Tekniktorsdag: Opslagning midt i et strikketøj

Selv små projekter kan skabe store spørgsmål. Jeg har for nylig afsluttet en lille top, som er strikket nedefra og op. Efter at have lukket af til ærmerne, skal der slås nye masker op, lige der midt i strikketøjet. Det er de masker der bliver kanten på et ærme.

Hver gang jeg skal slå masker op midt i strikketøj, husker jeg forvirringen som jeg oplevede da jeg for flere år siden stødte på det første gang. Slå masker op var noget jeg gjorde som det allerførste i et strikketøj. Og uden andre masker på pinden. Og med to tråde garn – en kort og en der sad fast i garnnøglet. Hvordan hulan skulle jeg lige løse det? Svaret fik jeg hos en god veninde, der viste hvordan hun slog masker op med en enkelt tråd -såkaldt enkeltopslagning eller løkkeopslagning. Den brugte jeg i en lang periode, når jeg skulle slå masker op, men det var med alverdens bandeord og trusler. For de der nye masker, de var ikke nemme at strikke. Faktisk kunne det ende med et hysterisk anfald hvis de skulle strikkes vrang.

Masker slået op under et ærme for snart nole år siden. Her har jeg brugt enkeltopslagning.
Jeg er endnu ikke faldet over en dansk opskrift der fortæller hvilken metode der skal bruges ved opslagning midt i et strikketøj. Det forventes at strikkeren selv har metoder i sin teknikkasse. Eller finder ud af det. Til gengæld har flere engelske opskrifter angivet hvilken metode der kan anvendes til at slå masker op, fx under et ærme. De engelske opskrifter er generelt mere detaljerede, og jeg har derfor lært meget mere af engelske opskrifter. Som fx smarte, nye metoder til at slå masker op.

Den første jeg mødte var cable cast on. Jeg brugte den til opslagning efter en række masker, hvor jeg kun havde en enkelt tråd garn. Metoden er både nem og pæn, og maskerne er nemme at strikke. Trods navnet har den så vidt jeg ved ikke noget med snoninger at gøre.

Dernæst lærte jeg knitted cast on. Igen – kun en tråd garn og et pænt resultat. Metoden er så nem og indlysende når man først kommer i gang – det er jo blot at strikke masker op. Også disse masker er nemme at strikke når de først er slået op.

Begge disse er mine mest anvendte metoder til at slå masker op midt i et strikketøj. De kan selvfølgelig også bruges til at slå masker op når man starter, og hvis du ofte ender med en for kort ‘hale’ når du slår masker op, var det måske en metode for dig?

Til ærmekanten på den lille top brugte jeg knitted cast on metoden
Jeg har ikke fundet behov for at udvide min værktøjskasse med yderligere metoder til at slå masker op midt i et strikketøj. Men måske er der endnu en der rigtig fin? En jeg bare ikke burde kende?

Hvilken metode bruger du? Kender du måske en helt tredje (eller det må være fjerde) metode til at slå masker op, hører jeg meget gerne om det. Nye teknikker er altid interessante (hvis de vel at mærke opfører sig pænt og er nemme at have med at gøre).

-o-

Hvis du stadig læser med – mange tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Follow my blog with Bloglovin

1 thought on “Tekniktorsdag: Opslagning midt i et strikketøj”

Leave a Reply