April 2021 i strik

Lettere forsinket kommer her mit april indlæg. Årsagen er naturligvis, at søde lillesøster meldte sin ankomst den 2. maj, og at vi siden har været i familiebarselsboble med både farmand og Laura hjemme. Barselshvedebrødsdagene. Nu starter en mere almindelig (og stille og rolig, må jeg tilføje) barselshverdag, bare mig og min lille baby. Nøj, hun er sød. Det kan jeg godt sige jer. Helt objektivt, selvfølgelig. Mor-barn symbiosen er komplet og jeg nyder dagene med hende, og gemmer minder i hjertet og kamerarullen. 

Det er tid til min april i strik. En måned med barsel uden baby, og uden strikkemojo. Selvom jeg havde en hel del mere tid, var lysten desværre væk for en stund. Lidt er det dog blevet til.

Stribebloomers [FO]
Det første projekt blev et par små bloomers strikket i rester fra min Dip Dye Vest. Ja, faktisk manglede jeg kun at samle masker op og strikke den sidste benkant. Ikke en favorit hos mig. Jeg er blevet bedre til at få den slags ud af verden, inden projektet glider helt ud af min bevidsthed. Og nå ja, så har jeg jo også et lille garnlagerregnskab jeg gør op hver måned, og her var der nogle nemme point at hente.

Jeg har taget udgangspunkt i opskriften på Flæsebloomers fra A Nordic Knitting Tale (tidligere Olines Mor), udeladt flæserne og i stedet lavet striber på 3 rækker pr farve. De er strikket i den nu udgåede engleuld fra Tusindfryd – et dejligt, blødt uldgarn som egner sig særdeles godt til babystrik. Jeg strikkede den mindste størrelse og havde stadig lidt garn tilbage i hver farve, og jeg er igen bliver overrasket over hvor meget man kan få ud af 3 nøgler forholdsvis tyndt garn. Resterne bliver brugt i restetæppet.



A tote or your lemons [FO]

Et andet igangværende projekt fra marts er blevet færdigt. Jeg manglede kun at strikke hanke, så skulle jeg videre til broderidelen. En sjov proces, men bestemt ikke en hvor jeg kan slå hovedet fra som med strik. Broderi kræver i det hele taget fuld koncentration fra min side, og er på den måde også endnu mere meditativt. Jeg fik hurtigt strikkedelen overstået. Broderiet derimod… det udestår på ubestemt tid. Måske sker det aldrig. 

Stockholm Slipover Mini [FO]
Jeg har længe haft et fed håndfarvet garn i mit lager, som jeg ikke har vidst hvad jeg skulle bruge på. Ét enkelt fed i en uld/alpaca/nylon blanding. 100 gram og 400 meter. Jeg vil helst bruge det hele (eller ihvertfald tæt på) i ét projekt, men det er ikke nemt. Balancen mellem at undgå at løbe tør og at stå med en større rest kender vi vist alle sammen.

Jeg tænkte at det ville være oplagt med en vest til Laura, altså i størrelse 4 år. Jeg har kigget mange opskrifter igennem, men kunne ikke finde nogen hvor jeg kunne strikke den kun med denne ene tråd. Alle har en følgetråd og dermed en lavere strikkefasthed. Og jeg har ikke nogen oplagt følgetråd i mit lager. Troede jeg. For jeg havde tænkt i silk mohair og alpaca 1 og helst i hvid. Men så faldt jeg over et nøgle ren cashmere, som jeg fik af min bedre halvdel, da vi tilbage i 2017 besøgte Knitwork med en bitte lill Laura i barnevognen og han synes hun skulle have en smørblød vest i cashmere. Strikket på pind 2,5. Det kom sjovt nok aldrig til at ske. Det er det tyndeste lacegarn. Jeg har 50 gram og tænkte at den skulle have lov at gøre forsøget som følgetråd i min vest. Så får faderen jo på en måde også sit ønske om en vest opfyldt.

Det var mit første møde med Petiteknits Stockholm serie hvor der slås masker op på rygstykket, som senere samles op og strikkes videre om til forstykket. I størrelse 4 år og med pind 4,5 gik det mere end tjept med at få strikket rygstykke, forstykke og få dem samlet under ærmegabet. Igen havde jeg dog min tvivl med størrelsen. For jeg vil gerne strikke størrelse 4 år. Størrelserne hedder 3-4 år og 4-5 år. Den ene synes jeg er for lille, den anden for stor. Jeg slog masker op til størrelse 3-4 år, og strikkede igen størrelse 4-5 år i længden. Jeg har altså plukket lidt i begge størrelser og vurderet undervejs. I virkeligheden lidt noget rod, men jeg vil gerne at hun kan bruge den nu og i længst mulig tid. Strukturen blev naturligvis noget anderledes med én tråd uld/alpaca og én tråd cashmere, men det er smørblødt og dejligt med et projekt der ikke indeholder silk mohair. Det er absolut et anbefalelsesværdigt garnalternativ. Den tynde cashmere kunne fx være cashmere lace fra Gepard  Garn. 

Det håndfarvede garn jeg har brugt er fra Cleo Garn i kvaliteten Vims og farven Morgendug.

Derefter gik jeg i stå… og jeg ved godt hvorfor.
Jeg er kørt lidt død i mit garnlager. Jeg har haft de samme rester og garnnøgler fremme tusind gange, tænkt over hvad jeg kan strikke af dem, og jeg er kørt fast. Jeg har lavet strikkeprøver, men ikke fundet lige netop det rette projekt. Jeg har slået op til 3 projekter, men har pillet det op efter få centimeter, fordi det alligevel ikke var det rigtige garn og udtryk jeg fik frem. Tænk at have så meget garn og så alligevel ikke kan få noget på pindene. I stedet har jeg brugt tiden på noget andet.. 

Fikse-fredag
På Instagram følger jeg @groen_hverdag, som holder fikse-fredag. Konceptet er simpelt; om fredagen fikser hun tøj og andet der er gået i stykker eller skal repareres. Det er en god måde at holde bunken af reparationer nede. Og i den anledning må jeg gå til bekendelse. For når jeg strikker noget færdigt, så er det ofte kun strikdelen der er færdigt. Der kan gå halve og hele år før jeg får sat knapper i, får syet elastikken i et par bloomers osv. Og så er der de reelle reparationer. Et hul i en trøje, en ribkant der går op og jeg kunne blive ved. Fiksebunken er kæmpe hos mig. Men nu skal det være nok. 

Jeg har derfor:

  1. Trævlet en ribkant på et par bloomers op. Laura har brugt dem et par gange som baby, men havde på en måde fået fat i garnenden og hevet til, så den ene benkant var trævlet op og skulle derfor strikkes igen. Fordi det er babystørrelse, har jeg ikke fået det gjort (I ved jeg hader at samle masker op). Nu tænker jeg dog at lillesøster skal have dem, og det var derfor på tide at få strikket den benkant igen. Elastikken skulle også syes på maskine og hullet lukkes til. Det fik jeg klaret, og de er nu klar til brug.
  2. Syet knapper og lavet knaphuller på min Copenhagen Cardigan. Ja, den jeg strikkede for næsten et år siden. Jøsses, det er dumt at skubbe dem slags. Jeg kunne sagtens bruge den uden, men ville jo gerne have knapper i, de var købt og sat på cardiganen med maskemarkører. Det er tidskrævende, men jeg er lidt over halvvejs. Kors, det er kedeligt!
  3. Fundet symaskinen frem og syet elastikken sammen på en bunke bloomers, bukser og knæstrømper. Så kunne jeg sy hullet til elastikken sammen og bum – så var der en stak færdig strik klar til lillesøster. Frisk fra fra fiksebunken til garderoben.
  4. Syet pompom’erne på mit Horisontsjal. Jeg er klar til at pakke vinterjakken væk og hoppe i forårsoutfittet. Motivationen har været afslutningen på graviditeten (vinterjakken, som er en graviditets-bærejakke er den eneste jeg har kunne passe i måneder) og temperaturen der lige så stille begynder at stige.

Manner, det føles godt at få den slags ting ordnet. Fiksebunken indeholder nu en stak strømper med hul, og to babyrompere der skal have knapper i hhv stropper og mellem benene. Hvis ikke før, tænker jeg at motivationen til at få de to rompere færdige kommer, når det skal bruges. 

Billies Vest [FO]
Jeg har en ordentlig bunke alpaca fra [g]uld som jeg meget gerne vil have brugt. Det er noget af det babyvenlige garn jeg endnu har i mit lager, og med en baby i huset klør det i fingrene for at strikke noget til hende. Jeg har endnu ikke strikket noget fra Susie Haumanns bog ‘Det fineste’ som er babystrik i str 0-18 måneder. Jeg tænkte derfor at de to måtte kunne matches. Jeg har været forelsket i Billies Vest siden jeg så den første gang. Det er nok særligt farvekombinationen med den sarte lyserøde og ribkanterne i en mørkere lyserød der fangede mig. Jeg har dog ikke garn i den farvekombination, så jeg gik med en ensfarvet version i alpaca farvet med cochenille og valnød. Opskriften er nem at følge og vesten var hurtit strikket da jeg først kom i gang. Jeg ved fra en tidligere Susie Haumann vest jeg har strikket til min nevø, at pasformen med det runde bærestykke er super god. Vesten er til lillesøster og passer hende forhåbentlig hen over efteråret og vinteren. 

Vesten mangler lige at blive skyllet op, for at maskerne ligger sig pænt. Og så mangler der knapper.. den ryger lige ind i fikse-bunken.

-o-

Det var hvad jeg havde med denne gang. Jeg kan heldigvis afsløre at min strikkemojo er vendt tilbage, og pindene nu klikker derudaf med blødt babystrik til efteråret. 

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og en dejlig maj til dig.

Kærligst,

Pernille

Marts 2021 i strik

Links markeret med * er affiliate links. Hvis du bruger linket ved et køb, vil en lille del af forhandlerens overskud gå til driften af siden her, og giveaways til jer, der læser med.

I denne første forårsmåned har jeg strikket med mange farver og ligner efterhånden et omvandrende påskeæg. Dog ikke pga farverig påklædning, mere den runde form 🙂

Her kommer månedens projekter og tanker.

Friday Sweater Mini [FO]
Endnu en sweater til Laura er kommet af pindene. Jeg har været ret vild med Friday Sweateren siden jeg så den første gang, fordi den ser superanvendelig ud, og giver mulighed for at bruge rester i striberne. Selv hvis den ‘kun’ er tofarvet, kan man bruge resterne til de smalle striber. Jeg udnyttede dog chancen fuldt ud, og har brugt 6 forskellige farver til mine striber. Både for at udnytte rester, men også for at gøre den sjov at se på – og dermed have på.

Størrelserne hedder 3-4 år og 4-5 år. Jeg ville helst strikke en størrelse 4 år, for at Laura kan passe den både nu og gerne et stykke ind i efteråret. Hun er lidt lille og smal af sin alder, men er alligevel skudt i vejret den sidste måneds tid og bruger størrelse 4 år i tøj. Jeg valgte at gå med maskeantallet på størrelse 3-4 år fordi der er en del bevægelsesrum, og at strikke længderne efter den næste størrelse. 

Jeg må indrømme, at jeg var noget nervøs da jeg havde strikket lidt på den. Den så MEGET lille ud. Opskriften angiver dog at perleribben vokser en hel del i vask og det satte jeg min lid til. Da jeg havde sat af til ærmer, trak jeg den alligevel lige over hovedet på barnet. Den kom heldigvis over og sad umiddelbart fint, om end lidt tæt. Sådan en størrelse 4 år tager alligevel noget tid på pind 3 og jeg har brugt mange timer med den mellem hænderne. Heldigvis er det fint tv-strik. Jeg har strikket den med Knitwedos Falkland merino * som base og striber af en håndfuld blandede rester, både Arwetta *, håndfarvet strømpegarn og en enkelt Isager Highland Wool *. Falkland merinoen er så blød at strikke med, og om muligt endnu blødere efter vask. Jeg kan ikke udtrykke nok, hvor begejstret jeg er for det garn.

Alt i alt blev trøjen en succes, synes jeg. Selvom den er tidskrævende, kunne jeg godt forestille mig at strikke den igen. Den er blød i strukturen, sidder rigtig godt og er den perfekte tykkelse til børn – ikke for tyk, men stadig varm. Der er stadig godt med længde på krop og ærmer, så jeg tror på at den vil være en favorit i brug helt ind i efteråret.

Find min project page på Ravelry lige her. Der står garnkvaliteter, farvekoder og præcise garnmængder for hver.

Drømmefanger fra ‘Strikket påskepynt’ [WIP]
Mens jeg strikkede på Friday Sweater, måtte jeg ind imellem lige have pause fra de mange, mange omgange med perlestrik. Fra samme projektpose tog jeg nogle af de større rester og strikkede fjer fra bogen ‘Strikket påskepynt’, som jeg har anmeldt lige her. Jeg har nemlig alle gode intentioner om at få strikket og lavet noget fra bogen, så jeg bestilte en metalring og træperler hjem og så var der virkelig ingen undskyldninger. Fjerene vejer bare et par gram pr styk og tog kun en time at strikke på pind 2,5. 

Jeg har også slået op til et lille påskeæg, hvor jeg har købt styroporæg til. Det stiller dog krav om en strikkefasthed der passer ret præcist og jeg ramte ikke (denne gang), så jeg har pillet det op og forsøger igen en anden dag. Nu er æggene jo købt og så skal det kunne lykkedes. Jeg tror mest det var dagen der ikke var rigtig for mig. Det er noget småtværk at sidde med, og jeg var nok ikke motiveret til det den dag.

Det var ikke mine masker der drillede i strikkefastheden, men rækkerne. Opskriften angiver præcise antal rækker for at få ægget til at passe som fod i hose, og mit blev altså for kort. Næste gang må jeg altså forsøge med flere omgange før jeg tager ind. 

Horisont sjal [FO]
Næste lagerprojekt omfatter nogle lidt større rester. Nemlig det fine Horisont sjal, som jeg har haft på to-knit listen siden det udkom.

Jeg har dog rigeligt med alpaca på lager, og ville ikke nødvendigvis gå med de farver der er i kittet fra [g]uld, så jeg sammensatte mit eget. Jeg har brugt 4 fed hvid alpaca fra [g]uld som base. Til striberne har jeg brugt lacegarn – altså garn med en meget lang løbelængde. Der er bl.a. forskellige farver af skotsk lammeuld fra [g]uld og highland wool fra Isager, og dermed rene uldgarner til den rustikke side. Mit garnvalg er en anelse tykkere end der lægges op til i opskriften, og jeg har derfor strikket på pind 4. Faktisk tror jeg sagtens at jeg kunne være gået op på pind 4,5 for at få endnu mere luft og fald ind i sjalet. 

Fordi jeg ikke har købt kittet (og derfor ikke har opskriften), har jeg brugt opskriften på Århus-sjalet som er i Susie Haumanns bog Urban. Det var faktisk den primære årsag til, at jeg købte bogen da den udkom. Jeg er ret sikker på at opskriften er den samme, bortset fra garn og farveforløb.

Jeg valgte først 9 farver ud, og regnede derudfra hvor mange rækker jeg skulle strikke med hver farve, ud fra det samlede antal masker.

Jeg ville gerne lave en fade, med de mørke farver først og derefter lysere. Måske lidt ulogisk, da jeg havde mest garn af de mørke, mens de lyse var deciderede rester. Jeg kan dog bedst lide de lyse farver og ville gerne have at de skulle fylde mest muligt i tørklædet.  

 Da bundfarven er hvid, er der naturligt nok mest kontrast og meleret effekt i de mørke farver. Ikke noget jeg normalt er så vild med. Jeg kan bedst lide tone-i-tone. De første, mørke striber er ikke så lange, men langsomt tages der ud og rækkerne bliver længere og der bruges mere garn. Og motivationen steg da også da jeg kom til den sarte lyserøde. Det blev den første farve jeg fik brugt helt op, og striben blev ikke nær så bred som de første. Den sandfarvede tog over, og også her løb jeg tør med en smallere stribe. Efter den sandfarvede besluttede jeg at tage den gule og lyse grønne ud, og holde mig til de lilla/lyserøde/brunlige farver. Jeg sluttede af med en stribe i ren hvid og fik ikke helt det antal masker som jeg skulle ende på. Til gengæld er garnet til striberne tykkere og jeg har strikket på tykkere pinde, så tørklædet i sig selv er større. 

Alt i alt endnu et lager-restegarnsprojekt, som er endt ud med et smukt resultat, som jeg tror og håber på at jeg bliver rigtig glad for til foråret. 

Min Ravelry project page finder du her.

Lorna Bonnet [Frogged]
I marts blev opskriften på denne søde, lille kyse udgivet af Maria fra podcasten ‘Stitched in Sweden’. Jeg har rigeligt med kyser til lillesøster, men denne er ret anderledes end dem jeg har, OG et oplagt resteprojekt. Den kom derfor på pindene. Hvis du kender til Maria ved du, at hun er både meget dygtig, men også virkelig grundig og detaljeorienteret. Jeg regnede med at den var hurtig at strikke, men blev noget målløs da jeg så at der skulle strikkes flerfarvestrik på vrangsiden. Fordi kysen strikkes frem og tilbage på det forreste stykke. Ehh… er det en fejl? tænkte jeg. Men nej, hver anden mønsterpind strikkes på vrangsiden, og hver anden på retsiden.

Hvad gør en træt gravid?

Jeg synes virkelig den var fin, og havde lige fundet garn frem fra lageret. Jeg havde også glædet mig til et lille flerfarvestrikkeprojekt. 

Løsningen blev, at jeg strikkede flerfarvestrik på retsiden. Det betød at jeg måtte ændre lidt på antallet af rækker mellem lusene, men det lever jeg med. Til gengæld har jeg hele tiden forestillet mig at jeg ville strikke rækkerne med lus i forskellige farver, fordi sådan så det faktisk ud til at være gjort i opskriften. Det er dog kun én farve, men det holdt ikke mig fra at bruge forskellige farver. Det giver lidt ekstra ender at hæfte, men det klarer jeg. 

Jeg fandt ud af at jeg er ualmindelig rusten i flerfarvestrik, og det med at gribe flotteringerne undervejs, det lå vist rimelig langt tilbage i hukommelsen. Den første pind gjorde jeg det, men synes at det så ret stramt ud. På næste mønsterpind sørgede jeg virkelig for ikke at holde for stramt og her undlod jeg at gribe flotteringerne. Det blev lidt pænere. 

Men.. da det kom til stykket var jeg hverken tilfreds eller motiveret, så jeg pillede det op. Min basisfarve var en hvid alpaca fra Sandnes Garn, og jeg tror ar jeg skal prøve igen på et andet tispunkt med uldgarn. 

Ellinors Blebukser [FO]
Efter sådan en fiasko har jeg brug for comfortstrik. Og det er åbenbart at strikke små bloomers. Præcis som da jeg i første trimesters omtågede kvalmetilstand strikkede et par små bloomers som det første projekt i flere uger. Jeg fandt et nøgle restegarn i beige alpaca og fik dem på pindene. Ah.. jeg kan slå hjernen fra og bare strikke det mønster igen og igen. Måske bliver det vores egen lille baby, måske til en af de mange andre gravide der popper op omkring mig for tiden. Vi får se. Imens hænderne var beskæftiget, poppede idéerne til de næste par projekter frem.

Dip Dye Vest [FO]
Jeg har haft planer om dette projekt længe. En dip dye vest strikket i 3 nøgler engleuld fra Tusindfryd i hhv lys, mellem og mørk grå. Sammen er farverne til den drengede side (eller måske ikke, men jeg indrømmer gerne at jeg er ret meget til lyserød/lilla/rød/brun/i den dur når det kommer til tøj til mine piger) og derfor var motivationen ikke så høj. Nu skulle det dog være. Der er som nævnt andre gravide maver omkring mig for tiden, og så kan det jo blive en gave.

Jeg lavede et par modifikationer. I stedet for ribkanter har jeg strikket retriller. Jeg synes det klæder dipdye strikken rigtig godt, fordi den er i omvendt glat. Jeg lavede 5 retriller i bunden for en dejlig blød kant, 3 retriller på ærmerne og i halsen. Derudover lavede jeg 6 ekstra indtagninger i halsåbningen, fordi retrillerne ikke på samme som rib trækker sig sammen. Jeg lavede også en lille slids i halsåbningen, så den var nemmere at få over hovedet. Jeg strikkede blot retrillerne frem og tilbage i stedet for rundt, og satte en knap i den ene side og en hæklet trense i den anden.

Hvis du nogensinde var med på dipdye bølgen og strikkede Camilla Vads fine opskrifter, så husker du det sikkert. Det er helt ekstraordinært svært at lægge sådan et projekt fra sig. Det er noget med mønsteret. 2 pinde med den farvekombination. Så lige 1 pind med den. Så 3 pinde af den. Det er umuligt at lægge fra sig! Den lille vest tog mig derfor også kun 3 dage at få strikket. Og.. jeg har lyst til mere. Det er jo et udemærket resteprojekt hvis man har enkelte nøgler i kvaliteter der passer sammen. Måske skal der mere dipdye på pindene i den kommende tid.

Stribede bloomers [WIP]
Jeg havde lidt rester til overs fra Dipdye vesten, og for tiden er der faret en restegarnsdjævel i mig, så jeg slog op til et par bloomers som forhåbentlig kunne gøre kål på de sidste gram. Jeg brugte opskriften til Flæsebloomers fra A Nordic Knitting Tale som basis, lavede striber af tre rækker og udelod flæserne. Jeg har tidligere strikket to par flæsebloomers i netop det garn, så jeg vidste at det var et godt match. Jeg mangler lige at samle masker op til den sidste benkant. Jeg er bestemt ikke fan af at samle masker op og udskyder det altid. Jeg gør det lige om lidt. Det tager ingen tid.

Heller ikke denne gang fik jeg udryddet mine rester, men der er nu kun virkelig lidt tilbage.  De små bloomers ryger også direkte i gavekassen, som for tiden er ret slunken. Og de sidste rester..? Dem bruger jeg lige her ⇓

Lillesøsters tæppe [langtids-WIP]
Jeg startede året med et nyt restetæppe hæklet i de mindste rester. Fordi det er en genial måde at få brugt rester op på. Restekassen er nogen slunken, så jeg tilføjer større rester, helt op til 20 grams-rester og tænker, at der er til ca 5 striber i sådan en rest. Jeg mangler dog stadig lidt variation, så jeg må have gang i noget strik med den tykkelse garn, så jeg igen kan få fyldt posen op og komme videre med tæppet. Jeg har indtil videre 20 striber og håber at se det vokse et godt stykke i år. 

A tote for your lemons [WIP]
Jeg har vidst at jeg skulle strikke lige dét projekt siden opskriften udkom, og jeg havde også en helt bestemt portion lagergarn i tankerne. Timingen skulle bare lige være der. To tråde bomuld strikket dobbelt på pind 5 er ikke min favorit, men jeg vil forfærdelig gerne have det endelige projekt. Og det er naturligvis det fine, fin net fra Sarah bag @awoollenhippie. Tasken strikker jeg i det allersidste bomuld på mit lager – 3 nøgler mellemgrå Havblik fra Tante Grøn. Jeg har nogle få og meget små bomuldsrester, som jeg kan brodere med. Måske gør jeg det, og så kan jeg supplere med noget uld. Jeg kan ikke strikke på det hver dag pga pindestørrelsen og det hårde bomuld, men jeg er tæt på mål med strikkedelen. Den lette del..

-0-

Månedens mest brugte strik i brug 
Månedens suverænt mest brugte strik er min Fortune Sweater, som har kæmpe positive ease og derfor let rummer mig og min runde mave. Derudover må jeg indrømme, at jeg befinder mig utrolig godt i trøjer strikket af to tråde mohair, fordi de er lette og jeg holder en perfekt temperatur hele dagen. Jeg har det hverken varmt eller koldt, men helt tilpas. Den går til midt på underarmen og er derfor en slags lidt lang trekvartærmet. Perfekt indendørs striktrøje til mig. 

Restestrik vs lagerstrik
Jeg har flere gange tænkt over forskellen på restestrik og lagerstrik. Hvor restestrik stort set altid vil være lig med lagerstrik, så er lagerstrik ikke altid restestrik. Og det afhænger jo bl.a. af definitionen på en rest.

Da jeg som ny strikker gik i garnbutikker og mærkede og snusede til garn, kunne jeg godt vende hjem med ét nøgle af den og ét nøgle af noget andet. I dag køber jeg aldrig et enkelt nøgle af noget garn (med mindre jeg er løbet tør midt i et projekt) fordi et nøgle garn på 50 gram kommer man jo ingen vegne med. Og jeg har så rigeligt med enkelte 50 grams nøgler i mit lager. Men sådan udvikler man sig som strikker. I dag ser jeg et nøgle med 50 gram som en rest. Ja, en rest kan også være 1,5 nøgle. 

Har jeg derimod 200 gram af det samme garn i samme farve i mit lager, så er det ikke en rest – det er bare lagergarn. Både lager- og restestrik er dog svært tilfredsstillende for mig. Særligt hvis et projekt rummer begge kategorier.

I denne måned falder både Friday Sweater Mini og Horisontsjalet i sådan en midt-imellem kasse. Jeg har til begge projekter brugt en større mængde hvidt garn, og det er ikke i sig selv en rest, men dog lagergarn. Striberne er lavet med større nøgler lagerstrik, men langt fra alle er i nærheden af at være brugt op. Normalt ville jeg ikke bruge 15 gram af en portion lagergarn der indeholder i alt 80 gram, fordi det efterlader mig med 65 gram som jeg så ikke ved hvad jeg skal bruge på. Men noget af det her garn har været på lager så længe, at jeg har gjort det alligevel. Det føles alligevel godt, selvom jeg ikke får brugt det hele. Jeg håber og tror på at et nyt, oplagt projekt en dag åbenbarer sig for mig, så jeg kan få det brugt op. Sådan er det heldigvis ofte gået. 

-o-

Med april starter også min barsel og det har jeg set frem til. Tiden vil vise, om og hvor meget tid jeg får til at lade op før familiens yngste melder sin ankomst. Kan jeg mon nå at strikke lidt, måske sy og få åbnet min lillebitte have op til havesæsonen ville det være skønt.. 🙂

Det var alt for nu. Hvis du stadig læser med – tak for din tid og rigtig dejlig april til dig.

Kærligst,

Pernille