Sock and book club

Jeg har tidligere fortalt, at jeg meget gerne vil have flere strikkede strømper i min garderobe, fordi jeg bruger dem rigtig meget.

Under min barsel er jeg vendt tilbage til at læse flere bøger, og jeg kan mærke at det gør mig så godt. Det fjerner strikketid, men ind mellem er min hjerne ikke til andet. Det giver mig så meget, synes jeg.

I juni fik jeg så den idé, at jeg ville prøve en lille leg. En strømpe- og bogklub. Jeg fandt et garn og en bog som havde en fællesnævner, og så strikkede jeg strømperne og læste bogen i samme periode. Ind imellem samtidig, men mest bare sideløbende. På den måde får jeg strikket strømper og læst bøger, og opnår to ting som jeg gerne vil have mere af mit liv.

Det første match havde fællesnævneren Tyskland. Jeg valgte nemlig et fint strømpekit jeg havde købt tilbage i januar fra den tyske indiedyer Frida Fuchs i en fin lys lavendel med sarte speckles. Der hørte en mini til, som var en smuk græsgrøn, hvis farve går igen i det lilla garn. Bogen jeg valgte til, er den legendariske Bogtyven – eller The Book Thief for jeg læste den på engelsk – af Marcus Zusak. Bogen udspiller sig under 2. verdenskrig i en lille tysk by, hvor den forældreløse Liesel bliver anbragt hos en fattig plejefamilie. Historien fortælles af Døden, der har mere end bare almindeligt travlt under krigen.

Strømperne er nu færdige og bogen er læst. Og jeg tænker på bogen når jeg ser strømperne. Både den fantastiske læseoplevelse, fortællingen, karaktererne og deres relationer og oplevelser. Det var en kæmpe, indre succes for mig.

Så nu deler jeg den med jer, og inviterer jer til at være med.

Jeg er gået i gang med at finde det næste match. Jeg har rigeligt med strømpegarn i mit stash, så jeg vil ikke købe nyt. Jeg prøver at finde et garn og en bog der kan have en fælles relation. Jeg har både Bjørneby af svenske Frederik Backman og Mordet på kommandaten af japanske Haruki Murakami, der ligger og venter på mig, og er nu på udkig efter garn eller mønster som passer til en af dem. Jeg har hverken svensk eller japansk strømpegarn, men måske kan jeg finde en farve, en designer eller et mønster, der binder bog og strømpe sammen. Relationen mellem bog og strømpe skal helst ikke være for søgt, så jeg må tage mig tid til at finde det rigtige match.

Vil du være med? Måske skal du læse Olga Ravns ‘De ansatte’ mens du strikker et par røde strømper? Har du noget norsk strømpegarn, så har Linn Ullmann helt sikkert en god roman til, eller du kan (gen)læse Harry Potter mens du strikker Hermione’s Every Day Socks. Mulighederne er mange, og det bliver helt sikkert sjovt.

Hvis du stadig læser med – mange tak for din tid.

Kærligst,
Pernille

4 thoughts on “Sock and book club”

  1. Hvor er det en god idé. Jeg holder meget af at læse og kan også godt lide at strikke strømper – den første er altid sjovere end den anden 😉 Jeg har ikke lige nu et oplagt bud på et match mellem bog, garn og opskrift, men jeg må lægge hovedet i blød,

    1. Jeg kender det – second sock syndrom! Mit bedste trick til at undgå for mange enlige strømper, er at slå op til nr 2 med det samme jeg er færdig med nr 1. Hvis jeg ikke har tid, så lukker jeg simpelthen ikke af på sok nr 1 🙂 og så er jeg nødt til at have en form for mønster, ellers bliver det simpelthen for kedeligt! Jeg glæder mig til at se om du finder et godt match mellem bog og strømpe. Man er jo velkommen til at låne/kopiere/lade sig inspirere. Kh Pernille

  2. Jeg er vild med idéen – og med din blog i det hele taget. Måske har du skrevet om det før – men jeg ville elske et indlæg med mere om strikkede sokker.. Bedste begynder opskrift, bedste hæl, hvordan lærer man bedst at strikke to på én gang osv.

    1. Mange tak Sara 🙂 Jeg ved at der er mange strømpenovicer derude, så jeg brygger lidt på et indlæg som kan kickstarte eller hjælpe på vej til strømpestrik, med bl.a. mine yndlingsopskrifter og tricks 😀

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.