Brug dine bomuldsrester

Som en skøn cocktail af, at det varme vejr forhåbentlig er på vej, og for at fejre at mit bomuldslager er tæt på tomt, kommer her et par idéer til hvad du kan bruge bomuldsgarn og -rester til. 

Tasker
A tote for your bag er et virkelig fint net som, når det rulles sammen nærmest ingenting fylder i din taske. Tag det med på vejen, og brug det når du handler på vejen hjem, eller når du skal forbi biblioteket og hente/aflevere bøger. 

 Det kan også sagtens bruges selvstændigt på en strandtur, tur til legepladsen eller hvor du nu ellers har brug for den. Jeg har ikke selv strikket denne model endnu, men jeg har købt en french market bag (gratis hækleopskrift) som minder om dem. Og jeg må sige at det er en favorit. Fordi – der kan være overraskende meget i. Den runde form gør at det kan rumme helt enormt meget. Eller lidt, for den sags skyld. Og det er det fine. For hvor mange tasker rummer egentlig det? At fylde det som indholdet fylder, og ikke mere eller mindre. 

Strik det i ensfarvet hvis du har garn nok, eller med en anden bundfarve, eller i bløde striber. Du kan også vælge originalgarnet, som er smørblødt og blankt hørgarn. Find det lige her (affiliate link) hos den mest bæredygtige garnwebshop jeg kender, aka Grønne Garner.

A tote for your bag. Designet af The Woollen Hippie – billede lånt fra ravelry.com hvor opskriften kan købes.
French market bag – gratisopskrift fra ravelry.com

Jeg hæklede for en del år siden tasken lige oppeover i bomuldsrester. Den er også med rund bund, og det gør den helt enormt rummelig. Opskriften var fra et nummer af Alt om håndarbejde som jeg desværre ikke længere har. 

Babyer og børn
Har du en baby i maven, i favnen eller kender du blot en sød lille én, så er bomuld faktisk også oplagt. Hvad med en savlesmæk, en suttesnor eller legetøj? Måske legemad til de lidt større. Alle kan både strikkes og hækles, alt efter præferencer eller humør. Dog vil jeg slå et slag for netop bomuld til babyer og børn, fordi det er rarere at få i munden end uld. Ikke decideret rart, men dog rarere. Og ja, der er en ret stor chance for at det du giver en baby i hånden, på et tidspunkt havner i munden.

Jeg har ikke haft held med at finde opskrifter på strikket legemad. En portion improvisation og fantasi kan måske være nok. Charlotte Kaae har lavet denne glimrende opslagstavle på Pinterest med billeder af legemad. Jeg ville ønske at jeg havde lavet strikket legemad til min mus, for det er rasende populært at lege med og vi har desværre bare det kedelige i plastic:(

Small Rabbit af Julie Williams – billede fra ravelry.com
Billede fra Pinterest.dk
Gratis opskrift på savlesmæk fra Charlotte Kaae – billede lånt fra ravelry.com

Klude
Sidst, men ikke mindst er der klude til køkken og badeværelse. Jeg har selv en god stak efterhånden og de spreder glæde. Det er også nemmere at få en toårig til at tørre sig om munden, hvis det kan gøres med en lilla klud som mor har strikket specielt til formålet. Måske.

Rondeller og maxi rondeller
Jeg har efterhånden en god stak rondeller på størrelse med vatrondeller, og en stak maxirondeller. Eller mini vaskeklude. Jeg ved ikke helt hvilket navn der er mest sigende. Det er en kombination af af rondel og vaskeklud, som jeg bruger til at tørre skidt af Lauras ansigt/fingre og mit eget ved den (sparsommelige) skønhedsrutine jeg kører. Størrelsen er altså helt perfekt, da en vaskeklud nogle gange er for stor og en rondel for lille. Det er en dejlig hybrid og hvis du vil prøve det af, så kommer der en nem opskrift lige her:

Maxirondeller

  1. Slå 33 masker op på pind 3.
  2. Strik 3 pinde retriller.
  3. Strik 3 ret, strik perlestrik til der er 3 masker tilbage, strik 3 ret

Gentag pkt 3 over 33 pinde
Strik igen 3 pinde retriller.
Luk af.

Easy peasy lemon squeezy.

Og så kommer der lige et top tip. For hvordan filan gør man så med de der rondeller i praksis når de skal vaskes? Well, jeg har en vaskepose hængende på en knage/liggende i skabet på badeværelset. Når en rondel/maxirondel er brugt, smider jeg den i vaskeposen. Næste gang jeg vasker en 60 graders vask ryger posen derind.  Ét voila. Stakken er ren og klar til at blive brugt igen. Har du ikke en vaskepose, kan den også strikkes / hækles i bomuld.

Billede lånt fra eponasdagbog.dk

Den fine opskrift finder du helt gratis lige her. Og der er sørme også en opskrift på de hæklede rondeller lige her.

Håndklæde i retriller
Et håndklæde til køkkenet, badeværelset eller sommerhuset strikket i retriller og med meleret effekt. Det er altså bare fint. Jeg husker lige så tydeligt at der på Marapyttas Syskole hang sådan et på toilettet, og det var både fint at se på, og rart at tørre sine hænder med. Jeg tror det er søde Wenche der har strikket det til Syskolen, og hun har netop en gratis opskrift på sin blog. Håndklædet er strikket i to tråde bomuld, og her foreslår jeg at bruge én bundfarve og én restegarnsfarve, hvor du binder alle dine bomuldsrester sammen til en bold og strikker med den. På den måde kan du få brugt selv de mindste rester og dermed blive en zero waste helt.

Billede fra http://tusindfryd-blog.blogspot.com/

DIY-regnbue
Til børneværelset eller et hvilket som helst andet rum der trænger til lidt magi. Brug garnresterne til at lave en regnbue. Søstrene Grene har lavet en diy lige her. Hvis du ikke har noget løs uld som på billedet, kan du måske finde en rest uldgarn, eller anoraksnor som der er anvendt i denne meget udførlige (tyske) diy. Perlerne kan naturligvis også udelades.

Billede fra sostrenegrene.com
Billede fra lindaloves.de

Altså. Jeg bliver helt ærgerlig over at jeg ikke har mere bomuld. Der er jo mange fine projekter man kan lave, og så er det særdeles sommervenligt.

-o-

Jeg slutter lige med et par tanker om bomuld. Tanken med det her indlæg er, at du skal bruge de bomuldsrester du har. Garn der allerede er produceret og købt og som ikke skaber ny efterspørgsel.

Fordi du nok alligevel skal købe noget af bomuld på et tidspunkt (garn, tøj, håndklæder, sengetøj eller whatever), så kan jeg kun anbefale at du læser denne relativt korte artikel om bomuld, og forskellen på konventielt vs økologisk bomuld. Økologisk bomuld er efterhånden ret udbredt og behøver ikke at være dyrt. Til gengæld er der en verden til forskel når det kommer til vandforbrug og sprøjtegift. Så derfor – skal du købe, så håber jeg (på vores fine planets vegne) at du vil prioritere økologisk. Når det kommer til garn kunne det være BC Garns Alba eller Organic Cotton fra Krea Deluxe. 

Er du nysgerrig på alternativer til bomuld, som uanset hvad er en meget ressoucekrævende afgrøde, så er hør, hamp og tencel det nye sort inden for bæredygtige tekstilmaterialer. 

Det var alt for nu.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og fortsat god sommer.

Kærligst

Pernille

Vil I se mit garnlager?

Jeg taler så ofte om garnlageret og mine forsøg på at nedbringe det. Og så tænkte jeg – jamen I har jo aldrig set hvad præcis der ER på lager, og nogle tænker måske at det er utroligt at der kan blive ved med at være garn på mit lager.

Så derfor – her har I det. Lageret i alt sin uldne glans. 

Jeg har lavet en garnlagerrundtur fordelt på 3 videoer, som kan findes lige her:

https://www.youtube.com/channel/UCMOjW3cYPVJAX-fyKU3_V5g

god fornøjelse og god weekend! 

Kærligst

Pernille

Status på stashdown – 2. kvartal 2020

Så er vi allerede halvvejs igennem 2020 (!!) og jeg har en helt frisk status på mit stashdown projekt. Altså projektet hvor jeg bruger det garn jeg allerede har, i stedet for at købe nyt.

Jeg var temmelig kæphøj da jeg i første kvartal kunne fortælle at jeg var kommet igennem årets første 3 måneder uden at købe et eneste garnnøgle. Hvordan det siden er gået kommer lige her.

INDKØB
– Onion Cotton+wool+nettles 50 gram / 135 meter (supplement til Toldboden Tee – er brugt)
– Filcolana Arwetta 100 gram / 420 meter (teststrik af Amalie socks – er delvist brugt)
– Shibui Knits Lunar 100 gram / 733 meter (supplement til eksisterende – stadig på lager)

Total: 250 gram / 1.288 meter

FÆRDIGE PROJEKTER
Toldboden Tee 266 gram / 718 meter (lagergarn sept 2019 + supplement april 2020)
Blueberry Waffle Socks 56 gram / 238 meter (lagergarn dec 2018)
Agern Romper 83 gram / ukendt løbelængde (lagergarn januar 2018)
Lauras taske 32 gram / 106 meter (lagergarn december 2017)
Bohemian Scrunchie no 1 18 gram / 90 meter (lagergarn november 2017)
Broken seed stitch socks 54 gram / 228 meter ( lagergarn dec 2018 / april 2016)
Bohemian Scrunchie No 2 6 gram / 42 meter (lagergarn december 2016)
Sløjfebloomers 54 gram / 180 meter (lagergarn april 2017)
Hvede kyse 26 gram / 109 meter (lagergarn april 2016)
Amalie Socks 59 gram / 248 meter (garn købt i 1. kvartal 2020)
Bambus kyse 22 gram / 110 meter (lagergarn fra juni 2018)
Lavendel strømper 5 gram / 20 meter (lagergarn fra før 2013)
Bomuldsklude 125 gram / 400 meter (lagergarn sept 2015, maj 2016, juni 2017)
Lauras ribsokker 25 gram / 105 meter (lagergarn oktober 2016)
Kaninbamse 35 gram / 86 meter (lagergarn sommer 2014 / juli 2017)
Favorite Socks 48 gram / 204 meter (lagergarn januar 2018 / dec 2019)

Total: 914 gram / 2.884 meter

Garnbalancen 2. kvartal: -664 gram / -1.596 meter
Garnbalancen 2020: -2.213 gram / -8.597 meter

-o-

I april købte jeg en smule ind, med nogle helt konkrete projekter i tankerne og intentionen, om at købt i 2020 bruges i 2020. Jeg køber ikke til lager. Skaber balance. Bruger meget fra lager, køber lidt nyt. Mantraet sidder efterhånden ret godt fast. Det virker. Lageret svinder mere og mere.

En enkelt garderobestrik er det blevet til. Resten er småting. Gaver, pynt og strømper. Det er okay. Jeg har så rigeligt i skabet.

Og så kommer der lige et fun fact, som du måske ikke har lagt mærke til, men.. jeg har ikke strikket med silk mohair i år. Ja faktisk ikke siden oktober måned sidste år. Jeg blev måske en smule mættet af det, og har nydt at strikke med andre kvaliteter. Jeg har haft silk mohair på lager til et bestemt projekt, og det er Copenhagen Cardigan som netop er kommet på pindene her i slutningen af juni.

Hvordan har du det med silk mohair? Aldrig fan? Altid fan? Måske mættet for en periode?

Min garnlagerhistorie og en analyse i vaner
Jeg har i dette kvartal kigget lidt på hvornår jeg har købt det lagergarn jeg har brugt mest af.

2015 – 2016 – 2017 – 2018.

En smule bemærkelsesværdigt at mit fokus på at nedbringe lageret begyndte i 2016 med det her opslag.

Og så fik jeg lyst til at kigge lidt nærmere på datoer. Årstal. Kunne det fortælle mig lidt om mine (dårlige?) vaner og måske lære mig lidt?

Jeg bruger ret religiøst Ravelrys lagerfunktion og taster altid(-ish) en purchase date ind. Hvornår er mit lager egentlig fra?

Ravelry har en excelfunktion i ‘stash’-sektionen, og jeg lavede et udtræk. Den fortalte mig ret hurtigt at jeg alligevel ikke var så god til at sætte datoer på. Ihvertfald kom 36% af mit lager ud uden en anskaffelsesdato. Jeg fik indsat datoer på mange af dem der manglede, og et mønster begyndte at tegne sig for øjnene af mig.

I 2015 startede jeg på egostrik og min strikkebesættelse tog fart. Langsomt begyndte mit lager at vokse. I 2016 fyldte det endnu mere. Jeg strikkede en hel masse, tog til en masse strikkearrangementer og -festivaller, startede min blog, indledte mine første kommercielle samarbejder og havde uld på hjernen det meste af tiden.

I 2017 var jeg gravid, og skulle strikke (og derfor købe?) ALLE tingene inden min baby ankom. Og så kom hun. Hendes behov overtog det meste af min egentid og strikketid. Jeg glemte bare at justere mit garnindtag, så at sige. Mine pinde kunne ikke følge med og alt for meget garn havnede i skabet. Jeg kan huske at jeg blev opmærksom på det. At der kom alt for meget garn ind af døren, i forhold til hvor meget jeg brugte. Jeg indså, at jeg ikke ville få den samme tid som før, og måtte parkere en del af mine strikkeplaner og acceptere at tempoet fra nu af ville være et andet. Det tog lidt tid at indse.

I 2018 købte jeg stadig mere garn end jeg kunne nå at strikke, men nu var jeg opmærksom på problemet og arbejdede med mine vaner og min metode. I 2019 nåede jeg for første gang mit mål om at have mindre på lager ved udgangen af året, og nu i 2020 tror og håber jeg på, at jeg har fundet en balance. Eller, jeg ved ikke om jeg har fundet det endnu, men jeg har fået tøjlet købelysten.

Her kommer den så. Mit lager i gram fordelt på anskaffelsesår.

År Gram på lager %
Ukendt 113 0,93%
2013 150 1,23%
2015 1.331 10,95%
2016 2.521 20,74%
2017 3.710 30,52%
2018 2.679 22,04%
2019 1.451 11,94%
2020 200 1,65%
Total 12.155

Øvelsen ovenfor har lært mig noget, men vigtigst af alt vist mig at jeg har formået at stoppe op og ændre kurs. Jeg har taget mine dårlige forbrugsvaner og sagt stop. Mit lager viser en nedadgående trend, og det bekræfter kun at jeg er ved at have styr på mine vaner. Endelig.

Hvordan ser dit lager ud? Hvad er din garnlagerhistorie?

Garnbudgettet
Fordi jeg har købt meget lidt ind, og solgt et par trøjer har jeg netto spenderet 533 kr. i år. Det udgøres stort set af mit månedlige Patreon abonnement på 90 kr, som jeg fortsat prioriterer at have. Jeg er godt tilfreds. Tallene hænger sammen. Som altid. Jeg elsker tal.

-o-

Det var alt for nu og det blev ærlig talt også en smule langt og langhåret.

Hvis du stadig læser med – (ekstra stort) tak for din tid.

Kærligst

Pernille

Mit indlæg om stashdown for 1. kvartal 2020 finder du her.