Jeg skal fortælle jer en historie.
Den handler om to sweatre.
Den første sweater:
Jeg bruger lang tid på at undersøge hvilket garn jeg vil bruge, kigger på Ravelry og vælger til sidst et garn, som flere andre har brugt til samme opskrift. Jeg laver en strikkeprøve, og strikkefastheden sidder lige i skabet. Det gør den ellers sjældent for mig, men denne gang var der gevinst.
Jeg slår op, strikker derudaf og synes da nok den ser lidt lille ud, men skubber tanken til side, for det er en tætsiddende og forholdsvis kort cardigan. Det er en cardigan der strikkes nedefra og ved armhulen samles de fem stykker (2 forstykker, et bagstykke og to ærmer) og der tages ind op mod halsen. Konstruktionen gør den svær at prøve på, men jeg synes den ser ret lille ud.
Da den er færdig (minus kantebånd) kan jeg endelig prøve den på. Men jeg må give op. Jeg kan ikke engang få den ordentligt på. Den er alt, alt for lille. Og jeg vidste det jo godt. Mit barselshjerne har bare strikket videre. Jøsses, det er torskedumt! Den har siden da ligget gemt væk, mens jeg overvejer hvad der skal ske. Selvom alle jo godt ved, at det ender med at jeg piller den op. En eller anden dag…
Den anden sweater:
Jeg købte garnet til en specifik bluse for flere måneder siden, men har ikke slået op endnu. Fiaskoen over forrige sweater sidder stadig i mig. Flere måneder senere, på en fredag fredag aften beslutter jeg mig for at nu skal det være. Jeg springer strikkeprøven over og går direkte til at slå op på den anbefalede pindestørrelse. Den seneste fiasko var åbenbart glemt i et vanvittigt øjeblik. Blusen strikkes oppefra, og da jeg har strikket nogle centimeter, måler jeg lige strikkefastheden for at få en idé om hvor vi er. 24 masker. Opskriften siger 21 masker. Jeg strikker lidt videre. Måler igen efter flere centimeter. Da jeg kan måle strikkefastheden over flere steder, er dommen den samme. 24 masker. Jeg trækker vejret ind og tænker et kort øjeblik.
Modellen jeg har valgt, er en smule oversize. Lidt for meget til min krop faktisk. Ærmerne er for brede. Jeg har kigget alle de billeder jeg kan finde af den færdige bluse strikket op, og kan helt klart bedst lide dem, som sidder mere til. Det konstaterede jeg faktisk allerede før jeg slog op, og måske var det derfor jeg ubevidst strikkede videre?. Jeg kan godt lide udseendet på det stykke strik jeg har, og ønsker egentlig ikke at der skal være mere luft mellem maskerne.
Jeg begynder derfor at regne lidt. (Herregud, jeg har en lang videregående uddannelse inden for økonomi, det her er barnemad). Brystvidden i opskriften siger 102 cm. Jeg finder mine noter frem hvor målene på min yndlingssweater står. Min foretrukne brystvidde (inkl positive ease) er 90 cm. Og så laver jeg følgende regnestykke:
21 masker / 24 masker = 0,875.
Min bluse vil altså blive 87,5% i forhold til den størrelse jeg har slået op til.
Omkredsen i opskriften er 102 cm. 102 cm * 87,5% er 89,25 cm.
Min foretrukne brystvidde er 90 cm. Jeg mangler altså 0,75 cm.
Da blusen på dette tidspunkt stadig er på pindene, er den ikke vasket. Jeg ved, at blusen vil vokse når den bliver vasket. Særligt fordi jeg bruger sw-garn. Ud fra et par hurtige beregninger konkluderer jeg derfor, at blusen kommer til at passe fint.
Jeg fortsætter med mine raglanudtagninger og når endelig til ærmerne, som jeg sætter over på restegarn. Jeg strikker et stykke af kroppen og prøver så blusen på. Indtil videre passer den perfekt. HA! Jeg strikker videre til jeg når ribkanten, prøven den igen på, sammenligner med mine mål fra yndlingssweateren og strikker ribben. Strikker ærmerne. Prøver blusen på og konstaterer, at kroppen og ærmerne er præcis den størrelse jeg godt kan lide. Strikker blusen færdig. Vasker den, liggetørrer og så.. Prøven den på. Den er perfekt. Lige som jeg gerne vil have den.
Jeg har nu en ubrugelig cardigan, der skal trævles op, og en vidunderlig fin bluse der uden tvivl bliver en favorit. Hvad har jeg så lært?
Tja. Min strikkefasthed har ændret sig. Før var jeg en løs strikker der stort set altid skulle mindst en halv pind ned i forhold til opskriften. Nu strikker jeg stramt. Eller ihvertfald strammere. Min strikkefasthed har ændret sig siden jeg strikkede prøven til den første sweater, fordi den var på pindene i adskillige måneder, og hvis jeg havde målt mit strikketøj (og fulgt min mavefornemmelse) så havde jeg konstateret det længe før den var færdig og kunne (måske) have regnet mig ud af det.
Dernæst – hvis jeg ikke kan ramme strikkefastheden, men godt kan lide udseendet på det jeg strikker, kan jeg måske regne ud hvor mange masker jeg skal ændre for at få den til at passe. Med mindre at resultatet – som i dette tilfælde – rammer præcis de mål jeg gerne vil have. I dette tilfælde gik det godt fordi sweater nr 2 er strikket oppefra så jeg kunne prøve den på undervejs, og fordi modellen var en smule for stor til min smag.
Når jeg laver en strikkeprøve bruger jeg altid den samme pind som jeg vil strikke projektet på, jeg strikker rundt eller frem og tilbage, afhængig af det projekt jeg vil lave og jeg vasker mine prøve på samme måde som jeg vil vaske mit projekt når det er færdigt. Jeg har skrevet lidt mere om at undgå strikkeprøver lige her, men vi ved jo allesammen at det som regel er en god idé.
Vil jeg lave strikkeprøver fremover? Jo, absolut. Jeg skal blot have min sunde fornuft med. Negative ease og positive ease. Måle strikkefasthed undervejs. Prøve den på undervejs. Lave et par beregninger for at se hvordan den endelige trøje mon bliver i forhold til min yndlingssweater. Kryds fingre for at næste projekt bliver lige så vellykket. Held eller ej. Med eller uden strikkeprøve. Det vil tiden vise… 🙂
Har du prøvet noget lignende? Fejlet fatalt selv med en strikkeprøve? Winget den og fået succes? Jeg vil meget gerne høre om det.
Hvis du stadig læser med – tak for din tid.
Kærligst,
Pernille
3 thoughts on “Strikkefasthed? Rend og hop!”