Strømpestrik #1 – opskrifter

OPSKRIFTER

Første afsnit i miniserien om strømper handler om opskrifter.
Der er et hav af strømpeopskrifter, og rigtig mange af dem er gratis og blandt mine favoritter.

For begyndere udi strømpestrik vil jeg anbefale at starte med et ribmønster. En strømpe der på en eller anden vis veksler mellem ret og vrang. Det giver nemlig en fleksibel strømpe der nemt passer på foden. Er den en smule for stor, vil ribstrukturen trække strømpen lidt sammen, mens en for lille strømpe kan udvides i det fleksible ribmønster.

Brug det som en lille reminder når du vælger et strømpemønster. Hvis der indgår både ret- og vrangmasker, så vil det give fleksibilitet. Der kan sagtens også være opskrifter med både snoninger, hulmønster og flerfarvestrik (jeg giver et par glimrende eksempler lige om lidt), som er fleksible fordi der indgår både ret og vrangmasker.

Det kan være en strømpe udelukkende i rib som denne. Det kunne også være en af de nedenstående, som alle er gratis og med et alletiders ribmønster.

Hermione’s Everyday Socks
Vanilla Latte socks
Blueberry Waffle Socks
Broken Seed Stitch socks (strikkes i to farver og er perfekt til rester!)
Monkey socks

Jeg har selv strikket de 4 første, som må siges at være klassikere inden for strømpestrik.

OPSKRIFTER DER HOLDER PINDENE VARME
For mit eget vedkommende kan jeg sige, at kombinationen af lækkert garn og en interessant opskrift kan få strømperne til nærmest at flyve af pindene. Opskriften skal være tilpas interessant, men ikke så svær at jeg skal koncentrere mig meget når jeg strikker på dem. Det vil som regel være et mønster som gentages, og som efter et par gentagelser er nemt at huske, så jeg ikke skal kigge i opskriften. Af eksempler kan jeg nævne Mercury Socks (gratis opskrift!), Vestigial (også gratis!) og Fort Grey.

Og tjek så lige et par nye designs ud, som er smukke og uden tvivl rigtig sjove at strikke.

Astor Socks og Irving Socks af Jaclyn Salem
Munlochy Socks af Clare Devine
Memory Lane Socks af Hanna Lisa Haferkamp
Honey Bee Dance Socks og Magnolia Socks af Helen Stewart

PAS PÅ!
Personligt synes jeg at man skal være (let?) øvet og/eller varsom med at vælge strømper med flerfarvestrik. Det bliver ofte lidt tættere og har ikke meget fleksibilitet. Skulle du falde over en opskrift med vævestrik, så har det lidt samme effekt – det giver ikke altid det mest fleksible stykke strik. I den modsatte ende er hulmønstre, som hvis det dækker en væsentlig del, godt kan blive lidt løst.

INSPIRATION
Hvis du vil se lidt nærmere på strømpeopskrifter, så finder du min egen lille samling her, mine favoritter lige her, og de gratisopskrifter jeg har i mit bibliotek lige her. Jeg strikker stort set kun efter engelske opskrifter, og hvis du er ny inden for dette, så har jeg lavet en udemærket lille strikkeordbog i dette indlæg.

Når du kigger på en opskrift på Ravelry, så husk at kigge forbi og se andres projekter. Her kan du få en idé om hvordan strømpen ser ud i forskellige farver og forskellige typer garn. Find en lille vejledning til at navigere rundt i Ravelry projekter lige her.

Endelig har jeg spurgt mit strømpepanel om deres favoritopskrift. Her kommer deres bud.

Christina @theknittingchemist:
Jeg har nok et par stykker afhængig af typen af strømpegarn. Mine favoritter til semisolid garn er Cadence og Rumpelstiltskin af verybusymonkey. Der er en god rytme i mønstret, når man strikker dem og de færdige strømper er bare så flotte og de sidder godt på foden. Jeg kan godt lide Monkey socks eller Hermiones everyday socks til speckled garn. En anden af mine favorit strømpedesignere er Rachel Coopey. Jeg lærte nærmest at strikke strømper efter hendes bøger Coop Knit Socks. Mønstrene kræver typisk lidt mere tankevirksomhed under strikkeprocessen og efter min mening er de klart bedst til ensfarvet eller semisolid garn.

Lisbeth @bethgaard
Jeg vender altid tilbage til følgende opskrifter: Vestigial og Hermione’s Everyday Socks – derudover har jeg med stor fornøjelse strikke cadence og Rumpelstiltskin – de 2 sidste kræver mere, men resultatet er godt nok pænt og hele arbejdet værd! Ellers må jeg også anbefale Rivercat og Tadpoles. Jeg tror i øvrigt at alle nævnte opskrifter er gratis.

-o-

Har du en eller flere favoritopskrifter, når det kommer til strømper? Opskrifter du har nydt særlig meget, eller kan se dig selv vende tilbage til? Jeg vil meget gerne høre om det.

Kast dig ud i de mange smukke opskrifter og find dem du bedst kan lide, og gør dig så klar. For i morgen skal vi snakke om garn! Smukt, blødt, stærkt strømpegarn.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Du kan læse første indlæg i min miniserie om strømper lige her.

SOCK*tober

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen. Strømper er, og har altid været, indbegrebet af hjemmestrik for mig. Min farmor strikkede strømper til hele familien, og jeg kender ikke nogen der ikke sætter pris på et par strikkede strømper.

Sidste jeg besøgte mine forældre lagde de begge billet ind på strømper i julegaver – henholdsvis ekstra varme og lange til jagt, og fine hvide til hjemmebrug. Gæt selv hvem der skal have hvilke par.  Min beskedne søster ønskede sig ‘bare’ et par hjemmestrikkede strømper. Som sygeplejerskestuderende mente jeg nu nok at hun selv skulle i gang. Nattevagter kan blive lange, har jeg hørt, hvis der er småt med patienter. Og jeg har jo faktisk lært hende at strikke. Måske skal hun i stedet havde garn og pinde til sit eget sæt. Og så lidt kyndig vejledning.

For de der ikke har en strømpekyndig storesøster, har jeg samlet en række tips som kan hjælpe dig i gang, videre eller måske tilbage til strømpestrik. Jeg har endda spurgt et par af mine strømpestrikidoler om deres bedste opskrift, garn, samt tips og tricks. Jeg er på ingen måde noget der ligner ekspert i strømpestrik, men jeg kan rigtig godt lide det og har knækket koden til hvad strømpestrikkeglæde er for mig.

I morgen er det oktober og dermed første dag i Socktober (get it? – sock + october = socktober) – måneden hvor vi som strikkere strikker strømper til den kolde tid vi går i møde. Den kommende uge udgiver jeg hver dag et afsnit i en mini-blog-serie om strømpestrik med følgende emner:

MANDAG: Opskrifter for begyndere og favoritter, som holder pindene varme

TIRSDAG: Favoritgarn – det dyre, det billige, det økologiske og det uden nylon. Og selvfølgelig favoritterne fra panelet.

ONSDAG: Hvilke pinde skal du vælge?

TORSDAG: Hæltyper – de nemme, de svære og de bedste

FREDAG: Oppefra eller nedefra?

LØRDAG: Slut med singlestrømper med to en én pind.

SØNDAG: De bedste tips og tricks til strømpestrik

Sidst, men ikke mindst, så er der en par garnpakker på højkant, så to af mine heldige læsere kan komme i gang med et par smukke strømper til efterårets garderobe.

Jeg har valgt det fine Onion Nettle Sock, som er et superwashgarn med nældefibre i stedet for nylon. Meget mere om nældefibre vs nylon i tirsdagens indlæg om garn. Garnet er meget venligt sponsoreret af Onion.

Jeg er selv i gang med et par strømper i samme garn (mit sockandbookclub #3 projekt) og kan varmt anbefale det. Når ugen er gået, vælger jeg et par heldige vindere blandt kommentererne på et af de 8 indlæg i miniserien om strømpestrik – dette indlæg og de 7 kommende. Du er meget velkommen til at skrive kommentarer hver dag.

Hvis du stadig læser med – mange tak din tid. Vi læses ved i morgen, hvor det handler om opskrifter.

Kærligst,

Pernille

Følg FrkGarn på Bloglovin’