Oktober i strik – og lidt om at blive en anden mor end jeg troede jeg ville blive

Jeg elsker oktober. Og særligt i år, fordi jeg er kommet tilbage til tasterne her på bloggen med bl.a. strømpeguide OG har fået gang i pindene igen.

I oktober har jeg:

  • Strikket de fine Fragment strømper færdigt i smukt og stærkt garn fra Onion. Strømperne er tredje par i mit strømpebogklubsprojekt, som du kan læse mere om her.
  • Fortsat med at hækle på Lauras restetæppe, som nu er vokset en hel del. Jeg nyder at have et projekt jeg altid kan tage fat på, uden at skulle læse en opskrift eller tænke mig om. Tæppet kan strikkes på autopilot, på dage hvor jeg trænger til at have garn mellem hænderne, men har opbrugt dagens tankevirksomhed. Derudover er det skønt at se stort set alle rester blive brugt. Zero waste for strikkere.
  • Deltaget i Charlotte Kaaes strikkebootcamp, hvor jeg er bliver klogere på strømpestrik. Bootcampen handler i høj grad om at strikke strømper der passer, og jeg glæder mig til til at få endnu flere strømper på pindene og bruge teknikker til at fintune mine strømper endnu mere.
  • Slået op til næste strømpebogklubsprojekt. Strik og bøger er en himmelsk kombination.
  • Strikket en bluse til mig selv. Det føles som evigheder siden jeg har slået op til et større egostrikkeprojekt, fordi jeg så gerne vil i bund med mine igangværende projekter. En slem fiasko slog mig helt ud af kurs, og siden da har jeg nærmest kun strikket strømper. Men efterår = sweater weather og jeg trængte i den grad til et nyt sweater projekt. Jeg havde garn liggende til den nemme Edith-bluse og det meditative glatstrik har gjort mig godt, og fået mig tilbage på egostrikkesporet. Mere om den fatale fiasko lidt senere.
  • Slået op til årets første julegave, nemlig en Oslohue. Jeg havde garn til overs fra min Edith bluse og behov for endnu et nemt projekt. Jeg håber jeg kan give huen videre – og hvis ikke, er det godt at være i god tid, så jeg kan nå at lave en ny.Jeg forsøger (igen) i år at hoppe af forbrugsbølgen der ruller i hele december, og give gaver med hjertet, der er lavet i hånden. Kryds fingre for at jeg når så mange som muligt. Eller faktisk vi – for jeg håber på at kunne sætte både den lille krudtugle og den store bonusdatter i sving også. Mon ikke den mindste kan lave en flot tegning på en stofpose? – (det endegyldige farvel til plasticposer MÅ være et barns ivrige streger på stof). Og stå/ligge/kravle/tumle model til et billede. Jeg har tænkt mig at prøve ad. Tip gerne hvis du har flere gode idéer til hjemmelavede julegaver.

Og nu står november står for døren. Det har aldrig været en favorit hos mig. Kold, mørk, våd og i det hele taget i den kedelige ende af efteråret. Kan vi ikke bare blive indenfor og strikke den væk?

 

-o-

Og så til noget lidt andet. Jeg holder normalt på at pladsen her på sitet udelukkende handler om strik og alle dens finurligheder. Men ind imellem trænger en masse tanker sig på, og det her er altså en slags ventil. Den her gang handler det om moderskabet. Interesserer det dig ikke, så bær over med mig. Til jer andre, here goes…

I september rundede jeg mit første år som mor. Eller – nogle vil sige at man allerede bliver mor mens man er gravid og det er jeg enig i, men altså mor uden for maven i et år. Og hvilket år det har været. Moderskabet har opslugt mig fuldstændig. Det giver og tager helt ubarmhjertigt, og det har for altid ændret mig. Den usikkerhed jeg ind imellem kunne føle før hun kom til verden, viste sig heldigvis at være forduftet da først jeg stod med min baby.

Jeg har fra starten af haft en klar følelse af hvad der var rigtigt og forkert, og jeg har fulgt den mavefornemmelse hver gang. Det har betydet, at jeg er blevet en en anden slags mor end jeg havde troet. Jeg havde nemlig mange forestillinger om, hvordan det ville blive.
For at nævne et par eksempler kan jeg tage: En baby begrænser mig ikke, og jeg kan have hende med overalt. Babyer sover i deres egen seng om natten. Om dagen sover de i deres barnevogn, så jeg kan nå alle mulige andre ting. Jeg ammer hende helt sikkert ikke længere når hun er fyldt et år. Hun kan blive passet et par timer af nær familie, så vi kan få tid for os selv. Jeg skal vel også ud om aftenen på et tidspunkt. Osv. Just to name a few.. Virkeligheden. Ahem. Behøver jeg sige at den blev en lidt anden?

– Nu – et år efter sover Laura lige ved siden af mig hver nat, for sådan sover vi begge rigtig godt (hun sov dog i egen seng de første måneder, for det er jo mest sikkert med sådan et lille menneske).
-Hun bliver stadig ammet, både dag og nat. Det handler om tryghed, og lidt om mad. Jeg tror ikke vi er i nærheden af at stoppe, og det gør mig absolut ingenting. Vi kommer tættere på at bevæge os ind i langtidsamning, og det havde jeg alligevel ikke troet.
– Hun har aldrig været begejstret for barnevogn og klapvogn, og det har lært mig at bære hende tæt på kroppen i vikle eller bæresele. Jeg bærer hende stadig hver dag, og vi nyder at være tæt. Før jeg blev mor, tænkte jeg at det kun var hippiemødre der bar rundt på deres børn i sådan nogen ordninger. Denne hippiemor har åbenbart meldt sig ind i klubben. Jeg kan i det hele taget genkende mig selv i flere (men ikke alle) af de værdier som Neohippie har omkring helt små børn, som fx her. Hvem skulle have troet det? Ikke mig selv, ihvertfald. Det er i øvrigt ingen direkte anbefaling, blot en spejling af mine egne tanker.
– Jeg putter hende til nat hver aften og har gjort det hele hendes liv.
– Jeg er endnu ikke klar til at få hende passet af andre end far. Om dagen er hun dog i vuggestue, og det har vi alle bandet langt væk efterhånden vænnet os til. Jeg ville dog ønske at (min) verden så anderledes ud, og at det ikke havde været nødvendigt at aflevere hende i en pasningsordning. Og sådan kunne jeg fortsætte.

Mange forestillinger endte med at blive noget helt andet end det jeg havde troet. Ikke desto mindre gik jeg uden tøven ned af den vej der føltes rigtig. Og selvom andre mennesker både siger og ikke-siger-men-tænker sit, så ved jeg dette. Jeg er Lauras mor. Kun jeg ved hvad der er rigtigt for hende og jeg. Moderskabet er en forunderlig ting. En helt vidunderlig, forunderlig ting. Lad dette være en stille hyldest til alle mødre og kommende mødre, der følger deres hjerte og ikke normer eller forestillinger, når der skal træffes et valg om hvad der er rigtigt at gøre. Når værdierne skal sættes. Ingen kan gøre det for dig.

Med disse ord checker jeg ud for denne gang.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Lauras mor

PS: Fraværet af billeder skyldes at vi har pakket vores lejlighed i indre København sammen, og flytter i et skønt rækkehus lige uden for byen. Vi glæder os til at flytte ned på jorden, og at se og nyde naturen igen.

One thought on “Oktober i strik – og lidt om at blive en anden mor end jeg troede jeg ville blive”

  1. Kære Nille,
    Jeg kan kun give dig ret. Moderskabet ændre én – aldrig havde jeg troet at jeg ville priotere at være hjemme en lørdag aften, men nu er det det bedste jeg ved❤️
    Jeg har det så svært ved pasning – ikke at vores vuggestue ikke er fantastisk – for det er den, men av i mit hjerte når jeg aflevere Alvilde for at køre på arbejde for at passe på andre, men sådan er vores danske samfund vist. Dog har vi(herhjemme) taget en beslutning og jeg skal til at læse, for at vi får mere frihed og jeg i det mindste kan putte hver aften og være hjemme i weekendem.
    God fredag, knus Nanna

Leave a Reply to Nanna Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.