Strik fra lager – et par forslag og en Instagram#leg

I starten af et nyt år synes jeg mit Instagram feed er fyldt med strik-fra-lager-opslag. Gode intentioner. Jeg synes det er alletiders. Jeg er selv med på vognen, igen i år.

Men på et eller andet tidspunkt hopper kæden (måske) af. For nogen allerede medio januar, og for andre måske i februar, marts eller senere. Succesraten er sikkert forskellig, ligesom mennesker. Fordi hvordan holder man den gode intention om at strikke fra lager? Og hvor langt ned skal man før det er en succes? Hvor mange projekter skal færdiggøres, før man kan retfærdiggøre at købe ind til nyt, hvis der da overhovedet skal købes nyt?

Nye opskrifter kommer til, og der er ikke noget oplagt garn i lageret. Eller man kigger i lageret, og kan måske ikke rigtig finde ud af hvad det præcis skal blive til. Og så er der alt det skønne garn og nye farver vi bliver præsenteret for. Der er ikke noget at sige til at det er svært at holde intentionen om strik-fra-lager.

Jeg vil så gerne finde *det* der gør det sjovt at strikke fra lager. Eller bare nemmere. Det der holder mig motiveret og tilfreds. På sporet. Men hvad?

Jeg fortalte jer for nylig om minimalistiske tendenser og et stop til overforbrug. Det fungerer indtil videre som et rigtig godt argument. Hvis jeg på et tidspunkt bliver udfordret, kan det dog være rart at få lidt hjælp.

Her kommer derfor et par forslag og kommende initiativer – måske noget fungerer for dig, og andet vil jeg gerne høre din holdning til:

1. At parre garn og opskrift.
Enten den ene vej eller den anden. Lad os starte med den nemme (for mig) først; en bestemt opskrift.

1a. Jeg har i min queue på Ravelry lagt de opskrifter ind som jeg så gerne vil lave. For nogen har jeg parret dem med garn i mit stash, for andre har jeg blot skrevet en note om et muligt match. Jeg holder selvfølgelig øje med yarn ideas på opskriftens side, for at se om andre har brugt garn jeg har i mit stash. Jeg faldt for nylig over en himmelsk sammensætning, som jeg tror jeg skal genbruge. Bruger man ikke Ravelry, kan en notesbog/bullet journal sagtens bruges til at parre opskrift og garn sammen.

1b. Så er der den anden vej – måske den mest oplagte til strik-fra-lager; nemlig garn. Hvad skal du så strikke…. Bum bum bum. Måske er der for mange idéer, måske for få.
Måske skal det parres med et andet garn for at blive til noget. Måske er du ikke fan af Ravelry, og bruger derfor ikke de mange smarte funktioner der er. Der er sandsynligvis en årsag til at netop det garn er i dit lager, og ikke allerede er brugt. Har du til gengæld fundet et match, så er det med at få det på pindene før kombinationen går i glemmebogen eller begejstringen falder.

Du finder min miniguide til Ravelry lige her, og der er både indlæg om opskriftsvejen og garnvejen. 

2. #Hvadskaljegstrikke
Jeg kunne godt tænke mig at lege en leg med jer. En leg hvor vi hjælper hinanden. Mange af jer har fundet vej herind på bloggen fra Instagram og kender sandsynligvis til den søde kultur der består i blandt strikkere på det sociale medie. Kunne vi bruge det til at finde ud af hvad vi skal strikke? På en konstruktiv måde? Jeg kunne fx finde på at dele et billede af 2 nøgler garn, som jeg rigtig gerne vil strikke noget af. Jeg ved bare ikke hvad. Mine søde følgere kunne så måske byde ind med deres konkrete bud på hvad jeg kunne strikke – altså ikke bare ‘en hue’ eller ‘babystrik’, fordi de overvejelser har jeg nok selv gjort mig. Nej, jeg tænker helt konkret som et opskriftsnavn. Noget de selv har strikket af samme garn, eller har planer om. Noget som man har en ret god fornemmelse for at ville fungere. Ved at følge #hvadskaljegstrikke kan man se andres opslag eller stories, og måske komme med et godt forslag, eller få inspiration til garn på eget lager. Jeg ved ikke om det kunne fungere, men hvis det kunne ville det være ret sjovt. Som et lille hjørne af en virtuel strikkeklub hvor vi mødes og diskuterer garn og opskrifter. Jeg prøver med det første opslag, og ser hvordan det går. Nøglen er naturligvis det konkrete input. Det er også det mest krævende. Måske leger vi videre, og måske dør konceptet før det overhovedet er begyndt. Vi får se.

3. One skein wonders
I var rigtig mange der godt kunne lide at læse mit første indlæg om one skein wonders, der handlede om hvad du kan strikke af 100gram entrådet superwash merino. Jeg arbejder derfor på de næste indlæg i samme serie, og håber snart at kunne dele det næste med jer, så alle de ensomme single nøgler kan blive tryllet om til noget smukt. 

4. Pointsystem 1:1
Der er ikke noget som belønninger. Vi elsker det! Med et realistisk og overskueligt pointsystem kan man sætte et mål for sig selv, der har til formål at få strikket fra lager. Det kunne fx være, at for hver 1 gram der er strikket, får man xx kr til sit kreabudget. Ved at regne baglæns kan man endda finde et realistisk forhold mellem de to. I 2018 strikkede jeg (ca) 2.296 gram fordelt på 10.978 meter garn. Jeg brugte 8.577 kr. på kreativitet. Det giver 3,73 kr. pr gram. Da mit mål er at købe væsentligt mindre ind i det nye år, skal tallet naturligvis justeres. Det kunne være 1 kr pr 1 gram strikket. Det lyder faktisk ikke helt skævt for mig. Til gengæld skal jeg spænde livremmen lidt ind (- eller sælge ud af lageret). For nogen fungerer den slags, for andre slet ikke. Og endelig er der nogen der ikke har brug for at kontrollere deres indkøb, eller som strikker så meget at de ville få et kreabudget der ikke hænger sammen med økonomien. Så skal forholdet nok justeres. Hvis du vil prøve ad, så start med at finde dit niveau for det seneste år og prøv så at justere. Og så er det ellers bare at holde sig til det!

GARNBALANCEN
Og så er der jo garnbalancen. Jeg tager på tredje år hul på min oversigt over hvad der er kommet ind – hvad der er strikket – hvad er byttet/solgt/givet væk = garnbalancen. 2018 var det første år hvor jeg vandt over mit lager med -7.411 gram og -30.659 meter. Jeps, der var alt for meget garn gemt væk, og nu er det sendt videre. For det er ikke meget jeg fik strikket i det år. Og jeg har heldigvis lært af det. Jeg kan ikke se mig selv købe så meget ind igen.

-0-

Hvad gør du for at holde dig til at strikke fra lageret? Kunne du bruge nogle af ovenstående forslag, eller er det for meget kontrolleret holden-styr-på og begrænsninger for noget der gerne skal være sjovt og afslappende? Jeg vil meget gerne høre om det.

Det var alt for nu. Hvis du stadig læser med – tak for din tid og godt nytår!

Kærligst,

Pernille

3 thoughts on “Strik fra lager – et par forslag og en Instagram#leg”

  1. Til en start på lagerangrebet, strikker og hækler jeg klude. Mine børn elsker klude og også nogle af mine kolleger. Det er tilpas lille et projekt at have med i tasken alle steder. Min datter fik øje på en kludeopskrift, i julen, som hun gerne ville have klude i, og fik besked på at find de farver hun ville have i lagerkassen.

    1. Jeg strikker også klude af alle bomuldsrester. Og hækler vatrondeller. Min bomuldslager er faktisk ved at være ret overskueligt. Mit lager af uld derimod….

  2. Jeg elsker indlæg som det her og det sidste. Selvom jeg selv er på et helt andet garnbudget og selv gør det helt anderledes, så synes jeg det er meget inspirerende at læse om. Jeg er selv nød til at gøre ét projekt færdig af gangen og så derefter overveje hvad det næste skal være før jeg bruger penge og køber det. Men hvis mit kreabudget var større ville jeg højst sandsynligt komme til at have et lige så stort lager som alle andre 🙂

Leave a Reply to Charlotte Lind Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.