(How to) Stashdown 2019 og minimalistiske tendenser

I det nye år fortsætter jeg mit (uendelige?) projekt med at få nedbragt mit garnlager. Jeg kan dog allerede nu sige, at jeg kommer til at vinde stashdown 2018. Lageret er betragteligt mindre end det var i starten af året. Det skyldes primært to ting;

FLYTNING OG MINIMALISTISKE TENDENSER
Da vi for nylig flyttede, skulle garnskabet pakkes sammen. Men det viste sig, at der gemte sig garn alle mulige andre steder også. Jeg tog derfor endnu en oprydningsrunde, og fik solgt ud og givet til genbrug af det garn som jeg var i tvivl om jeg ville få brugt. Det er en kategori, som meget gerne skal ned på absolut minimum og med tiden helt forsvinde.

Minimalistiske tendenser spreder sig nemlig så småt til alle aspekter af mit liv, og det gælder naturligvis også garn og strikketilbehør. Det betyder dels oprydning og dels markant færre ting der finder vej ind i mit hjem. Siden sommer er mængden af ting jeg bringer ind i mit hjem faldet støt, og det kan både ses på min konto og i mit hjem. Når jeg falder over garn, som jeg gerne vil købe, stopper jeg nu op og venter i mindst en uges tid. I stort set alle tilfælde ender jeg med ikke at købe det, og KUN hvis der er en helt konkret plan for det. Det gælder i øvrigt også opskrifter, bøger, magasiner, strikkepinde, project bags og you name it. Bagefter føler jeg mig lettet og glad over at jeg ikke skal finde plads til endnu en ting i mit hjem og mit hoved. Og – skal vi lige være ærlige – jeg mangler ikke noget på strikkefronten, udover tid. Tværtimod.

Hvis du er nysgerrig efter at prøve det af, vil jeg foreslå at du starter med en oprydningsrunde (den første af flere, og bare rolig, det skal nok blive nemmere efterhånden som du får trænet din giv-slip-muskel).
Dernæst kan du afmelde nyhedsbreve der prøver at sælge dig noget, efterhånden som du modtager dem. Du kan også unfollowe profiler, der udelukkende forsøger at sælge dig noget, eller dem hvor du ved at det historisk har ført til at du har købt et eller andet. Og bare rolig, jeg lover – du skal nok klare dig helt fint uden 🙂

Den sjoveste del af project stashdown er selvfølgelig stadig at strikke.  Og det gør jeg. Så meget jeg overhovedet kan.

-0-

Jeg har pakket noget garn ud, og ladet andet være pakket væk lidt endnu. Jeg parrer garn og opskrift og ligger i min queue på Ravelry. Sammen med den minimalistiske tankegang har endnu en sideeffekt nemlig vist sig; jeg er blevet mere eller mindre monogam strikker. Jeg strikker kun på ét projekt ad gangen. Det giver hurtige resultater og en form for ro at jeg ved hvad jeg skal strikke på. Jeg kan godt lide det.

Mens jeg leger lidt med tankerne om en udfordring leg der skal komme garnlageret yderligere til livs i 2019, har jeg fundet et tidligere brugt og ret effektivt koncept frem igen.

STRIKKEKURVEN
Da jeg strikkede til lille Laura inde i maven, havde jeg fundet en kurv og fyldt den med garn egnet til babystrik. Den blev mere eller mindre tømt, efterhånden som jeg strikkede mig igennem fine, små babysager. Jeg har derfor fundet kurven frem og lagt forskelligt garn i den, og prøver nu at strikke med det kurven byder på. Første projekt er Iben Sweater, som jeg købte garn til tilbage i foråret. Den er nu på pindene, og jeg nyder det meditative strik. Iben er dog midlertidigt parkeret, da jeg netop er begyndt på en skøn teststrik (Strik_No52 for Celine aka @nameless_knitwear), som jeg koncentrerer mig om indtil den er færdig.

RESTEPROJEKTER
Jeg fortsætter naturligvis også med at arbejde på mit restetæppe, og nyder at se det vokse. Jeg arbejder typisk på det når jeg har afsluttet et projekt, og overvejer hvad jeg så skal starte på. Alle rester af strømpegarnstykkelse bliver tilføjet til projekttasken og det er skønt at få dem brugt helt op. Jeg har efterhånden også en del silk mohair rester, og ved at der kommer flere til, så jeg overvejer at lave en simpel bluse med en tråd lys uld og en skiftende tråd silk mohair i omvendt glat i det nye år. Easy peasy og silkeblød.

Hvordan ser dit garnlager ud? Gør det dig glad, eller får du som jeg lidt sved på panden over det? Og hvad er dit bedste resteprojekt? Jeg vil meget gerne høre om det.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid, og glædelig december.

Kærligst,

Pernille

Sockandbookclub #4

Det er blevet tid til næste afsnit i strømpebogklubben. 

Jeg har nemlig læst og strikket endnu en skøn kombination. Denne gang faldt valget på den fine og underfundige historie ‘2 sekunder i Byron Hemmings Liv’  og ‘Irving Socks‘ af Jaclyn Salem. Fællesnævneren var farven på bogens omslag og garnet. En lys, støvet grøn. Senere skulle det vise sig, at der var flere lighedstegn mellem de to.

Bogen handler om Byron Hemming; et følsomt, fantasifuldt barn, som bliver oprigtigt bekymret, da hans bedste ven fortæller ham, at der skal lægges to sekunder oveni tiden. Det er med god grund, for da Byrons mor er ved at komme for sent til at aflevere børnene i skole, træffer hun et skæbnesvangert valg, som får katastrofale konsekvenser for Byron. Hans perfekte liv er ødelagt. Var det de to ekstra sekunders skyld? Historien handler om psykisk sårbarhed og de mangler kringlede hjørner der er i de menneskelige hjerne. 

Og her mødes bog og strømpe så. Irving Socks har nemlig et fint hulmønster på midten, omkranset af to snoninger. Det kan virke som et indviklet og kompliceret mønster, men det er det selvfølgelig ikke. Det kræver blot lidt koncentration. Jeg synes derfor at de møder hinanden så fint i detaljerige og indviklede mønstre. Jeg kunne også sagtens forestille mig Byrons mor bære de fine strømper, og særligt fordi garnet har en let skinnende overflade, som passer så fint til hende. Garnet er igen Onion Nettle Sock, og det var en fornøjelse at strikke med det. Jeg brugte 2,25 Chiagoos for at få den rette størrelse. 

Mine varmeste anbefalinger til både garn, opskrift og bog. Jeg har nydt hvert et øjeblik i processen.

Jeg grubler nu over næste kombination. Jeg har efterhånden en hel del strømpegarn, og mange bøger på min to-read liste, så det burde være ligetil. 

Hvis du stadig læser med, tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Strikkefasthed? Rend og hop!

Jeg skal fortælle jer en historie.

Den handler om to sweatre.

Den første sweater:
Jeg bruger lang tid på at undersøge hvilket garn jeg vil bruge, kigger på Ravelry og vælger til sidst et garn, som flere andre har brugt til samme opskrift. Jeg laver en strikkeprøve, og strikkefastheden sidder lige i skabet. Det gør den ellers sjældent for mig, men denne gang var der gevinst.

Jeg slår op, strikker derudaf og synes da nok den ser lidt lille ud, men skubber tanken til side, for det er en tætsiddende og forholdsvis kort cardigan. Det er en cardigan der strikkes nedefra og ved armhulen samles de fem stykker (2 forstykker, et bagstykke og to ærmer) og der tages ind op mod halsen. Konstruktionen gør den svær at prøve på, men jeg synes den ser ret lille ud.

Da den er færdig (minus kantebånd) kan jeg endelig prøve den på. Men jeg må give op. Jeg kan ikke engang få den ordentligt på. Den er alt, alt for lille. Og jeg vidste det jo godt. Mit barselshjerne har bare strikket videre. Jøsses, det er torskedumt! Den har siden da ligget gemt væk, mens jeg overvejer hvad der skal ske. Selvom alle jo godt ved, at det ender med at jeg piller den op. En eller anden dag…

Den anden sweater:
Jeg købte garnet til en specifik bluse for flere måneder siden, men har ikke slået op endnu. Fiaskoen over forrige sweater sidder stadig i mig. Flere måneder senere, på en fredag fredag aften beslutter jeg mig for at nu skal det være. Jeg springer strikkeprøven over og går direkte til at slå op på den anbefalede pindestørrelse. Den seneste fiasko var åbenbart glemt i et vanvittigt øjeblik. Blusen strikkes oppefra, og da jeg har strikket nogle centimeter, måler jeg lige strikkefastheden for at få en idé om hvor vi er. 24 masker. Opskriften siger 21 masker. Jeg strikker lidt videre. Måler igen efter flere centimeter. Da jeg kan måle strikkefastheden over flere steder, er dommen den samme. 24 masker. Jeg trækker vejret ind og tænker et kort øjeblik.

Modellen jeg har valgt, er en smule oversize. Lidt for meget til min krop faktisk. Ærmerne er for brede. Jeg har kigget alle de billeder jeg kan finde af den færdige bluse strikket op, og kan helt klart bedst lide dem, som sidder mere til. Det konstaterede jeg faktisk allerede før jeg slog op, og måske var det derfor jeg ubevidst strikkede videre?. Jeg kan godt lide udseendet på det stykke strik jeg har, og ønsker egentlig ikke at der skal være mere luft mellem maskerne.

Jeg begynder derfor at regne lidt. (Herregud, jeg har en lang videregående uddannelse inden for økonomi, det her er barnemad). Brystvidden i opskriften siger 102 cm. Jeg finder mine noter frem hvor målene på min yndlingssweater står. Min foretrukne brystvidde (inkl positive ease) er 90 cm. Og så laver jeg følgende regnestykke:

21 masker / 24 masker = 0,875.

Min bluse vil altså blive 87,5% i forhold til den størrelse jeg har slået op til.

Omkredsen i opskriften er 102 cm. 102 cm * 87,5% er 89,25 cm.

Min foretrukne brystvidde er 90 cm. Jeg mangler altså 0,75 cm.

Da blusen på dette tidspunkt stadig er på pindene, er den ikke vasket. Jeg ved, at blusen vil vokse når den bliver vasket. Særligt fordi jeg bruger sw-garn. Ud fra et par hurtige beregninger konkluderer jeg derfor, at blusen kommer til at passe fint.

Jeg fortsætter med mine raglanudtagninger og når endelig til ærmerne, som jeg sætter over på restegarn. Jeg strikker et stykke af kroppen og prøver så blusen på. Indtil videre passer den perfekt. HA! Jeg strikker videre til jeg når ribkanten, prøven den igen på, sammenligner med mine mål fra yndlingssweateren og strikker ribben. Strikker ærmerne. Prøver blusen på og konstaterer, at kroppen og ærmerne er præcis den størrelse jeg godt kan lide. Strikker blusen færdig. Vasker den, liggetørrer og så.. Prøven den på. Den er perfekt. Lige som jeg gerne vil have den.

Jeg har nu en ubrugelig cardigan, der skal trævles op, og en vidunderlig fin bluse der uden tvivl bliver en favorit. Hvad har jeg så lært?

Tja. Min strikkefasthed har ændret sig. Før var jeg en løs strikker der stort set altid skulle mindst en halv pind ned i forhold til opskriften. Nu strikker jeg stramt. Eller ihvertfald strammere. Min strikkefasthed har ændret sig siden jeg strikkede prøven til den første sweater, fordi den var på pindene i adskillige måneder, og hvis jeg havde målt mit strikketøj (og fulgt min mavefornemmelse) så havde jeg konstateret det længe før den var færdig og kunne (måske) have regnet mig ud af det.

Dernæst – hvis jeg ikke kan ramme strikkefastheden, men godt kan lide udseendet på det jeg strikker, kan jeg måske regne ud hvor mange masker jeg skal ændre for at få den til at passe. Med mindre at resultatet – som i dette tilfælde – rammer præcis de mål jeg gerne vil have. I dette tilfælde gik det godt fordi sweater nr 2 er strikket oppefra så jeg kunne prøve den på undervejs, og fordi modellen var en smule for stor til min smag.

Når jeg laver en strikkeprøve bruger jeg altid den samme pind som jeg vil strikke projektet på, jeg strikker rundt eller frem og tilbage, afhængig af det projekt jeg vil lave og jeg vasker mine prøve på samme måde som jeg vil vaske mit projekt når det er færdigt. Jeg har skrevet lidt mere om at undgå strikkeprøver lige her, men vi ved jo allesammen at det som regel er en god idé.

Vil jeg lave strikkeprøver fremover? Jo, absolut. Jeg skal blot have min sunde fornuft med. Negative ease og positive ease. Måle strikkefasthed undervejs. Prøve den på undervejs. Lave et par beregninger for at se hvordan den endelige trøje mon bliver i forhold til min yndlingssweater. Kryds fingre for at næste projekt bliver lige så vellykket. Held eller ej. Med eller uden strikkeprøve. Det vil tiden vise… 🙂

Har du prøvet noget lignende? Fejlet fatalt selv med en strikkeprøve? Winget den og fået succes? Jeg vil meget gerne høre om det.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille