Project stashdown 2017, smart planlægning af kommende projekter og lidt (mere) om restestrik

Jeg har tidligere skrevet, at det virker at skrive sine mål ned. At det gør det nemmere at følge sine egne planer, hvis man skriver det og måske endda fortæller andre om det.

Hvorfor kan jeg så ikke finde ud af at få bund i mit evigt voksende garnlager? Jeg HAR jo skrevet det, jeg har fortalt jer om det og jeg har endda lavet et excelark som hver måned fortæller mig hvordan jeg så har klaret det. Det virker ikke helt.

Er det fordi jeg har ændret mening? Nej, jeg synes stadig det er fråds at købe garn, når jeg har mere end rigeligt derhjemme. Det er overforbrug.

Altså må det være fordi jeg endnu ikke har formået at finde måden at styre det på. Mine regler er simpelthen ikke gode eller klare nok. Altså har jeg valgt følgende steps:

  1. BRANDUDSALG

Jeg besluttede at det var på tide at få ryddet godt og grundigt ud i mit stash, så jeg ikke tager det samme garn frem for 20. gang og spekulerer over hvad jeg mon skal bruge det til. Måske kommer det helt rigtige projekt til mig en dag, måske gør det ikke – hvem ved? Måske er farven forkert, måske er det den type fiber, måske noget helt tredje der er årsag til at det ikke er blevet brugt. Nu skulle der ihvertfald gøres noget. Så jeg holdte et ordentligt brandudsalg på en dertil oprettet instagram profil og har fået ryddet godt ud i garnskabet. Sådan cirka 4,5 kilo garn blev det til. Der ligger stadig ‘gammelt’ garn på lager, men det er i småtingsafdelingen og jeg er ikke helt klar til at skille mig af med det. Hvis du overvejer at gøre det samme, så vil jeg lægge vægt på sidste del af konceptet – nemlig brandudsalg. I min verden duer det ikke at sætte prisen et lille nyk under nypris, for at få mest mulig af købsprisen hjem. Skal det have effekt, så skal der være en mærkbar rabat. De garner som lå tættest på nypris hos mig, er de som er af højest kvalitet, er købt for nylig og dermed stadig er at finde i garnbutikkerne, og som jeg meget sjældent eller aldrig ser på udsalg. Personligt køber jeg ikke garn ‘secondhand’ hvis det er for tæt på nypris – fordelene opvejet mod potentielle ulemper er simpelthen for små. Jeg fik solgt alt det der blev lagt op. Var det så for billigt? Måske. Men i stedet for at samle støv på min hylde, er det sendt videre til en anden strikker som kan bruge det, og så giver det mening. Anyway, det er mig.

2. GARNBALANCEN

Udsalget pyntede jo gevaldigt på garnbalancen, som jeg fortalte jer om lige her. I år kommer det til at gå i minus, for jeg kan da umuligt nå at købe så meget garn i år at den (igen) bliver positiv. Eller – det kan jeg godt, men det gør jeg ikke. Ved udgangen af juli så det nemlig således ud for 2017:

Købt 2.976 gram / 11.566 meter

Strikket 1.844 gram / 7.102 meter

Solgt 4.325 gram / 17.409 meter

= MINUS 3.193 gram / 12.945 meter

3. PLANER

Dernæst gik jeg på Ravelry for at se om mit stash var nogenlunde up to date. Der er nemlig flere rigtig gode måder at planlægge på i Ravelrys univers. Jeg forsøger jo så vidt muligt at købe garn med et bestemt projekt i tankerne. Det er jeg blevet meget bedre til. Jeg har derfor ‘parret’ garn og opskrift på Ravelry i min queue. Jeg har altså lagt opskriften i min queue og angivet det konkrete stash yarn som det jeg vil bruge. Derefter er jeg gået til mit stash og har sat to filtre på 1) not queued og 2) not in my projects. Derved får jeg et billede af det garn jeg ikke har nogle planer med, og jeg får et overskueligt billede over garn der så at sige svæver frit uden planer. Det kan jeg så begynde at finde planer for. Med ovenstående to filtre og en sortering på ‘most yardage’ får jeg hurtigt overblik over hvilket garn der er mest af på lager. Det kan jeg så planlægge større projekter ud fra, mens sorteringen ‘least yardage’ mest er restegarn, som også skal finde et passende projekt. Bruger du ikke Ravelry, er der ikke noget i vejen for at gennemgå dit stash og skrive op i en fin notesbog hvad du planlægger at bruge det på. Til sidst vil du stå med en portion garn, som der ikke er nogen planer for. Spørg så dig selv om det skal videre, eller om du kan forestille at bruge det i nær fremtid.

3. RESTEPROJEKTER

Jeg har følgende tanker om restegarn og – projekter:

BABYSTRIK

Jeg har efterhånden ryddet godt ud i den garnkurv hvor jeg samlede rester der skulle blive til babystrik. Den trænger dog til lidt fornyelse, så i den kommende uge tager jeg den endnu en gang med i garnskabet og laver en ny, frisk portion, som skal blive den kommende periodes babystrik. Ankomsten nærmer sig også efterhånden, så jeg deler de kommende projekter op i to kategorier; 1) hvad skal jeg have færdigt inden hun bliver født (det er bl.a. et par små varme fusser) og 2) projekter der skal på pindene når hun er ankommet. Der skal være et par ammevenlige projekter imellem, og det bliver i størrelser som hun kan bruge lidt længere tid.

EFTERÅRSACCESSORIES

Efterårs accessories som huer og vanter er rigtig godt til rester, og efterhånden som det nærmer sig, kan jeg mærke at jeg sukker efter en ny hue og et par fingerløse vanter som skal bruges på gåture i det tidlige efterår. Jeg brygger på et indlæg om projekter af netop denne størrelse, men med en helt særlig kategori af garn, så hold øje i den kommende uge hvis du også trænger til lidt nyt i efterårsaccessoriesgarderoben.

4. FREMTIDIGE INDKØB

I min Ravelry queue findes også en række projekter, som jeg gerne vil lave, men ikke ved hvilket garn der skal til. Den fungerer nu som en slags ønskeseddel, som jeg kan (og skal!) kigge på når det klør i fingrene for at købe nyt garn – det kunne fx være ved [g]uld POPUP SHOP den 18.-19. august her i København. Det er ingen garanti for, at garnet ikke ‘strander’ i mit stash – det sker jo ind imellem at garn indkøbt til et bestemt projekt ikke duer alligevel – men det er stadig en forbedring i forhold til tidligere.

Hvad gør du for at undgå at garn hober sig op i kurve, skabe og på hylder? Send gerne dine gode tip til mig og alle de andre garnknuselskere der læser med.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Follow my blog with Bloglovin

2 thoughts on “Project stashdown 2017, smart planlægning af kommende projekter og lidt (mere) om restestrik”

  1. Jeg sælger også ud af det garn som bare ikke taler til mig mere. Det hæklede ? Hvad er det ? Syntes ikke du skriver om det ?

    1. Det er faktisk ærgerligt, at man må sælge garn som ikke længere taler til en, for det gjorde det jo nok på et tidspunkt. Og da skulle jeg have brugt det, i stedet for at lade det ligge på hylden. Jeg tager det som en lektie, og håber at jeg bliver bedre til det 🙂 Det er et hæklet babytæppe efter en opskrift fra Yarnfreak. Det er flere år siden jeg startede på det, som en slags resteprojekt. Tanken var at jeg ville hækle en stribe mere på når jeg havde et nøgle til overs af Tusindfryds Engleuld, som jeg har købt rigtig meget igennem tiden. Nu er der en lille pige på vej, og garnet er ved at udgå, så jeg tænkte at det var på tide at få det gjort færdigt. Jeg hygger mig faktisk utrolig godt med det 🙂

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.