldigvis har hun strømper fra mine pinde indtil hun selv en dag kan slå op til sine egne.

Vi har begge fået en gave. Hun har lært at strikke, og jeg har lært hende at strikke. Hyggelige stunder venter forude med garn, pinde, kaffe og snak som kun søstre gør det.

Hun lånte selvfølgelig mit strikkehjørne, og jeg skyndte mig at forevige de allerførste timer i hendes nye eventyr.

Snapchats fra ugen viser, at hun nu er gået i gang med et nyt strikkestykke i grå alpaca. Al ventetid er nu blevet konverteret til strikketid, som du sikkert så godt selv kender til det. Og som hun så klogt bemærkede ‘så sidder man jo ikke og bare ser en film – så laver man noget imens’. Hænderne får arbejde, mens vi får ro.

Jeg har endnu en kommende strikkenovice der har spurgt om jeg vil lære hende at strikke. Og der er ikke noget jeg hellere vil.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Follow my blog with Bloglovin