Om sommeren skal vi ikke strikke i uld – eller hvad?

Varmen har for alvor meldt sin ankomst i lille Danmark og det er så skønt!

Jeg strikker ikke mindre fordi det er varmt – tværtimod så er det jo oplagt at rykke ud (i skyggen) med strikkekurven og kolde drikkevarer inden for rækkevidde. Jeg drikker the hver dag, og her til sommer kunne det fx  være denne isthe fra A.C Perchs – du kan få gode tips og opskrifter til at lave din egen isthe lige her.

Tilbage til strikketøjet – hvilke kvaliteter skal vi så strikke i om sommeren? For uld er jo så varmt at sidde med – eller hvad?

For mit vedkommende strikker jeg i uld året rundt. Det er min yndlingskvalitet af alle, og jeg kan og vil ikke undvære det. Jeg prøver til gengæld at strikke på mindre projekter eller dele når jeg sidder ude i solen – som fx et ærme, en sok eller en lille babysag. Da jeg oftest strikker i tyndere garn, virker det ikke så tungt at sidde med.

Derudover strikker jeg videre på bomuldskarklude – de er både små at sidde med, og det er fungerer godt at skifte mellem uld og bomuld. Jeg har netop fået 2 nye bøger – Strikkede karklude og Hæklede karklude. Den ene kan du lige nu vinde på Instagram, og den anden bliver på min boghylde. Jeg kommer med en anmeldelse her på bloggen meget snart.

Endelig har jeg fundet mig et let og sommerligt projekt i Isager Bomulin – et stribet sommertop som jeg teststrikker for Katrine Hannibal. Farverne lokkede mig, og så har jeg åbenbart noget med striber for tiden – tænk bare på min restegarnspude (det lille garnmonster). Jeg har endnu ikke prøvet Isager Bomulin, så det bliver interessant. Hvis jeg strikker den i en fart, kan jeg få glæde af den nogle måneder endnu, og det ville jo være dejligt.

image

Søndag den 19. juni tager jeg til Design -og Gourmetmarked i Virum. Det er ganske gratis, og jeg har på fornemmelsen at jeg kommer til at bruge alt for mange penge, for der er så mange lækre sager. Jeg tager sommertoppen med, så hvis du også kommer forbi og ser mig sidde og strikke, så kom endelig og sig hej. Du kan læse mere om arrangementet lige her.

Hvad strikker du på om sommeren? Eller i det mindste når du sidder uden døre og suger solens varme stråler til dig? Skriv endelig en kommentar – jeg vil så gerne vide det.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Finished object: Mellow cardigan

Min Mellow er færdig. Nøj hvor er jeg glad for den.

Jeg startede den 19. april og var færdig den 1. juni. Den er altså strikket på en god måneds tid. Jeg kunne nok have strikket den hurtigere, men jeg havde et par småprojekter ind imellem.

INFO SHEET

Opskrift: Mellow cardigan – strikket i str S.

Designer: Camilla Vad

Garn: Mohair by Canard / Kid Mohair – se farvekoder på de tre forskellige tråde lige her. Jeg har brugt samlet 407 gram fordelt på 1.763 meter.

Konstruktion: For og bagstykke strikkes nedefra og op, deles ved ærmerne og strikkes færdige hver for sig. Forstykkerne er strikket sammen med bagstykket. Jakken er let taljeret og formet med ind- og udtagninger. Ærmerne er strikket frem og tilbage, syet sammen og derefter syet på. Til sidst er der samlet masker op langs med forkanterne og rundt om nakken. Kanten er strikket frem og tilbage i glatstrik, hvorefter kanten er bukket ind og syet fast på indersiden af jakken.

Teknikker: Hele jakken er strikket i retstrik – kun kantbåndet har vrangmasker. Det er simpelt og ligetil. Derudover er der indtagninger (2rsm) og lænkeudtagninger. Endelig skal der sys en smule – jeg har brugt madrassting. That’s it! Mere skal du ikke kunne!

Modifikationer: Ingen.

Sværhedsgrad: Oplagt egoprojekt for en begynder.

Ravelry project page: Findes lige her. Opskriften er i Ravelrys database og det er SÅ skønt for en strikkenørd som mig.

image

image

image

image

Jeg har virkelig hygget mig med at strikke den, og er nu i tænkeboks hvor jeg overvejer den næste farvekombination. Den første var helt klart et safe choice – men dem er er der selvfølgelig flere af :D.

Mellow får de varmeste anbefalinger herfra – både processen og projektet er en fornøjelse. Det kan som altid anbefales at se andres farvevalg og finde inspiration før du starter op.

#mellowknitalong slutter først 30. juni og du kan derfor stadig nå at være med – det er sjovt, og så er der jo en skøn præmie til en heldig deltager. Jeg må hellere holde mig ude af konkurrencen, men bliver nok nødt til at anskaffe mig vinderpræmien også. Jeg føler dog allerede at jeg har vundet, for #mellowknitalong har for mig medført flere nye eller forbedrede strikkebekendtskaber, bl.a. søde Camilla som har designet jakken. Det er en gave man ikke kan vinde i nogen konkurrence ♥

Hermed en opfordring til at deltage i knitalongs hvor der også er mulighed for at mødes og strikke sammen. Uden at love for meget, kan jeg godt sige at succesen gentager sig i efteråret.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

2016 Stashdown : status for maj + lidt om minimumslager og en god bund

Den nyligt overståede oplevelse med at veje mit garnlager var ikke den nemmeste eller sjoveste. Jeg kunne læse, at flere af jer ikke har den fjerneste lyst til at veje lageret – og jeg kan sagtens forstå jer. Og hvorfor skal man egentlig også det?

Jeg valgte at gøre det fordi jeg var nysgerrig. Jeg har ingen intentioner om at måle mit lager mod andres – for det er jo så individuelt hvor meget garn man fylder på lager. Og hvilket garn man fylder på lager.

Jeg har heller ikke planer om at mit lager skal i bund. Et godt basislager skal der være plads til, så jeg ikke skal ud og købe nyt garn hver gang jeg gerne vil starte på noget nyt.

Et godt basislager skal  for mig bestå af gode kvaliteter, og meget gerne af mine yndlingsgarner, så jeg altid kan komme i gang hvis jeg falder over en spændende opskrift. Jeg kan også godt se fordelen i at have garn og opskrift klar til et par kommende projekter, for at være godt forberedt når mine WIP’s begynder at blive til FO’s og rastløsheden begynder at melde sig.

Jeg har jo lært af mit (for mig) lidt for store garnlager, at jeg helst skal fylde hylderne med uld, alpaca og mohair i tyndere kvaliteter fra en douche farveskala. At bomuld nok skal indkøbes fra projekt til projekt, og at jeg skal prøve at købe ind med et bestemt projekt i tankerne – eller måske bare en projektkategori (en sweater / et tørklæde / et par strømper). Det arbejder jeg videre med, og de seneste par indkøb har netop været til et helt bestemt projekt – og gerne et der startes op kort tid efter at jeg har købt ind til det, for det er jo der begejstringen er der!

Og nu til det mindre sjove. Status for maj.

Jeg har både fået og købt en hel del garn i maj. Mine færdige projekter tæller kun 2 – en klud og min restegarnspude.  120 gram er det altså blevet til. Ikke særlig imponerende. Endelig har jeg solgt noget garn, og også givet væk.

Regnestykket ser altså således ud:

888 gram / 3.640 meter – 120 gram / 461 meter – 384 gram / 1.879 meter = 384 gram / 1.870 meter i plus i denne måned.

I år har jeg et samlet plus på 1.048 gram / 6.086 meter.

Jeg må få flere færdige projekter i juni, og på listen er allerede min Mellow som tæller rigtig godt i garnbalancen. Derudover strikker jeg ret monogamt på Becca trøjen, fordi den er så hamrende lækker at strikke og uden tvivl også at have på. Det skal være min sommer-på-stranden trøje, og målet er at have den klar til Skt. Hans Aften. Jeg har strikket mange små (reste)projekter de sidste par måneder, og det er skønt at arbejde med en trøje til mig selv igen.

image

Min færdige Mellow – jeg er så glad for den og har allerede gået med den når vejret tillader det.

image

Becca trøjen er en drøm at strikke og jeg er så forelsket i farven. Jeg starter med begge ærmer og går derefter videre til kroppen.

image

Det er sæson for pæoner. Skynd dig at købe en buket ren lykke inden det er for sent. Jeg nyder mine i fulde drag, og de lyser så fint op i mit grå køkken.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille