Project Stashdown : status for november

November måned er ovre, og det er tid til en status på project stashdown.

Og jeg kan lige så godt sige det up front; jeg har tabt. Projektet er fuldstændig uden for rækkevidde i 2016. Jeg har fået så meget nyt garn på lager i november – startende med Oslo Knitting Festival, derefter Copenhagen Yarn Crawl og til sidst en tur forbi Kit Coutures show room. Jeg har uanstændigt meget garn på lager, og nok til at tage et år fri fra arbejde og bare strikke.

img_5740 img_5581

Jeg har dog også været ret god til at få afsluttet projekter, og har nu kun 5 igangværende projekter (og selvfølgelig nogle snoozere). Fordelen ved få projekter er, at de rykker sig ret hurtigt. Jeg tror derfor på, at 2 (måske 3) af mine WIP’s bliver færdige i december – mest fordi der er 2 julegaver i blandt. Med mindre jeg snubler over et helt nyt projekt som jeg dedikerer al min tid til. Mind mig så lige om at det er bedre at lave julegaverne, og blive færdig med det der ligger i kurven, så jeg kan starte det nye år med tomme pinde og en frisk forårsstrikkeliste.

Og når vi nu taler om forårsstrikkeliste… Jeg skrev jo om efterårets projekter lige her og lavede en liste over de projekter jeg gerne ville strikke i efteråret. Jeg skrev også listen ind i min bullet journal. Det har virkelig hjulpet mig til at holde fokus på hvilke projekter jeg gerne ville lave. Et enkelt projekt er blevet streget ud – måske laver jeg det på et andet tidspunkt. Men ellers har jeg holdt mig til listen når jeg har købt nyt garn eller slået op til et nyt projekt. Kun den grønne V-genser stod ikke på listen. Jeg manglede dog et projekt da jeg sad i Oslo, og blev derfor nødt til at at tage hul på det netop indkøbte garn.

img_5615

Det kan derfor virkelig anbefales at lave en strikkeliste, skrive den ned og måske endda fortælle andre om den. Det gør det nemmere at holde fokus på, hvilke projekter du faktisk gerne vil lave, i stedet for at slå op til noget (tilfældigt eller impulsivt?) nyt når pindene mangler arbejde.

 

Jeg laver derfor også en forårsstrikkeliste, hvor nogle af projekterne fra efterårets bliver overført til. Jeg kunne (selvfølgelig) ikke nå at lave dem alle sammen – til gengæld har jeg fået planlagt hvilket garn jeg skal bruge til flere af dem. Der skal dog også være plads til at starte op på nye, spændende projekter der udgives i løbet af foråret. Det er måske bare mig der er mere rolig når jeg har planlagt de kommende strikkeprojekter, og har strikkeposen klar med opskrift, garn og måske endda en færdig og vasket strikkeprøve.

Tilbage til november måneds projekter og stashdown.

img_5618
Dipdye sjal og Agnes Hue – begge opskrifter kan findes på camillavad.dk. Direkte link i højremenuen.

Jeg har lavet mit Dipdye sjal færdigt. 533 gram fordelt på 2.452 meter. Det tæller ret godt i garnregnskabet. Min søster forelskede sig dog fuldstændig i det færdige sjal, og overtog det allerede en uge efter at jeg blev færdig med det. Det er skønt at kunne give strikkede gaver videre til nogen der virkelig værdsætter det.

img_5747

 

 

Den fine Halus hue blev også færdig – et virkelig hurtigt projekt der var strikket på to dage. Mønsteret er sjovt og den færdige hue er skøn, og helt anderledes i strukturen end mine andre huer.

 

Endelig er der Vivi. Den fine bluse fra Helga Isagers bog ‘Room 606’ Jeg har strikket den i hvid alpaca2 og spinni fv 3s. Jeg er så umådeligt glad for den færdige trøje, og synes at den netop er indbegrebet af, hvorfor jeg gerne vil have en håndlavet garderobe. Det er slowfashion når det er bedst. Jeg er sikker på at den vil blive brugt, til den hænger i laser.

843 gram fordelt på 3.851 meter. Det er uden sammenligning den måned på året hvor jeg har strikket flest meter og gram. Men selv efter det har jeg stadig tabt project stashdown for 2016. Jeg kan ikke nå at strikke så meget i december.

For de som regner med, så kommer regnestykket ikke i denne måned. Jeg er nemlig ved at flytte og har derfor måtte pakke alt ned, før jeg fik tjekket løbelængder på det hele.

Jeg fortsætter med Project Stashdown i 2017, og er allerede i gang med at lave min liste over strikkemål for 2017. Den kommer meget snart, sammen med en spændende nyhed.

Nu har jeg vist sludret længe nok.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

p.s. Har du set det nye logo? Vi ved jo allerede at jeg er bedre til at strikke end jeg er til at lege med computer, men noget måtte der ske. Og det blev resultatet.

untitled3

 

 

Leave a Reply