Stashdown 2020 – 1. kvartal

Er det her ved at være lidt kedeligt? I så fald må du springe over. Jeg har nemlig tænkt mig at fortsætte med kvartalsvise opdateringer på projekt stashdown. Det er som om de her løbende opdateringer holder mig til ilden, så om ikke andet kan du takke dig selv for at have hjulpet mig igennem.

Her følger en opsummering for første kvartal. Jeg lægger stærkt ud!

INDKØB/GAVER

Ingenting

FÆRDIGT STRIK
Balder Socks 61 gram / 256 meter (garn fra december 2019)
Noras nederdel til Laura og dukke 121 gram/515 meter (lagergarn fra 2016)
Brise Bluse gram 200 / 919 meter (lagergarn fra 2016/2017)
Vaskeklude 74 gram / 236 meter (lagergarn fra 2015/2016/2017)
Agern Romper 86 gram / 189 meter (lagergarn fra 2016)
Daffodil Cardigan 170 gram / 938 meter (lagergarn fra 2015/2016)

Total: 712 gram / 3052 meter

SALG/DONATIONER

Blandet deepstash fra lager 837 gram / 3.949 meter

Total: 1.549 gram / 7.001 meter

-o-

Første kvartal er altid det nemmeste kvartal, da alt garn på lager den 1. januar pr definition er lagergarn. Og da jeg ikke har nogle indkøb i årets første tre måneder er lageret svundet rigtig godt ind. Jeg er kommet godt fra start, og har godt gang i deep stash (garn der har været på lager længe) og det er som altid svært tilfredsstillende at finde garn på egne hylder, som bliver til fine projekter.

Garnkøbestop
Jeg ved ikke rigtig hvordan man beslutter sig for at stoppe med at købe garn. Det er vel ikke en beslutning der sådan rigtig er nogen garnelskere der har lyst til at tage. Alligevel har jeg ikke købt garn siden oktober. I november fik jeg garn i gave og i december fik jeg en garnadventskalender, men siden da har jeg ikke fået nyt ind af døren. Hverken gaver, sponsorater, garn til teststrik, ingen hov-ups-netshopping. Jeg har kigget, men ved også at jeg har rigeligt. Hvis jeg synes det tynder ud på hylderne, skal jeg bare gå i gang med at organisere mit garn eller planlægge projekter, så kommer jeg på bedre tanker. Der er – stadig – garn over alt.

Jeg ved dog, at jeg må bryde garnstoppet i april og købe et ekstra nøgle garn til den Toldboden Tee jeg er i gang med. Blusen er strikket i råhvid Organic Cotton+Nettles+Wool fra Onion. Jeg troede jeg ville have garn nok, men det høje indhold af bomuld giver garnet en ret kort løbelængde og jeg er løbet tør før trøjen havde den længde jeg gerne vil have. Det giver dog god mening at supplere op, så jeg kan få den færdig til forår og sommer, hvor jeg forhåbentlig kan bruge den en masse.

Jeg prøver ellers at vælge projekter hvor jeg har garn nok. Det burde ikke være så svært med alt det garn jeg har, men nogle gange slår det fejl. Det går nok også.

Bingostrik
Som jeg skrev tidligere er jeg hoppet på bingostrikbølgen. Og da min bingoplade udelukkende består af lagerstriksprojekter, føles det som to fluer med ét smæk når jeg færdiggører et projekt der er på min bingoplade. Og de forstærker hinanden – ved jeg ikke hvad mit næste projekt skal være, kigger jeg på bingopladen, og følger jeg bare bingopladen, så strikker jeg fra lager #hvorsværtkandetvære

Pendlerstrik
Et lille initiativ jeg har sat i gang er pendlerstrik. Jeg har fået lidt længere på arbejde og har derfor pakket en lille projekttaske i min almindelige taske, og fyldt lidt bomuldsgarn og pinde i. Så jeg har strikket vaskeklude og renserondeller på vejen til og fra arbejde – hvis jeg altså kunne få en siddeplads. Det skete endda ofte, at jeg tager min lille projekttaske op og strikker videre på min klud derhjemme, for det er et nemt og ligetil. Selv nu hvor vi bor i karantæneland strikker jeg ind imellem på den klud der er på pindene i den lille taske. Jeg tager den også gerne den lille projektpose med i bilen, og strikker når vi ind imellem kører ud for at få lidt luftforandring. Håbet er, at bomuldslageret slipper op i løbet af året, og at jeg samtidig får lidt flere vaskeklude og rondeller til køkken og badeværelset.

Mine bomuldsrester og kludeprojekter bor i denne lille projekttaske, som jeg købte i december på Woolstocks Julemarked. Jeg er vild med den fløjlsbløde yderside, og så kan den nemt stå af sig selv når den er åben.

Det næste kvartal
I andet kvartal fortsætter jeg naturligvis med at strikke fra mit lager. Jeg har netop slået op til en lys udgave af Himalaya Bluse fra Helga Isagers ‘The Map Collection’. Det er efterhånden en ældre sag, men ikke desto mindre synes jeg stadig at alle modellerne i bogen holder 100. Jeg skal strikke med på #designspireKAL og forhåbentlig have endnu en sommertop af en art på pindene. Derudover er det lageret der bestemmer retningen.

Strik mindre i 2020
Kan I huske at jeg skrev at jeg gerne ville strikke mindre i 2020? I første kvartal af 2019 strikkede jeg 1.783 gram garn. I 2020 er det tal faldet til 712 gram. Det er en forskel der er til at tage og føle på. Jeg kan også selv mærke at pindene ikke trækker lige så meget som før. Eller.. det gør de. Men det trækker mere i mig at være lige der hvor livet sker. Min datter der hver dag siger nye ord, som tager min hånd og (igen) vil danse, læse en bog eller bygge store huse i lego. Tiden hvor hun gider sidde på mit skød og kigge op på mig med store, nysgerrige øjne. Det er så uendeligt meningsfyldt og værdifuldt. Jeg nyder hvert sekund.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og pas godt på dig selv og dem omkring dig.

Kærligst,

Pernille

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.