Kombinationen af at have en lille garderobe og strikke til mig selv gør, at det bliver ret essentielt at have de rigtige klæder i skabet. To ting optager mig ret meget, nemlig farver og pasform. Jeg har en idé om, at hvis de to ting spiller, så er min garderobe fuldendt.
Jeg har tænkt mig at dykke lidt længere ned i dem begge og se, om jeg kan blive bedre til at ramme rigtigt. Dels fordi jeg vælger farver jeg synes er pæne, men er de pæne til mig? Dernæst er der pasformen, som nok trænger til et eftersyn.
Læs videre
Med foråret lige rundt om hjørnet, bliver det forhåbentlig tid til at pakke de mørkere farver væk og finde lette, lyse farver frem. Jeg starter derfor med at se på farver. I sidste uge besluttede jeg mig for at prøve en farvekonsultation. Noget jeg længe har ønsket mig at prøve. Det lyder måske lidt pudsigt for en farveforskrækket person mig, men ikke desto mindre har jeg været nysgerrig efter at få større indsigt i hvilke farver der klæder mig. Og hvem ved? Måske få lidt flere farver ind i min garderobe? Med mit brune hår og brune øjne har jeg altid været klar over at jeg er til varme farver. Jeg har også haft en idé om at jeg er en efterårsperson. Men hvad hvis man ikke kan lide brun, orange, rød og mere i den dur? Kan man så bare ignorere det og gå efter de farver man kan lide? Valget faldt på en online farvekonsultation hos The Color Guru, efter at have læst lidt om hendes baggrund og erfaring, og kigget rundt på det store internet. Selvom jeg valgte den mindste pakke, var det alligevel smådyrt. Til gengæld køber jeg næsten ikke tøj og sko, og det sparer jeg gevaldigt mange penge på. Så jeg synes det var en god investering til min garderobe, og noget jeg forhåbentlig kan drage fordel af når jeg skal strikke til mig selv. For der er jo noget om det. At nogle farver klæder én bedre end andre. Og jeg er da faktisk i tvivl om den bølge af lyserød jeg rider på for øjeblikket, overhovedet gør mig noget godt..? Jeg svarede på nogle spørgsmål og sendte nogle billeder afsted af mig selv, og ventede så på min dom. I dag landede min rapport og mit farvekort så i inbox’en. Som jeg forventede er jeg efterår. I farvekonsultationen er følgende parametre stillet op – jeg er i kategorien markeret med fed. WARM vs COOL Og efterår har disse tre underkategorier; Calm Autumn – bløde efterårsfarver Jeg må sige, at jeg egentlig er overordnet tilfreds med de farver der er på mit farvekort. Særligt fordi det er de dæmpede – og ikke de klare – der passer bedst til mig. Jeg blev glad da jeg fandt den fine, dæmpede pudder på kortet, da det er en af mine absolutte favoritter. Og jeg synes faktisk den klæder mig. Og nu er der ihvertfald én anden person der er enig. Ud over farvekortet blev jeg anbefalet smykker i guld frem for sølv (den havde jeg heldigvis fået styr på for mange år siden. Jeg ser meget mærkelig ud med sølvsmykker. Helt grå i huden og en smule syg). Yikes. Nogle farver vil uden tvivl blive en udfordring at få ind i min garderobe, så det kommer de måske slet ikke (petroleum – olivengrøn – lilla). Men jeg har i de sidste par måneder haft lyst til at strikke en trøje i mere gyldne, varme farver. Måske endda prøve med brune eller gule toner. Jeg tror det er farvetemaet på Instagram der spillet mig et puds (ja, Mette petiteknit jeg kigger på dig). Men som I ved så har jeg rigeligt med garn og bruger hvad jeg har før jeg køber nyt. DET ER IKKE DIG, DET ER MIG! Se lige alle de røde og lilla og blå farver. Ahem. Tiden vil vise hvor det bærer hen. Indtil videre kan jeg tage det frem og bruge det som en god, men frivillig guide når jeg skal vælge noget nyt eller strikke til mig selv. Eftersom jeg lige har haft lageroptælling i garderoben, kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at skele til om min garderobe passer til mit farvekort. Jeg har 15 sorte stykker tøj. Det vil nok altid være en basisfarve for mig, og der er da også et par sorte trekanter i oversigten ovenfor. Men de øvrige farver fordeler sig med 14 stykker der passer på farvekortet og 18 der ikke gør. Ja..jo. Okay. Jeg er blevet smule klogere og tager den herfra. -o- Gør du dig nogle tanker om farver? Ved du om du er til varme eller kolde farver? Hvad der klæder dig? Er der nogle farver der taler til dig, men som ser gyselige ud når du får det på? Hvis du stadig læser med – mange tak for din tid. Kærligst, Pernille
LIGHT vs DEEP
MUTED vs CLEAR
Twilight Autumn – dybe efterårsfarver
Cobber Autumn – varme efterårsfarver
Så for nu er jeg blot blevet en smule klogere på hvad jeg fremover skal vælge. Og ikke vælge. For i rapporten er der også nævnt en farve som jeg direkte skal undgå, da den ikke gør noget godt mig. Den farve er lysegrå. Ikke at det kan komme som en kæmpe overraskelse, eftersom sølvsmykker får mig til at ligne udskidt grød. Det er alligevel utroligt at jeg ikke selv har tænkt den tanke. Det er måske et meget godt eksempel på en farve jeg godt kan lide, men den kan ikke lide mig. Det betyder dog ikke at jeg går hjem og smider alt lysegråt tøj ud. Min nye Iben er stadig en favorit, og jeg er da glad for at jeg valgte at strikke en tråd af Isagers fv 0 med, da den giver trøjen et varmere skær.
Kære Pernille.
Husker tydeligt at jeg som barn glædede mig til to ting når jeg blev voksen… At få et checkhæfte og en “Farvebog”. Min mor havde begge dele og jeg kan huske hvor imponeret og fuld af beundring når hun hev “Farvebogen” op af tasken, når vi var ude at kigge på tøj til hende. Når hun fandt noget tøj (eller stof til selv at sy tøj af), kom “Farvebogen” frem og tøjet blev kun købt, hvis farven også var i bogen. Det var i 80’erne og 90’erne. I 00’erne kom “Farvebogen” og checkhæftet ikke frem mere og jeg lever egentlig selv efter det motto, at alle farver klæder alle. Men jeg kan tydeligt se, at nogle farver gør noget godt ved min kulør og andre kan virkelig få mig til at se noget så syg ud. Den elskede grå er faktisk heller ikke nødvendigvis god på mig. Jeg prøver ofte at redde det ved at sætte et tørklæde i halsen, med en farve der står bedre til min hudtone.
Jeg er dog STOR fan af farver – elsker farver og køber oftest farvet garn. Kan virkelig anbefale G-ULD’s plantefarvede garner. De kan virkelig trylle nogle fantastiske farver frem. Både klare farver og mere dæmpede. Prøver at følge din princip med kun at strikke med noget fra lageret, men måtte simpelthen bryde den regel i januar måned, da jeg så det flotteste lilla garn på deres Instagram @gulddk. Er sikker på de har nogle farver der passer spot on til dit Farvekort:-)
Knus Lise
Kære Lise,
Dine historier gør mig altid så glad, og endnu en gang må jeg konstatere at der er ligger mange, gode idéer i de tidligere generationer, som vi åbenbart ikke har taget med os. I min rejse mod at leve mere bæredygtigt dukker der hele tiden eksempler på nøjsomt farmorliv op, som ikke burde være gået i stå hos dem. Tag nu bare checkhæftet – mon ikke vi ville tænke en ekstra gang over vores forbrug hvis der skulle skrives en check når vi tog på indkøb? Min far havde også et, og når han skrev en check fik jeg altid en følelse af at der blev brugt af formuen. Hans smukke og karakteristiske underskrift gjorde nok også sit til det.
Og du har jo ret – farver skaber glæde, og man skal bruge dem der giver glæde! Uanset om den givne farve klæder en eller ej. For hvem gider gå med en farve man ikke bryder sig om, blot fordi den klæder én? Ikke mig ihvertfald. Jeg har netop i weekenden vundet et fed op af den smukkeste brune lammeuld fra g-uld. Jeg har haft den i flere år, men har ikke været klar til at bruge den. Jeg synes simpelthen ikke at farven klædte mig. Men nu tror jeg tiden er inde, og at jeg skal have en cardigan i den farve. Og jeg tror sørme også farven passer ind på mit farvekort 🙂 Kh Pernille