Ravelry #4 Stash

I forlængelse af den netop overståede flytning, har jeg tilføjet mere af mit garn til Ravelry. Nu er næsten det hele registreret, og jeg har besluttet at jeg fra nu af vedligeholder det. Hvis jeg ikke kan nå at registrere og vedligeholde mit Ravelry stash, køber jeg simpelthen for meget garn.

Nedenfor er en lille guide til hvordan jeg opretter og vedligeholder mit stash på Ravelry, og lidt om hvorfor det er så hamrende smart.

Det største arbejde ligger ved den første registrering. Når man kigger på garnkurven og ved at det skal vejes og registreres. Og måske tages billede af. Man gider næsten ikke. Med mindre man er en orden-i-penalhuset-agtig type, og det er jeg til tider.

Der kan både tilføjes garn til stash ved at gå ind under Stash i din notebook og trykke add to stash, eller ved at søge og vælge dit garn under fanen yarns og derefter vælge add to stash. Ravelry har rigtig mange garnkvaliteter i deres database, og jeg har kun meget få gange været ude for, at mit garn ikke var muligt at finde.

Når du har tilføjet dit garn til stash, er der mulighed for at knytte farvekode og parti nr til dit garn. Det kan være smart hvis du efterfølgende finder ud af at du skal bruge mere garn og du for længst har smidt det lille garnlabel i skraldespanden (jeg gemmer dog alle mine – mere om dette en anden dag). Derudover kan du tilføje enten antal nøgler eller totalvægt, i tilfælde af at du har under et nøgle, eller har 2 nøgler og en rest.

Du kan tilføje oplysninger om hvor og hvornår du har købt dit garn og hvor meget det kostede. Alle disse oplysninger gemmes og kan senere bruges.

Når du har registreret dit garn, åbner en palette af muligheder sig. Nedenfor er bare nogle af dem i en ikke-prioriteret rækkefølge:

#1: Når du ser en smuk opskrift i Ravelry, kan du få forslag til hvilket garn du har på lager, der kan bruges til at strikke projektet. På opskriftens details vil der være en In my stash linje, hvor der står hvilke af de garner du har på lager, der tidligere har været brugt til at strikke projektet. Den tager dog ikke højde for mængden du har på lager. Der kan altså være brug for 3 nøgler, men du har kun 1 nøgle – så kan du jo overveje at supplere med mere garn af samme kvalitet for at få det brugt. Se eksempel for det smukke Void sjal nedenfor – jeg har 2 garner i mit stash som tidligere har været brugt til at strikke netop dette sjal. Interessant.

void

#2: Når du finder en smuk opskrift du bare MÅ strikke og derfor tilføjer den til din queue, får du mulighed for at angive hvilket garn i dit stash du vil strikke den i. Når til du linket dit garn til opskriften i din queue, vil det fremgå af både din queue oversigt, at du har valgt at bruge et specifikt garn fra lager, men det fremgår også når du går ind på dit garn gennem stash tabben. Se bare her:

queue

queued stash

#3: Hvis du undersøger et garn på Ravelry som du brændende ønsker dig kan du blive positivt overrasket hvis du får nedenstående boks til højre i billedet. Den viser nemlig hvilke farver og hvor mange nøgler du allerede har på lager af netop dette garn.

mt prairie

#4: På din stash side får du et rigtig godt overblik over det garn du har, og hvor meget du har af det. Du vælger selv om du under billedet af dit garn vil have vist hvor mange gram, meget eller nøgler du har på lager. Tryk bare på den understregede værdi og den skifter imellem forskellige værdier. Jeg har for det meste min stående på gram. Derudover kan du vælge at få det sorteret i forskellig rækkefølge – både datosortering og vægt er ret smart synes jeg. Derudover kan der filteres i dit stash, så du bl.a. kan vælge at få vist alt garn undtagen det der indgår i queued projekter. Det er jo ret smart hvis du skal have overblik over dit garn, men ikke vil se det du allerede har planer for.  Endelig kan du opdele dit stash i garn lager, garnfibre (til at spinde), opbrugt garn, garn til salg/bytte og solgt/byttet garn. Især opbrugt garn er da tilfredsstillende at kigge på. Der ligger ikke så meget i min, men det bevidner dog om at jeg også bruger garn og ikke kun køber ind :D. Der skiftes mellem disse inde på det enkelte garns forside.

#5: Lidt mere om  garn til salg/bytte. Når du har kigget på det samme garn for længe og har besluttet at det skal videre ud i verden, kan du meget hurtigt ændre status fra In Stash til Will trade or sell. Nu kan andre altså se at du har garnet til salg. Hvis de vel at mærke går ind og kigger på dit stash. Du kan dele dit garn til salg i diverse forums og dermed gøre opmærksom på at du har garn til salg. Mere om grupper og forums en anden gang.

#6: Når du registrerer dit garn på Ravelry, så husk at vælge Use stash yarn  når du opretter et nyt projekt. På den måde bruger du af dit lager. Når du er færdig med dit projekt, kan du registrere præcis hvor meget af dit lager du har brugt og dermed lade Ravelry holde styr på den resterende portion garn. Det vil også fremgå hvilke projekter du har brugt netop dette garn til. Se eksempel på begge nedenfor.

remaining

#7: Hvis du har lyst til at se dine strikkende veninders garnlager, er det bare at hoppe ind på deres stash side. Og måske lige tage et kig i deres stash til salg – måske finder du lige det du har gået og drømt om?

#8: Til sidst. Hvis alt dit garn er registreret og løbende vedligeholdes når det bruges, så kan den den aktuelle garnvægt hentes ved et simpelt klik. Alle data om dit stash kan nemlig trækkes ud i excel (et vidunderligt værktøj husker du nok) og her kan du summere vægt og meter og kroner, se hvor meget garn du har købt hos de enkelte webshops og garnbutikker osv. For den super strukturerede orden-i-penalhuset-agtige type er det her virkelig guf. Hvis du vil vide hvor mange penge du har brugt på alpaca, hvor mange meter lammeuld du mon har på lager, hvor mange gram gråt garn du har, eller bare vil tælle dine nøgler uden at vide hvor de rent faktisk ligger henne i huset, så er det et genialt værktøj.

Jeg håber at du er blevet lidt klogere på Raverys stash funktion, og får lyst til at bruge det (mere). Jo mere du bruger Ravelrys funktioner, bliver bedre bliver det for os andre – bl.a. bliver funktionen yarn ideas ovenfor bedre og bedre, jo flere der aktivt linker deres projekter med specifikt garn.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

 

 

 

 

 

 

5 thoughts on “Ravelry #4 Stash”

  1. Hej Pernille, tak for nyttig gennemgang. Jeg kan dog ikke få den til at vise “in my stash”. Jeg ved fx at jeg har strømpegarn, men der kommer ikke noget frem, når jeg vælger en opskrift. Hvad gør jeg forkert?
    Hilsen Anne Mette

    1. Hej Annemette,
      Den viser kun forslag til de garner andre har brugt til at strikke den samme opskrift.
      Så hvis ingen har brugt det samme strømpegarn som du har, så vil den ikke foreslå det.
      Kh Pernille

  2. Herligt indlæg! Jeg er stor fan af denne Ravelry-serie! Og efter at have lagt mit lager ind i min stash, synes jeg faktisk det er et vældigt hyggeligt lille ritual at lægge nye indkøb ind – og så er det en virkelig god fornemmelse at se kunne se hvordan jeg får brugt af lageret når jeg går igang med et nyt projekt!

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.