Selvom silk mohair på ingen måde er nyt på markedet, så er det vel næppe gået nogens næse forbi at det er blevet rasende populært. Fine Helga Isager har brugt det i sine designs i mange år, og min forelskelse i fv 0 går helt tilbage til 2015 hvor jeg strikkede med den i min Sirius Anorak.
Jeg har strikket bløde 4 mohairsweatre det sidste halve år og nyder både at strikke med den bløde silk mohair og bruge det færdige strik. Måden det omslutter ulden på og gør den blød er altså helt speciel.
Læs videreOg midt i min dejlige mohair symbiose opstår der pludselig et men. En story på Instagram fra en indie dyer jeg beundrer for hendes bæredygtige valg fortalte, at hun aktivt vælger mohair fra på baggrund af produktionen. Og ugen efter så jeg endnu en story fra en ny webshop med bæredygtigt garn der har valgt ikke at føre mohair. Der ligger highlights i sidstenævntes profil, der beskriver hvorfor hun har taget dette valg. Den slags kvinder.. De sætter deres værdier højere end profit, og det fylder mit hjerte med beundring.
Selvom jeg måske havde en svag idé om at der var noget med det mohair der måske stred mod mit værdisæt, så havde jeg skubbet det væk, fordi det var så nemt og jeg jo gerne ville strikke videre med den fine mohair. To tilfælde på så kort tid kunne jeg dog ikke ignorere. Der opstod en art kognitiv dissonans, som vist nok er det ubehag man føler, når man er klar over at noget strider mod ens værdier og man så stilles over for at gøre netop det. De fleste som forsøger at bringe bæredygtighed ind i sit liv, vil formentlig kunne nikke genkendende til det.
Så jeg måtte jo undersøge problematikken med mohair nærmere.
Ved en hurtig søgning på Google fandt jeg denne og denne artikel. Det var nedslående læsning. Men dog fra modeindustrien, og ikke garnindustrien. Om der er forskel ved jeg ikke. Artiklerne er fra sommeren 2018, hvor der blev gjort nogle rædselsvækkende opdagelser på 12 mohairfarme i Sydafrika. Flere store modehuse valgte at udelukke mohair fra deres fremtidige kollektioner i dyrevelfærdens (og konkurrenceevnens) navn.
Det er en kun en finger i jorden, det er jeg klar over. Og det er kun nogle få farme ud af mange. Og hvad med garnindustrien? Hvor står de danske virksomheder som Isager? Filcolana? Knitting for Olive? Det har jeg ikke umiddelbart kunne finde ud af nogle steder. Kun Mohair by Canard skriver, at deres garn fremstilles efter godkendte og miljøvenlige metoder med fokus på bæredygtighed og omtanke for lokalmiljø og dyrevelfærd. Hvad præcis dette indbærer, nævner de ikke. Knitting for Olive skriver at deres garn lever op til REACH Standard, men den går så vidt jeg forstår på skadelig kemi.
Der er mig bekendt ikke nogle certificeringer på dette område, som kan hjælpe os til at vælge de producenter, som lever op til de standarder vi måtte ønske os. Det er muligvis det samme faktum der har fået flere af de store modehuse til at undgå mohair i fremtiden. Så hvad nu?
Jeg strikker videre af det mohair jeg har på lager. Det er allerede købt og produceret. Og derefter? Hvis jeg trænger til mere mohair, må jeg nok give Mohair by Canard et kald og høre dem lidt nærmere omkring deres værdisæt og hvad de præcis gør, for at sikre god dyrevelfærd for de geder, der forsyner os med det skønne mohair. Den forbandede kognitive dissonans altså – den har gjort mit liv mere helligt? besværligt? fuld af både god og dårlig samvittighed det seneste år.
Jeg håber at de øvrige producenter melder sig på banen og bekender kulør, når de kommer til værdikæden for deres mohairgarn. Jeg tror og håber nemlig på, at bæredygtighed og dyrevelfærd er, og i højere grad bliver, en konkurrenceparameter. Og halleluja for det! Se bare uld og mulesing debatten, ligesom bæredygtigt, økologisk og GOTS certificeret garn fylder mere og mere i markedet.
Lad os bruge vores magt (læs: garnbudgettet) til at påvirke producenterne til at gå i den retning vi gerne ser.
Hvis du stadig læser med – tak for din tid.
Kærligst,
Pernille
Helt enig! Det er ærgeligt, at det er så svært som forbruger at finde ud af, hvordan garn, stof og lignende er produceret.
Så vigtigt du skriver om dette! Et lignende emne kunne være garnfarvning og dens konsekvenser for menneske og miljø. Jeg ville ønske vi kom derhen, hvor det var nemmere for køberne at gennemskue, hvad det er man køber.
Utrolig interessant indlæg.
Jeg synes selv, jeg tænker over det garn jeg køber – at vælge noget med bæredygtighed og som er produceret under ordentlige forhold. Men det kan være svært ud fra de sparsomme oplysninger på producenternes hjemmesider.
Jeg er blevet endnu mere bevidst om det garn jeg køber, i takt med at jeg strikker mere og mere. Jeg har altid valgt garn af en vis kvalitet – gået efter garner af naturmaterialer, og f.eks. altid fravalgt akryl. Økologisk bomuld har været standard for mig i mange år og jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere kritisk ift uld. Det seneste år har jeg fravalgt alt superwash-garn og garn med plastik i (polyester, nylon, mv.), dog har jeg begge typer i mit garnlager så jeg kan ikke undsige mig fra at strikke med det fremadrettet.
Her vælger jeg samme tilgang som dig – nu er det købt og produceret, så giver det mest mening at anvende det.
Ift. mohair har jeg nok stukket hovedet lidt i busken. Jeg har kun strikket en lille smule i mohair (endnu) og har nok (bevidst naivt) valgt at tænke, at der ikke var nogle problemer ift. produktion (lige som merino havde/har), da det ikke rigtig har været nævnt.
Jeg har på det seneste gået og planlagt kommende mohairprojekter og i den forbindelse overvejet, hvor jeg skulle købe garnet fra. Jeg havde overvejet at købe det fra Knitting for Olive, da det virker som om, de tager hensyn ved produktionen af deres garn…
Efter at have læst dit indlæg, er jeg blevet i tvivl – skal jeg droppe at købe mohair og nyde at strikke med andre lækre uldgarner (der lever op til bæredygtighed og ordnede forhold). Eller skal jeg udvælge enkelte projekter med mohair og så købe det fra Mohair by Canard…?
Jeg synes det er svært. Og jeg ville ønske, det var nemmere at få indblik i produktionsforholdene af de forskellige garner.