Vores første år med babystrik

Tiden nærmer sig hvor husstandens yngste snart runder sit første år. I den anledning kan en mor ikke andet end at blive sentimental og nostalgisk på én gang. En tåre eller to er der også blevet fældet.

Da hun endnu lå i min mave, spurgte jeg jer hvad det bedste babystrik var og opsummerede det i et indlæg, som du finder her.

Nu har jeg gjort mine egne erfaringer, og dem får du så her.

Først vil jeg starte med at sige, at vi har brugt hjemmestrik helt utrolig meget. Mit efterårsbarn har har haft fornøjelsen af en meget lang og kold vinter, men det er jo ingen sag når man har skuffen fuld af uldne klæder.

Min top 5 liste må være som følger:

CARDIGANS
Ved hver lur i barnevognen har Laura haft en cardigan på som yderste lag. I Voksiposen har det været perfekt som udendørs påklædning. Bruger man ikke Voksipose, vil det sandsynligvis ikke være tilstrækkeligt med en cardigan når først frostgraderne bider.
I efterår- og vinterperioden har hun skiftet imellem Begynderjakken i Önling No 1 og Hyggen i Valnød fra Tante Grøn, og selv efter daglig brug i flere måneder holder de sig virkelig godt. De har holdt faconen og har minimalt med fnuller. Jeg kan varmt anbefale begge garnkvaliteter til babystrik. I forårsmånederne har vi brugt Annas Sommercardigan i Onions Wool+Nettles No 3 og På Skrå Cardigan i smørblød cashmere cotton fra Lang Yarns. For tiden bruger vi den fine Mille cardigan, som Lene (@strikdigglad) har designet og sendte som en barselsgave til lille Laura. Den er strikket i Onion Wool+Nettles no 4 og vi er SÅ glade for den.

Den fine På skrå cardigan
Sådan putter vi i barnevognen om vinteren – klar til lur i Begynderjakken og Baby Igloo Boots
Millecardigan i brug

Mine bedste tips!

  • HUSK med cardigans, at få syet knapperne virkelig, virkelig, godt fast. Eller brug trykknapper. Før man har set sig om, ligger ynglet og gnaver i cardiganens øverste knap. En savlesmæk ud over kan også løse problemet.
  • Har din baby også mælkedeller på armene, så sørg for god plads i ærmerne. For ærmerne strikket nedefra, har jeg strikket det angivne maskeantal i ribben, og derefter taget ud ved overgangen til glatstrik til det maskeantal som der skal øges til før ærmer og krop sættes sammen. For ærmer strikket oppefra har jeg undladt indtagninger undervejs, og lavet indtagningerne før ribben. Det gør det lidt nemmere at få ærmerne på, især hvis bebs allerede har en langærmet body på.
  • Rillestrik er dejlig tykt, mens glatstrik er lidt tyndere. Jeg valgte derfor mønstre med retriller til vintercardigans, og glatstrik til forår og sommer.

STØVLER/STRØMPER
Baby Laura fik den skønneste barselsgave af Ida med hendes babyfavoritter. Heriblandt var der et par baby igloo boots i farvEN. Jeg lyver ikke når jeg siger, at de passede til alt hendes tøj. Støvlerne er uden sammenligning vores mest brugte stykke strik. De sidder fantastisk, og hun havde dem på hjemme på legetæppet, i autostolen, når hun sad i viklen (vi fik mange misundelige blikke fra andre viklemødre, for støvlerne dækker netop den del af benet der er frit) og selvfølgelig hver dag under hendes lur i barnevognen. Med dejlig tyk retstrik omkring foden og rib op ad benet sad de perfekt. Bindebåndet er både fint og praktisk og de blev altid siddende når hun havde fået dem på. Skulle jeg anbefale ét stykke strik til baby, er det uden tvivl de her (eller lignende) støvler. De er i øvrigt strikket i Idas avocadofarvede garn sammen med en tråd silk mohair. Jeg bliver stadig varm om hjertet og fyldt med taknemlighed når jeg tænker på den fineste gave. TAK Ida!

Lille bitte baby Laura med lidt store baby igloo boots

ROMPERE
Vi har været meget glade for rompere over en body og strømpebukser. Jeg strikkede denne flæseromper i dejlig blød babyalpacca/silk. Den sidder virkelig godt, MEN jeg synes flæsen sidder lige lovlig tæt på ansigtet. Ihvertfald til små babyer. Favoritten har været Little Ediths romper, der har en utrolig fin pasform og kan bruges længe.

Faldet omkuld på sofaen i Little Ediths Romper

BLOOMERS
Jeg synes bloomers er dejligt nemme at bruge, og et skønt ekstra varmt lag. Vi har været meget glade for disse og disse flæsebloomers. Sidstnævnte strikkede jeg i cotton merino fra Knitting for Olive og det er et af de projekter jeg er allermest tilfreds med.

Sidst, men ikke mindst..

BABYTÆPPE
Vi har to babytæpper og bruger stadig tæppe hver dag. Jeg synes tæppet er et rigtig fint alternativ til dyne, fordi det fylder mindre (når man skal ud af døren) og er dejlig varmt.  I barnevogn, klapvogn, babynest og slyngevugge er det perfekt til en lur. Vi har også brugt det i autostolen og et hav af andre gange. Babytæppet er et must have for alle små nuslinger.

Det ene tæppe er noget tungere end det andet, fordi det er tykkere og der er brugt flere gram garn. Jeg har dog brugt det tynde tæppe mest. Blot en præference, hvis du står og skal vælge.

Lur i slyngevuggen med blondebodykjole og varmt tæppe i Tusindfryds Engleuld. Slyngevuggen var – næstefter i mors arme med babs i munden – Lauras yndligssted at sove.

DET BRUGTE JEG IKKE SÅ MEGET

Strik kyser
Jeg har flere fine, strikkede huer og kyser i størrelse nyfødt til et år. Da først vinteren satte ind, måtte jeg dog gå over til kun at bruge elefanthue, og de blev derfor ikke brugt så meget som jeg havde håbet. Jeg regner dog med, at vi kan reintroducere strikkede kyser i det tidligere efterår.

Veste
Jeg har haft et par veste, som er brugt få gange. Til den helt lille baby har det dog ikke været det mest optimale, da den kryber op. Jeg forudser dog at vi i meget højere grad vil bruge veste det kommende efterår og vinter.

LAURAS STRIKKEDE EFTEÅRSGARDEROBE

Mælkebøttenederdel
Den føromtalte mælkebøttenederdel er netop blevet færdig og mangler blot en elastik i livet. Jeg glæder mig til at se den i brug med strømpebukser og små, bløde sutsko. Jeg har strikket den i Økologisk Sommeruld fra Camarose i en varm efterårsfarve, som jeg synes går rigtig fint sammen med sart lyserød, som vi har en del af.

Mælkebøttenederdel, Birke Kyse, knæstrømper fra Condor og små musesko

Rompers
Der ligger to rompers klar til efterårsgarderoben. Den første er På skrå romper, og den anden er vinterromper. Der kan meget vel komme endnu en på pindene. De er så fine, og vi har indtil videre været glade for rompers.

Endnu en cardigan
Vi skal have endnu en eller to cardigans til garderoben, som kan tage over når Millecardigan på et tidspunkt bliver for lille. Jeg har endnu ikke besluttet hvilke, og den ene skal muligvis være en sweater i stedet.

Derudover har jeg noteret benvarmere, en kjole, strømper, en vest og et lille halstørklæde og/eller en halsedisse på en liste i min bulletjournal. Tiden vil vise hvor meget af det jeg når.

Hvad er dit yndlingsstrik til en 1-årig tumling?

-o-

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.