Sockandbookclub #2

I dette indlæg fortalte jeg jer om min lille strømpebogklub. Har du ikke læst det, kan du kort få en introduktion til hvad det handler om. Men nu, til klubbens næste projekt.

Efter at have cirklet rundt om forskellige muligheder i et stykke tid, har jeg valg min næste bog og strømpe til sockandbookclub.

Jeg ville virkelig gerne i gang med Bjørneby af Fredrik Backman. Jeg kiggede i mit strømpestash, synes ikke rigtig at der var noget der talte til mig. Kiggede på opskrifter, og valgte endelig Fir af Melody Hoffman. Bjørneby ligger nemlig midt ude i en skov, og på coveret er der grantræer. Det var altså en rigtig fin kombination. Men jeg kunne ikke finde det rigtige garn i mit stash. Jeg har en overflod af lyserød i alle nuancer, men de her strømper skulle lissom ikke være lyserøde. Så jeg gik i stå. Og efter at have ventet i hvad der virkede som virkelig lang tid, måtte jeg gøre noget. Jeg var også startet på bogen, og historien fangede mig med det samme. Kom jeg ikke snart i gang, ville den være læst før jeg fik strikket strømperne. Og så dukkede den perfekte farve op. Ha. Og mig, som ville strikke fra lager.

Valget faldt på et yndlingsstrømpegarn, WOOLapyk Sock i farven Moonstone. Farven passer perfekt til coveret af bogen. Og faktisk endnu bedre til den engelske udgave af fortsættelsen (den der er nedenfor). Så nu strikker jeg Fir Socks i den smukke Moonstone farve, mens jeg læser Bjørneby #1 og sidenhen også #2. 2’eren er endnu ikke udkommet på dansk, så jeg venter med sok nr 2 til oktober hvor den kommer. Før bliver jeg nok alligevel ikke færdig, for jeg strikker kun et par gange om ugen for tiden. Livet, du ved. Det tager enormt meget tid.

Billede lånt fra woolapyk.etsy.com

Men jeg synes kombinationen er himmelsk. Der er match på opskrift, bogens cover og farve. Hva.be.har.

Jeg er allerede (mentalt) gået i gang med at forberede næste sæt. Denne gang må jeg hellere starte med garn, og vælge en bog og opskrift ud fra det.

Jeg har samlet lidt inspiration til nogle ret forskellige bøger fra min to-read liste med fine forsider. Måske bliver de en dag til et par smukke strømper.

 

Leger du med? Hvad skal du læse og strikke? Fortæl, fortæl!

-o-

Jeg håber I er med på at strikke strømper, for august bliver – åbenbart – en strømpestrikkermåned her på bloggen. Mere om det i næste uge.
Er strømper slet ikke dig, så er efteråret (måske) lige rundt om hjørnet og med det en masse dejlig lun strik. Mens vi venter og tørstrikker skønne sweatre der skal på pindene, kan du jo læse min serie om den strikkede garderobe, som du finder lige her.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid.

Kærligst,

Pernille

 

2 thoughts on “Sockandbookclub #2”

  1. Sjovt, jeg tænkte faktisk lige på dit strømpe/bog-projekt tidligere idag… Jeg er lige blevet grebet af et strømpe-strikke-kick. Jeg er ved at færdiggøre Prairie socks af Woolapyk-garn, som også er en favorit hos mig. (Har faktisk lige bestilt et nøgle i Moonstone, til trods for garn-stop) Jeg er også i gang med Emily’s favourite socks i rester. Derefter overvejer jeg at kombinere Orhan Pamuks bog Dette fremmede i mig med Istanboul strømper af Cookie A

    1. Strømpefeberen kommer og går hos mig. Det varme vejr har dog nok haft noget at sige, for de små projekter er bare nemmere når det er varmt. Og den Moonstone farve er så spændende. Den ændrer karakter og farvespil når den bliver strikket op. Den kan du sagtens glæde dig til.

      Er der egentlig nogen der officielt ophæver et garnstop? Sådan ‘nu har jeg tømt helt ud i lageret, så det må være på tide at købe nyt’-agtigt? Jeg har svært ved at tro det. Det er lissom bare noget der sker 🙂
      Det lyder som en fremragende kombination. Jeg har bogen på min (uendelige) to-read liste. Og en lille rejse ind i Istanbuls gader når først efteråret har taget fat, lyder ret skønt.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.