Sy spire

Jeg har længe gerne ville blive bedre til at sy.

Jeg har kigget på forskellige sykurser, men synes alligevel at jeg burde kunne starte selv. Jeg mener, hvis jeg tager på et sykursus, så vil jeg helst have så meget ud af det som muligt, og ikke sidde og fumle med forkert stof og symaskinebåndkaos, for blot at gå hjem med stof i strimler og et måske halvt færdigt projekt. Okay, det er måske lidt karikeret, men du forstår hvor jeg vil hen ik’?

En dag jeg kom for tidligt til min frisørtid, gik jeg ind i en boghandel over for frisøren for at fordrive tiden. Jeg faldt tilfældigt over en bog der ved hjælp af 7 modeller trinvis opbygger de grundlæggende teknikker, som skal bruges når man syr tøj. Det er selvfølgelig bogen Kærlighed ved første sting, eller Love at first stitch som den originalt hedder, af Tilly Walnes. Tilly har også bloggen Tilly and the Buttons, som de der syer sikkert kender.

http://shop.tillyandthebuttons.com/products/love-at-first-stitch

Bogen er opdelt i 7 modeller, der starter med det nemmeste projekt og derefter bygger flere teknikker på, og slutter dermed med den sværeste. Derudover er der masser af gode tips og råd til hvordan man vælger stof, hvordan man overfører mønster, og mange andre ting som ikke direkte handler om at sidde ved symaskinen, men som man alligevel skal bruge. Lige præcis det jeg havde brug for – alt det man bare skal vide.

Det første projekt er et aflangt tørklæde til håret, og det mente jeg alligevel godt at jeg kunne klare. Jeg havde faktisk også noget rigtig fint stof liggende til det. Næste projekt var et par pyjamasbukser, som jeg allerede nu købte stof ind til – jeg mente nok at jeg kunne nå begge projekter på en weekend.

Her stødte jeg på min første udfordring. Der stod i bogen at jeg skulle vælge fast bomuldsstof, som var nemt at sy i. Men i stofbutikken blev det et meget vidt begreb. Jeg måtte have assistance, og den søde ekspedient fandt én rulle stof, som hun mente ville egne sig rigtig fint til mit første rigtige projekt. 1 rulle. I en hel butik. Chancen for at jeg selv havde fundet netop den rulle var alligevel ret lille. Anyway, det var et billigt stykke stof (50kr./m) , og det var selvfølgelig ret smart når jeg stadig er helt ny ud i at sy tøj, så det kom med hjem.

Jeg afsatte en lørdag til at starte mit sy eventyr op, og havde i forvejen læst de afsnit i bogen som jeg skulle bruge flere gange. Du ved, med god forberedelse er man allerede halvvejs færdig. Tørklædet gik ret smertefrit og hurtigt, og vupti, så havde jeg et 60’er tørklæde med en bundet sløjfe i nakken og alting. Det fine, tynde liberty stof viste sig at være helt perfekt til sådan en hovedtørklæde. Just in case andre har lyst til at følge med på Brigitte Bardot hårbåndsmoden.

Så var det tid til bukserne. Jeg havde købt mønsterpapir (som man jo åbenbart skal bruge?!), og fik overført mønsteret som i øvrigt var med i bogen i en smart lomme. Jeg fik klippet delene ud og kunne allerede her se at det er hele processen der kræver øvelse. Bogen har meget udførlige trin-for-trin vejledninger, som jeg stille og roligt fik syet mig igennem og pludselig gik det op for mig at jeg havde syet et par bukser. Og at det meste af dagen var fløjet forbi, mens jeg havde været fordybet i stof, bog, mønstre og maskine.

Bukserne har en løbegang med et bindebånd, som jeg selv syede og et simpelt oplæg af kanterne. Hele lørdag aften gik jeg selvfølgelig rundt som en anden diva og svingede med mine nysyede pyjamas bukser. Jeps, jeg var ret stolt over, at det var gået så nemt. Tak, Tilly for dine meget udførlige instruktioner – det gjorde uden tvivl oplevelsen til en succes.

Til næste gang har jeg lært at:

– markere mærker og foldelinjer endnu bedre, så jeg rent faktisk kan finde dem bagefter. Jeg havde tegnet dem af på stoffet, men de var på mystisk vis forsvundet da jeg skulle finde dem. Måske havde jeg klippet dem af, da jeg ordnede sømmen. På bukserne var det ikke et problem, da det var nemt at regne ud hvor mærkerne skulle havde været. Jeg går ikke ud fra at jeg så slipper så let næste gang.

– åbningen til løbegangen er allerede gået i stykker efter at jeg gik rundt i bukserne hele lørdagen aften. Den skulle have haft ekstra forstærkning. Det har den så fået nu.

Ud over det, så gik det ret meget som planlagt, og jeg skal nu til at finde stof til det næste projekt, som er en fin A-nederdel med linning og indlæg. Og jeg kan allerede nu sige, at det er ikke lige til. For hvad for noget stof skal jeg vælge? Et tykkere bomuldsstof er trods alt et ret vidt og for mig lettere ukendt begreb. Og der er jo så mange at vælge imellem. Jeg må nok forbi endnu en stofbutik og have assistance (jeg vælger nok en anden butik med et lidt større sortiment denne gang). Jeg er altså langt fra der, hvor jeg kan købe stoffet online. Det kommer nok med tiden, som det har gjort med garn. I virkeligheden mangler jeg jo bare Ravelry for syning. Det ville give så meget mening med projekter, stash, queue, forums osv. Tip mig endelig hvis du kender smarte sywebsites eller syblogs, som jeg bør kende.

Og sådan gik det til at jeg fik endnu en ny hobby at bruge tid og penge på, men også en hobby som med tiden kan understøtte mit mål om en garderobe fyldt med tøj, som jeg selv har lavet, og som passer til mig.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,
Pernille

2 thoughts on “Sy spire”

  1. Pudsigt, jeg har også netop genoptaget syning fordi jeg ligesom du har et ønske om mere hjemmelavet i min garderobe. Jeg har bl.a. nogle viscose-toppe, som jeg gerne vil bruge som udgangspunkt for mine egne bluser og toppe. Men jeg syntes at jeg manglede nogle tips og tricks til at gøre det nemmere og også få den rette finish.

    Mit valg faldt på et onlinekursus fra Skaberlyst.dk, bestående af 8 moduler med tekst, billeder og en masse videoer. Der er også opgaver og syprojekter undervejs. Det fungerer ret godt, indtil videre. Pøj-pøj med din nye hobby 🙂

Leave a Reply