Sock and book club

Jeg har tidligere fortalt, at jeg meget gerne vil have flere strikkede strømper i min garderobe, fordi jeg bruger dem rigtig meget.

Under min barsel er jeg vendt tilbage til at læse flere bøger, og jeg kan mærke at det gør mig så godt. Det fjerner strikketid, men ind mellem er min hjerne ikke til andet. Det giver mig så meget, synes jeg.

I juni fik jeg så den idé, at jeg ville prøve en lille leg. En strømpe- og bogklub. Jeg fandt et garn og en bog som havde en fællesnævner, og så strikkede jeg strømperne og læste bogen i samme periode. Ind imellem samtidig, men mest bare sideløbende. På den måde får jeg strikket strømper og læst bøger, og opnår to ting som jeg gerne vil have mere af mit liv.

Det første match havde fællesnævneren Tyskland. Jeg valgte nemlig et fint strømpekit jeg havde købt tilbage i januar fra den tyske indiedyer Frida Fuchs i en fin lys lavendel med sarte speckles. Der hørte en mini til, som var en smuk græsgrøn, hvis farve går igen i det lilla garn. Bogen jeg valgte til, er den legendariske Bogtyven – eller The Book Thief for jeg læste den på engelsk – af Marcus Zusak. Bogen udspiller sig under 2. verdenskrig i en lille tysk by, hvor den forældreløse Liesel bliver anbragt hos en fattig plejefamilie. Historien fortælles af Døden, der har mere end bare almindeligt travlt under krigen.

Strømperne er nu færdige og bogen er læst. Og jeg tænker på bogen når jeg ser strømperne. Både den fantastiske læseoplevelse, fortællingen, karaktererne og deres relationer og oplevelser. Det var en kæmpe, indre succes for mig.

Så nu deler jeg den med jer, og inviterer jer til at være med.

Jeg er gået i gang med at finde det næste match. Jeg har rigeligt med strømpegarn i mit stash, så jeg vil ikke købe nyt. Jeg prøver at finde et garn og en bog der kan have en fælles relation. Jeg har både Bjørneby af svenske Frederik Backman og Mordet på kommandaten af japanske Haruki Murakami, der ligger og venter på mig, og er nu på udkig efter garn eller mønster som passer til en af dem. Jeg har hverken svensk eller japansk strømpegarn, men måske kan jeg finde en farve, en designer eller et mønster, der binder bog og strømpe sammen. Relationen mellem bog og strømpe skal helst ikke være for søgt, så jeg må tage mig tid til at finde det rigtige match.

Vil du være med? Måske skal du læse Olga Ravns ‘De ansatte’ mens du strikker et par røde strømper? Har du noget norsk strømpegarn, så har Linn Ullmann helt sikkert en god roman til, eller du kan (gen)læse Harry Potter mens du strikker Hermione’s Every Day Socks. Mulighederne er mange, og det bliver helt sikkert sjovt.

Hvis du stadig læser med – mange tak for din tid.

Kærligst,
Pernille

Forårsrengøring i strikkekurven

Efter at jeg er blevet mor, er mængden af Pernille-tid blevet skåret ret kraftigt. Det kan vel næppe komme bag på nogen, og da slet ikke mig selv.

Jeg har derfor haft et stigende behov for at rydde op og ud, fjerne alt det overflødige, sætte fokus og bruge min sparsomme tid på det der er vigtigst for mig, og i det hele taget leve en smule mere simpelt.

DOWNSIZING AF WIP’S

På strikkefronten betyder det bl.a. at jeg gerne vil have færre projekter i gang på én gang. Det mål har jeg hele tiden haft, men sjældent overholdt særlig længe ad gangen. Det har åbenbart ikke været særlig vigtigt for mig, for så havde jeg overholdt det.

Siden april har jeg dog været i gang med at nedbringe antallet af igangværende projekter, og særligt de som jeg har været i gang med længe. Først for tur stod Kiuru. Dernæst den smukke Praline, som netop er blevet færdig, ligesom de fineste Fort Grey strømper. I løbet af de sidste tre måneder har jeg kun slået op til en romper til Laura, som ret hurtigt var strikket færdigt (det var muligvis den dårlige samvittighed der fik mig til at turbostrikke). Kun en enkelt aften, hvor jeg var alene hjemme og havde plantet mig med babyalarm og strikketøj i sofaen, kløede det i fingrene for at slå op til noget nyt. Helt konkret var det den fine Mælkebøtte nederdel, som jeg netop havde fået opskrift og garn hjem til, der lå og kaldte på mig. Det gik heldigvis over, og har ikke vist sig siden. Den skal først være klar til efteråret, så den kommer på pindene i løbet af sommeren.

Et enkelt projekt er blevet pillet op. Det var en strømpe, som var blevet for kort i foden. Den var også freestylet og jeg var ikke helt tilfreds med den.

PÅ PINDENE

Lige nu har jeg derfor ‘kun’ gang i :
Birch (startet i august 2017. Skal delvist pilles op pga fejl)
Lauras tæppe (ongoing kærlighedsrestetæppe uden deadline)
Denai kimono (startet i januar 2018. Skal delvist pilles op pga fejl.)
Magnum sweater (startet i marts 2018. Jeg kan åbenbart ikke finde ud af at strikke ærmerne)

Et klart mønster tegner sig i min strandede projekter. Når jeg laver en fejl, går det i stå. Med et kæmpe suk. Det har været så nemt bare at lægge til side og gå i gang med noget nyt. Men de fylder stadig. Både fysisk og mentalt. Og det vil jeg gerne prøve at blive bedre til.

En anden faktor er garnets farve. Birch og Magnum er begge strikket i mørkt garn, og da 95% af min strikketid ligger om aftenen efter puttetid, er det tit svært at se maskerne ordentligt. For begge projekter gælder det, at der strikkes med to tråde, og hvis ikke jeg holder godt øje, sker det for ofte at jeg kun får den ene tråd med. De skal altså strikkes på i dagslys. Eller lige nu, på de lange, lyse juniaftener.

(Jeg er udemærket klar over at man kan få strikkelamper og pandespots og alverdens gadgets til at strikke om aftenen, men det kommer ikke til at ske hos os. Som i overhovedet slet ikke nej.)

FÆRRE PROJEKTER OG HVORDAN JEG NÅR TIL DET

Jeg kan ærlig talt ikke huske hvornår jeg sidst har haft så få ting i gang. Det virker utrolig befriende. Jeg har derfor lavet en aftale med mig selv om, at Birch, Denai og Magnum skal være færdige inden årets udgang. Min metode til at komme igennem de ‘gamle’ projekter er at vælge et ud, som jeg altid har fremme og strikker på. Det lyder utrolig simpelt, men det har faktisk fungeret virkelig godt. Jeg glæder mig megameget til at bruge dem alle tre. Derudover kommer jeg fremover til at have færre projekter på pindene. Ud over at det frigiver plads i hjerne og hjem, er en af de store gevinster ved få igangværende projekter er, at det føles som om de superhurtigt bliver færdige.

DET MAGISKE ANTAL

Jeg mangler stadig at finde ud af hvad det perfekte antal igangværende projekter er for mig. Som jeg tidligere har skrevet, har jeg nemlig brug for forskellige projekter til forskellige typer af strikkepauser. Argumenterne for og imod var mange. Måske to, tre eller fire er det rigtige? Et par strømper (jeg prøver ihærdigt at opbygge et hæderligt strømpestash), mit restetæppe og én ting til hver af min og Lauras garderobe?

DE HEMMELIGE WIP’S

Jeg må hellere sige det.

Når jeg siger 4 igangværende projekter, er det dog kun den halve sandhed. Jeg har et uvist antal projekter der ‘sover’. Rent fysisk er de pakket ret meget væk, og skal graves frem fra deres hi. Jeg havde lovet mig selv at jeg kun ville have nogle  sovende projekter, men det er jo for længst stukket af. Når jeg er i bund med mine igangværende projekter (det er de 4 ovenfor), tager jeg dem frem ét for ét og overvejer grundigt om det skal realiseres eller pilles op. Det skal blive interessant.

Hvis du stadig læser med – mange tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Følg FrkGarn på Bloglovin’

Et restegarnsprojekt fyldt med minder

Som I efterhånden har erfaret, kan jeg rigtig godt lide at bruge mine rester. Det giver en helt speciel god følelse, når selv den mindst rest får sin anvendelse.

Jeg har tidligere lavet en stribet pude (måske bedre kendt som garnmonsteret) i omvendt glatstrik udelukkende af rester. Resterne fik hurtigt ben at gå på. Eller – det vil sige, de rester som kunne samles under samme kategori og dermed indgå i det samme projekt. Det var garn der kunne strikkes på pind 3 og som farvemæssigt passede sammen.

Puden lever stadig i bedste velgående, og når jeg ser den bliver jeg mindet om at jeg rigtig godt kan lide at få brugt alle mine rester.

Nye rester havde efterhånden fundet vej til min resteskål, og igen var der mange i den samme kategori som den jeg brugte til puden. Men jeg vil ikke have endnu en pude. Nu skulle vi have et tæppe. Jeg valgte et hæklet tæppe – I kender det som granny stripes – fordi vi har været utrolig glade for det første tæppe jeg hæklede for mange år siden i Kauni. Vi bruger det stadig og det er dejlig blødt og i brug til mange anledninger.

Jeg synes at granny stripes tæppet er helt oplagt til resterne, fordi jeg kan bruge garnet helt op. Jeg fortsætter altså til der ikke er mere garn. Derfor vil nogle striber være halve så at sige. Jeg lever med det, og er efterhånden begyndt at acceptere det. Det er så tilfredsstillende at se resterne blive inkluderet i et projekt, som jeg ved at vi vil blive glad for.

Tæppet bliver til min datter, og endnu et hjertevarmende aspekt er dukket op mens jeg har arbejdet på tæppet. Mange af resterne er til overs fra små projekter jeg har strikket til Laura i hendes første år. En stribe minder mig om en ulden kyse jeg har strikket til hende, en anden hendes små sokker eller en romper. Der er også rester fra hendes babytæppe, som vi har brugt meget i de første, kolde måneder. Det er et mindetæppe med små bidder fra hendes første år som baby og senere hen lille tumling.

Tæppet vejer et godt stykke over 100 gram, og har pt 52 striber, men er ikke i nærheden af at være færdigt. Hver gang jeg har en ny rest, ryger den i en stofpose hvor tæppet og de øvrige rester bor. Nogle rester er små, andre større. For de rester som kan blive til flere striber, hækler jeg en enkelt stribe og laver så minimum 15 striber i andre garner, før jeg bruger den samme igen. Derfor kan der gå lidt imellem at jeg hækler på tæppet, hvis jeg synes der trænger til et nyt garn. Så venter jeg blot på at endnu et projekt afsluttes, og at der kommer en ny rest til. Enkelte hele nøgler er også blevet tilføjet, hvis jeg ikke umiddelbart kan se mig selv strikke noget af det ene nøgle.

Jeg hækler på pind 3 og inkluderer alle de rester jeg overhovedet kan. De skal blot passe nogenlunde ind i farve og tykkelse. Enkelte rester kan altså ikke indgå (det er fx mørkt eller tykt garn), og til dem mangler jeg stadig at finde det helt rigtige restegarnsprojekt.

Der er mange restetæppeprojekter derude. Tjek blot #scrapyarnblanket eller #cozymemoriesblanket på Instagram for at se de mange fine tæpper der kommer til live af rester. Det er et oplagt projekt til dig, som har (og løbende får flere) af de samme type rester og som måske har svært ved at finde projekter der lige passer på den mængde garn du har. Lad dem leve videre i et tæppe og få samtidig mange timers hygge ud af dit tæppe, der vil blive fyldt med minder om strik du tidligere har lavet.

Jeg har selvfølgelig lavet en project page på Ravelry. Her kan du se nogle af alle de rester der indgår.

Hvis du stadig læser med – mange tak for din tid og rigtig god weekend.

Kærligst,

Pernille

Følg FrkGarn på Bloglovin’