Status på stashdown – 3. kvartal 2019

Min start på sommeren var præget af to større projekter med nyt garn (Fortune og Nimbus). Efter det havde jeg behov for nogle mindre projekter og at strikke fra lager. Altså noget af det jeg har haft længe og som skal bruges, i stedet for at ligge øverst i strikkekurven og grine af mig hver gang jeg kigger i den retning.  Og således kom der en række små projekter af pindene og det er altså svært tilfredsstillende. Jeg har kun købt meget sparsomt ind, selvom det ind imellem er svært når der er så meget fin inspiration og fordi det betyder at jeg ikke kan strikke et bestemt projekt i lige præcis det garn jeg gerne vil. Men jeg overlever. Jeg er ok, ja faktisk har jeg det helt fint. Man (og jeg) kan godt være glad og tilfreds uden at købe nyt.

Til gengæld fører jeg ønskeseddel, og når jeg synes at det er tid til at købe nyt, kan jeg se på den og beslutte mig for hvad jeg ønsker mig allermest. Lur mig om ikke et enkelt eller to af mine garnønsker er lykkeligt glemt i mellemtiden. Tilbage står det, som jeg rigtig og virkelig ønsker mig.

Her følger kvartalets indkøb, færdige projekter og salg/donationer:

INDKØB / GAVER

  • Mohair by Canard brushed silk  250 gram / 2.090 meter (2 trøjer)
  • Blandet garn til Lauras legetæppe (gave fra Lise – en flittig læser her på kanalen)
  • Onion Organic Cotton + wool + nettles 250 gram / 675 meter (Collett Tee)
  • Thybo Mohair 150 gram / 534 meter (sorbetcardigan)
    Total 827 gram / 3.475 meter

FÆRDIGE PROJEKTER
Fortune sweater 192 gram / 1.628 meter (garn fra i 2. kvartal 2019)
Thujabluse 139 gram / 695 meter (lagergarn fra juni 2018)
Nimbus halstørklæde 330 gram / 1.063 meter (garn købt i 2. kvartal 2019)
Lillerille djævlehue 30 gram / 97 meter (garn købt i 2. kvartal 2019)
Hylde bluse hack 131 gram / 419 meter (lagergarn fra november 2017)
Barnehagevotter 31 gram / 143 meter ( lagergarn fra september 2016)
Morbærbloomers 45 gram / 225 meter (lagergarn fra juni 2018)
Fleesensee
75 gram / 180 meter (garn købt i 1. kvartal 2019)
Lillerille tørklæde 36 gram / 115 meter ( lagergarn fra september 2017)
Sweater No 7
247 gram / 2045 meter (lagergarn fra marts 2015 og garn købt i 2. kvartal 2019)

Total 1.250 gram / 6.582 meter

SALG / DONATIONER:

Isager Silk mohair i stålgrå 100 gram / 848 meter

Total 100 gram / 848 meter

-o-

I tredje kvartal er lageret mindsket med 523 gram /  3.955 meter og for hele året er lageret blevet 2.982 gram / 15.666 meter mindre. Endnu en god portion er blevet brugt og lageret svinder langsomt ind.

Jeg har en følelse af, at mit lager virkelig er mindsket siden starten af året og flere gange har jeg tænkt at jeg vel dårligt har garn til et hel sweater i mit lager. Og med det mener jeg selvfølgelig en mængde af det samme garn med samme indfarvning. Eller kits. De tæller også. Så jeg har lige talt sammen og ‘stakkels’ mig har garn til 5 sweatre i mit lager. Og 3 mere hvis jeg supplerer bare en smule. Jeg overlever nok året ud uden at købe ind i sweatermængder. Og så er der stadig rigeligt til børnestrik, strømper, huer, halsrør, karklude osv.

Og pladsmæssigt begynder arbejdet med at nedbringe lageret at bære frugt. Jeg har mit garn samlet ét sted, og langsomt begynder det at være overskueligt hvad jeg har. Ikke noget der ligger i en kasse eller mulepose og putter sig. Jeg tror snart jeg skal vise jer mit lille garnhjørne og hvordan jeg arrangerer det, så det skaber glæde og inspiration.

Dette kvartal kom også til at omfatte downstashing af bøger, og det har frigivet plads og gjort mig lidt lettere. Tak til jer der bød ind som modtagere af bøger fra mit bibliotek. Det er ikke sidste gang jeg gør det.

UFO-tæller
Var det i starten af året jeg talte min sleepers? Projekter der af den ene eller anden årsag er gået i stå og har været det i et stykke tid. Jeg husker at det var 18. 18 projekter lå i poser og skuffer og ventede bare på at blive samlet op og gjort færdig. Det er ihvertfald det tal Ravelry gav mig. Jeg ved at der nok lever et par mere derhjemme, som aldrig har nået ind i mit projektbibliotek. Det er under alle omstændigheder er alt for højt tal.

Nå, men jeg synes det var på tide at tælle igen. Nu er der 10. Det er næsten en halvering. Heraf er en enkelt kommet til i år. En enkelt er fra 2018. Resten er fra tidligere. Jeg har både gjort færdig og pillet op. Begge dele føles egentlig ret godt. Og det er nemme point på stashdown kontoen at gøre projekter færdige. Et andet projekt blev pillet op og, garnet brugt til min nyligt færdiggjorte Sweater No 7. Jeg fortsætter stille og roligt med at nedbringe antallet af sleepers og håber at jeg en dag når til 0. Nøglen til at undgå sleepers (eller ihvertfald kraftigt nedbringe antallet) har for mig været at strikke på ét eller max to projekter ad gangen. Ja, det er kan være svært, men det er nu engang min nuværende metode.

Købt i 2019 bruges i 2019
I løbet af året overvejede jeg en lille udfordring, der gik på at alt garn købt i 2019 skulle bruges i 2019. Omkring halvdelen er helt brugt op, og med kun 3 måneder tilbage af året tror jeg det bliver svært at nå. Men jeg gør et hæderligt forsøg, og glæder mig til at få mine indkøb mellem fingrene.

-o-

Vil du læse mine tidligere stashdown staus indlæg finder du 1. kvartal lige her og 2. kvartal her.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.