Lidt om montering + hvilken type strikker er du?

Jeg synes ikke montering er det sjoveste i verden, men det er nødvendigt og derfor prøver jeg at få det bedste ud af det. Jeg syr løbende ender ind, og syr også side- og ærmesøm sammen løbende, så jeg ikke har flere timers montering foran mig når trøjen er færdigstrikket.

Derudover tror jeg (med de fleste ting faktisk) at det er sjovere at gøre noget man er god til. Og man gider ikke rigtig gøre ting man ikke er så god til. Mit første montering lignede et stykke garn der var gået amok på et stykke strik, og det var knap så fedt. Men efterhånden bliver man bedre til det, det glider lidt lettere og så bliver det sjovere. Bliver det tilpas pænt og måske nærmest usynligt, vil man nok være mere tilbøjelig til at vælge den slags projekter.

Jeg er der langt fra. Men jeg bliver bedre, og jeg går ikke af princip uden om opskrifter der har montering. Læs mere om hvorfor senere på ugen.

Hvad med dig – vælger du projekter fra der skal monteres? Eller har du lært at holde af monteringen fordi du derved kan skabe smukke projekter? Giv din stemme nedenfor eller skriv en kommentar – jeg vil så gerne høre om det.

[socialpoll id=”2363978″]

Jeg tror også at det spiller en rolle, om man overvejende er proces strikker eller projekt strikker. Kender du til begreberne? Definitionerne nedenfor er blot stykket sammen af hvad jeg selv opfatter, ud fra de ting jeg har læst og hørt om rollerne.

Proces strikkeren vælger måske et projekt ud fra hvilke teknikker der anvendes, et smukt mønster der skal prøves af, eller strikker måske bare for at blive bedre. En proces strikker har muligvis også en række ufærdige projekter liggende, som aldrig blev færdig, måske fordi det blev kedeligt da først den nye teknik var afprøvet og indlært eller lignende. Det betyder ikke så meget om eller hvad det færdige stykke strik kan bruges til, som selve processen.

En projekt strikker arbejder i højere grad med et mål om at få og bruge det færdige projekt. Man nyder også selve strikkeprocessen, at prøve nye teknikker osv, men det er nok ikke det primære. Det er ikke lige så vigtigt hvilke teknikker og lignende der indgår i opskriften, hvis bare slutproduktet er smukt.

For en proces strikker kan en trøje sikkert ligge og vente på færdigmontering i flere måneder, hvor imod en projekt strikker vil få monteringen overstået for at kunne bruge den færdige trøje.

Hvilken type er du? Kan du genkende dig selv i nogle af ovenstående typer, eller er du lidt af hvert? Måske har du i starten af din strikkekarriere været en proces strikker, for derefter at bevæge dig mod projekt strikkeren? Eller modsat?

[socialpoll id=”2363631″]

Jeg tror selv, jeg i overvejende grad er en projekt strikker. Jeg ser en smuk trøje, en fin hue eller lignende og så vil jeg strikke min egen. Jeg tænker ikke så meget over hvad for nogle teknikker man skal kunne – hvis jeg ikke kan dem, så lærer jeg dem, for jeg vil gerne have det færdige produkt. Jeg kan også sagtens vælge et simpelt projekt, fordi trøjen er utrolig fin og meget anvendelig når den er færdig. Jeg kan dog også have perioder med særlige projekter, som jeg strikker for processens skyld. Projekter som jeg har ønsket ville vare lidt længere fordi det har været så hyggelig en proces. Jeg kan også godt lide at prøve nye teknikker, men jeg vælger ikke et projekt alene fordi jeg gerne vil prøve en ny teknik.

Hvis du som jeg er projekt strikker, så husk mit tip om at lave din strikkeprøve i god tid før du starter på projektet – og gerne mens du er i gang med et eksisterende projekt. På den måde får du arbejdet med din strikkeprøve før du kan gå i gang med projektet, og har dermed større chance for et slutprodukt der passer i størrelsen. Jeg har både garn og strikkeprøve klar til en Vivi Trøje, så hvad venter jeg egentlig på?

Så fro vist angår WIP’s så mangler jeg kun kanten på min Mellow, så er den færdig. Det har været en fornøjelse at strikke den, og jeg kunne sagtens strikke flere i forskellige farvekombinationer. Men for nu tror jeg der er rigeligt med med projekter i juni, så det må blive på et senere tidspunkt.

Det var alt for nu.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og rigtig dejlig aften 🙂

Kærligst,

Pernille

9 thoughts on “Lidt om montering + hvilken type strikker er du?”

  1. Spændende indlæg; jeg kan se, at jeg vist er en projektstrikker (men kan kan godt have flere ufærdige projekter liggende i kurven). I dag så jeg en ny opskrift fra Purl Soho – en fin let bluse på tynde pinde, som jeg må prøve af. Den er simpel i glatstrik med fine detaljer, men måske ikke med så mange nye teknikker. Har noget garn liggende, og jeg vil snart vil lave en strikkeprøve…

    1. Tak Gitte 🙂 Jeg så også den simple trøje fra Purl Soho (hvis det er den der netop er sendt nyhedsbrev ud omkring) og den er jo så fin og anvendelig.. Og meget afslappende at strikke tænker jeg. Den slags projekter skal man altid have, for man kan jo ikke sidde med diagrammer og koncentrere sig om at følge et mønster. Jeg håber du får en skøn sommertrøje ud af det 🙂 Kh Pernille

      1. Ja, det er den bluse… Tænker det vil være et godt strikketøj foran fjernsynet, eller endnu bedre med rosé på terrassen 🙂

  2. Interessant indlæg.
    Jeg er slet ikke i tvivl om jeg er processtrikker. Ting kan ligge år uden at blive færdige. Øver mig i hærdigt i at komme mere over i projektstrikker kategorien, men med blandet held må jeg indrømme
    Og hvad angår montering undgår jeg ikke smukke modeller fordi der er montering, men jeg ser en klar tendens i at jeg vælger dem uden. Og jeg er faktisk og ret vild med det tekniske i dem.

    1. Hvor dejligt at der kom en proces strikker på banen! – det virker til at der er ret mange projektstrikkere. Skønt med der strikker for processen. Kh Pernille

  3. Jeg er helt sikkert processstrikker, vidst slet ikke der var muligheder, så tak for det, nu har jeg det er smule bedre med bare at strikke en hæl til en sok uden resten af sokken og min lækre stribede trøje ligger bare og venter… Og den er endda med raglan… Har i link til den lette trøje i skriver om fra Purl Soho? Måske jeg ku’?

  4. Fint indlæg som jeg læste med største fornøjelse ☺️ Sådan er det når man kan genkende sig selv, tror jeg. Jeg er projektstrikker, som dog kan finde på at strikke noget for teknikkens skyld. Jeg har som regel kun gang i en ting af gangen. Tænker jeg er nervøs for at det kedeligste ville få liv at vente hvis der var gang i mere end en ting. Undtagelsen er klude. Hvis jeg er der hvor mit projekt er stort, tungt og besværligt at tage med mig, så strikker jeg på en klud der kan lomme med. Jeg hader monteringsprocessen, simpelthen fordi jeg er ekstremt dårlig til at sy, men jeg tager det med hvis projektet er spændende nok. Og jeg bliver da lidt bedre til at sy med øvelsen

  5. Interessante indlæg Jeg ser mig selv som en mellemting mellem proces og projektstrikker…. Jeg kan godt blive fascineret af en simpel model (med meget lidt montering) og få den færdig forholdsvis hurtigt, men kan også starte på noget fordi det er anderledes, eller noget jeg ikke har prøvet før. Jeg har igennem tiderne haft masser af ufærdige projekter – nogle er med tiden blevet færdige (eller bare færdigmonteret!!), andre er trævlet op og blevet til andet strik. Et projekt bliver lagt til side fordi det begynder at kede mig, eller fordi der er nye og mere spændende projekter der må startes
    Nogle gange skal jeg bare have noget nemt strik, der kan laves foran fjernsynet, fordi det er det der er tid og overskud til….

Leave a Reply to Linda Eg Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.