Venindebogen : Astrid aka Rock & Roll Hausfrau

Det er blevet tid til næste side i venindebogen. Og denne gang skal I møde Astrid. Hun er en af mine allerkæreste strikkeveninder. Vores venskab går år tilbage, og jeg husker ikke præcis hvornår eller hvordan det begyndte. Og det er egentlig underligt, fordi de som kender Astrid ved, at hun på alle måder skiller sig ud på den gode måde. Her får I Astrid.

-0-

NAVN: Astrid aka Rock & Roll HausFrau

ANTAL STRIKKEÅR: Siden omkring 1990, men med mine mest aktive år de sidste 5-6 år.

YNDLINGSÅRSTID: Forår

MIG BESKREVET MED TRE ORD: Følsom højlydt introvert

YNDLINGSFARVE: Gul. Selvom gul virkelig ikke klæder mig!

DESERT ISLAND-GARN: Øhm…. Lammeuld, tror jeg? New Zealand fra G-uld eller den tynde fra Camilla Vad? Det er så lækkert at arbejde med, bliver jævnt og pænt – og så bliver det bare blødere og blødere, desto mere man bruger det.

HVIS DU VAR ET GARN: Noget blødt og squishy. Måske til pind 4-5 stykker?

MIT BEDST STYKKE STRIK: Det, jeg bruger mest, er min Right Down sweater fra Susie Haumann. Den er strikket i Alpakka Silke og har sådan en lækker blødhed og tyngde…

PROCES-ELLER PROJEKTSTRIKKER: Totalt meget projekt. Der er ikke noget mere tilfredsstillende end at blive færdig med et projekt eller blot at se, at det skrider hurtigt frem.

COMFORT KNITTING: Noget, hvor jeg ikke skal tænke… En glatstrikket bol fx. Dét er skønt!

MANGE ELLER FÅ PROJEKTER PÅ ÉN GANG: Mange. Selvom jeg faktisk ville ønske, at det var modsat. Jeg har forsøgt med det der monogami, men altså… det er bare lækrest at have noget ”idiotstrik” liggende, når man ikke gider at tænke.

MAGIC LOOP ELLER STRØMPEPINDE: Jeg er faktisk konvertit på den front. Jeg plejede at elske mine strømpepinde og har også nogle farligt fine nogle liggende – som så aldrig bliver brugt mere. Nu er jeg nemlig all in på magic loop. 😊

HER STRIKKER JEG HELST: Alle vegne. Hvis det ellers er socialt acceptabelt i situationen.

MENS JEG STRIKKER: ser jeg TV eller hører lydbog. Jeg er så meget et projektmenneske, at det føles fantastisk at gøre flere ting på én gang. Det føles effektivt uden at være stressende.

-o-

Jeg møder Astrid til morgenmad og kaffe på Frederiksberg en søndag formiddag. Foran os er et par timer uden børn, men med ro til snak og lidt strik og bare at være.

NÅR INTROVERTE MØDES
Da jeg spørger Astrid hvor vi kender hinanden fra, husker hun det heller ikke, men tænker umiddelbart at det er fra et kreativt selskab. Og ja, vi mødtes ved et kreativt selskab. Et koncept som Astrid er kommet på og som andre har adopteret, fordi det er en fin måde at ses i en lille gruppe kreatricer man kender og ikke-kender og bruge et par timer på håndarbejde med ligesindede. Vi taler lidt om venskaber og bekendtskaber og hvordan de opstår, både i strikkemiljøet og ude i den virkelige verden. Noget jeg selv synes kan være svært. Ikke desto mindre er det dog lykkedes mig at få nogle søde og strikkende veninder ind i mit netværk, og jeg tror at det er fordi vi på mange måder minder om hinanden. Man kan være med, selvom man ikke siger så meget, for vi er allerede bundet sammen af en fælles hobby. Ofte ender det dog med at der bliver sagt ret meget, men det er først når venskabet er etableret og forbindelsen skabt.

EN HØJLYDT INTROVERT
De findes faktisk og Astrid er en af dem. Holder af at være sammen med mennesker, at være social og at dele sine meninger. Især det sidste er en af de ting jeg særligt sætter pris på hos Astrid. Hun har nemlig en holdning til det meste. Og spørger jeg hende om noget, kan jeg altid regne med at få et svar med substans og dybde retur. Det er berigende at tale om noget der ligger mig på sinde, og ikke svæve rundt i small talk, som er en af de discipliner jeg er absolut allerdårligst til. Måske er det derfor jeg synes det er svært at starte på venskaber. De skal jo starte et sted.

DEN KREATIVE MOR – TID TIL LEG, TID TIL MIG
Både Astrid og jeg selv er siden vi mødte hinanden blevet mødre, og tid er blevet en anden størrelse end den var før. Den tid der før var dedikeret til kreativt arbejde, skal nu deles ud på andre ting. Prioriteringer skifter, men kreativiteten skal der være plads til. For Astrid har det betydet, at hun bruger mindre tid på broderi, som er både meget meditativt, men også langsommeligt. Det bliver heller ikke rigtig til hæklerier. Nu er det mest strik til hende selv. Et faktum jeg kan genkende fra mig selv. Barselsgaverne er ikke som før, og det er okay. Astrid bruger dog tid og energi på at lade sin datter finde sin egen kreativitet, som hun selv har gjort det som barn.

Vi taler lidt om tid. Den er så dyrebar. Vi kunne begge to godt tænke os at arbejde mindre og få mere fritid. Og vi er ret enige om at den ekstra tid på ingen måde skulle bruges på noget så banalt som at gøre mere rent. Eller andre pligter. Den skulle bruges hvor det giver mening og der hvor den bringer glæde; med barnet mens hun stadig er lille og med håndarbejde.

PROJEKTSTRIKKER
Astrid er drevet af projektet og ikke processen. Jeg kender det fra mig selv. Spændingen er højest lige når der er slået op og i slutningen, når projektet er ved at være slut. Processen, som er alt derimellem skal man øve sig på at holde af når man er projektstrikker. Og Astrid strikker mest til sig selv. De mange timers arbejde skal gerne blive til noget der bliver værdsat og brugt.

GARNLAGERET
Vi kommer ikke uden om en snak om garnlager. Det fylder trods alt meget her på kanalen. Astrid køber ikke så ofte garn, men finder gerne noget på rejser som en souvenir. Det er bare ikke altid nemt at få det brugt. Jeg ved med det samme hvad hun mener. Jeg har selv feriegarn der bare ligger og venter på det rigtige projekt. Det giver dog en ekstra dimension når man strikker med garn der er købt på en ferie. Det får en særlig betydning både at arbejde med det, og bruge det færdige stykke strik bagefter. Det har også et bæredygtigt aspekt, at bruge det man har i stedet for blot at købe nyt. Det er en balancegang, men vi er enige i at nyt garn skal ikke gemmes væk på hylden, det skal bruges.

KREATIV IVÆRKSÆTTER
Jeg husker, at Astrid på et tidspunkt tog fri fra arbejde for at bruge tid på sin kreativitet. Det var faktisk en måned, fortæller hun mig. Det var før hun blev mor og havde bedre tid til sig selv. Jeg synes det er noget af de sejeste at udvise den type af egenomsorg, og prioritere noget der gør én glad. For Astrid har haft kreativitet i sit liv siden hun var barn og det er i dag en stor del af hende. Ud over at have et kæmpe diy-arkiv på sin blog, er hun (med)stifter af ‘Kreativt selskab’, ‘Strikkebio’ og ‘Min kreative uge’, og har brugt mange, mange timer på at opbygge både et digitalt og fysisk rum hvor man kan dele sin kreativitet med andre.

BLOGGER ANNO 2019
Jeg læste Astrids blog længe før jeg lærte hende at kende. Dengang da der var mange diy-bloggere og mange der læste med. Før Instagram. Det er svært med blogmediet i dag. Der er meget arbejde i det, men få læsere. Ihvertfald i strikkemiljøet. Astrid har dog stadig et kæmpe katalog på sin blog og ønsker stadig at det skal leve i en form, om end det ikke nødvendigvis er som en blog. Jeg kan genkende det, og da hun spørger hvor jeg vil hen med min blog kan jeg ikke give et klart svar.

-o-

Det var næste side i venindebogen. Jeg håber du har nydt dette lille vindue ind i Astrids verden. Du kan følge hende på Instagram som @rocknrollhausfrau og se mere på hendes blog.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.