Marts 2021 i strik

Links markeret med * er affiliate links. Hvis du bruger linket ved et køb, vil en lille del af forhandlerens overskud gå til driften af siden her, og giveaways til jer, der læser med.

I denne første forårsmåned har jeg strikket med mange farver og ligner efterhånden et omvandrende påskeæg. Dog ikke pga farverig påklædning, mere den runde form 🙂

Her kommer månedens projekter og tanker.

Friday Sweater Mini [FO]
Endnu en sweater til Laura er kommet af pindene. Jeg har været ret vild med Friday Sweateren siden jeg så den første gang, fordi den ser superanvendelig ud, og giver mulighed for at bruge rester i striberne. Selv hvis den ‘kun’ er tofarvet, kan man bruge resterne til de smalle striber. Jeg udnyttede dog chancen fuldt ud, og har brugt 6 forskellige farver til mine striber. Både for at udnytte rester, men også for at gøre den sjov at se på – og dermed have på.

Størrelserne hedder 3-4 år og 4-5 år. Jeg ville helst strikke en størrelse 4 år, for at Laura kan passe den både nu og gerne et stykke ind i efteråret. Hun er lidt lille og smal af sin alder, men er alligevel skudt i vejret den sidste måneds tid og bruger størrelse 4 år i tøj. Jeg valgte at gå med maskeantallet på størrelse 3-4 år fordi der er en del bevægelsesrum, og at strikke længderne efter den næste størrelse. 

Jeg må indrømme, at jeg var noget nervøs da jeg havde strikket lidt på den. Den så MEGET lille ud. Opskriften angiver dog at perleribben vokser en hel del i vask og det satte jeg min lid til. Da jeg havde sat af til ærmer, trak jeg den alligevel lige over hovedet på barnet. Den kom heldigvis over og sad umiddelbart fint, om end lidt tæt. Sådan en størrelse 4 år tager alligevel noget tid på pind 3 og jeg har brugt mange timer med den mellem hænderne. Heldigvis er det fint tv-strik. Jeg har strikket den med Knitwedos Falkland merino * som base og striber af en håndfuld blandede rester, både Arwetta *, håndfarvet strømpegarn og en enkelt Isager Highland Wool *. Falkland merinoen er så blød at strikke med, og om muligt endnu blødere efter vask. Jeg kan ikke udtrykke nok, hvor begejstret jeg er for det garn.

Alt i alt blev trøjen en succes, synes jeg. Selvom den er tidskrævende, kunne jeg godt forestille mig at strikke den igen. Den er blød i strukturen, sidder rigtig godt og er den perfekte tykkelse til børn – ikke for tyk, men stadig varm. Der er stadig godt med længde på krop og ærmer, så jeg tror på at den vil være en favorit i brug helt ind i efteråret.

Find min project page på Ravelry lige her. Der står garnkvaliteter, farvekoder og præcise garnmængder for hver.

Drømmefanger fra ‘Strikket påskepynt’ [WIP]
Mens jeg strikkede på Friday Sweater, måtte jeg ind imellem lige have pause fra de mange, mange omgange med perlestrik. Fra samme projektpose tog jeg nogle af de større rester og strikkede fjer fra bogen ‘Strikket påskepynt’, som jeg har anmeldt lige her. Jeg har nemlig alle gode intentioner om at få strikket og lavet noget fra bogen, så jeg bestilte en metalring og træperler hjem og så var der virkelig ingen undskyldninger. Fjerene vejer bare et par gram pr styk og tog kun en time at strikke på pind 2,5. 

Jeg har også slået op til et lille påskeæg, hvor jeg har købt styroporæg til. Det stiller dog krav om en strikkefasthed der passer ret præcist og jeg ramte ikke (denne gang), så jeg har pillet det op og forsøger igen en anden dag. Nu er æggene jo købt og så skal det kunne lykkedes. Jeg tror mest det var dagen der ikke var rigtig for mig. Det er noget småtværk at sidde med, og jeg var nok ikke motiveret til det den dag.

Det var ikke mine masker der drillede i strikkefastheden, men rækkerne. Opskriften angiver præcise antal rækker for at få ægget til at passe som fod i hose, og mit blev altså for kort. Næste gang må jeg altså forsøge med flere omgange før jeg tager ind. 

Horisont sjal [FO]
Næste lagerprojekt omfatter nogle lidt større rester. Nemlig det fine Horisont sjal, som jeg har haft på to-knit listen siden det udkom.

Jeg har dog rigeligt med alpaca på lager, og ville ikke nødvendigvis gå med de farver der er i kittet fra [g]uld, så jeg sammensatte mit eget. Jeg har brugt 4 fed hvid alpaca fra [g]uld som base. Til striberne har jeg brugt lacegarn – altså garn med en meget lang løbelængde. Der er bl.a. forskellige farver af skotsk lammeuld fra [g]uld og highland wool fra Isager, og dermed rene uldgarner til den rustikke side. Mit garnvalg er en anelse tykkere end der lægges op til i opskriften, og jeg har derfor strikket på pind 4. Faktisk tror jeg sagtens at jeg kunne være gået op på pind 4,5 for at få endnu mere luft og fald ind i sjalet. 

Fordi jeg ikke har købt kittet (og derfor ikke har opskriften), har jeg brugt opskriften på Århus-sjalet som er i Susie Haumanns bog Urban. Det var faktisk den primære årsag til, at jeg købte bogen da den udkom. Jeg er ret sikker på at opskriften er den samme, bortset fra garn og farveforløb.

Jeg valgte først 9 farver ud, og regnede derudfra hvor mange rækker jeg skulle strikke med hver farve, ud fra det samlede antal masker.

Jeg ville gerne lave en fade, med de mørke farver først og derefter lysere. Måske lidt ulogisk, da jeg havde mest garn af de mørke, mens de lyse var deciderede rester. Jeg kan dog bedst lide de lyse farver og ville gerne have at de skulle fylde mest muligt i tørklædet.  

 Da bundfarven er hvid, er der naturligt nok mest kontrast og meleret effekt i de mørke farver. Ikke noget jeg normalt er så vild med. Jeg kan bedst lide tone-i-tone. De første, mørke striber er ikke så lange, men langsomt tages der ud og rækkerne bliver længere og der bruges mere garn. Og motivationen steg da også da jeg kom til den sarte lyserøde. Det blev den første farve jeg fik brugt helt op, og striben blev ikke nær så bred som de første. Den sandfarvede tog over, og også her løb jeg tør med en smallere stribe. Efter den sandfarvede besluttede jeg at tage den gule og lyse grønne ud, og holde mig til de lilla/lyserøde/brunlige farver. Jeg sluttede af med en stribe i ren hvid og fik ikke helt det antal masker som jeg skulle ende på. Til gengæld er garnet til striberne tykkere og jeg har strikket på tykkere pinde, så tørklædet i sig selv er større. 

Alt i alt endnu et lager-restegarnsprojekt, som er endt ud med et smukt resultat, som jeg tror og håber på at jeg bliver rigtig glad for til foråret. 

Min Ravelry project page finder du her.

Lorna Bonnet [Frogged]
I marts blev opskriften på denne søde, lille kyse udgivet af Maria fra podcasten ‘Stitched in Sweden’. Jeg har rigeligt med kyser til lillesøster, men denne er ret anderledes end dem jeg har, OG et oplagt resteprojekt. Den kom derfor på pindene. Hvis du kender til Maria ved du, at hun er både meget dygtig, men også virkelig grundig og detaljeorienteret. Jeg regnede med at den var hurtig at strikke, men blev noget målløs da jeg så at der skulle strikkes flerfarvestrik på vrangsiden. Fordi kysen strikkes frem og tilbage på det forreste stykke. Ehh… er det en fejl? tænkte jeg. Men nej, hver anden mønsterpind strikkes på vrangsiden, og hver anden på retsiden.

Hvad gør en træt gravid?

Jeg synes virkelig den var fin, og havde lige fundet garn frem fra lageret. Jeg havde også glædet mig til et lille flerfarvestrikkeprojekt. 

Løsningen blev, at jeg strikkede flerfarvestrik på retsiden. Det betød at jeg måtte ændre lidt på antallet af rækker mellem lusene, men det lever jeg med. Til gengæld har jeg hele tiden forestillet mig at jeg ville strikke rækkerne med lus i forskellige farver, fordi sådan så det faktisk ud til at være gjort i opskriften. Det er dog kun én farve, men det holdt ikke mig fra at bruge forskellige farver. Det giver lidt ekstra ender at hæfte, men det klarer jeg. 

Jeg fandt ud af at jeg er ualmindelig rusten i flerfarvestrik, og det med at gribe flotteringerne undervejs, det lå vist rimelig langt tilbage i hukommelsen. Den første pind gjorde jeg det, men synes at det så ret stramt ud. På næste mønsterpind sørgede jeg virkelig for ikke at holde for stramt og her undlod jeg at gribe flotteringerne. Det blev lidt pænere. 

Men.. da det kom til stykket var jeg hverken tilfreds eller motiveret, så jeg pillede det op. Min basisfarve var en hvid alpaca fra Sandnes Garn, og jeg tror ar jeg skal prøve igen på et andet tispunkt med uldgarn. 

Ellinors Blebukser [FO]
Efter sådan en fiasko har jeg brug for comfortstrik. Og det er åbenbart at strikke små bloomers. Præcis som da jeg i første trimesters omtågede kvalmetilstand strikkede et par små bloomers som det første projekt i flere uger. Jeg fandt et nøgle restegarn i beige alpaca og fik dem på pindene. Ah.. jeg kan slå hjernen fra og bare strikke det mønster igen og igen. Måske bliver det vores egen lille baby, måske til en af de mange andre gravide der popper op omkring mig for tiden. Vi får se. Imens hænderne var beskæftiget, poppede idéerne til de næste par projekter frem.

Dip Dye Vest [FO]
Jeg har haft planer om dette projekt længe. En dip dye vest strikket i 3 nøgler engleuld fra Tusindfryd i hhv lys, mellem og mørk grå. Sammen er farverne til den drengede side (eller måske ikke, men jeg indrømmer gerne at jeg er ret meget til lyserød/lilla/rød/brun/i den dur når det kommer til tøj til mine piger) og derfor var motivationen ikke så høj. Nu skulle det dog være. Der er som nævnt andre gravide maver omkring mig for tiden, og så kan det jo blive en gave.

Jeg lavede et par modifikationer. I stedet for ribkanter har jeg strikket retriller. Jeg synes det klæder dipdye strikken rigtig godt, fordi den er i omvendt glat. Jeg lavede 5 retriller i bunden for en dejlig blød kant, 3 retriller på ærmerne og i halsen. Derudover lavede jeg 6 ekstra indtagninger i halsåbningen, fordi retrillerne ikke på samme som rib trækker sig sammen. Jeg lavede også en lille slids i halsåbningen, så den var nemmere at få over hovedet. Jeg strikkede blot retrillerne frem og tilbage i stedet for rundt, og satte en knap i den ene side og en hæklet trense i den anden.

Hvis du nogensinde var med på dipdye bølgen og strikkede Camilla Vads fine opskrifter, så husker du det sikkert. Det er helt ekstraordinært svært at lægge sådan et projekt fra sig. Det er noget med mønsteret. 2 pinde med den farvekombination. Så lige 1 pind med den. Så 3 pinde af den. Det er umuligt at lægge fra sig! Den lille vest tog mig derfor også kun 3 dage at få strikket. Og.. jeg har lyst til mere. Det er jo et udemærket resteprojekt hvis man har enkelte nøgler i kvaliteter der passer sammen. Måske skal der mere dipdye på pindene i den kommende tid.

Stribede bloomers [WIP]
Jeg havde lidt rester til overs fra Dipdye vesten, og for tiden er der faret en restegarnsdjævel i mig, så jeg slog op til et par bloomers som forhåbentlig kunne gøre kål på de sidste gram. Jeg brugte opskriften til Flæsebloomers fra A Nordic Knitting Tale som basis, lavede striber af tre rækker og udelod flæserne. Jeg har tidligere strikket to par flæsebloomers i netop det garn, så jeg vidste at det var et godt match. Jeg mangler lige at samle masker op til den sidste benkant. Jeg er bestemt ikke fan af at samle masker op og udskyder det altid. Jeg gør det lige om lidt. Det tager ingen tid.

Heller ikke denne gang fik jeg udryddet mine rester, men der er nu kun virkelig lidt tilbage.  De små bloomers ryger også direkte i gavekassen, som for tiden er ret slunken. Og de sidste rester..? Dem bruger jeg lige her ⇓

Lillesøsters tæppe [langtids-WIP]
Jeg startede året med et nyt restetæppe hæklet i de mindste rester. Fordi det er en genial måde at få brugt rester op på. Restekassen er nogen slunken, så jeg tilføjer større rester, helt op til 20 grams-rester og tænker, at der er til ca 5 striber i sådan en rest. Jeg mangler dog stadig lidt variation, så jeg må have gang i noget strik med den tykkelse garn, så jeg igen kan få fyldt posen op og komme videre med tæppet. Jeg har indtil videre 20 striber og håber at se det vokse et godt stykke i år. 

A tote for your lemons [WIP]
Jeg har vidst at jeg skulle strikke lige dét projekt siden opskriften udkom, og jeg havde også en helt bestemt portion lagergarn i tankerne. Timingen skulle bare lige være der. To tråde bomuld strikket dobbelt på pind 5 er ikke min favorit, men jeg vil forfærdelig gerne have det endelige projekt. Og det er naturligvis det fine, fin net fra Sarah bag @awoollenhippie. Tasken strikker jeg i det allersidste bomuld på mit lager – 3 nøgler mellemgrå Havblik fra Tante Grøn. Jeg har nogle få og meget små bomuldsrester, som jeg kan brodere med. Måske gør jeg det, og så kan jeg supplere med noget uld. Jeg kan ikke strikke på det hver dag pga pindestørrelsen og det hårde bomuld, men jeg er tæt på mål med strikkedelen. Den lette del..

-0-

Månedens mest brugte strik i brug 
Månedens suverænt mest brugte strik er min Fortune Sweater, som har kæmpe positive ease og derfor let rummer mig og min runde mave. Derudover må jeg indrømme, at jeg befinder mig utrolig godt i trøjer strikket af to tråde mohair, fordi de er lette og jeg holder en perfekt temperatur hele dagen. Jeg har det hverken varmt eller koldt, men helt tilpas. Den går til midt på underarmen og er derfor en slags lidt lang trekvartærmet. Perfekt indendørs striktrøje til mig. 

Restestrik vs lagerstrik
Jeg har flere gange tænkt over forskellen på restestrik og lagerstrik. Hvor restestrik stort set altid vil være lig med lagerstrik, så er lagerstrik ikke altid restestrik. Og det afhænger jo bl.a. af definitionen på en rest.

Da jeg som ny strikker gik i garnbutikker og mærkede og snusede til garn, kunne jeg godt vende hjem med ét nøgle af den og ét nøgle af noget andet. I dag køber jeg aldrig et enkelt nøgle af noget garn (med mindre jeg er løbet tør midt i et projekt) fordi et nøgle garn på 50 gram kommer man jo ingen vegne med. Og jeg har så rigeligt med enkelte 50 grams nøgler i mit lager. Men sådan udvikler man sig som strikker. I dag ser jeg et nøgle med 50 gram som en rest. Ja, en rest kan også være 1,5 nøgle. 

Har jeg derimod 200 gram af det samme garn i samme farve i mit lager, så er det ikke en rest – det er bare lagergarn. Både lager- og restestrik er dog svært tilfredsstillende for mig. Særligt hvis et projekt rummer begge kategorier.

I denne måned falder både Friday Sweater Mini og Horisontsjalet i sådan en midt-imellem kasse. Jeg har til begge projekter brugt en større mængde hvidt garn, og det er ikke i sig selv en rest, men dog lagergarn. Striberne er lavet med større nøgler lagerstrik, men langt fra alle er i nærheden af at være brugt op. Normalt ville jeg ikke bruge 15 gram af en portion lagergarn der indeholder i alt 80 gram, fordi det efterlader mig med 65 gram som jeg så ikke ved hvad jeg skal bruge på. Men noget af det her garn har været på lager så længe, at jeg har gjort det alligevel. Det føles alligevel godt, selvom jeg ikke får brugt det hele. Jeg håber og tror på at et nyt, oplagt projekt en dag åbenbarer sig for mig, så jeg kan få det brugt op. Sådan er det heldigvis ofte gået. 

-o-

Med april starter også min barsel og det har jeg set frem til. Tiden vil vise, om og hvor meget tid jeg får til at lade op før familiens yngste melder sin ankomst. Kan jeg mon nå at strikke lidt, måske sy og få åbnet min lillebitte have op til havesæsonen ville det være skønt.. 🙂

Det var alt for nu. Hvis du stadig læser med – tak for din tid og rigtig dejlig april til dig.

Kærligst,

Pernille

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.