Hånden på hjertet. Jeg mangler ikke sweatre i min garderobe. Jeg har rigeligt til at dække mine behov. Og for en som mig der foretrækker at holde en lille garderobe med favoritter som ofte er i brug, har jeg måske lige rigeligt. Lad mig sige det sådan – jeg har ikke strikket dem alle af behov, men nærmere fordi de var pæne og sådan en vil jeg da også have.
Læs videreJeg er vild med at have tøj i mit skab som jeg selv har strikket, idéen om at det er lavet i hånden, det er tilpasset mig i både farve og størrelse og snit. Det er vand på min mølle. Men ind imellem går det altså stærkt. Man kan vel næppe tale om slowfashion, når en trøje er strikket på i nærmest hvert eneste ledige sekund af dagen. Når man sidder oppe til midnat for at strikke bare lige lidt mere. Når en hel bluse med mange tusinde masker bliver strikket på bare et par uger. Det er ikke slowfashion i mine øjne. Vi siger at der er lagt kærlighed i hver maske. Men maskerne er nok nærmere fyldt med kaffe og en trang til at få den af pindene, så vi kan få den blokket, taget billeder og endelig…!!! *puster forpustet ud* poste den på Instagram. Du er i mål. Ny trøje.
Er håndstrikkede trøjer, et ret konkret eksempel på slowfashion, blevet det nye fastfashion v2.0?
Det er faktisk lidt af en bedrift at omvende slowfashion til fastfashion. Fordi det tager immervæk ret meget tid til at strikke en trøje. Modsat det klassiske fastfashion tøj, som er syet i masseproduktion med intet andet for øje end at hive dagens løn hjem. Nej, disse hjemmestrikkede trøjer er strikket med mere omtanke og intention, men det bliver en fuldtidsbeskæftigelse hvis man skal følge med i de mange nye, fine designs der udkommer. Vi tilsidesætter husplige pligter, udskyder løbeturen, strikker i smug i stedet for at læse til eksamen. Fordi det er så utrolig rart og afslappende at sidde der med strikketøjet og bare være. Og samtidig, så kan den trøje der er på pindene jo lige få lidt (mere) opmærksomhed.
Jeg har en stærk mistanke til hvorfor der produceres sweatre i rå mængder. Inspirationen. Billeder. Instagram. Ravelry. Alle de steder hvor vi bombarderes med inspiration til projekter vi gerne vil strikke. Det er både godt og ondt. Jeg elsker at få inspiration. Men den avler også strikkestress. Strik, strik, strik, STRIK!!!
Det tager kortere tid at strikke en trøje, end det tager at slide den op. Faktisk synes jeg at min egen samling holder ualmindeligt godt, på trods af flittig brug. Og således vokser samlingen støt.
Fordi min egen sweatersamling er vokset lige rigeligt, har jeg sorteret lidt ud i dem. Taget dem jeg bruger mindst, eller som sidder dårligst, og givet væk til familie og genbrug. Et par stykker er solgt. Lige som med garnet der ligger ubrugt på hylderne giver det en god følelse. Skuldrene falder en smule ned. Jeg føles en smule lettere. Jeg glemmer alt om de mange, mange timer det tog at strikke dem. Hvorfor var det så vigtigt at få dem færdigt så hurtigt?
Som en kombination af, at jeg absolut ikke mangler sweatre, og at mit sweaterstash efterhånden er yderst begrænset, er der kun kommet to stykker garderobestrik af mine pinde i år. Jeg prøver at holde samme kadence, og at være meget bevidst om behov, som jeg er det med resten af min garderobe.
-o-
Hvad tænker I? Har I mange sweatre? Bruger I dem alle og hvor ofte?
Er der også gået lidt strikkefabrik i den hos jer?
Jeg vil meget gerne høre jeres tanker.
Hvis du stadig læser med – tak for din tid.
Kærligst
Pernille
Hej Pernille
Fuldstændig spot on, jeg prøver at strikke langsommere for at nyde processen mere- for mangler jeg hjemme Strik.. Nix
Jeg er egentlig mere proces strikker, men har gjort mig mange af de samme tanker, og det var rart at se dem skrevet ned. Jeg er i den situation, at jeg over de sidste 6 mdr har tabt 10 kg. Det var også intentionen – men hvad med de strikkede ting, som nu er alt for store? Er det ok bare at skille sig af med dem – og dermed “mere ok” at strikke nye? Eller bør man se nærmere på at rette dem til – pille rib kanten i bunden op og strikke nederste del igen?
Jeg ved det ikke helt endnu… Der ligger jo mange timers arbejde og omhu i hver ting, så det gør lidt ondt på mig hvis de blot skal videre.
10 kg er immervæk en hel del! Hvis du er glad for resultatet, så tillykke med det nogle trøjer kan måske justeres, og det må være op til dig om de kan bæres og blot være mere oversize, eller om de decideret ser for store ud. Det afhænger nok af modellen og styling.
Og i din situation ville jeg synes det var fint at strikke en eller et par nye i dine nye mål. Både fordi de vil sidde pænt, og som et klap på skulderen over den proces du har været igennem – hvis altså vægttabet var planlagt. Og hvis du planlægger at komme af med flere kilo, er det oplagt at tage højde for det når du vælger model. At vælge en model som duer i flere størrelser.
Jeg tror nu at du allerede har de rigtige briller på, er bevidst om dine valg og dermed ikke strikkestresser derudaf
Ih hvor gad jeg godt have det luksus problem Når jeg ser billeder af alle de flotte sweatre på ig i alle de nyeste fine designs og farver i lækre kvaliteter, tænker jeg aller først hvordan dælen har de råd til det der?! Og i en sidebemærkning og hvordan finder de tid til det?
Jeg har indtil nu kun strikket én sweater til mig selv, for for mig er det en stor investering når der skal købes garn for mellem 600 og 1000kr, hvilket det jo ofte bliver i de gode kvaliteter (Jeg strikker str xl). Derfor består mit minimale garnlager også kun af små rester, for jeg køber kun garn til specifikke projekter.
Så her er der ingen sweater-fabrik, men jeg satser på at få gang i en lille strømpefabrik
Du har så ret, det er virkelig et luksusproblem. At have en kæmpe garnlager. Min samling ef primært opbygget da jeg var yngre, havde et virkelig godt job med en fin løn og ingen børn. Jeg har stadig et rigtig godt job, men tiden er ikke til det. Jeg køber sjældent garn, men har så rigeligt at vælge imellem og jeg er meget priviligeret. Jeg har dog ikke til sweatre, men alt mulig andet bliver det til og det er også helt fint. Strømper kan man heldigvis bruge rigtig mange af 🙂