Hvad laver du i din fritid? – Jeg.. øhm er kreativ??

Jeg begyndte at strikke for ca 5 år siden. Hvorfor kan du læse mere om lige her. Jeg var på det tidspunkt 25 år, og havde kun nogle få veninder som også strikkede ind imellem.

Som du nok har regnet, blev jeg hurtig afhængig af strikkepinde og garn, og besluttede mig for en åben og ærlig tilgang til min nye hobby. Dermed ment, at jeg havde ikke tænkt mig at holde det hemmeligt, og jeg ville også fortælle om det til dem jeg havde tæt på mig, eller andre der i øvrigt interesserede sig for hvad jeg gik og lavede.

Når jeg mødtes med venner eller de tætteste kollegaer uden for arbejdet, havde jeg ind imellem strikketøjet med i tasken, og tog det op og strikkede et par runder. Jeg tror ikke rigtig de vidste hvordan de skulle forholde sig til det, så de sagde ikke så meget. Men jubel eller positive tilkendegivelser har jeg aldrig mødt. Og langsomt blev det mere og mere en ting jeg havde for mig selv. Når nogle spurgte hvad jeg lavede i min fritid, blev det oftest til løbeture i skoven og måske en sidste luftig bemærkning om at jeg er da også så’n lidt kreativ.

Da jeg mødte min store kærlighed i 2013, besluttede jeg igen at have en åben og ærlig tilgang til min hobby. Han undrede sig nok lidt i starten, men med tiden begyndte han også at sætte pris på min kreative sider og den ro (og varme huer) det medfører. Han har efterfølgende været med på både Fanø Strikkefestival, Saltum Uldfestival og Kreative dage i Fredericia og Rødovre, og er efterhånden lidt af en ekspert ud i både garnkvaliteter og mærker. Hvem kunne ønske sig mere? ♥

Strik og hækling har nok vundet en hel del de sidste år, men der er stadig nogen som ser forskrækkede ud, når jeg fortæller at jeg strikker. Er det ikke kun noget gamle damer gør?? …Suk.

Det er ikke et rigtigt tabu, men måske noget der minder om det. Afhængig af hvem man taler med. Der er heldigvis også nogle af de modsatte reaktioner, men de mest positive kommer fra andre der også holder af kreative sysler.

Jeg havde ikke regnet med at få brug for min Mellow de næste par måneder, men jeg tog fejl. Jeg har haft den på hele ugen, og da jeg i dag fortalte mine kollegaer at den var strikket, blev de meget overraskede for den ser jo ikke strikket ud. De er dog meget søde og tænker måske bare deres om mit strikkeri, men det er jeg ærlig talt ligeglad med. Så tak Camilla for en strikket jakke, med et ikke-strikket look.

Hvad er jeres erfaringer med at dele jeres kreative hobby med omverdenen? Fortæller du åbent og bredt om det, eller holder du din hobby for dig selv? Er det lidt pinligt at fortælle – eller er du bare stolt? Jeg vil meget gerne høre om det.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Om sommeren skal vi ikke strikke i uld – eller hvad?

Varmen har for alvor meldt sin ankomst i lille Danmark og det er så skønt!

Jeg strikker ikke mindre fordi det er varmt – tværtimod så er det jo oplagt at rykke ud (i skyggen) med strikkekurven og kolde drikkevarer inden for rækkevidde. Jeg drikker the hver dag, og her til sommer kunne det fx  være denne isthe fra A.C Perchs – du kan få gode tips og opskrifter til at lave din egen isthe lige her.

Tilbage til strikketøjet – hvilke kvaliteter skal vi så strikke i om sommeren? For uld er jo så varmt at sidde med – eller hvad?

For mit vedkommende strikker jeg i uld året rundt. Det er min yndlingskvalitet af alle, og jeg kan og vil ikke undvære det. Jeg prøver til gengæld at strikke på mindre projekter eller dele når jeg sidder ude i solen – som fx et ærme, en sok eller en lille babysag. Da jeg oftest strikker i tyndere garn, virker det ikke så tungt at sidde med.

Derudover strikker jeg videre på bomuldskarklude – de er både små at sidde med, og det er fungerer godt at skifte mellem uld og bomuld. Jeg har netop fået 2 nye bøger – Strikkede karklude og Hæklede karklude. Den ene kan du lige nu vinde på Instagram, og den anden bliver på min boghylde. Jeg kommer med en anmeldelse her på bloggen meget snart.

Endelig har jeg fundet mig et let og sommerligt projekt i Isager Bomulin – et stribet sommertop som jeg teststrikker for Katrine Hannibal. Farverne lokkede mig, og så har jeg åbenbart noget med striber for tiden – tænk bare på min restegarnspude (det lille garnmonster). Jeg har endnu ikke prøvet Isager Bomulin, så det bliver interessant. Hvis jeg strikker den i en fart, kan jeg få glæde af den nogle måneder endnu, og det ville jo være dejligt.

image

Søndag den 19. juni tager jeg til Design -og Gourmetmarked i Virum. Det er ganske gratis, og jeg har på fornemmelsen at jeg kommer til at bruge alt for mange penge, for der er så mange lækre sager. Jeg tager sommertoppen med, så hvis du også kommer forbi og ser mig sidde og strikke, så kom endelig og sig hej. Du kan læse mere om arrangementet lige her.

Hvad strikker du på om sommeren? Eller i det mindste når du sidder uden døre og suger solens varme stråler til dig? Skriv endelig en kommentar – jeg vil så gerne vide det.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Finished object: Mellow cardigan

Min Mellow er færdig. Nøj hvor er jeg glad for den.

Jeg startede den 19. april og var færdig den 1. juni. Den er altså strikket på en god måneds tid. Jeg kunne nok have strikket den hurtigere, men jeg havde et par småprojekter ind imellem.

INFO SHEET

Opskrift: Mellow cardigan – strikket i str S.

Designer: Camilla Vad

Garn: Mohair by Canard / Kid Mohair – se farvekoder på de tre forskellige tråde lige her. Jeg har brugt samlet 407 gram fordelt på 1.763 meter.

Konstruktion: For og bagstykke strikkes nedefra og op, deles ved ærmerne og strikkes færdige hver for sig. Forstykkerne er strikket sammen med bagstykket. Jakken er let taljeret og formet med ind- og udtagninger. Ærmerne er strikket frem og tilbage, syet sammen og derefter syet på. Til sidst er der samlet masker op langs med forkanterne og rundt om nakken. Kanten er strikket frem og tilbage i glatstrik, hvorefter kanten er bukket ind og syet fast på indersiden af jakken.

Teknikker: Hele jakken er strikket i retstrik – kun kantbåndet har vrangmasker. Det er simpelt og ligetil. Derudover er der indtagninger (2rsm) og lænkeudtagninger. Endelig skal der sys en smule – jeg har brugt madrassting. That’s it! Mere skal du ikke kunne!

Modifikationer: Ingen.

Sværhedsgrad: Oplagt egoprojekt for en begynder.

Ravelry project page: Findes lige her. Opskriften er i Ravelrys database og det er SÅ skønt for en strikkenørd som mig.

image

image

image

image

Jeg har virkelig hygget mig med at strikke den, og er nu i tænkeboks hvor jeg overvejer den næste farvekombination. Den første var helt klart et safe choice – men dem er er der selvfølgelig flere af :D.

Mellow får de varmeste anbefalinger herfra – både processen og projektet er en fornøjelse. Det kan som altid anbefales at se andres farvevalg og finde inspiration før du starter op.

#mellowknitalong slutter først 30. juni og du kan derfor stadig nå at være med – det er sjovt, og så er der jo en skøn præmie til en heldig deltager. Jeg må hellere holde mig ude af konkurrencen, men bliver nok nødt til at anskaffe mig vinderpræmien også. Jeg føler dog allerede at jeg har vundet, for #mellowknitalong har for mig medført flere nye eller forbedrede strikkebekendtskaber, bl.a. søde Camilla som har designet jakken. Det er en gave man ikke kan vinde i nogen konkurrence ♥

Hermed en opfordring til at deltage i knitalongs hvor der også er mulighed for at mødes og strikke sammen. Uden at love for meget, kan jeg godt sige at succesen gentager sig i efteråret.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille