Strømpestrik #2 – garn

Nå, de damer. Er I klar til en lille snak om garn? Strømpegarn, for at være mere specifik?

Navnet klinger lidt hult i mine ører. Strømpegarn. Jeg tænker Brugsen. Hylder med regnbuefarvet, billigt garn med en anelse for meget plastic.  Der er der (heldigvis) mange skønne alternativer, med en pris og farve der passer lige netop dig.

Hvilket garn skal du vælge, når du strikker strømper? Det vigtigste er nok, at du synes det er pænt. Dernæst er der et par ting du kan overveje, som kan hjælpe dig godt på vej til at få succes med dine strømper.

TYKKELSE
Langt de fleste strømpeopskrifter er skrevet til garn med en løbelængde på ca 400g/100m. Enkelte opskrifter er skrevet til tykkere garn (og pinde) og de vil være oplagte som hjemmehyggestrømper, men måske knap så praktiske til at have på i et par sko.

FIBRE
Strømper strikkes stort set altid i et garn primært af uld. Og det er ofte merinould. Jeg har dog selv strikket mine tyskerstrømper i BFL (fra fåreracen Bluefaced Leicester) og det er en anelse mere rustikt end merino, men stadig blødt. Det skyldes til dels at det er superwashbehandlet.
Mange garnkvaliteter til strømper er nemlig superwashbehandlet, og nogle har også et indhold af nylon eller andet materiale til at forstærke garnet. Det giver en mere holdbar strømpe, der tåler slid og vask. Der dukker dog flere og flere alternativer op til strømpegarn, som ikke er superwashbehandlet eller indeholder kunstige fibre. Mere om det lige om lidt.

Frida Fuchs Remmidemmi sock set og de færdige strømper nedenfor

Jeg er i øvrigt meget begejstret for BFL til strømper, og det bliver ikke sidste gang jeg bruger det til strømper.

SOLID/SEMI SOLID/SPECKLES/VARIEGATED
Der er efterhånden mange navne for indfarvning af garnet. Generelt vil jeg dog opdele i først maskinfarvet og håndfarvet. Det maskinfarvede garn er som oftest helt ensfarvet uden nogle farvenuancer, og det synes jeg personligt kan være rigtig godt til en strømpe med mange mønsterdetaljer, eller en helt plain gavesok. Jeg har valgt maskinfarvet garn til både disse og disse strømper.
Så er der det håndfarvede garn. Det vil typisk have en let farvenuance, som kan være utrolig smukt. Der kan også være fine speckles af andre farver og endelig kan det have meget stor farvenuance. Personlig vælger jeg strømpegarn med en let nuancering (semi solid) eller fine speckles. Det har jeg skrevet meget mere om lige her. Kig dig omkring på instagram og Ravelry, og find inspiration og måske din helt egen præference.

Woolapyk Sock i Gatsby Dress farven og de færdige strømper nedenfor

STRØMPER UDEN SUPERWASH OG KUNSTIGE FIBRE
Selvom dette primært er en miniserie for nye strømpestrikkere, kommer her altså et lille pip om at strikke strømper i garn, som ikke er superwashbehandlet og/eller som ikke indeholder kunstige fibre. Det er både for nye og erfarne strømpestrikkere, der vil minimere brugen af plastic i strikkeprojekter.  Det er nemlig på min fokusliste for 2018, og selvom jeg stadig har til gode at udforske naturlige strømpegarnskvaliteter, så får det lige lidt spalteplads her.

Naturens alternativet til nylon
Mohair kaldes også for naturens nylon, fordi det er utrolig slidstærkt. Vil du prøve kræfter med et strømpegarn uden nylon, kan det altså anbefales at prøve et med mohair. Og nej, jeg tænker ikke umiddelbart at det yderst populære silk mohair vil være oplagt til strømper. Jeg har et par gode bud på forskellige mohairstrømpegarn nedenfor.
Nældefibre er ligeledes kendt for at være slidstærke, og det er derfor også værd at se efter når du skal finde naturlige fibre i stedet for nylon. Og jeg er netop i gang med at afprøve strømpegarn med nældefibre fra Onion, og jeg kan rigtig godt lide at arbejde med garnet, der er både stærkt og glat på samme tid. Resultatet bliver de pæneste Fragtment socks. Nældefibrene tager ikke imod farve på samme måde som ulden, så der er en let farveforskel, som jeg synes er utrolig fint. Jeg deler et close up senere på ugen, så du kan se den fine melering i garnet.

Du har jo i denne uge mulighed for at vinde samme strømpegarn i farven pudder eller douche grøn, hvis du skriver en kommentar til et af ugens indlæg.

ANBEFALINGER TIL GODE STRØMPEGARNER

Et udvalg af mine egne strømpegarnsfavoritter :

Maskinfarvet
– Arwetta fra Filcolana er forholdsvis billigt og kommer i mange smukke farver.
– Jawoll fra Lang Yarns kommer med en lille rulle forstærkningstråd til hæl og tå. Farverne er en smule mere dæmpede og douche.
– Regia Silk
– Onion Nettle Sock **

Håndfarvet – superwash behandlet
– Woolapyk Sock
– Cleo Garn Spirrevip (som jeg har skrevet et helt indlæg om lige her)
– Sysleriget Sock
– Frida Fuchs Remmidemmi sock (BFL)

Og som lovet:

Strømpegarn uden superwash og kunstige fibre
– KAOS Yarn Sock
– Retrosaria Mondim
– Hey Mama Wolf Sock (økologisk og plantefarvet)
– Woolly Mammoth Fibre Co. Natural Sock (hold øje med shop updates!)
– Blacker Yarns Mohair Blends 4-ply *
– Ovis Et Cetera; Kempisch heideschaap sock eller Igneae
– Knitcraft and Knittery fingering weight merino
– The Fibre Company Cumbria fingering *
– Whistle bare Cuthbert’s Sock *

* indeholder mohair
** indeholder nældefibre

(Listen vil sandsynligvis løbende blive opdateret, når jeg opdager endnu et strømpegarn, der passer på kriterierne.)

Woolapyk Sock – avocado og ‘one of a kind’ farver

STRØMPEPANELET

Her finder du panelets favoritter; og jeg kan allerede nu sige, at de har en virkelig god smag når det kommer til strømpegarn. Sørg for at kigge forbi deres instagram og Ravelry profiler, og se selv efter.

Christina @theknittingchemist
Jeg foretrækker håndfarvet semisolid garn, da jeg foretrækker at strikke strømper med mønster, som bliver flottest i dette garn. Det betyder ikke at jeg ikke bliver fristet af de mange håndfarvede garner med speckles, men jeg synes det er sværere at finde gode mønstre til disse, hvis det skal være noget andet end en simpel vanilla sock.

Lisbeth @bethgaard
Det afhænger helt af mønsteret – jeg kan bedst lide speckede garner til simple mønstre, alternativt helt plain (Hvis garnet er vildt). Hvis sokken er fyldt med mønster, må garnet gerne lade dette komme til sin ret. Så, jeg bruger lidt af det hele og køber gerne sokkegarner bare fordi de er pæne 😉 Jeg foretrækker et sokkegarn, der ikke puffer for meget – men omvendt, så må det heller ikke være for tyndt.
Sysleriget Sock – OOAK
-o-
Hvad er dit favoritstrømpegarn? Er du til klare farver, meget nuance, naturlige fibre eller plantefarver? Hvad bringer glæde hos dig?
Måske har du endnu til gode at prøve det, og i så fald håber jeg at du har fået lidt inspiration.
-0-
I morgen kommer det til at handle om pinde. Vores vigtigste værktøj. Jeg glæder mig.
Hvis du stadig læser med – tak for din tid.
Kærligst,
Pernille
____________________________________________
SOCKtober er i gang og vi fejrer det her på bloggen med en miniserie om strømper. Du finder intro her, og første afsnit om opskrifter lige her. Når ugen er gået finder jeg et pr heldige vindere af skønt strømpegarn fra Onion blandt de kommentarer, der er kommet i ugens løb.  

11 thoughts on “Strømpestrik #2 – garn”

  1. Jeg har lige fået en ny favorit: Regia Premium Yak. Det er blødt og lækkert. Det føles naturligt selvom der er nylon i. Farverne er doucede, med dybde og har en fin variation, da fibrene tager farven forskelligt. Jeg har ikke et par færdige strømper i garnet, så ved ikke med slidstyrken, men jeg går ud fra at den er god, når det er Regia:-)

    1. Jeg har lige kigget på det. Jeg bliver nok nødt til at prøve det, kan jeg se. Og Regia kan om nogen lave strømpegarn der holder. Jeg glæder mig allerede til at prøve det, og se hvad du får tryllet frem 🙂

  2. Jeg er også rigtig glad for Regia strømpegarn. Jeg synes det er pænt strikket op og det holder godt. Men det er Ikke så smukt som de håndfarvede strømpegarner. Jeg har strikket flere par i håndfarvede garner, men desværre synes jeg ikke det holder lige så godt i brug som det andet Måske jeg har været uheldig?!

    1. Altså, Regia er i den grad på hjemmebane når det kommer til strømpegarn. Men de har fået sig noget af en konkurrent i alle de håndfarvede garner. Jeg skal ikke kunne sige om du har været uheldig, men det er irriterende, for garnet er jo ikke billigt. Jeg synes de par jeg har i håndfarvet garn holder rigtig godt. Særligt Woolapyks superwash med nylon holder sig virkelig pænt efter både vask og brug.

  3. Jeg har flere gange før strikke i onion wool and nettles, og er også ret vild med det lettere shine nældefibrene giver garnet. Så jeg tror at mine første strømper må blive strikket i onion. Håber at jeg bliver ligeså bidt af at strikke strømper som min mormor på 83 år, det stadig strikker strømper til hele familien ❤️

    1. Strømpegarnet har præcis den samme shine! Det er jo så fint 🙂 Jeg kender det så godt – følelsen af at man gerne vil kunne lide strømpestrik, for de er jo så værdsat. Måske kan man med tiden lære at holde af det, lige som kaffe og praktiske sko?

  4. jeg er også vild med cleogarns strømpegarn – det er de smukkeste farver ! jeg er mest til Semisolid eller lidt speckles, afhængig af strømpemønster.. Jeg vil tippe om simple skyp opskriften (gratis) – rigtig fine simple strømper, der også sidder godt. Og så vil jeg tippe om et nyt garn, som “munlochy” opskriften er skrevet til, det er Black Isle Yarn Killen sock – det er BLF og mohair, og så rent og lokalt som det kan blive. Jeg har besøgt den søde ejer i Skotland :)!

    1. Jeg har kun gode ting at sige om Cleo Garn. Hun har forstået at finde nogle garnbaser og farver, som tilsammen bliver som en drøm. Jeg har allerede Simple Skyp i min bibliotek, så de kunne meget vel komme på pindende snart. Og det garn – det må jeg hellere kigge nærmere på. Det ser jo fint ud på Munlochy strømperne. Jeg kan godt lide den smule puf der er i BFL. Og med mohair er det jo oplagt som strømpegarn uden kunstige fibre. Tak for anbefalingerne!

  5. Strømperne strikket i Wookapyk Sock er bare SÅ fine. Det er meget inspirerende at følge med i dine “strømpestrik” indlæg. Tak.

  6. Pascuali Pinta er uld, silke og nælde og overkommeligt i pris med fine farver. Jeg har dog kun købt, ikke strikket i det endnu

Leave a Reply to Nina Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.