Det bedste til sidst.
De tips og tricks, som får strømperne til at få den perfekte finish, få mønsteret flot frem og holde længe vask efter vask.
NEGATIVE EASE
Jeg har endnu ikke fundet det danske term, men kort sagt så sidder strømper bedst hvis de sidder godt til på foden. Da de giver sig i brug, kan de med fordel strikkes med såkaldt negative ease. Omkredsen på foden af strømpen skal altså være mindre end omkredsen på din fod. Lige som købestrømper. Så glider du ikke rundt når du har dem på. Jeg strikker ind imellem færre masker på foden end på benet, for at opnå den tætsluttende fod. I det omfang at mønsteret tillader det.
VASK OG LIDT OM SOCK BLOCKERS
Strømper (og andre slags strik) med hulmønster, flerfarvestrik eller snoninger har godt af at blive vasket og udspændt når de er færdigstrikkede, så mønsteret rigtig træder frem.
Derefter bør du lige overveje det inden du vasker strømperne. Uld (og mange andre naturlige fibre) har en selvrensende effekt og strømperne kan sagtens bruges flere dage i træk uden at blive vasket. Hæng dem ud i den friske luft, så klarer de fint en dag mere. Færre vaske kan være med til at forlænge strømpernes levetid, fordi vask slider på dem. Jeg vasker altid mine strømper i vaskemaskinen ved lave grader og lavest mulig centrifugering.
Strikker man mange strømper, og vil man gerne tage fine billeder af dem, kan et par sock blockers være fine. Og så har de jo et praktisk element – bruger du dem som et afsluttende element efter vask, kan de være med til at få mønsteret til at træde fint frem fordi strømpen bliver udspændt. I stedet for at investere i et par, kan man selv lave et sæt i pap eller til billeder simpelthen bruge dem der sidder fastmonteret for enden af dine ben – nemlig fødderne (kan IKKE anbefales hvis strømperne skal udspændes efter vask, så kommer du til at sidde med fødderne i vejret længe :)). Jeg ejer ikke sock blockers og kommer ikke til det. Jeg forsøger at minimere mængden af tilbehør og sock blockers er bestemt i nice-to-have kategorien og ikke need-to-have.
Hvad siger strømpepanelet?
STRØMPEPANELET
Christina @theknittingchemist
Husk at prøv strømpen på flere gange undervejs.
Strik i noget garn der gør dig glad, prøv den undervejs, og strik den gerne lidt stramt. Min erfaring er at sokker ofte giver sig i brug. Og så slå op på dobbelt pind, for at få en løs kant.
-o-
Jeg håber at du efter denne uge kan tage et eller andet med dig om at strikke strømper, uanset om du er aldrig har prøvet det før eller er garvet strømpestrikker. Jeg har hygget mig gevaldigt, og tak for mange fine input og anbefalinger i kommentarfeltet. I løbet af næste uge finder jeg et par heldige strømpestrikkere som skal have det fine garn fra Onion. Jeg giver direkte besked og skriver også i et indlæg hvem der kan glæde sig til at hente en blød pakke.
Hvis du stadig læser med – tak for din tid og rigtig god (strømpe)strikkelyst!
Kærligst,
Pernille