Nordic – dansk børnestrik

SPONSORERET INDLÆG

Efteråret betyder strikkesæson og byder altid på mange nye bøger. Jeg har tidligere skrevet om at navigere imellem de mange nye bøger og hvordan jeg kategoriserer dem i mit hoved, og blandt de som er på min must-have liste dette efterår, er Nordic – dansk børnestrik af Trine Påskesen. Du kender hende måske bedre som @knit_by_trinep på Instagram, hvor de fleste af jer slår jeres folder på daglig basis.

Trine designer – som navnet på bogen indikerer – primært børnestrik. Bogen må derfor være must-have for de som strikker i de små størrelser, men selv hvis du kun er til voksenstrik skulle du tage at gøre dig selv den tjeneste at bladre i Trines bog.

For hvilken bog.

Trine har tydeligvis arbejdet grundigt og længe med de modeller der er i bogen, og har derudover gjort et stort stykke arbejde for at bogen på alle måder skal fremtræde smukt og i nordisk stil. For det første er det en rigtig bog. Ikke et hæfte. Jeg elsker bøger, som er hæftet og i en ordentlig kvalitet. Jeg studsede dog lige over navnet på bogen første gang jeg hørte det, da jeg undrede mig over en dansk/engelsk titel på en bog, der har fokus på det nordiske. Anyway, det var dog klart for mig hvad jeg kunne forvente af bogen. Dernæst har fotografen Lise Høyer virkelig været på arbejde. Alle billeder i bogen er intet mindre end fantastiske. Lige fra charmøren på forsiden, til bogens lookbook-del og baggrundsbillederne på siderne med tekst og opskrift er så gennemførte. Billederne betyder så meget for en bog og det samlede helhedsindtryk, og de her rammer spot on. Farverne i bogen er generelt douche på den helt rigtige måde, og de udgør for mig en del af inspirationen.

Og nu til indholdet af bogen.

Forrest i bogen finder vi forkortelser og forklaringer, som er brugt igennem opskrifterne. Vil du se et glimrende eksempel på den måde billederne er brugt i gennem bogen, så tag et kig på disse to sider (s. 10-s.11). Dernæst et kort afsnit om størrelser, strikkefasthed, valg af garn og efterbehandling. Det skal jo være der.

Det næste afsnit er ca 30 siders lookbook med billeder af modellerne i forskellige størrelser og farver. Det er her man forelsker sig, inspireres og noterer sig de modeller som skal dyrkes lidt nærmere. For denne her mamma-to-be måtte jeg blive hængende ved de søde og yderst charmerende børn, der bærer Trines modeller. Hold-nu-op de er lækre!

Derefter kommer opskrifterne, der alle er opbygget efter samme struktur. Bag på bogen kunne jeg læse, at den indeholder 16-21 opskrifter. Hmm.. Hvordan hænger det nu sammen tænkte jeg? Enten er der vel 16 opskrifter, eller også er der 21 opskrifter. Eller noget derimellem. Så jeg har (som altid når jeg anmelder bøger her) fundet blok og pen frem og sat streger for hver opskrift. Jeg har fundet 19 opskrifter. Jeg gætter på, at en del af forklaringen på det noget upræcise antal skyldes, at det samme mønster i flere tilfælde er brugt som både hue, bluse, cardigan og lignende.

Der er altså flere ‘serier’ hvor det samme mønster bruges i flere af opskrifterne. Serien eller opskriften introduceres med lidt baggrund om tankerne bag designet (jeg elsker at høre baggrunden for hvordan et design og navnet er kommet til live!) og derefter følger en kort beskrivelse af arbejdsgang, og derefter følger en meget overskuelig opskrift. Der er disgram til alle opskrifter, hvor det er relevant, og der er generelt god plads på siderne hvor opskrifterne står. Hvis du nænner at sætte kuglepennen i denne smukke bog, er der rigeligt med plads til egne noter på siderne, ligesom Trine har drysset sine egne gode tips ud over siderne

Bogen har to serier med hulmønstre; pilespids og hvirvelvind. De er begge brugt i forskellige typer af projekter som fx huer, trøjer mv. Jeg synes, at mønstrene er fine, men ret pigede og ville ikke strikke dem til en dreng.

En anden serie er Quiltet, som er et smukt strukturmønster. I serien indgår en cardigan og et par shorts. De kan laves hver for sig, men sammen er de så kære. Serien kan bruges af både piger og drenge.

To projekter indeholder fine glasperler. Dét synes jeg er interessant. Jeg har set flere projekter der der har perler, primært lacesjaler, og det har aldrig rigtig fanget mig, men de her – de er fine. Den ene er en kjole med perler øverst på bærestykket og derudover er der en simpel Peter Pan krave dækket med perler. Jeg vil SÅ gerne lave dem begge, og hvor er det heldigt at jeg netop bærer rundt på en lille pige i maven.

Der er hele tre sweatre i bogen – heraf to i struktur og en i smock -, som kan bæres af både drenge og piger. Jeg holder generelt meget af strukturstrik og disse rammer begge plet i mit strikkehjerte.

Derudover er der et babytæppe i et fint hulmønster. Det kan bruges af begge køn og strikkes på pind 4,5mm, så selv de lidt utålmodige kan blive færdige.

Endelig er er et par projekter mere – dem kan du selv bladre i bogen og opdage.

Jeg synes, at bogen har en overvægt af opskrifter til piger. Til gengæld er modellerne til drenge virkelig fine, og jeg kan nemt se mig selv strikke de to sweatre i strukturstrik.

GARN

Der er (selvfølgelig) angivet forslag til garn i hver opskrift. Derudover er der bagerst i bogen en oversigt over anvendte garner og forslag til hvordan flere af dem kan bytte plads. Det giver lidt fleksibilitet, hvis du vil strikke fra lager eller blot har favoritter. Der anvendes garn fra Filcolana, CaMaRose, Sandnes, Du Store Alpakka, Dale og [g]uld.

Trine anbefaler i starten af bogen at man holder sig til originalgarnet, når man strikker efter en opskrift i bogen. Det giver størst chance for at resultatet bliver ‘som i bogen’ så at sige, ligesom de enkelte garner er valgt specifikt til de enkelte projekter. Strukturen på garnet kan være væsentligt for udfaldet. Der arbejdes primært med uldgarn (med enkelte indfald af silke og alpaca) og de fleste er superwashbehandlet, så tøjet kan holde til børneleg og det slid som det udsættes for. Jeg har selv skrevet om valg af originalgarn vs eget garn lige her, og det kan du jo passende (gen)besøge hvis du vil vide lidt om mine tanker omkring det.

FARVER

Modellerne i bogen er strikket i neutrale og typisk nordiske farver. Der er nuancer af grå, støvet blå og grøn, rosa og lilla, rust og karry, og hvid og sand. Der er ingen chokerende farver eller pangfarver. Sådan kan jeg bedst lide det. Er du lidt mere farverig, vil du nok finde bogen en smule farveforladt, men det er nu engang den stil der er lagt i bogen.

Vil man strikke i samme farve som der er anvendt i bogen, vil farvekoder være at finde på Trines website. Ret fin detalje.

Alle billeder er smukt stylet i tøj fra bl.a. Marmar og Pierrot La Lune, som selv jeg der (endnu) ikke har børn kender som ret fine mærker til de små, og med fint tilbehør og sko. Det giver er rigtig flot helhedsindtryk.

STØRRELSER

Opskrifterne går fra nyfødt til str 6 år. Jeg fandt endda en enkelt der gik op til 7-8 år. Ikke alle opskrifter er dog i alle størrelser – nogle er oplagt til babyer, mens andre primært sigter på lidt større børn. Jeg synes dog generelt at valget af størrelser og modeller passer fint sammen.

SVÆRHEDSGRAD

Mange starter med at strikke når de bliver gravide eller får børn, og det er der taget højde for i bogen. De første sider i bogen hjælper med strikkefasthed og størrelse, og der er god vejledning og mange tips for nye strikkere i selve opskrifterne, der i øvrigt er grundigt beskrevet. Med risiko for at lyde selvfed, tror jeg ikke at jeg ville have problemer med nogle af opskrifterne i bogen – heller ikke de med perler. Så kan du genkende dig selv i mine projekter, vil du sandsynligvis kunne lave det meste, hvis ikke alt i bogen.

Alle teknikker brugt i bogen vil være at finde på Trines website.

HVAD SKAL JEG SÅ STRIKKE ?

Jeg ville først kaste mig over den fine nederdel med hulmønsterskørt (Tidsel), serien Quiltet og den fine perlekrave. Derudover er Nordic Autumn Sweater oplagt i det tidlige efterår i stedet for en jakke. Hulmønstrene i Pilespids serien har ikke helt fanget mig, og fordi der er så mange strikkeopskrifter til børn vil jeg nok vælge et andet hulmønster hvis jeg vil lave den type projekter.

ER BOGEN NOGET FOR DIG?

Hvis du – som jeg – har en baby på vej, eller har mindre børn, er bogen helt oplagt. Det er ren æstetik hele vejen igennem bogen, og meget mere end blot strikkeopskrifter. Der er få basisopskrifter, hvilket jeg personligt er glad for da jeg ikke har brug for flere i den kategori. Det er også en oplagt bog for bedstemødre der vil strikke til børnebørn. Hvilken forælder (okay, måske mor) ville ikke blive glad for et stykke strik fra denne bog? Et tip til bedstemødrene er, at holde sig til garn og farver brugt i bogen, hvis du ikke er sikker på hvad der vil falde i god smag 🙂

Til sidst kommer lige et par billeder fra bogen.

 

Mit eksemplar af bogen er en gave. Tusind tak for bogen, Trine.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

2 thoughts on “Nordic – dansk børnestrik”

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.