Hjemmelavede gaver #2 – Hvad

I sidste indlæg skrev jeg lidt om hvorfor hjemmelavede gaver giver rigtig god mening. Jeg lovede også at komme med en række gode idéer, så der er lidt for en hver smag. 

Generelt synes jeg det er en knaldgod idé at gøre lidt ud af processen og vedlægge et lille kort, hvor der står lidt om dine valg af garn, farve og design til netop den modtager. Det er kirsebærret på toppen en sådan en personlig gave.

Og nu til det..

DE KLASSISKE – HVIS DU GIDER
Et par gaver, som ikke alle synes er specielt sjove at lave, men som mange vil sætte pris på. For nogen vil det være en ‘lille’ gave, så kan de evt suppleres med en anden ting, eller gives som en del af en samlet gave – jeg kommer med et par eksempler senere.

Strikkede strømper
Jeg tror at alle (voksne?) vil blive glade for et par hjemmestrikkede strømper. Og hvis de er personlige og lavet i en farve og et design som er valgt til modtageren, så er det kun bedre. Så – hvis du orker – så er strømper en god gave. Jeg sætter ind imellem banderolen fra garnet omkring strømperne. Så medfølger der samtidig info om garnet og vaskeanvisninger.

Jeg har tidligere lavet et opslag med inspiration til smukke strømper. Det finder du her. Og så et par nye forslag nedenfor. Er de ikke fine?

Min miniserie om strømpestrik finder du her. Her er både inspiration, tips og tricks til hæltyper, garn, opslag, aflukning, pinde og meget mere. Kort sagt, det du skal vide for at være godt klædt på til at strikke et par strømper.

Strikkede klude
Der er mange fine designs, men du kan også bare vælge en fin struktur. Måske du kan vælge en (eller flere farver) som passer til din modtagers køkken / badeværelse eller blot personlighed?

Selv har jeg strikket en stak fra Sandnes kludehæfte, som har de mest inspirerende billeder. Og fine farver i deres kvalitet Mandarin Petit. Jeg har stadig lidt bomuld på lager, men hvis jeg skulle købe nyt ville jeg vælge den økologiske bomuld fra Krea Deluxe. Farverne er så flotte og  kvaliteten er – har jeg hørt – i top. Jeg smider lige et affiliate link til Kntwedo. I tilfælde af at du mangler.

Billede fra sandnesgarn.no. Find billeder af alle opskrifter fra hæfte Tema 44.

Jeg kommer med et forslag til en sød gavepakke der indeholder strikkede klud længere nede. Hæng på.

EN LILLE OG PERSONLIG STRIKKET GAVE
Strik vanter, pandebånd, en halsedisse eller en hue. Vælg en farve og et design der passer til din modtager. Her får I lige en håndfuld idéer – der er lidt for enhver smag.

Fine pandebånd

Varme vanter

Praktiske halsedisser

Og endelig huer

De mindre projekter både oplagt til restegarn og overskuelige at lave hvis tiden begynder at løbe fra dig.

TIL BABYER / BARSELSGAVER
Disse kan både bruges til jul eller som barselsgave. Strik i str 0-3 måneder kan ikke bruges så længe, til gengæld er det hurtigt strikket (måske endda i restegarn) og kan gives videre til andre små babyer bagefter. Jeg satte ihvertfald pris på hjemmestrik, også i de helt små størrelser.

Strikket eller syet babytøj
Jeg tror næppe der er behov for yderligere inspiration til strikket babytøj. Jeg selv nyder at strikke fra bøgerne Omhu, Barselsstrik og Lille Du – ministrik str 0-4 år.  Du finder mine strikkede favoritter til barnets første 12 måneder her.

Marapytta laver de fineste symønstre til børn og der følger meget grundige vejledninger med. Kan du ikke nå at strikke eller sy en ‘hel’ barselsgave, kan det hjemmelavede nemt kombineres med noget købt.

Symønstre fra Marapytta – billeder fra https://marapyttashop.bigcartel.com/

Derudover kunne det være:
– Hagesmække (strikket eller syet) i bomuld eller uld/bomuld
– Hæklet legetøj
– En syet sansebold
– Suttesnore (strikket, hæklet eller syet)

Jeg havde selv syet en stak suttesnote i fin liberty, men min datter brugte aldrig sut og jeg erfarede at det faktisk er ret almindeligt. Det er dog den perfekte barselsgave at have på lager, så du kan roligt kaste dig ud i det. Mine blev delt ud i mødregruppen.

OG TIL BØRN
– En strikket kanin / bamse / enhjørning (fra 0 år)
– Dukketøj til små dukkemødre (fra 1-2 år)
– Hæklet legemad, evt med tilhørende kurv (fra 1-2 år)
– strikket elefanthue, halsedisse eller benvarmere (fra 0 år)
– En sweater med fint motiv i Thea Vaskavulla stil (fra 1 år)
– En syet Pennytaske fra Marapytta (fra børnehavealderen)
– Et kit fra Kit Company – der er mange fine til forskellige aldre

PUNGE, TASKE OG ANDET I DEN DUR
Den her kommer med en lille advarsel. Inden man giver en af disse, bør man lige overveje om modtageren mon har rigeligt i denne dur (det har jeg!)
– En hæklet pung i moss stitch
– En strikket (toilet) taske ala Aiayu
– En syet taske eller et penalhus
– Hæklet eller syet cover til pc / mac / iPad. Jeg drømmer selv om et quiltet pc cover som det nedenfor.

BLANDEDE BRODERIER
Hvis du kun lige harsnuset til broderi, og som jeg syns at det er både svært og langsommeligt, er her et par små projekter som er overskuelige og måske endda gode at øve sig lidt på.

– Et bogmærke med smukt broderi til læsehesten (og måske en bog fra den lokale antikvariat til at indvi bogmærket med)
– En lavendelpose (evt med broderi) til tøjskuffen eller badeværelset. De kan også strikkes.
– Simple broderier på en mulepose eller et pudebetræk

-o-

Indtil videre er der måske ikke noget nyt under solen. Du har set og overvejet dem alle før. Det har jeg også. Og derfor prøver jeg med en udvidet version – mød de hjemmelavede gavekits.

BADEVÆRELSESKIT
En lille hjemmegjort toilettaske med udvalgt indhold;

En shampoo/balsam bar (og evt tilhørende sæbeskål)
Hjemmelavede vatrondeller (strikket, hæklet eller syet af frotté)
Til vatrondellerne kan en vaskepose være en god idé at give med – måske én til rene og én til beskidte?
En strikket vaskeklud (og evt matchende rondeller)
Et all around produkt som sheasmør eller mandelolie
Et lille kit til lav-selv bodyscrub kunne være mandelolie og et lille glas med rørsukker. Jeg gemmer alle små glas med låg hos os og har derfor et fint udvalg af små glas fra ex pesto og lign.
Strikket håndklæde – husk at ligge i blød i koldt vand i 24 timer inden du giver det væk, så suger det bedre. Gælder også vaskeklude.
Hjemmelavede sojalys. Kit kan købes hos Kit Company – kan gives som kit eller som færdige lys, afhængig af modtager.

KØKKENKIT
En bærepose der kan erstatte plasticposer med fx.:

Et strikket eller hæklet net til at købe/bære grøntsager i.
Strikkede karklude.
Et sæt stofservietter syet af en dug (evt fra genbrugen)  med ombuk og skrå hjørner, og måske med broderede initialer til familiens medlemmer.
Grydelapper – hæklet eller syet
Et glas med spiselige gaver.

LAV SELV SPISELIGE GAVER
Salte mandler
Krydderurtesalt
Hjemmelavet granola (Catrine har en formidabel opskrift)
Cookieblanding i et glas (måske ikke til jul, fordi.. hvem kan tænke på cookies efter en hel måned med julegodter.) Du kan fx  bruge disse to opskrifter med tilhørende label der kan printes.
Fyldte chokolader (for den avancerede)
Saltkarameller

-o-

Jeg håber du har fundet inspiration til din næste fødselsdagsgave, mandelgave, pakkelegsgave, julegave, barselsgave, værtindegave, morsdagsgave eller hvad du nu ellers giver af gaver.

Lad mig høre om jeres gode idéer, jeres succeoplevelser og jeres knap så gode oplevelser som andre måske kan lære af. Og lad så gaver være noget hyggeligt vi deler – ikke noget der stresser eller handler om størrelse eller pris.

I næste uge tager jeg hul på sidste del – nemlig hvordan vi kan komme af med et af gavegiverens mest ligegyldige engangsprodukter, og samtidig tilfredsstille din kreative side. Det skal handle om indpakning.

Hvis du stadig læser med – (ja, det bleve vist lidt langt) – så tusind tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

 

Grafisk broderi

SPONSORERET INDLÆG

En ny broderibog har netop set dagens lys og jeg blev svært begejstret, da jeg fandt et eksemplar fra Turbine Forlaget i min postkasse.

Den handler nemlig om grafisk broderi, og mere præcist korssting. Jeg kan virkelig godt lide både udseendet på de grafiske korsstingsmønstre, men også at brodere dem. Det er ren terapi for min hjerne og mine hænder.

Bogen er skrevet af den svenske brodøse Maria Snare Johnsson og førstehåndsindtrykket var helt klart at det er en lækker sag med hardcover og et fint omslag, der har et nutidigt udtryk. Også da jeg åbnede bogen, fortsatte den gode oplevelse. Bogen er fyldt med billeder – ofte fra bybilledet, som har givet inspiration til de mange korssting i bogen.

Første del af bogen er da også dedikeret til inspiration, og forfatteren opfordrer til at man laver sine egne korsstingsmønstre ud fra de grafiske mønstre man ser i hverdagen, om det er kakler på et badeværelse eller fliser på gaden. Grafiske mønstre er overalt og venter på at blive omsat til et cool korsstingsbroderi. Hun kommer med konkrete tips til hvordan man får omsat et hurtigt snapshot til et mønster du kan brodere efter. Så nu er det bare at gå på jagt i byens mange fine mønstre.

Det efterfølgende afsnit giver tips og tricks til både udførsel og materialevalg, så nybegyndere kan komme i gang og øvede brodøser måske lige får pudset et par teknikker af.

MØNSTRENE
Efter de første afsnit om inspiration og guldkorn, kommer så mønstrene. De er opdelt i kategorierne tofarvet, flerfarvet, sort/hvid, bogstaver og tal, velkendte mønstre og de mere uventede. Mønstrene er simple og kontrastfyldte, som det er karakteristisk for grafiske mønstre. Alle mønstrene i kapitlerne tofarvet, flerfarvet og sort/hvid er lavet som diagrammer, der er nemme at brodere efter, mens afsnittene tal og bogstaver samt velkendte og ukendte mønstre mere er til inspiration og derfor ikke har faste mønstre og diagrammer.

Jeg har allerede et par favoritter, som jeg gerne vil lave et par farveprøver på inden jeg begiver mig ud i et større projekt. Farveprøven kan helt sikkert bruges som en lille nålepude når jeg er færdig. Eller et bogmærke – dem lavede jeg flere af som barn og jeg kunne faktisk godt bruge et par nye bogmærker (jeg hader æselører, så jeg bruger pt en kvittering fra Rasmilla i den bog jeg læser – det kunne gøres bedre).

FARVERNE
Afnittet om sort/hvid giver lidt sig selv. Resten af bogen er i klare farver som i mange tilfælde skaber en særlig kontrast som får mønsteret til at træde mere frem. Jeg vil helt sikkert eksperimentere med de mere douche og støvede farver, for at få anvendelige broderier jeg rent faktisk vil bruge. Det er dog det fantastiske ved at alt håndarbejde – vi kan vælge netop de farver som vi elsker og som vil komme til sin ret, der hvor de skal bruges.

HVAD BRUGER MAN GRAFISK BRODERI TIL?
Og hvad vil jeg så bruge disse fine grafiske broderier til? Er det ikke ind imellem et spørgsmål vi stiller os selv med broderier – hvad skal man gøre med dem?

I bogen er de fleste broderier præsenteret som en pude. Det gør det nemt at se mønsteret og grafisk broderi er oplagt til puder. Der er endda en vejledning til hvordan du kommer fra broderet stykke til færdigmonteret pude med en pæn finish. Jeg er selv meget glad for min broderede sofapude i grafisk mønster. I bogen er der også en taske og et par stolesæder, som er blevet betrukket med broderi.

For mit eget vedkommende er jeg i gang med en nålepude i et grafisk mønster i tone-i-tone farver. Jeg har tidligere lavet en broderet pung til kreative dimser, og et stykke broderet stof til endnu en lille pung. Dem kan man vel egentlig ikke få for mange af? Og skulle man have en i overskud, er det en fantastisk fin gave til en veninde, mor, søster eller lignende. Endelig kan et fint lille billede enten i ramme eller en broderiring være ret fint og personligt touch i hjemmet.

HVEM ER BOGEN TIL?

Bogen ligger op til at man med få materialer hurtigt kan komme i gang. Der er vejledninger, så selv nybegyndere kan komme i gang. Og så er det jo ikke så svært med korssting. Det tager bare lidt tid. Og det er netop én af de ting jeg rigtig godt kan lide ved broderi. Det er en langsommelig proces, og for mig opstår hele meningen midt i netop dét – det er simpelthen ikke muligt for mig at gøre et større stykke broderi hurtigt færdigt. Mens jeg sidder med det og når det er færdigt, er det et stykke håndværk som der ligger mange, mange timer i. Har du en god portion tålmodighed, så finder du helt sikkert et projekt der er lige noget for dig. Selv bruger jeg også broderi som en lille pause, når jeg ikke rigtig gider strikke, men gerne vil holde hænderne i gang.

SKAL DU KØBE BOGEN?

Hvis du kan lide at brodere korssting eller godt kunne tænke dig at prøve grafiske mønstre, så er det helt klart en bog du skal have på hylden. Det cool og urban look, gør bogen til en ny klassiker for brodøser.

Og til sidst et par billeder fra bogen.

Tak til Turbine Forlaget for den meget fine bog. Jeg har i noget tid ønsket mig endnu en grafisk broderet pude og kan helt sikkert finde mit næste mønster i denne bog.

Bogen kan købes lige her.

BRODERI INSPIRATION

Jeg har fundet et par billeder på Pinterest, som meget vel kunne blive kommende broderiprojekter hos mig, og har i øvrigt to opslagstavler med inspiration til broderi på Pinterest – dem finder du lige her og her.

Kilde: Pinterest
Kilde: Pinterest

 

 

 

 

 

 

 

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

Follow my blog with Bloglovin