Brug dine bomuldsrester

Som en skøn cocktail af, at det varme vejr forhåbentlig er på vej, og for at fejre at mit bomuldslager er tæt på tomt, kommer her et par idéer til hvad du kan bruge bomuldsgarn og -rester til. 

Tasker
A tote for your bag er et virkelig fint net som, når det rulles sammen nærmest ingenting fylder i din taske. Tag det med på vejen, og brug det når du handler på vejen hjem, eller når du skal forbi biblioteket og hente/aflevere bøger. 

 Det kan også sagtens bruges selvstændigt på en strandtur, tur til legepladsen eller hvor du nu ellers har brug for den. Jeg har ikke selv strikket denne model endnu, men jeg har købt en french market bag (gratis hækleopskrift) som minder om dem. Og jeg må sige at det er en favorit. Fordi – der kan være overraskende meget i. Den runde form gør at det kan rumme helt enormt meget. Eller lidt, for den sags skyld. Og det er det fine. For hvor mange tasker rummer egentlig det? At fylde det som indholdet fylder, og ikke mere eller mindre. 

Strik det i ensfarvet hvis du har garn nok, eller med en anden bundfarve, eller i bløde striber. Du kan også vælge originalgarnet, som er smørblødt og blankt hørgarn. Find det lige her (affiliate link) hos den mest bæredygtige garnwebshop jeg kender, aka Grønne Garner.

A tote for your bag. Designet af The Woollen Hippie – billede lånt fra ravelry.com hvor opskriften kan købes.
French market bag – gratisopskrift fra ravelry.com

Jeg hæklede for en del år siden tasken lige oppeover i bomuldsrester. Den er også med rund bund, og det gør den helt enormt rummelig. Opskriften var fra et nummer af Alt om håndarbejde som jeg desværre ikke længere har. 

Babyer og børn
Har du en baby i maven, i favnen eller kender du blot en sød lille én, så er bomuld faktisk også oplagt. Hvad med en savlesmæk, en suttesnor eller legetøj? Måske legemad til de lidt større. Alle kan både strikkes og hækles, alt efter præferencer eller humør. Dog vil jeg slå et slag for netop bomuld til babyer og børn, fordi det er rarere at få i munden end uld. Ikke decideret rart, men dog rarere. Og ja, der er en ret stor chance for at det du giver en baby i hånden, på et tidspunkt havner i munden.

Jeg har ikke haft held med at finde opskrifter på strikket legemad. En portion improvisation og fantasi kan måske være nok. Charlotte Kaae har lavet denne glimrende opslagstavle på Pinterest med billeder af legemad. Jeg ville ønske at jeg havde lavet strikket legemad til min mus, for det er rasende populært at lege med og vi har desværre bare det kedelige i plastic:(

Small Rabbit af Julie Williams – billede fra ravelry.com
Billede fra Pinterest.dk
Gratis opskrift på savlesmæk fra Charlotte Kaae – billede lånt fra ravelry.com

Klude
Sidst, men ikke mindst er der klude til køkken og badeværelse. Jeg har selv en god stak efterhånden og de spreder glæde. Det er også nemmere at få en toårig til at tørre sig om munden, hvis det kan gøres med en lilla klud som mor har strikket specielt til formålet. Måske.

Rondeller og maxi rondeller
Jeg har efterhånden en god stak rondeller på størrelse med vatrondeller, og en stak maxirondeller. Eller mini vaskeklude. Jeg ved ikke helt hvilket navn der er mest sigende. Det er en kombination af af rondel og vaskeklud, som jeg bruger til at tørre skidt af Lauras ansigt/fingre og mit eget ved den (sparsommelige) skønhedsrutine jeg kører. Størrelsen er altså helt perfekt, da en vaskeklud nogle gange er for stor og en rondel for lille. Det er en dejlig hybrid og hvis du vil prøve det af, så kommer der en nem opskrift lige her:

Maxirondeller

  1. Slå 33 masker op på pind 3.
  2. Strik 3 pinde retriller.
  3. Strik 3 ret, strik perlestrik til der er 3 masker tilbage, strik 3 ret

Gentag pkt 3 over 33 pinde
Strik igen 3 pinde retriller.
Luk af.

Easy peasy lemon squeezy.

Og så kommer der lige et top tip. For hvordan filan gør man så med de der rondeller i praksis når de skal vaskes? Well, jeg har en vaskepose hængende på en knage/liggende i skabet på badeværelset. Når en rondel/maxirondel er brugt, smider jeg den i vaskeposen. Næste gang jeg vasker en 60 graders vask ryger posen derind.  Ét voila. Stakken er ren og klar til at blive brugt igen. Har du ikke en vaskepose, kan den også strikkes / hækles i bomuld.

Billede lånt fra eponasdagbog.dk

Den fine opskrift finder du helt gratis lige her. Og der er sørme også en opskrift på de hæklede rondeller lige her.

Håndklæde i retriller
Et håndklæde til køkkenet, badeværelset eller sommerhuset strikket i retriller og med meleret effekt. Det er altså bare fint. Jeg husker lige så tydeligt at der på Marapyttas Syskole hang sådan et på toilettet, og det var både fint at se på, og rart at tørre sine hænder med. Jeg tror det er søde Wenche der har strikket det til Syskolen, og hun har netop en gratis opskrift på sin blog. Håndklædet er strikket i to tråde bomuld, og her foreslår jeg at bruge én bundfarve og én restegarnsfarve, hvor du binder alle dine bomuldsrester sammen til en bold og strikker med den. På den måde kan du få brugt selv de mindste rester og dermed blive en zero waste helt.

Billede fra http://tusindfryd-blog.blogspot.com/

DIY-regnbue
Til børneværelset eller et hvilket som helst andet rum der trænger til lidt magi. Brug garnresterne til at lave en regnbue. Søstrene Grene har lavet en diy lige her. Hvis du ikke har noget løs uld som på billedet, kan du måske finde en rest uldgarn, eller anoraksnor som der er anvendt i denne meget udførlige (tyske) diy. Perlerne kan naturligvis også udelades.

Billede fra sostrenegrene.com
Billede fra lindaloves.de

Altså. Jeg bliver helt ærgerlig over at jeg ikke har mere bomuld. Der er jo mange fine projekter man kan lave, og så er det særdeles sommervenligt.

-o-

Jeg slutter lige med et par tanker om bomuld. Tanken med det her indlæg er, at du skal bruge de bomuldsrester du har. Garn der allerede er produceret og købt og som ikke skaber ny efterspørgsel.

Fordi du nok alligevel skal købe noget af bomuld på et tidspunkt (garn, tøj, håndklæder, sengetøj eller whatever), så kan jeg kun anbefale at du læser denne relativt korte artikel om bomuld, og forskellen på konventielt vs økologisk bomuld. Økologisk bomuld er efterhånden ret udbredt og behøver ikke at være dyrt. Til gengæld er der en verden til forskel når det kommer til vandforbrug og sprøjtegift. Så derfor – skal du købe, så håber jeg (på vores fine planets vegne) at du vil prioritere økologisk. Når det kommer til garn kunne det være BC Garns Alba eller Organic Cotton fra Krea Deluxe. 

Er du nysgerrig på alternativer til bomuld, som uanset hvad er en meget ressoucekrævende afgrøde, så er hør, hamp og tencel det nye sort inden for bæredygtige tekstilmaterialer. 

Det var alt for nu.

Hvis du stadig læser med – tak for din tid og fortsat god sommer.

Kærligst

Pernille

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.